Atuagagdliutit - 27.01.1955, Blaðsíða 17

Hvor skal nedskærings-
kniven benyttes på
Grønland
Dette spørgsmål er noget, som
mange grønlændere og danske siden
sidste sommer har beskæftiget sig
med, særlig under og efter finansud-
valgets besøg. Rejsen blev som be-
kendt kritiseret en del, men mon ik-
ke hovedindtrykket nu er, at den var
omkostningerne værd, idet udvalget
fik et indblik i mange af Grølands
store problemer, skønt opholdet var
kort. At finansudvalget skal igang
med nedskæringskniven er vist de
fleste indstillet på, thi de år for år
forøgede udgifter til Grønland er ef-
terhånden blevet så store, at Dan-
marks økonomi har svært ved at
klare både dem og de øgede militær-
udgifter samtidig.
Det vil sikkert være af stor betyd-
ning for Grønland, hvis der kunne
komme en debat igang heroppe om,
hvor der med fordel kan spares, og
hvad man absolut må spare på, hvis
man da ikke vil standse udviklingen.
Det er mit indtryk, at mange interes-
serer sig stærkt for disse spørgsmål,
og vi har jo alle et vist ansvar for
opbygningen af Grønland, ligesom
vel ingen ønsker at skatteborgerne i
Danmark må bløde mere end højst
nødvendigt.
Hvorvidt det i det hele taget er
muligt at få Grønland til at svare sig
økonomisk er et spørgsmål, som fle-
re kloge mænd har besvaret negativt,
og rent umiddelbart ser det også ret
A/S Dansk ilt- & brint-
fabrik
København
ilt- ama brintiliorligssuaK
danskit peKatigit piat
København
nedslående ud. Indenfor en lang
årrække må man vist ikke vente at
landets økonomi kommer til at hvile
i sig selv, og måske sker det aldrig.
Forskellige faktorer, først og frem-
mest de pligter vi har overfor det
land, som vi har haft ansvaret for
som koloniland i over 200 år, og hvis
indbyggere i tillid til os har valgt at
blive en del af Danmark, og for det
andet dette lands politiske og mili-
tære betydning i fartens tidsalder,
hvor afstandene bliver mindre og
mindre år for år, gør det alligevel
til god politik at støtte landet økono-
misk indenfor rimelige grænser.
Hvor kan man da spare på Grøn-
land, og har finansudvalget fundet de
rigtige ting frem, da de var heroppe,
spørger man uvilkårligt sig selv. At
dømme efter avis-lederne hjemmefra
har udvalget fået fat på en ret væ-
sentlig ting, idet hele spørgsmålet
om Grønlands tekniske organisation
bliver taget op til behandling. At der
er noget galt her har længe været
daglig tale overalt på Grønland, men
et er at se, at der er noget galt, et
andet er at sætte noget bedre i ste-
det. Måske har det været nødvendigt
at se mindre på pengene end på re-
sultaterne ved den hurtige opbyg-
ning, der har været foretaget de sid-
ste 4—5 år. Mon dog ikke der kan
samles enighed om, at et nyt system
efterhånden ikke alene er ønskeligt,
men også påkrævet? Jeg tror i hvert
fald, at de fleste private firmaer ville
gå fallit, hvis de blev drevet efter de
samme principper som T.O., de ville
simpelthen ikke få søgning; men
heroppe er der ingen konkurrence,
man er simpelthen nødsaget til al
rekvirere T.O., når man skal have
noget lavet og være glad til, selvom
man er ved at gå baglæns ned ad
stolen, når man ser regningen. Mest
går det ud over den lille mand, der
må betale dyrt for et bekendtskab
med T.O. Institutionerne mærker i
første omgang ikke så meget, da der
blot skal medfølge et bilag for de
forskellige udgifter, men i anden
omgang kommer følgesygdommene i
form af nedsatte bevillinger, grundet
de allerede brugte beløb. Mon ikke
noget af det, Grønland ville have
bedst af for øjeblikket er driftige og
konkurrencedygtige frie danske
håndværkere, der kunne overflødig-
Elektriske belysninger
til ethvert formål.
Katalog tilsendes på forlangende

■i
LY FA

ingnåtdlagissamik Kåumar-
Kutit tamat
piumassut kataloginik
pisinåuput
BLANKAVEJ 32
KØBENHAVN — VALBY
gøre T.O. eller i hvert fald udsætte
den for konkurrence. Sådanne hånd-
værkere ville ikke alene gavne ved
at overflødiggøre T.O., men de dan-
ske mestre ville kunne oplære grøn-
landske lærlinge og det synes også
at være et af de steder, der svigtes
for øjeblikket.
En stor del af det arbejde T.O. ud-
fører på Grønland idag er reparatio-
ner og vedligeholdelse af statens
bygninger. Dette arbejde er visselig
kun gavnligt, men der er efter min
mening et forkert system eller man-
gel på system i denne vedligeholdel-
se. Det sker ofte, i hvert fald ker i
Godthåb, at lejligheder skal istand-
sættes hvert hele eller halve år, idet
familier flytter ud og ind. Hver gang
løber det meget nemt 1—2.000 kro-
ner på for istandsættelsen, og det
bliver på denne måde tusinder af
kroner den danske skatteborger må
betale hvert år, grundet de mange
tjenestemænd og den stadig skiften
af disse. Istandsættelse af husene
kunne uden tvivl gøres betydelig bil-
ligere hvis den blev udført af private
håndværkere efter tilbud.
At der må være mange tjencste-
mænd på Grønland i disse år kan
vel ikke helt undgås, men een af vej-
ene til at gøre Grønland bedre øko-
nomisk funderet, må dog være at for-
enkle administrationen samt at ud-
danne unge grønlændere, så de kan
overtage flere og flere tjenestemands-
stillinger. Det vil jo ganske givet va-
re mange år, før grønlænderne har
overtaget hovedparten af tjeneste-
mandsstillingerne på Grønland, men
allerede nu er det rigtigt at tænke på
at det vil være både det billigste og
det sundeste, at landets egne børn
kommer til, dog under hensyn til, at
det virkelig er kvalificerede folk. —
Imidlertid er der noget, der i høj
grad spænder ben for den unge
grønlænder af idag, hvis han ønsker
at komme frem, og det er manglende
danskkundskaber. Mange unge grøn-
lændere, der ellers ville være kvali-
ficerede distanceres af danske på
grund af, at de ikke behersker det
danske sprog. Den nye skoleordning
råder i høj grad bod på de værste
af fortidens forsyndelser i denne ret-
ning, men det er et stort spørgsmål,
om ikke Grønland og grønlænderne
ville være bedst tjent med, at der var
udelukkende dansk-undervisning i
skolerne. Mange vil selvfølgelig stejle
og sige, at diet grønlandske sprog
altid skal beholdes, og at der altid
skal undervises i det, men har man
større pligter overfor fortid end over-
for fremtid og nutid? Bortset fra, at
sproget aldrig vil dø, det vil selv-
følgelig blive bibeholdt i hjemmene,
ligesom der jo stadig snakkes jydsk
i Jylland, fynsk på Fyn og sjællandsk
på Sjælland. Man må blot ikke lukke
øjnenp for, at det er en all for stor
hemsko for de unge grønlændere, at
de ikke kommer til at tænke og tale
på dansk, thi kun derved bliver de
i stand til at overtage stillinger, der
for øjeblikket er forbeholdt danske.
Det vil også være et plus på mange
andre områder, jeg kan her blot næv-
ne den rigdom af litteratur, der åb-
ner sig for dem, der kan dansk, og
denne litteratur vil det både praktisk
og økonomisk være en umulighed
at få oversat til grønlandsk.
Når man sender danske værne-
pligtige til Grønland for heroppe at
forrette tjeneste, ville det så være en
uhyrlig tanke at sende unge grøn-
landske mænd til Danmark for der
at aftjene værnepligt. Det ville uden
tvivl bevirke en meget større forstå-
else grønlændere og danske imellem,
foruden at det ville uddanne og be-
rige de unge og give dem større for-
ståelse for samarbejde og disciplin.
Den vej, Grønland er slået ind på,
er en vej, der ikke fører tilbage. Når
man tænker på klimaændringen, på
sælens forsvinden fra de grønlandske
farvande og torskens klimatisering,
så er man også klar over, at der ikke
var anden vej at gå. Man kunne ikke
lade Grønland være aflukket som et
eskimo-reservat, det var simpelthen
naturnødvendigt at gå andre og nye
veje. Det kan således ikke nytte at
tænke sig tilbage til gamle dage, eller
at ønske dem tilbage. Det ville kun
have ført til nød og elendighed for
tusinder af grønlændere, hvis ikke
der var slået om, og nu skal man
blot se frem, og på bedste måde byg-
ge det nye Grønland op. For mange
grønlændere — måske især de lidt
ældre — er det ikke nemt at følge
med i det nye, der sker, og det er der
vel egentlig ikke noget at sige til, det
kan være svært nok for vi andre,
men det kan ikke nytte noget at mi-
ste modet eller blive bitre på
grund af svigtende ligestilling. Der er
kun een vej frem, og det er gennem
arbejde og pligttroskab, og ved, at
hver mand og kvinde på bedste måde
prøver at udfylde netop den plads
han eller hun har. De, der gør det,
og samtidig tilegner sig det danske
sprog, vil opdage at ligestillingen for
dem er blevet en kendsgerning. Der
tales meget om det ansvar, grønlæn-
derne har for opbygningen af Grøn-
land. Dybest set består dette ansvar
vel netop i at arbejde hver på sit
sted og gøre sit allerbedste for, at
der ikke skal være en plet at sætte
på det arbejde man udfører. Der er
endnu mange uansvarlige grønlænde-
re, der nedsætter grønlændernes re-
nome i al almindelighed, de sinker
landets opbygning og ødelægger det
for deres flittigere og dygtigere kam-
merater.
En ophjælpning af landets økono-
miske status vil ikke kunne ske uden
produktivt arbejde. Landets hoved-
erhverv er fiskeri, men befolkningen
er fangerbefolkning og har først i de
senere år slået om til fiskeriet, og
dette forhold har selvfølgelig med-
ført mange og store vanskeligheder
for et rentabelt storfiskeri. Mange
grønlandske fiskere er imidlertid
kommet ganske godt med, og jeg sy-
nes, det er værd at bemærke, at man-
ge af dem, der klarer sig bedst er
driftige folk uden stor begynderka-
pital, men med gå-på-mod, og med
vilje til at arbejde sammen. Her som
så mange andre steder er det nødven-
digt at arbejde sammen for at opnå
et virkelig godt resultat. Blot alle
uformuende grønlandske fiskere ville
slutte sig sammen i bådehold på 4—6
mand, og på grundlag af fælles arbej-
de købe både og fiskegrejer, så ville
ikke alene deres egne økonomiske
forhold forbedres, men deres arbej-
de ville muliggøre opførelse af større
fiskehuse, fryserier og kajanlæg med
mere, og måske om føje år også hav-
gående kuttere for de mest driftige.
K.G.H. og departementet har ydet
store bidrag for at modernisere og
forbedre forholdene for fiskerne,
men visse steder synes det at skorte
på evnen eller viljen til at gøre det
let for fiskerne. Således tjener det
hverken stat eller K.G.H. til ære at
fiskerne i Godthåb i bestemte perio-
der ikke kan indhandle helleflynde-
re, men kun torsk, og hvad værre
er, fiskerne må ikke afhænde deres
fangede helleflyndere i Færinge-
havn på grund af de givne bestem-
melser. Det vil sige, at disse store
fisk, der ofte giver fiskeren et ud-
bytte på 100 ki-, pr. stk. må smides
i vandet igen, hvis de ikke kan af-
hændes privat. -— Ligeledes liemincr
det givet fiskeriet, at Handelen kun
indhandler til kl. 17 visse steder. —
Man kan just ikke sige, at K.G.H. ved
sådanne bestemmelser ligefrem frem-
mer lysten og arbejdsglæden hos fi-
skerne, ligesom der også må være
-i
18