Atuagagdliutit - 27.01.1955, Side 7

Har man besluttet, at vigtige
ting skal ske, maa det gaa hurtigt
Man må prøve at lægge et ansvar på den grønlandske befolkning, siger den
tidligere canadiske konsul i Godthaab, professor Trevor Lloyd
Grønland havde fornylig besøg af
canadieren, professor ved Dartmoutli
College i USA, Trevor Lloyd. På
Dartmouth College drives i udstrakt
giad aiktisk forskning — universi-
tetet rummer bl. a. Vilhjalmur Ste-
fanssons verdensberømte samling —
og professor Lloyd er specialist i
arktisk geografi. Hans interesser er
oog gået betydeligt videre end til
det rent geografiske. Geografien har
trukket alt det andet med —- folkene
1 de arktiske områder, deres oprin-
delse, kultur, levevilkår, udvikling i
den nyere tid o. s. v. — og det er
særlig tre områder, Trevor Lloyd
oar beskæftiget sig med: Arktisk
Canada, den nordlige del af Skandi-
navien og Grønland.
Besøget i Grønland nu var et gen-
syn. Sidst var professor Lloyd her-
oppe i 1951, og før lian blev profes-
sor, var han i 1944—45 canadisk
konsul i Godthåb — på et tidspunkt,
nvor Grønlands forbindelse med
Danmark var afskåret, og hvor man-
ge af livslinierne gik til landet på
( en anden side af Davidsstrædet,
i eanadiske konsulat i Godthåb
m\ de en vis økonomisk betydning,
men hovedvægten var lagt på det
kulturelle. Mange rapporter blev af-
sendt til den canadiske regering fra
onsulen i Grønland. De blev stude-
ifn af de som Bygger de nye
r j op 1 arktisk Canada og har sene-
ri annet grundlag for meget af det,
, ' slcet der. Udviklingen i Grøn-
oanna-riStadlg Blevet fulgt nøje af det
Nnrndlwe dePal'tement for The
Ivna T Territories - særlig
‘ angår sk°levæsen og lægevæ-
T p, Handelssystemet er anderledes.
Grønland har al handel indtil for
feanad, f Væt'et, drevet af staten,
nf H?, , '? Snvate> 1 alt væsentligt
af Hudson s Bay Company.
BASERNE MEDFØRTE
EN UHELDIG UDVIKLING
Cnn aVi har mistet 20 Sr 1 Arktisk
■m W i siger professor Lloyd. I 1929
man hl 6 ,en fremsynet mand, at
(lisl-e n?v-ndte at give de unge cana'
, i klm°er en chance for at få
en uddannede. F. eks. at lade de
»e mænd sejle med regeringens
vknfnff™ somi??ren og gå til under-
n t nSt 1 •maSklnlære om vinteren,
et s e e ikke, 0g så kom depressio-
d n , m,eget få Penge blev brugt til
de arktiske områder i 30’crne, og så
om kiigen. Med den kom også ba-
serne, som på mange områder liar
medført en uheldig udvikling. Eski-
moerne slog sig ned i omegnen af de
militære områder 0g begyndte at få
arbejde, og da de opdagede, at de
Minne tjene mere ved at skovle sne
ved at gå på jagt, blev de boen-
! ,; °ci medførte, at børnene ikke
i cv opjærj j landets gamle erhverv.
En sådan uheldig udvikling har
bl. a. iundet sted ved Frobisher Bay
og Southainpton Island.
ØKONOMI, SUNDHED
OG UNDERVISNING
1-e tre problemer i arktisk Canada
er: økonomi, sundhed og undervis-
ning, fortsætter professor Lloyd. Be-
folkningens eneste reelle indtægts-
kilde er faktisk jagt, og jagt vil på
det sted sige rævefangst. Men både
bestand og priser svinger, og hvis
begge dele er nede, kan ingen leve
af dette erhverv. Bl. a. derfor ind-
førte man i 1929 rensdyr fra Alaska
til den vestlige del af N.-W. Territo-
ries. I det område er der imidlertid
også fangst af moskusrotter, og når
prisen på disse skind er gode, er
der ingen, der vil passe renerne. I
det hele taget har renavlen ikke væ-
ret nogen sukces, men den fortsætter
formentlig.
Regeringen fandt imidlertid for
nogle år siden ud af, at den måtte
bidrage økonomisk til eskimoernes
eksistens, og der blev gennemført en
lov om et bidrag på 5 dollars pr.
barn pr. måned. 5 dollars er mange
penge for en eskimo, og for at pen-
gene ikke skulle blive omsat i »for-
kerte varer“, blev det bestemt, hvil-
ke varer, der kunne købes for den
månedlige anvisning, ligesom priser-
ne på disse varer blev fastsat. Sam-
tidig blev det ordnet således, at der
kunne spares sammen til større ting
som et gevær, en båd eller fiskenet.
Derefter måtte man sørge for, at
pengene gik til de rigtige mennesker.
Der blev foretaget en folketælling,
og for første gang skete der det, at
regeringen begyndte at interessere
sig for hver enkelt beboer. Hver en-
kelt eskimo blev pludselig en vigtig
person — det havde han aldrig væ-
ret for.
Både undervisning og sundheds-
væsen lå tidligere udelukkende hos
kirken. De to kirkelige retninger,
den katolske og den anglikanske,
drev deres missionsstationer, som
regel med en skolestue og nogle sy-
gesenge. Det kneb ofte med økono-
mien, og samtidig opstod der situa-
tioner som f. eks i Aklavik, hvor ang-
likanerne drev et hospital. Katolik-
kerne ville ikke lade sig indlægge
på det og byggede derfor deres eget,
sådan at byen havde to halvtomme
hospitaler, mens man andre steder
slet intet sygehus havde.
I 1947 blev sundhedsvæsenet over-
taget af Department of National
Health and Welfare. De første stats-
hospitaler er bygget, og udviklingen
fortsætter. For 10 år siden var 45
pct. af alle dødsiald i Arktisk Cana-
da af ukendt årsag. Nu dør et langt
ringere antal uden — som det hedder
— lægelig assistance.
Den samme udvikling gør sig gæl-
dende for undervisningens vedkom-
mende. Hidtil har det været mis-
sionsskoler — overvejende katolske.
Nu er der startet statsskoler flere
steder; disse skoler trækker de be-
stående med sig, og jeg regner med,
at undervisningen efterhånden vil
glide over fra kirken til staten. For
10 år siden traf man ingen eskimoi-
ske børn med 7 års skolegang bag sig.
Det er nu ændret, og der sker også
noget på andre uddannelsesmæssige
områder. F. eks. oplæres unge piger
som sygeplejersker, men alt dette
tager lang tid.
Tingene, er begyndt al ske, og ud-
viklingen. kan ikke standses. Den sto-
re forandring er, at regeringen har
opdaget, at eskimoerne er canadiere
som Ctmadas øvrige indbyggere, og
at de må behandles på samme måde
som alle de andre.
CANADA KAN LÆRE
I GRØNLAND
Canada kan i social og kulturel
henseende lære meget i Grønland.
Rent teknisk tror jeg, Grønland kan
lære hos os. Jeg tænker her på ting
som at opsætte snehegn, så vejene
ikke fyger til, at bygge huse og kon-
struere maskiner, som henholdsvis
kan være tætte og fungere trods me-
get lave temperaturer.
Men i kulturel henseende er der
den store forskel på canadiske eski-
moer og grønlænderne, at grønlæn-
derne i generationer har kunnet læse
og skrive, og ikke mindst at de over-
hovedet har haft et skriftsprog. På
dette punkt er der i Canada store
vanskeligheder at kæmpe med. No-
get andet er, at der gennem radioen
kan løses en del af opgaven, og her
tror jeg, Grønlands Radio kan få be-
tydning. Vi forsøgte i 1944 med nog-
le udsendelser fra Godthåb til Cana-
da, og det viste sig, at de blev hørt
så langt mod syd som James Bay og
så langt mod vest som Coppermine.
Desværre kneb det med forståelsen,
Bl. a. fordi det kulturelle stade er så’
IavL at nyheder fra den store verden
overhovedet intet sagde dem. Men
tilrettelagt på den rette måde vil ud-
sendelser herfra kunne få en mission
senere måske også de andre ud-
sendelser, 0g Sa;rlig da, når Grøn-
lands Radio får den påtænkte nve
sender bygget
Det har iøvrigt glædet mig meget
at se, at man her i Grønland arbejder
på en nærmere kontakt med fræn-
derne i Canada. Jeg har selv tænkt
På at stille den canadiske regering
et forslag i samme retning: Hver
sommer sejler regeringens skibe op
langs kysten. Et af dem kunde ud-
mærket først på sommeren gøre en
afstikker til Grønland -— det betyder
intet for de store skibe -— 0g land-
sætte 2- -3 mand fra Arktisk Canada,
repræsenterende forskellige erhverv,
som kunne arbejde indenfor deres
eget fagområde i Grønland i sommer-
månederne. Samtidig skulde skibet
tage 2—3 grønlandske kolleger med
til Canada. Om efteråret skulde ski-
bet bringe dem tilbage til hjemstav-
nen. Dette vilde efterhånden begge
steder give en omfattende viden om
forholdene på den anden side af
strædet og være en god udveksling
på mere end en måde.
NÅR MAN HAR BESLUTTET, AT
TINGENE SKAL FORBEDRES, KAN
DET IKKE SKE FOR HURTIGT
Der har i de sidste måneder været
megen diskussion om udviklingen i
Grønland. Nogle mener, det går for
langsomt, andre for hurtigt. Det er
derfor naturligt at spørge en mand
som professor Lloyd om hans syn på
sagen. Han har en omfattende viden
om arktiske forhold og står i dette
sprgsmål ganske neutralt.
— Det er bemærkelsesværdigt, at
Danmark har ofret så mange penge
på Grønland, siger professor Lloyd.
De er ikke givet ud for, at de skal
formere sig, men fordi Danmark
foler el socialt ansvar. Jeg finder det
rigtigt, for når man først har beslut-
tet sig til, at vigtige ting skal ske:
oprettelse af vandforsyning, bygning
af kajer og havne, udvidelse af fiske-
rianlæg, nye hospitaler og skoler,
kan alt delte efter min mening ikke
ske hurtigt nok.
Noget andet er den administrative
ændring, den mere menneskelige æn-
dring. Hvor hurtigt skal man vente,
at grønlænderne kan styre deres egne
anliggender, kan få den fulde for-
ståelse af de ændrede forhold? Der
findes fremragende grønlændere, le-
dere, som arbejder energisk, og som
forstår. Men de er ikke mange, og de
nye ting, der sker, fordrer mange.
Jeg kan forstå, at et af spørgsmålene
er, hvor hurtigt man skal lægge det
store ansvar på den grønlandske be-
folkning, og her er det min erfaring,
at man skal lade dem prøve. For mig
er der ingen tvivl om, at de vil vokse
med ansvaret.
Samtidig kan jeg ikke undlade at
nævne den store betydning, en tek-
nisk og deraf følgende programmæs-
sig udvidelse af radiofonien efter
min mening vil have.
Oer er endnu en grund til, at det
må gå hurtigt. Grønland ligger i en
del af verden, som er vigtig for luft-
farten. Ikke i centrum, men ved en
af hovedvejene, og derfor må landet
følge med. Holsteinsborg ligger ikke
langt fra Søndre Strømfjord, hvor
der flere gange om ugen er forbin-
delse med København, Winnipeg og
Los Angeles. Flyvenettet udvides sta-
dig, og derved kommer vestkystbyer-
ne i stadig nærmere kontakt med
den øvrige verden.
Under debatten i FN i efteråret
om Grønlands tilhørsforhold skrev
den amerikanske presse meget ven-
ligt om Danmark og Grønland. Man
bemærkede ikke mindst Frederik
Lynges udtalelsq om, at selv i den
mørkeste tid under krigen opstod
ingen løsrivelsestanker. Mange har
spurgt mig, om Danmark har handlet
ret i Grønland i de forløbne 200 år.
Når jeg ser tilbage på udviklingen,
må jeg sige, at jeg stort set synes,
man har gjort det rigtige.
Palle Brandt.
7