Atuagagdliutit - 27.01.1955, Blaðsíða 14

Betragtninger over „et
Landshøvdingens radioforedrag i
oktober 1954, som er trykt i A/G nr.
21, hedder „et alvorsord". Uanset
man er enig eller uenig med artikel-
skriveren, må man sige, at der for
en gangs skyld er en i Grønland bo-
siddende person, der utvetydigt siger
sin mening om erhvervsforholdene
i Grønland. Enig eller uenig, må dis-
se alvorsord ikke være genstand for
ligegyldighed. De må holdes i live,
drøftes og kommenteres.
Det skader ikke, at man knytter
nogle psykologiske betragtninger til
alvorsordene.
Fiskeriet med produktion som for-
mål er forholdsvis nyt her i landet.
Deri som i livsførelsen er vi endnu
hæmmet af forestillinger og livsop-
fattelser, som hørte til tiden før den
nuværende civilisationsperiode.
Dengang var det sådan, at man
fangede og fiskede kun til dagen i
dag, når man havde sørget for vin-
terforsyningen. Naturen har lært er-
liververne om, at ingen går vinteren
igennem uden tilstrækkelig reserve.
Dog var der mange, der var ligegyl-
dige med indsamlingen til vinterpro-
vianten. Det blev særlig galt i bryd-
ningstiden mellem naturfolks- og
halvcivilisationsperioderne. I natur-
folksperioden har man indset nød-
vendigheden af fuld sikring mod vin-
teren og misfangsten; i halvcivilisa-
tionsperioden opgav man halvt den-
ne fædrenes dyd og betragtede bu-
tikken som vinterproviantlager og
danskerne som folk, der ikke lod
folk dø af sult. Den tillærte kristen-
dom lærte folk at opfatte bibelens
ord bogstaveligt: „Bekymrer oder
derfor ikke for den dag i morgen;
thi den dag i morgen skal bekymre
s}g for sig selv. Hver dag har nok i
sin plage". Nøjsomheden blev prædi-
het som den største dyd i kristenhe-
den. Folk, som prøvede på at hæve
sig i velstand, blev mistænkeliggjort
Pa forskellig måde, og de fleste havde
hverken lyst eller energi nok til at
lade sig hånt om mistænkeliggørel-
sen. Livet var præget af det mund-
held: „Det er nok, at vi har det, vi
skal bruge".
Man indrettede sin tilværelse ud
tra (*isse betragtninger: „Sørg for,
at du har det, du har brug for, men
tænk pa vinteren; til Handelen må
du kun sælge af din overflod". Så
kom næsten pludseligt og uden varsel
kravet om produktion med udfø.sel
tor øje, ikke alene til ens hedste, men
ior hele samfundets, hele landets.
Før skulle man først og fremmest
sørge for sig selv og sin familie og
sælge så lidt som muligt til Hande-
len. Nu skal man sørge for alle for
det mystiske samfunds skyld og der-
for sælge så meget som muligt til
Handelen. Disse krav er kommet
uden forudgående vejledning og tid
LI tilvænning, og det er uundgåeligt,
at der er kommet forstyrrelse i livs-
opfattelsen Det grønlandske sam-
fund skulle omdannes så hurtigt, at
der ikke C1. blevel tid tn undervis-
,°8 Propaganda, der bringer
folk den livsopfattelse, der harmo-
nerer med den moderne civilisations
tanker og formål. . l(
Alene ordene, som „produktion ,
»udførsel", „samfund" burde træn-
ge ind i folks bevidsthed, før man
kan vente resultaterne af omdannel-
sen lit det moderne erhvervsliv. Op-
lysningsarbejdet inden for erhvervs-
livet er så småt i gang, men er stadig
for småt, man har bl. a. glemt at tage
propagandaen til hjælp. (I denne
forbindelse vil jeg henvise til min
lille artikel i A/G nr. 23 i 1954). Det
er ikke nok, at man ved, hvad disse
ord betyder på grønlandsk; deres
betydning er meget omfattende, og
det tager lang tid, før de er blevet
absorberet i tankegangen. Det er
propagandaen med alle midler i
brug, der skal sættes i gang samtidig
med -— endda helst før —- omdannel-
sen til det moderne erhvervsliv.
Nogle vil måske sige, at det er dår-
lige undskyldninger, der hermed er
fremført. Dårlige eller ikke, er de i
hvert fald sande med deres historiske
og psykologiske baggrund. Men de
er ikke ment som hovedpude for
dovenskab, ugidelighed og udygtig-
hed.
Stort set synes jeg, at den grøn-
landske erhverver i mange tilfælde
har vist evne til at overvinde disse
handicaps i den kortvarige omdan-
nelsesperiode. Driftige erhververe er
ganske vist ikke blevet animeret bare
al' lysten til produktion til samfun-
dets bedste, idet den største driv-
ljeder har været og er lysten til at
tjene pengene til sig selv og til sin
familie. Det er også godt. Erhverve-
ren skal først og fremmest arbejde
for de formål, han kender og har
sat sig for, og derved kommer pro-
duktionen i gang. Det er den grøn-
landske erliververs evne lil at om-
stille sig, man skal opmuntre og an-
vende til den nødvendige forøgelse
af produktionen.
Hvor stor er den grønlandske pro-
duktion? Indhandlingstallene alene
giver ikke det rigtige billede af stør-
relsen, idet der fiskes og fanges me-
get mere end indhandlingstallene
viser. Den efterhånden ret store be-
folkning i byerne får deres kød og
fisk direkte fra stranden, og det er
ikke nogen lille fangst, der afhændes
på denne måde. Desværre har vi ikke
statistik over den. Dertil kommer, at
fiskeren eller fangeren ofte får bedre
priser ved at sælge direkte lil for-
brugeren end at afhænde sin fangst
til Handelen. Desuden findes der
fisk som f. eks. helleflynder, som
Handelen normalt ikke køber, men
som fiskeren ved direkte salg får
større fortjeneste af end at sælge
torsk til Handelen. Rent produktions-
mæssigt er det beklageligt, at Han-
delen, som har sat ikke noget billigt
produktionsapparat i gang, ikke får
den vare, den er ude efter at købe.
Men på den anden side er det natur-
ligt, at folk køber til den daglige hus-
holdning. Og med den stigende købe-
kraft og med den voksende bybefolk-
ning går mere og mere af fangsten
til konsum.
Torsk er næsten den eneste vare,
den grønlandske fisker kan sælge til
Handelen. Når torskefiskeriet svigter
på en eller anden måde, er fiskeren
ofte henvist til andre fisk, som kan
sælges lil hjemmeforbrug, og det kan
han tjene bedre ved i den torskelat-
tige tid. Der er ingen tvivl om, at
bedre afsætningsmuligheder f. eks.
for helleflynder, havkat, rødfisk og
måske sild kan forøge produktionen.
Vi forstår dog godt, at Handelen
mest er interesseret i torsk, for det
er det produkt, der har (le bedste
afsætningsmuligheder i udlandet °8
giver den højt tiltrængte fortjeneste
til Handelen og dermed til den grøn-
landske erhverver i form af indtæg'
ter til konjunkturudligningsfondet.
Men mon det er holdbart i længden
at holde sig næsten udelukkende til
torsken, selvom fiskeriet af denne
stadig burde være det vigtigste af dc
nævnte grunde. Jeg tænker også på
at fiskernes dygtighed er forskellig
med hensyn lil forskelligt fiskeri.
Som sagt, disse „undskyldende1
momenter må ikke anvendes son
hovedpude, for dovenskab og ligegyl
chghed. Det psykologiske moment
natui folkets og det halvcivilicerede:
livsopfattelse, ma vi ikke blive ståen
de ved. Med de ændrede erhvervs
0g samfundsforhold må en (terli
svarende livsopfattelse komme til
Det grønlandske erhvervsliv må læg
ge mere an på produktion med ud
førsel for øje. Vi må som andre f0U
producere for at sælge for at kunne
købe de varer, som vi ikke har, 0£
som vi har brug for. Men vi skulle
gerne have flere forskellige salgspro
dukter at arbejde med.
Jeg skal ikke komme ind på Und
skyldende momenter som mangeler
på fiskerihavne, dårlige og utilstræk
kelige produktionsmidler, motor,
bådshavarier, sallmangel o. s. v. Eer
ting har jeg konstateret, og det er, a
Handelen har gjort og gør noget foi
at indføre betydelige forbedringci
på en forholdsvis kort tid.
alvorsord"
Der er ingen tvivl om, at den grøn-
landske produktion kunne være be-
tydelig større. Vi kan give „et alvors-
ord" ret i, at mange, alt for mange,
yder for lidt i deres arbejde, og at
fisketiden ikke udnyttes fuldt ud.
Endnu ser man flere steder, at er-
hververe nøjes med at tjene de pen-
ge, de kan bruge i butikken den ene
dag, og at fartøjer enten ligger på
stranden eller til ankers, selvom vej-
ret er ideelt til fiskeri. Det er synd
at se erhvervsfartøjer, der anvendes
til ligegyldige småture i stedet for at
blive brugt til deres rette anvendelse.
Vi giver også „et alvorsord" ret i
det: „Desværre har det vist sig, at
anskaffelse af flere motorbåde ikke
har forøget fiskeindhandlingen i det
omfang, man havde ventet og håbet,
ja, der fiskes fakli.sk ikke væsentligt
mere nu end tidligere". Det er et
faktum, som mange har lagt mærke
til, og som de ikke kan give en plau-
sibel forklaring på.
Endnu findes der de såkaldte er-
hververe, der mener, at torsken kom-
mer af sig selv hen til dem. Når det
bliver torskefattigt i nærheden af de-
res bosteder, søger de ikke derhen,
hvor torsken findes. Undskyldninger
har man altid nok af. Den moderne
fisker venter ikke; han søger derhen,
hvor fisken er, og hvor der findes
den bedste fortjeneste. Jeg har i min
artikel om besøget i Norges fiskedi-
strikter peget på, hvordan kystfisker-
ne der følger torskens bevægelser.
Jeg har på mine kystrejser i Grøn-
land set mangt og meget, både godt
og mindre godt. Et af de gode og
mest opmuntrende har jeg set i Hol-
steinsborg distrikt, nemlig hele fa-
milien arbejdende sammen. Når man-
den kom hjem med sin fangst, arbej-
dede både konen og børnene for at
gøre fisk i stand. På den måde fik
manden bedre tid til selve fiskeriet
og til vedligeholdelse af sine redska-
ber. Det syn er bare for sjældent
mange steder. Heldigvis dog kan vi
se den dag i dag, at der findes kvin-
der, der ikke er bange for at hjælpe
manden i hans erhverv.
Der er desværre for få rigtige
fiskere mange steder. Bestillings-
mænd, der fisker i deres ferier, har
ydet meget til produktionen mange
steder. For tiden, i den tekniske op-
bvgningstid, er det ikke vanskeligt
at få arbejde og dermed fortjeneste.
Men engang i fremtiden vil denne
tekniske opbygningstid høre op og
vil unægtelig medføre arbejdsløshed.
Derfor er det tilrådeligt, at man op-
fordrer og opmuntrer unge menne-
sker lil at søge i erhvervene, fiskeri
og fåreavl i første række. Det er altid
vanskeligt at omstille sig i en mod-
nere alder, og for dem, der ikke
tænker på fremtiden, kan tiden hæv-
ne sig på en ubehagelig måde. Vi vil
være dårlige vejledere, hvis vi op-
muntrede de unge til at søge be-
skæftigelse i noget, der ikke varer
ved.
Vi er endnu hæmmet af fortidens
forestillinger og livsførelse. Vil vi
klare os i det moderne samfund, som
vi med eller uden vilje er kommet
ind i, må vi ryste disse hæmninger
fra os. Erhverv som fiskeri og fåre-
avl må betragtes som grønlændernes
naturlige erhverv og drives med in-
tensitet, for sandt er det, at produk-
tionen kan være betydelig større,
end den for øjeblikket er.
Frederik Nielsen
Efter en måneds forløb er mæslin-
ge-epidemien i Frederikshåb nu så
langt fremme, at mødeforbudet er
ophævet. De tre sidste udsteder er
stadig gået fri, mens de fleste af be-
boerne på bopladserne ligger syge.
OMÆ
MARGARINE
Danmarkime
måkarina
niorKutigi-
neKarnerpau-
SSOK . . .
ima ateKarpoK:
15