Atuagagdliutit - 24.12.1957, Qupperneq 27

Igflalftt minutlmut xalagtartut
igfiat
ivlt Kernertut
navgutéreat
aapftssiftrKnt
måna sananeKartalerput
MINUT-ØLLEBRØD
RUGBRØD
SKIBSBRØD
SKIBSKIKS
RUGA KNÆKBRØD
Fabrikeres nu af
A/s Mariextdals Mølle
og Eka Brødfabrik
Roskildevej 87 - København Valby.
NORDAFAR A/S
Fiskeristationen er åben 1/5—1/10
og leverer alt i proviant og fiskeri-
udstyr, salt og agnsild. Stationen på-
tager sig alle arter reparationer og-
så for ekko- og radaranlæg.
Telegramadresse:
RAFADRON FÆRINGEHAVN
aulisartut umiarssualiviat 1/5-imit
1/10-mut angmassarpoK perKumautig-
ssatdlo aulisarnermutdlo atortugssat
tamaisa niorKutigissardlugit. taratsut
angmagssagssuitdlo neKitagssat. iluar-
sagagssat tamarmik iluarsarneKarsi-
nåuput, imap itissusianut ågtortautit
radaritdlo ilångutdlugit.
telegramerniaråiiie:
RAFADRON FÆRINGEHAVN
KIMIGTOK MAMAR-
DLUARTORDLO iganut
sujatanutdlo akugssaK.
gunarpoK Thorip kautånik kautalerne-
Kartarame. tåuna pinguautigineKar-
tarsimavoK angut anguteralaussårtoK
anguteralaup niaKuanik tigumiartoK
merKulualingmigdlo ulilik isertitdlu-
go. anguteralaussårtoK pigseKåtårdlu-
nilo nagssungmériaKatåsaoK erinar-
ssutigalune. tauva toKuvdlune upisaoK
naggatåtigutdle umarKisavdlune. iler-
Kup tamatuma amiåkorissåtut OKauti-
gineKarsinauvoK manåkut jutdlileme-
rane Danmarkime anguteralaussårKat
ivigarssuarnik sanåt tuniniarneKartar-
mata.
Kanga jutdlime sorpagssuit pinguau-
tigineKartarsimåput, kungit pingasut
agdlåme porskip tungånut éssigingit-
sorpagssuarnik ilerKulersordlutik ali-
kusersutarsimavdlutik.
jutdlime pivdluaritse
Martin B. Heerulff
Kongen af Slaraffenland
(Fortsat fra side 16).
speditricen bag disken. — Vil De note-
re mig for den dukke, frøken, hvisker
han til hende. Jeg skal nok betale den
i aften, så snart jeg har modtaget min
ugeløn.
Anne Marie sidder på en stol midt i
menneskemylderet og vugger moder-
ligt ømt dukken i sine arme. Nænsomt
stryger julemanden sin hånd over hen-
des lyslokkede hoved. — Vil du love
mig lille ven, at tænke lidt på mig en
gang imellem, når du leger med din
dukke? spørger han stille. — Ja, jeg
vil tænke på dig hver eneste dag, ju-
lemand! svarer Anne Marie og kigger
op på ham med et strålende blik. Jeg
vil også tage dig med i min aftenbøn
og bede Gud om, at jeg må møde dig
igen næste jul. Så passer det alligevel,
hvad mor har fortalt mig om dig, at
du er så god og kær.
Julemanden bider sig i læben. Det
dirrer lidt om hans mundvige bag det
grå, forpjuskede skæg. Han føler som
et smerteligt sting i brystet, at nu har
julen ført ham så nær til hans barn,
som han har lov til at nærme sig An-
ne Marie.
Henry Dahl.
Julenat i Marsfjållet
(Fortsat fra side 26)
så stejle sider, at der var ingen mu-
lighed for ulven til at slippe bort. Sej-
ren vinkede.
Nils gik rundt om træet, hvis grene
sad så tæt, at de helt skjulte ulven.
Han stod rådvild i flere minutter. Så
tog han sin kniv frem og nærmede sig
granen.
Niels nærmede sig langsomt, men
sikkert ulven. Den forsøgte at øge far-
ten, men det var tydeligt, at den var
ganske udmattet.
Først nu følte han, hvor træt han
virkelig var, og han var sikker på, at
blev han stående stille på samme plet
ret længe, ville han falde sammen. Da
så han de seks hundrede kroner for
sig, og han betænkte sig ikke mere,
men løb lige ind mellem træets grene,
lige mod ulven, der vendte sig imod
ham.
Nils var kun få meter fra den. De
kom længere og længere hen mod sko-
ven. Da dyret en gang drejede hove-
det, så Nils, hvorledes de gule rovdyr-
øjne gnistrede ud i mørket.
Der var kufi hundrede meter til
Skoven. Sneen var allerede her meget
løsere, og ulven havde svært ved at
bane sig vej frem.
Nils kom frem på siden af dyret.
Han klemte om den tunge stav, løfte-
de den og slog til, lige på dyrets ryg.
Det gav et skrig af smerte og tum-
lede om i sneen. Nils stoppede, løftede
atter staven for et nyt slag, slog, men
fejlede. Han mistede balancen, men
han var i et nu oppe igen og befriede
sig for skiene. Ulven forsøgte at slæbe
sig bort. Det første slag havde tydeligt
lammet dyrets bagkrop. De sekunder,
Nils brugte til at få spændt skiene af,
benyttede ulven til at slippe ind under
en tæt gran.
Nils løftede kniven og stak den i dy-
rets åbne mund. Blodet strømmede ud
over hans arm. Det var tydeligt, at
kniven havde truffet en pulsåre på
dyrets hals. Dyret forsøgte at slide sig
løs, men dens modstand var hurtigt
forbi, den faldt om i sneen og lå gan-
ske stille.
Niels trak armen tilbage og rejste
sig. Han slæbte dyret nærmere træ-
stammen og kom atter frem fra træets
mørke.
— Jeg henter den i morgen, tænkte
han. Henter mine seks hundrede...
Disse ords magiske kraft var nu
brudt. Han ville tørre svenden af pan-
den, men hånden var fuld af stivnet
blod, så han lod den falde slapt ned
langs siden. Han gik langsomt hen til
sine ski, tog dem på og begyndte turen
mod byen.
Det var helt stille. Der hørtes ikke
en lyd, og ikke et vindpust rørte sig.
Nils standsede og stod længe stille.
Det gjorde næsten ondt i hans øren, så
stille, syntes han, der var.
— Det er julenat, tænkte han, jule-
nat med fred på jord...
Han vendte sig langsomt omkring
og sendte granen et langt blik.
— Fred på jorden, tænkte han atter,
drejede skiene i retning af byen og
begav sig på vej.
P. B. N.
jutdlip mgilianik
(Kup. 27-mit nangitaK)
nåinarpoK, tåssale kussanaingårame,
ila KanoK ilivdluguna Nålagkavtinut
takussortinago tiguinarniåsavå! ki-
ngusinårérpordle! ilame takulerpå
Gutip agssane tunissuterpagssuit tu-
ngånut isagtikai, ingilitdlo mingner-
ssåta tunissutå ajukunartoK KUlanger-
dlugulo unigdlune.
Nålagkavta ingilerpagssuit tamar-
dluinarmik issikukåne igdlerfiussaK
angmarmago ingilit mingnerssåt éni-
långanermit ulilerpoK. ilame tunissu-
tiginiagai susoraisigit? méraugatdlara-
me igdlumik erKåne kugssup sinåne
marugdlulingme ujarKat KaKOrtut
mardluk navssårsimassai, naussoK pi-
nerdluinartoK Jerusalåp avatå’tungi-
nguane Kagtunerssat ilåne naussortå-
risimasså naKitdlugo panertitaK, savik
ingialo nagfakugivdlune kisalo King-
miarånguarigaluame KungaseKutausså
amiussoK.
ingilit mingnerssåt Kutdline kugtui-
nångordlugit KissaserpoK, téssame mi-
sigilerpoK Gutip ernera atarKiniarniå-
sagaluardlugo tunissutiminik kussa-
naitsunik narrunarsåinarsimavdlugo.
påsisinåungitdluinarpå sok igdlerfiu-
ssaK tåuna tunissutiginiardlugo aula-
j angersimanerdlune, isumaKartaralua-
ramime igdlerfiussaK tåuna kussanar-
dluinartussoK.
uipatdlersimanermit kau j atdlariar-
dlune Kilaup nålagånit Kimåsavdlune
arpariaraluarpoK, Kimåsinåungilardle,
misigaordlo igsiavissårssup sårpiå-
nguane KeKalersimavdlune. suna ta-
mardluinarme nipatånguerupoK. tau-
valo Nålagkavta nipå nipilerssorner-
tut tusarnertigalune tusardliupoK:
— tunissuterpagssuarnit tamanit
una igdlerfiussånguaK iluarinerssau-
vara. imarissai nunarssuarmut tungé-
ssuteKarput, erneralo nunarssuarmut
kungiussugssauvoK — igdlerfiussångup
imai ernerma nuånårutigisavai nunar-
ssuarmilo sulinigssane nåmagsiguniuk
Kimagtugssångorunigit aliasutigisav-
dlugit!
kingumut nipatångueruterKigpoK.
tauvalo igdlerfiussånguaK kussanait-
sok aumålerpoK KingorneKalerdlune
kussanardluinartumik; KingorneK iku-
massutut pissuseKalerpoK, ingneruv-
dlo Ki'ngornera Kåumårigdluinangåle-
rame ingilerpagssuit tamaisa ingiasug-
tilerpai. tamarmigdlo takungikåt ingi-
lit mingnerssåta takuvå ikualanex ta-
måna Gåtip igsiavissårssuata såne Ka-
ngåtartoK. kiserdluinarme issigilerpå
KaumanerssuaK tamåna Kilagssuåkut
najungassungordlune naussoK, Kåu-
mårigdluinarnerminigdlo nerssutit
inåt taimailiniariartoK méréngup inå-
ngorfigisså Kingorfigalugo ....
Marsep Kåxåne jutdlip
unuå .
(Kup. 17-mit nangitaK)
riardlugitdlo igdloKarfiup tungånukå-
savdlune autdlardlune.
suna tamarme nipatånguerusimavoK,
anorip sujorssugpalungninguanik er-
ssitsoKarane sunalo tamardluinarme
aulariåsanane. ilame nipaingårame
siutailunit ånernåinangajagput.
— usime jutdlip unuarå, encarsar-
poK, jutdlip unuå nuname erKigsiner-
talik.
tunungmut Kiviardlune orpik Kima-
tane issigerujugssuarpå.
— nuname endgsineKardle, isuma-
liumerKigpoK, kaujatdlagteramilo tai-
mak igdloKarfiup tungånukardlune
autdlardlune.
P. B. N.
De røde bastsko
(Fortsat fra side 13).
sunket dybt ned i sneen. De havde
tænkt, at alt håb var ude for dem. Da
havde de pludselig set et par ben med
filtstøvler stikke op af sneen. — Det
viste sig da, at det var en mand, de
kendte ...
Dette blev deres redning. Nu for-
stod de, hvor de var, at markerne
hørte til Protasovs gård, og at der for
enden af dalen fandtes menneskebo-
liger.
Indenfor Nefeds klæder fandt man
et par nye bastsko til et barn og en
lille flaske med rød farve.
Ivan Bunin.
30