Atuagagdliutit - 24.12.1957, Síða 29

Korkvarefabriken
KØBENHAVN
simingnik suliorfigssuaK
KØBENHAVN
ved E. H. Vangsaae
Jyllandsvej 19 København F.
KB nerinerme imigagssan
— kimikitsoK mamartordlo
1 Kartofler nautsiat
Løg uvanitsut
Gulerødder mussat
Rødbeder rødbeditdlo
Engros Export
POUL ANDERSEN
Grøndals Parkvej 34 København F.
^eÆBmn&c
DUBO DUBOM
DUBONNET
Frankrigs uforlignelig« apéritif.
Bør altid nyde* isafkølet.
DubonnetorfigssaK nagdliuterug-
torpoK
Frankrigip åssilineKarsinåungitsutå
imemialeråine nigdlorsertaria-
Karpoic
UDE PÅ DET DYBE
(Fortsat fra side 5)
det lange frikvarter. Den gule post-
vogn med den røde kusk var lige kørt
forbi, og så vidste de, at der var over
en halv time; til de blev kaldt ind.
Pludselig stak hele flokken i rend ned
imod fladvandet — ingen vidste, hvem
der havde været de første. Jo, vist
kunne isen bære! Det var bare degnen,
der var så forsigtig — det var de
gamle altid. De tumlede sig fornøjet
dernede. Men isen var nok bedre læn-
gere ude. Et par af de største vovede
sig derud. Kristen var forrest. Jo, isen
var meget bedre. Han var nået halv-
vejs over til rørene på den modsatte
side, da han vendte sig om og stod og
hoppede og gjorde tegn til de andre,
da isen brast og han gik igennem.
I det samme for hele flokken ind
imod land.
Kristen stemte albuerne imod for at
komme op, men isen gik i stykker.
Han bøjede sig forover og forsøgte
igen. Så prøvede han på at klamre sig
fast.
„Hjælp! Hjælp!"
Inde fra flokken lød det: Han er
hielt ude på det dyve!"
Men fra fladvandet kom en dreng i
fejende fart ud imod ham.
Bag ved ham blev der råbt: „Pas
pue, dut druner! Du er hielt ude på
det dyve!"
Så lagde Kristen ikke mærke til
mere. Han havde nok at gøre med at
klamre sig fast. Han så ikke, hvordan
Alfred lagde sig ned og kom kravlen-
de ud imod ham. Men så mærkede
han et par hænder, der fik fat i hans
arm, netop da han var lige ved at give
slip. Alfred greb også fat i den anden
arm. Nej, han kunne ikke få ham op.
„Kan du prøve at lade være med at
sprælle, så skal jeg holde fast i dig, til
der kommer nogen," sagde han.
Inde fra Per Jespers gård havde
man hørt børnene råbe op. Lidt efter
kom der en mand med en stige og en
lang brandhage. Han kravlede frem
med stigen under sig og brandhagen
foran sig. Kristen huskede endnu,
hvordan han havde fået fat i brand-
hagen og var blevet halet op og truk-
ket hen over isen som en våd sæk.
Men det var altså Alfreds skyld.
Alfred var forsigtigt kravlet bag-
efter, til han nåede fladvandet.
Degnen var også kommet til. Han
havde sendt de to drenge hjem med
det samme. ■ Derfor var de gået glip
både af degnens formaningstale, og
den sidste salme før juleferien.
„— — Jeg ville altså bare spørge,
om du tror, sådan en forretning kan
arbejdes op," sluttede Alfred.
Kristen blev pludselig nærværende
igen.
„Ja, naturligvis kan den arbejdes op.
Det kommer bare an på, hvem det er,
og om de har noget at arbejde den op
med.
„Ja, det er jo det."
Kristen så på Alfred, hans gamle
kammerat og hans redningsmand. En
lille, mager, gråhåret mand med et
godt, lidt bekymret ansigt.
Han tog et checkhefte op af lommen,
skrev nogle tal og sit navn og rev et
blad af:
„Værsgo! Her er foreløbig til hus-
lejen og lidt til."
Alfred så på papiret. Det var knapt,
han kunne se, hvad der stod. Briller-
ne -----?
Han fik pludselig våde øjne. Han
vendte sig halvt om i stolen og så
over mod væggen.
Der for enden af Kristens skrive-
bord hang der noget i ramme. Det var
skrevet med farvede gothiske bogsta-
ver. Det kunne han læse uden briller:
„Vær ikke bekymret for noget, men
lad i alle ting Eders begæringer kom-
me frem for Gud i påkaldelse og bøn
med taksigelse."
Han havde nok hørt noget om, at
Kristen hørte til de troende. Det var
altså rigtigt.
Så rejste han sig og gik hen til ham:
„Nu siger jeg tak! Men jeg ved altså
ikke, om jeg nogensinde------“
Kristen så på ham:
„Tror du ikke, Alfred, at det er mig,
der skal sige tak? Og nu må du blive
her og spise til aften."
„Nej, tak, nej." Alfred så igen ned
ad sit tøj.
„Jo, vist skal du så."
„Nej tak. Ellers — konen kan slet
ikke forstå, hvor jeg bliver af. Hun
ved slet ikke------“
„Nå, ja, ja. Så skal du i alt fald hilse
på min kone." Han gik hen og åbnede
døren: „Marie!"
En ældre gråhåret dame kom ind til
dem.
„Kan du huske, jeg har fortalt dig, at
jeg engang var ved at drukne? Her
skal du se den dreng, som kravlede ud
og holdt fast i mig, til man fik mig
op."
Hun smilte, og gik hen og gav ham
hånden:
„Å, er det Dem. Tak. Det var jo med
fare for Deres eget liv. Det var modigt
gjort af dem. Tak skal De have!"
„Ja — ellers —------“ Kristen så på
hende.
Men Alfred blev helt undseelig. Han
stod næsten og sank i knæene. „Å, det
tænkte jeg slet ikke på — det var jo
bare min pligt. Og det var da. heller
ikke derfor, jeg kom. Det har jeg slet
ikke tænkt på."
„Nej, men det tænkte jeg på, da vi
sad og talte sammen. Og det var godt
du kom. Det var mig, der trængte til
at sige tak!" sagde Kristen og gav ham
hånden. „Og så kan du og Søren kom-
me ned til mig på kontoret i morgen.
Så kan vi tale om det."
silagtorsertarfigme jutdle
(Kup. 7-mit nangitaK)
suvialårneKångilaK, isseitalunile. er-
Kigsinermut inugpagssuit ujartagånut
åssersutigssauvdlune — erKigsinermut
Gutip tuniutagånut. erKigsineK tåuna
inugpagssuit Kagdlikut endgsinermik
taorserniartagaraluat, tåssaussordle
Kamuna erKigsineK såiméunerup a-
ngissusianik misigivfik, erKigsineK
jutdlip uvavtinut tikiusså.
silagtorsertarfiup igalangue aputip
matungajagsimassai Kaumåput apu-
mutdlo silatånitumut KaumaneK tav-
dligsimalårdlune. tarKamanisaoK jut-
dlilerpoK.
En grønlandsk skov fra EKaluit-egnen.
EKaluit erKåne orpit. Foto: Abel Kristiansen.
32