Atuagagdliutit - 09.10.1958, Side 6

JEG BLEV INVALID
på grund al spiritus
Manende advarsel fra storfanger, der har mistet begge sine hænder. Årsag: Kombinationen kulde + spiritus.
heden. Vi ved ikke, hvad vi gjorde ef-
ter den sidste mundfuld.
Det, der er sket, vil jeg ikke skjule
for andre mennesker, og jeg vil advare
folk mod at drikke spiritus, når de er
ude. Man kan måske sige, at det, der
er sket, er vor egen skyld. Det er rig-
tigt, men før i tiden har jeg aldrig
hørt udtalelser fra folk, der er kom-
met til skade eller i ulykke på grund
af spiritus, og ingen har nogensinde
advaret os. Vi hører stadig om ulyk-
ker på grund af spiritus og i nogle til-
fælde ender det med døden. Og de, der
dør, kan ikke udtale sig. Jeg vil derfor
gerne advare enhver mod overdreven
spiritusnydelse, nu hvor jeg ved, hvor
forfærdeligt det kan gå. Nu kan jeg
—i
største problem i øjeblikket er spiri-
tusmisbruget.
DA. JEG KOM til Upernavik i
denne sommer for at mær-
ke fugle af forskellig art
for Zoologisk Museum, var
en af mine væsentligste op-
gaver at sætte ringe på et
stort antal lomvige og jeg havde allere-
de i tankerne udtaget de hjælpere, der
ville kunne gøre den største indsats.
Langt den dygtigste af dem var Sa-
muel Knudsen, der har fanget sæler
siden sit syvende år og som var totalt
blottet for frygt eller svimmelhed.
Ham var det, der plejede at krybe op
på redefjeldene og fæstne det tov, som
de efterfølgende kunne støtte sig til
og ham var det, der løsnede det igen,
når de andre var sikkert nede igen,
r
for så selv at komme ned uden anden
hjælp end sine sikre hænder og fød-
der.
Og så lå Samuel på sygehuset på
fjerde måned og havde fået de fire
fingre på venstre hånd og nogle tæer
på den ene fod bortamputerede efter
en alvorlig forfrysning. Han ville al-
drig komme til at ro i en kajak mere,
aldrig komme til at klatre i et fugle-
fjeld, aldrig komme til at leve det
uhemmede frie fangerliv, som havde
fyldt ham så stærkt, at han trods sin
begavelse og kvikke hjerne forlod ef-
terskolen i Egedesminde for at blive
en god fanger som sin far og sin af-
døde farfar. Det var til at græde over.
Og hans jævnaldrende fælle som stor-
fanger og medlem af distriktets kom-
munalbestyrelse Tue Aronsen var end-
nu uhyggeligere tilredt og havde fået
bortamputeret begge hænder. Hvad
var der dog sket?
Ved at stykke sammen, hvad der
blev fortalt af de mænd, der havde set
dem sidst før ulykken og af dem, som
fandt dem eller så dem først bagefter,
blev jeg klar over, at de var kørt fra
Upernavik i let beruset tilstand, og at
de havde skålet opstemt med hinan-
den på den første del af turen, hvad
en tømt akvavitflaske smidt af på
vejen da også bekræftede. Omsider,
da de kun var ca. 14 kilometer fra de-
res hjemsted Prøven og skulle over
den altid blæsende Laksefjord, havde
de drukket det meste af, hvad de da
endnu havde igen i hver sin flaske.
Men kulde og spiritus er i Grønland
en lige så farlig kombination som ben-
zin og alkohol er det i Danmark — og
det frøs 25—30 grader celsius.
Ved at fryse ihjel
Da en fanger næste morgen var på
vej til sit fangstfelt, så han i sin kik-
kert noget mørkt i sneen, som ikke
havde været på det sted før, og lagde
han derfor sin kurs om for at se, hvad
det var. Således gik det til, at han
fandt de to mænd i dyb søvn. Den ene
lå på sin slæde halvvejs nede i sin
snævre sovepose, hvor han ikke hav-
de kunnet få sine hænder med ned og
sine vanter havde han tabt på vejen.
Alle hans fingre var hvide og stive
som træ. Den anden mand lå med
brystet ned ad oven på sine hundes
sammenfiltrede skagler, som han for-
mentligt har forsøgt at klare op, da de
var flettet lige til halerne. Sneen un-
der hans ansigt var glaseret af hans
ånde og fingrene på hans nøgne ven-
stre hånd var hvide og døde. Det var
svært at vække de to mænd, som for-
mentlig har været på vej til at fryse
ihjel, men det lykkedes dog, og fange-
ren, der havde fundet dem, tog dem
over på sin slæde og kørte dem hjem
til Prøven. Lægen blev omgående til-
kaldt telegrafisk og kom og fik dem
efter nødtørftig behandling kørt til
sygehuset, hvor gentagne amputatio-
ner og hudtransplationer og et langt
og smertefyldt sygeleje forestod.
Således mistede to af distriktets
bedste fangere og mest aktive mænd
deres førlighed for livet.
Sligt må helst ikke fortælles i Grøn-
land. Spiritussen er hellig og beret-
ninger om hændelser som den skildre-
de må ikke offentliggøres.
Men hør nu, hvad den hårdest ramte
af de to, fangeren Tue Aronsen, bad
om at måtte få optrykt i Upernaviks
lokale blad „KimugseK" før han rejste
AF ANDR. LUND-DROSVAD
hjem til Danmark for at få sig et par
kunstige hænder og blive optrænet i
ved deres hjælp i nogen grad at kun-
ne hjælpe sig selv:
DET SKAL IKKE SKJULES
FOR ANDRE MENNESKER!
„Da vi var færdige med mødet, kør-
te vi hjemad, jeg sammen med med-
lemmet fra Prøven, Samuel Knudsen.
Vi havde spiritus med, og der var ri-
geligt til begge. Da vi kom i nærheden
af Prøven og kørte gennem Laksef jor-
den begyndte det at fyge. Henimod
aften begyndte vi at fryse. Da vi stop-
pede for at klare skagler, blev vi eni-
ge om at tage os en enkelt snaps for
at få lidt varme. Vi drak herefter ca. 2
snapse, men da den var så kold mær-
kede vi slet ingenting. Vi tog så hver
sin flaske og drak af dem, som var det
øl. Vi fik dog ikke drukket det hele,
men efter kort tid mistede vi bevidst-

hverken klare mig selv eller andre,
hvis jeg ikke får hjælp til det, jeg kan
ikke engang spise selv. Jeg fortryder,
hvad jeg har gjort, og jeg opfordrer
andre til at melde sig i Blå Kors. Jeg
blev invalid på grund af spiritus og
jeg håber meget ,at andre passer bed-
re på, så at de undgår den ulykke.
Gennem „Kimugsex“ vil jeg gerne,
inden jeg rejser, rette en tak til
alle de, der har hjulpet mig så godt og
sender dem mine hjerteligste hilsener.
Jeg sender også mine hjerteligste hil-
sener til venner og bekendte og ønsker
dem alt godt“.
Har vi lov til at tie et sådant nød-
skrig og en så dyrekøbt advarsel
ihjel? Har vi ikke pligt til at bringe
Thues ord videre gennem Grønlands
største blad og alle de lokale blade,
som tager sig deres opgave alvorligt i
en krævende tid. Ja endog videre til
danske blade, som ikke tør tro eller
ikke vil tro sandheden: at Grønlands
Jeg skammer mig...
Jeg skammer .mig over, at jeg som
kredsdommer har måttet dømme
folk, der kom i ulykke ved i beruset
tilstand at stjæle, begå overfald, ja
ligget dem fjernt, hvis de havde
været ædrue, siger forfatteren til
denne artikel, der er et skarpt an-
endog drab, skønt det ville have
greb på den fri spiritusordning i
Vestgrønland.
Spildte kræfter
Millioner er ofret på opbygningen af
et bedre samfund med en større folke-
sundhed og en højere levefod. Betin-
gelserne er til stede for en så hurtig
tilnærmelse til den øvrige verden, som
grønlænderne måtte ønske og arbejder
sig frem til. Man kan derfor kun har-
mes over, hvor megen god kapital og
hvor megen kostbar tid, der går til
spilde som følge af spiritussens frigi-
velse i landet — og navnlig da i disse
år, hvor det grønlandske folk har brug
for alle sine kræfter og midler.
I og for sig er jeg ingen fjende af
spiritus, men jeg er en fjende af mis-
bruget af den og af alle de ulykker og
den elendighed uhemmet nydelse af
den afstedkommer. Som mere end 30-
årig borger i Grønland har jeg haft
anledning til at følge udviklingen fra
den gang, det var en begunstigelse at
have spiritusret og endda i gradieret
skala, hvor nogle danske kunne købe
mere end andre og de igen mere end
nogle grønlændere, som igen havde
adkomst til større rationer end andre
af deres landsmænd. Jeg har altid
fundet denne ordning forkert på en
måde, men dog forsvarlig, fordi jeg
ikke anså det for en ulykke at måtte
drikke med måde og så man bevarede
sin menneskeværdighed. Selv har jeg
aldrig endnu købt, hvad jeg havde ret
til og jeg kender ingen danskere, som
har gjort det. Derfor fandt jeg og fin-
der jeg det fremdeles rimeligt, om
landrsådet ønsker lige ret for alle,
alle, men det var danskerne og de med
dem mere eller mindre ligestillede
grønlændere, der skulle have haft de-
res kvantum beskåret til en fornuftig
mængde, men som til gengæld alle
kunne få, så længe de forvaltede den
sømmeligt.
S