Atuagagdliutit - 23.04.1959, Blaðsíða 12

Læserbreve
o« KLIP
Misforståelser - og det der er værre
„Tuma“ har i A/G nr. 7 skrevet et
indlæg („Lidt mere om ansvar") som
svar på Lidegårds indlæg i nr. 1.
„Tuma" har fuldstændig misforstået
Lidegårds artikel, idet han har fået
det ud af det, at Lidegård skulle mene,
at skolen og lærerne slet intet ansvar
har for eleverne, mens artiklen blot
sagde, at det med hensyn til opdragel-
sen er forældrene, der har hoved an-
svaret (og ikke skolen). Deri er jeg
fuldstændig enig med Lidegård: Op-
dragelsen har forældrene hovedansva-
ret for, undervisningen har skolen ho-
vedansvaret for (hvormed ikke er sagt,
at skolen slet intet ansvar har for op-
dragelsen).
Misforståelsen af Lidegårds artikel
kan måske til dels skyldes, at 4 linjer
i Lidegårds artikel mangler i den
grønlandske oversættelse. Men langt
skadeligere end disse misforståelser er
det, at „Tfima" skriver, „at man meget
nemt kan komme til den slutning, at
en af dem, der har fået overdraget et
ansvar, forsøger at flygte fra ansvaret,
eller at han forsøger at indynde sig
hos myndighederne". (de sidste ord
udhævet af undertegnede).
Den form for polemik, som „Tuma"
her er inde på, er den skadeligste af
alle: Den usaglige, personlige polemik.
Den bliver ikke mindre farlig fordi
den insinuerer („Man kan meget nemt
komme til den slutning") i stedet for
at sige tingene lige ud. Den slags pole-
mik, hvor man ikke kritiserer et men-
neskes handlinger eller meninger,
men tillægger ham dårlige motiver, er
ondartet, fordi sådan en kritik hverken
kan bevises eller modbevises.
„Tuma" kan ikke bevise, at den, han
kritiserer, „forsøger at indynde sig hos
myndighederne", og derfor er det
usagligt at insinuere det.
Og selv om det er en absurd tanke,
at Lidegård skulle have til hensigt ved
sin artikel at indynde sig hos nogen
(han måtte jo tværtimod snarere ven-
te, at hans artikel kunne gøre ham
upopulær) så kan den mistænkelig-
gjorte på sin side ikke bevise, at han
ikke havde de skumle hensigter, som
„Tuma" tillægger ham, for sine moti-
ver kan man nu engang ikke bevise.
En insinuation som „Tuma“s står
man forsvarsløs overfor. Den form for
kritik, som ikke bare kritiserer en di-
skussionsmodstanders meninger eller
handlinger, men tiltager sig ret til at
dømme om hans motiver, er usaglig
og ansvarsløs kritik.
H. Balle.
Meddelelser, der ikke hører hjemme
i radioavisen
Fra tid til anden modtager redaktio-
nen breve og telegrammer, der inde-
holder meddelelser, som ikke egner
sig hverken for radioavisen eller A/G.
Det gælder navnlig meddelelser af ud-
præget organisationsindhold, opråb
om utilfredshed med bestyrelser og
formænd og deres arbejde og den
slags. Radioavisen, der først og frem-
mest skal bringe meddelelser af ny-
hedsmæssig interesse, kan slet ikke
give sig af med at bringe den slags,
og ofte vil sådanne meddelelser heller
ikke være egnet til A/Gs spalter. Sa-
gen er jo den, at sådanne udtalelser
er at betragte som udtryk for „indre
anliggender" i de forskellige organisa-
tioner, og de må derfor henvises enten
til eksisterende organisationsblade el-
ler til rundskrivelser fra de utilfredse
til andre af organisationens medlem-
mer. Det kan ikke være pressens op-
gave at rundkaste sådanne udtalelser
og opfordringer. Pressen vil normalt
først komme ind i billedet, hvis der
f. eks. indkaldes til ekstraordinær ge-
neralforsamling i en organisation, eller
hvis en bestyrelse væltes eller en for-
mand tvinges til at trække sig tilbage.
Redaktionen vil i kommende tilfælde,
som den har gjort det i en række tid-
ligere tilfælde, viderbefordre den slags
breve og telegrammer til de respektive
bestyrelser, men vi synes, at man lige
så godt kunne sende tingene direkte.
Red.
Mere om slædehunde i Godfhåbs-
fjorden
Skønt jeg ikke har meget lyst til at
skrive igen, giver jeg mig alligevel til
det, da så mange har bedt mig om det,
så jeg kunne understrege mine syns-
punkter.
Jeg har altid interesseret mig for
slædehunde. De ved jo, at jeg i starten
gerne ville have haft slædehunde. Men
nu modsætter jeg mig alle dem, der
her i Godthåbsfjorden ønsker slæde-
hunde. Da jeg i mit første brev har
omtalt grunden, vil jeg ikke gøre det
igen, men jeg skal komme en lille
smule ind på eventuelle problemer,
man kan støde på.
18. maj 1921 kom der en befaling fra
Ministeriet om, at der kun må være
slædehunde med Holsteinsborgdistrikt
som grænse mod syd, men da der tid-
ligere aldrig har været hunde i de syd-
lige egne, var der naturligvis ingen,
der var gnavne over det, for folk har
ikke manglet dem.
Vil man have slædehunde i Godthåb,
må man først have tilladelse fra kom-
munalbestyrelsen og naturligvis også
fra myndighedernes side. Jeg ved, at
der var en, der gerne ville have slæde-
hunde. Vedkommende henvendte sig
til kommunalbestyrelsen, men fik af-
slag fra Ministeriet, og skønt vedkom-
mende nu er klar over, at det ikke kan
lade sig gøre, søger han at få sin vilje
sat igennem.
Men min mening er denne: Hvis fi-
skerne i disse år skal have udbyttet
af deres fiskeri, uanset om det drejer
sig om torsk eller hellefisk, må vi sør-
ge for, at de har chance for at få deres
fisk afsat. Hvis man for alvor går i
gang med at fiske skal man nok få at
se, hvor mange hellefisk, der er inde
i Godthåbsf jorden, og de, der er ude
efter hellefisk, skal nok få et godt ud-
bytte, skønt de ikke kan køre en hun-
deslæde.
Til Peter Kristensen vil jeg sige
følgende: Da jeg skulle forsøge med en
glider første gang, gjorde jeg det ikke,
bare fordi jeg havde hørt om det af
omtale. Den glider, jeg anvendte, var
akkurat mage til de glidere, som be-
nyttes til hellefisk af Jakobshavn-fi-
skerne. Jeg fik anskaffet mig én af
dem, som Deres gode bekendt Marius
en stor og fyldig cigar fremstillet
af de bedste råtobakker
sikårssuaK siligtox
tupagssanil pitsaunerpånit scmciK
1Ér
kgl. hofleverandør

Sivertsen havde lavet med forklaring
om, hvordan den skulle benyttes. Efter
at have prøvet den udfor Kapisigdlit
anvendte jeg den i KangersuneK. End-
nu den dag i dag kan jeg sagtens lave
akkurat mage til en sådan glider. De
må heller ikke tro, at jeg havde for-
søgt mig overfladisk. Jeg var kun glad
for, da De ikke fortalte mig om slæde-
kørsel og fiskeri fra isen. Det havde
jeg fået nok af, idet dygtige slæde-
kuske og fiskere fra Nord-Grønland
havde fortalt mig om disse ting.
Til Andreas vil jeg sige: Lad være
med at spekulere på noget, som ikke
kan realiseres og som ikke kan forva-
res. Tænk hellere dybt over de ting,
der kan lade sig virkeliggøre ved fæl-
les hjælp.
Kristian beder jeg være forsigtig.
Lad være med at overdrive, når De
skriver. Det er ikke morsomt at læse
løgnagtige breve. Vi ved, at man skal
være varsom, når man skriver læser-
breve, da mange som bekendt læser
dem. Dengang vi forsøgte os, var De
ikke med, og De hjalp mig ikke i fi-
skeriforsøgene. De aner heller ikke,
hvor mange kroge, jeg har brugt. De
havde ikke så meget som snørebånd,
der kunne bruges som snøre.
Hilsen. Een, I kender.
Josef Josefsen, „Sana“.
Vi sukker efter ligestilling
Tidens grundtone er ordet „ligestil-
ling", som vi grønlændere så gerne
ville opnå. Men man kan ikke håbe på
resultater, hvis man ikke selv gør sit
til det. Sådan er det også med lige-
stilling.
Efter nyordningen er grønlænderne
blevet ligestillet med danskerne. Ko-
lonitiden er forbi og Grønland er ble-
vet indlemmet i det danske rige selv
om der dog er en del forskelle som
f. eks. lovgivning, lønpolitik og bolig-
forhold. Trods disse forskelle — vi
bliver nemlig aldrig ens — er vi blevet
ét folk. Vi er medmennesker der har
fundet plads i samme båd. Det er her
vi bør gøre vort. På grund af sprog-
vanskeligheder må vi være forberedt
på eventuelle misforståelser, der tit
bliver arnesteder for unødvendige
gnidninger, og som vi kan løse ved
ægte forståelse,------vi må lære hin-
anden at kende.
Ligegyldigt om vi er danskere eller
grønlændere må vi lære at samarbej-
de. Det er ikke nok at træffe hinanden
på arbejdspladserne, vi skal også kun-
ne finde hinanden i foreningslivet og
hvor det ellers vil fremme det så hårdt
tiltrængte samarbejde. Vi kan lære
noget af danskerne, ligesom de også
kan lære noget af os. Jeg ved det er
svært. Når en flok grønlændere og
danske i forening, skal til at danne
en forening, bliver de nødt til at for-
udse at der vil komme menings-
forskelle, disse udspringer utvivlsomt
fra forskellige tankegange og afvi-
gende arbejdsmetoder. Men i de al-
lerfleste tilfælde kan vi overvinde de
nævnte hindringer ved indbyrdes
samtale og voksende forståelse.
Forleden medens jeg overværede et
offentligt møde hørte jeg en udtalelse
som: „Han bør ikke være med, fordi
han er dansker!" Det er ikke for at
tage parti jeg er standset ved denne
udtalelse, men jeg er kommet til at
tænke på faren ved sådanne ytringer.
Får vi flere udtalelser af denne art,
kan det gennemsyre hele samfundet,
og i kraft af dets nedbrydende karak-
ter kan det ødelægge samfundslivet.
Så længe vi tillader sådanne udtalel-
ser iblandt vore egne, modarbejder vi
os selv i vore bestræbelser i retning
af „ligestilling".
Til slut er jeg tilbøjelig til at mod-
sige „udtalelsen" med disse ord: „Lad
os først lære noget af danskernes gode
eksempler, indtil vi kan sige — nu har
vi lært at stå på egne fødder — men
hvornår bliver det?
Peter Mørch.
Julianehåb avis.
12