Atuagagdliutit - 23.04.1959, Blaðsíða 14

Det er dejligt at forsamles
der hvor ordene „høj" og „lav" ikke kendes.
Fra gammel tid holder eskimoerne af at feste.
Fællesspisning, kappestrid
og trommesang sattes højt, — også i mørke.
Men mange grønlandske, veltjente mænd,
vore forbindelsesled til de danske,
har slidt og slæbt i mange år,
men får dog meget mindre i løn end de små maskiner!
Det er fordi, de ikke er danske.
Af naturen er grønlænderne milde,
selv havet er befolket med smilende jomfruer.
Dette har danskerne overdrevet,
de kalder Grønland „et land, hvor evigtsmilende væsner bor".
Det udtryk, jeg elsker, et ægte grønlandsk „måske",
opfatter de som udtryk for vankelmodighed.
At grønlændernes sjæl og væsen
kan erkendes på en to måneders sommerrejse
— og det uden at man kan sproget —
det er den mening, der råder mellem de danske.
Sagtmodighed har grønlænderne lært,
fordi de lever i kulde, i frost, i mørke,
i susende storme mellem vældige bølger.
Hvad danskerne ikke forstår er dette:
„Jeg råder ikke over vejret,
dog vil jeg give mig det i vold uden frygt".
Ansvarsfølelse havde mænd som Jørgen og Henrik,
også de brugte udtrykket „måske",
et udtryk, der dækker en fin sagtmodighed.
Trætte til døden af hunger og frostsår
vandt disse mænd en uforlignelig sejr.
Vi, som er kommet til det danske land,
har smagt nogle frugter fra visdommens træ.
Vi lever blandt de oplyste, som deres lige
uden den følelse, som oversethed avler.
Derfor er vi ikke misundelige på dem,
der har opnået mere end vi andre.
Men den, der giver udtryk for utilfredshed,
gør man uret, når man kalder ham kværulant.
Hos et demokratisk folk forbyder man ikke kritik.
Ulighed i løn er den største misere.
Penge er nødvendige for de mange,
der trænger til en sund og nærende kost
og til et nyt og bedre hus.
Lønuligheden hindrer tilnærmelse i tankegangen.
Veludlærte, dygtige grønlændere bliver i Danmark.
Det er vort store problem i dag.
Skal de og danske gøre det samme arbejde,
men betragtes som ringere end danskerne!
Danmarks reklame overfor udlandet er helt i orden.
Dog skjuler man det mindre flatterende.
Østens underudviklede folk har fået frihed, —
vi lades tilbage.
Sådan vil det nok gå endnu i mange år:
dansken som herre som i gamle dage.
Før eller senere bliver vi nok mismodige.
P igerne i Grønland er helt tossede efter de danske.
Vor nation går det nedad bakke med.
Vor sidste forhåbning gælder de danske.
Pigernes ønske er at blive „fruer"
og rejse til Danmark sådan af og til.
Og det siger danskerne ikke nej til, —
grønlandske piger kan jo bruges til alt muligt.
De kan arbejde i huset på en tilfredsstillende måde
og dé holder samtidig af lidt samleveri,
kærestefolks adfærd kommer ikke politiet ved,
men senere lades pigen tilbage med en unge, —
ødelagt er hendes fremtid.
Man har åbenbart ikke høje tanker om en grønlandsk skæbne.
Der gik rygter om, at vi skulle ligestilles
med de danske, som vi før generede os for,
dem vi så op til, thi de var fornemme af væremåde,
et herrefolk, rige, — og som kunne blive fulde.
Aah! Det rygte var for godt til at kunne troes:
Ned med uligheden!
Og hvordan er det så nu, da en halv snes år er gået?
Ulighedens afgrund er blevet dybere end før!
Du har hørt om de penge, der er bevilget,
og du synes, at det er en forfærdelig masse.
De kommer danske arbejdere til gode,
og grønlænderne henvises
til de smuler, der falder fra bordet.
Pengene vender tilbage til Danmark.
Før har man nægtet færingerne dette.
Vi har brug for civiliserede danskere,
luk dørene op for arbejdernes skare.
Er deres indflydelse dårlig, så skidt med det.
Så slipper vi sekterne ind i landet.
Hvis mumlen skulle lyde: I ødelægger vore sjæle,
I har sluppet Jehovas vidner ind i landet,
ja så kan vi love — hvis det heller ikke går —
at man får lov til at blive katolikker.
AUn vidste nok, at der fandtes dårlige huse.
For at rette på denne misere
bygger man nu de rene slotte.
Der bor de udsendte danske,
deriblandt utallige damer, der
arbejder med det, som grønlænderne ellers skulle kunne,
men som de endnu ikke har lært.
Stenografi, sådan hedder faget.
Det er det rene bureaukrati, det vil sige:
at lede en, der ellers kan stå på egne ben,
ved hjælp af forøgede udgifter
og ved at gøre vanskelighederne større, end de er.
Grønland er spækket med lærerinder,
der ikke taler grønlandsk,
og som næsten er blottet for samfundsinteresser.
Når de er færdige med timerne i skolen,
tilbringer de aftenen bare med at strikke.
Landsrådet er en ærværdig forsamling,
det eneste talerør for grønlændernes tanker
Men formanden er statsansat, ikke folkevalgt.
Lad en folkevalgt formand komme til roret!
Eller begynd at forberede, at det kan ske.
Vi har fået en ny radiofoni.
Der råder et fåtal af mænd plus en høvding.
Er det for at hindre, at vi dummer os for meget?
Atuagagdliutit — Lars Møller gamle værk —
var friere før end nu.
Radiofonimæssigt er vi hensat
til for stander skabernes forbigangne tid.
Er det Grønland, der er i færd med at gå baglæns?
Hvorfor gør det det
helt modsat udviklingen andre steder i verden.
Noget galt er der med styrelsen
og med den politiske ånd.
Det værste ville dog være,
hvis vi lod mismodigheden råde.
Men vi vil ikke miste denne vor tro:
Vi er et folk, elsket af Danmark,
det Danmark, der ikke tvinger os til at antage den danske
tunge,
og som ikke i årevis kun lader os være undergivne.
Det forbedringsarbejde, der er i gang,
kan nok give et godt skub i den rigtige retning.
Men opdragelsen af grønlænderne lader
meget tilbage at ønske.
Det, man først og fremmest savner, er
at skolen opdrager til selvstændighed.
Grønlænderen har også ret til selvstændighed.
Du ungdom, som lytter til mine ord,
mærk dette: Lad os arbejde ihærdigt,
i kraft af vor ret,
på at forlange ligestilling med de danske.
Hans Lynge.
(oversat af Frederik Nielsen)
HANS LYNGES
Gr ønl ands-kvad
Tegninger: RUSBJERG
Frie folk har lov at tale
karskt og frit, som de behager,
DIGTEREN har større frihed
dog end både smed og bager,
følgelig jeg vil med lempe
her i disse linjer synge
om det kvad, som vi har lyttet
til af digteren Hans Lynge.
først betoner jeg, herr Lynge,
at jeg ikke kræver plads
for mig selv på pegasussen
og på digterens parnas.
Jeg må be’ Dem, mens De læser
dette, om at stige ned
til en lille ydmyg skribler,
til en rimets lille smed.
Ue har sagt, at demokrater
ej forbyde kan kritik.
Hvert et kritisk ord, De sagde,
straks i Grønlandsposten gik.
Ingensinde her censurens
stygge, usle jagter drev jeg, —
men til gengæld kommenterer
jeg. Og hvad jeg skrev, det skrev jeg.
Ordet „frihed", De besynger,
og jeg slutter ivrigt op,
men når De om sekter taler,
siger jeg med undren stop.
*
)
OG ET SVAR-KVAD
Mon en svoren frihedselsker
disse sektfolk nægte kan
her til disse frie strande
adgang i vort frie land?
Den, som for sig selv vil kræve
frihed, og biir aldrig træt,
bør vist ikke nægte andre
adgang til den samme ret.
Østens folk, kan De fortælle,
ejer frihed. Grønland bindes
trælleagtigt og uværdigt
under grimme daners vælde.
Ak, herr. Lynge, De som skønnes
jorden rundt med flid at vandre,
må dog vide, at vi ejer
mere frihed end de andre.
Hvis De som kineser havde
talt herr Mao lidt på tværs
frygter jeg, at snart De havde
sunget Deres sidste vers.
Når De skriver, at vort blad er
ikke mer som forhen frit
kan jeg sige, som jeg plejer,
og som jeg har nævnt det tit:
Spalterne er altid åbne,
her kan alle altid skrive,
hvis det skrevnes formål ikke
er det rent ud negative.
Radioens top De finder
er en lille smule speget.
Skal den, spørger De, forhindre,
at vi dummer os for meget?
Deres adgang er dog ikke,
tror jeg, nogen tid beskåret.
Deres stemme er pr. bånd jo
tit til vore øren båret.
Sidste år i marts Fare
gav om „styrelsen" besked:
„Samarbejdet er med den
oplagt en nødvendighed". **)
U galant og uden ynde
(stik imod poeters vane)
bringer unge lærerinders
væremåde De på bane.
„Strikmaskiner", ordet kunne
være sødt, men er det ikke
her. Og sikkert vredens tårer
slører nu de søde blikke.
De har ikke ret, herr Lynge,
lærerinderne, der sendes
ud hertil normalt på flid og
heftig energi kan kendes.
Gifte dog om ægtemagen
hygger efter arbejdsdagen.
Mere var der nok at sige
her til Deres Grønlandskvad.
Dog i vores lille rige
bør vi venligt hjælpes ad.
Riget bygges af enhver, der
tjener, hvor han sættes, tro.
Meget mer end dem, der splitter
fattes dem, der bygger bro.
Underdanighed hos ingen
frimand er betimelig.
Hvad vi kræver af hinanden
er blot: „Vær lidt rimelig!".
Jørgen Felbo.
*) Bl. a. AyG-leder 15-1-59 nr. 1 s. 15 sp. 2 nederst.
**) A/G 13-3-58 s. 3 sp. 2 nederst.