Atuagagdliutit - 04.02.1960, Blaðsíða 5

Een gang Grønland
(Fortsat fra forsiden).
rens magt blev større end nogensinde.
Der var overhovedet ikke noget om-
råde, hvor han ikke kunne og skulle
træffe afgørelsen. Han var for os alle
på én gang en stor fader og en lille
gud, der dog ikke var fjern udover i
afstand, idet man kunne gå lige op til
ham i København og om bord på
„Disko,“ når han på den blomster-
smykkede og flagomvundne berømte
tredje rejse allernådigst besøgte os
hver sommer. Stort som småt, store
som små kunne komme ham for øre
og øje. Og det blev sandelig ikke tom-
me besøg. Han hørte på os alle, note-
rede med sin fyldepen ned i sin rejse-
bog — uden sekretær eller tolk. Man
var alene med direktøren. — Og hen
på efteråret eller næste forår kunne
man være sikker på enten et sirligt
håndskrevet brev eller en skrivelse,
der gav svar på henvendelserne og
havde alt med fra samtalerne. Ikke
altid tilfredsstillende svar, naturligvis,
men heller ikke en sludder for en
sladder, men et ærligt forsøg på at
give os besked.
Vi elskede simpelhen Daugård-Jen-
sen. Han var alfaderen, og han havde
det charmerende og tilforladelige væ-
sen, der gjorde, at vi gik til ham med
alle vore personlige bekymringer — og
man gik altid trøstet fra ham. — Men
det var jo en lidt uhyggelig autoritets-
følelse, der havde besat os alle. Men
vi befandt os gennemgående godt un-
der systemet, diktatur i sin blideste
form.
Ingen død og doven tid
Men alt er relativt, og forholdet skal
ses mod den naturlige baggrund, det
nu engang havde. Det var et betyde-
ligt fremskridt, der blev taget med
styrelsesloven i 1925, resultatet af den
store grønlandskommissions arbejde
1920—21. Vi var på en måde dengang
lige så optaget af de store perspektiver
og muligheder, som denne lov åbnede,
som vi senere har været det af lovene
af 1950. — Disse muligheder blev di-
skuterede ved store, offentlige møder
i gymnastiksalen og i private hjem ef-
ter møderne. Således havde vi på se-
minariet også en række lærermøder
hele vinteren 1926—27 igennem, med
en 2—3 møder om ugen, hvor vi nøje
gennemgik alle detaljer inden for det
afsnit af loven, der omhandlede sko-
len, og ud af den store betænkning på
vel et hundrede sider, som vi skrev,
kunne så senere til læseplaner for de
forskellige skoleformer, seminarium,
højskole, efterskoler og børneskole
udtrækkes et godt grundlag.
Det var sandelig ingen død og doven
tid. Men flertallet af os var bare altså
helt ^ikre på, at det måtte være urok-
kelig^ at styrelsen — vi kunne godt
s|ge „ham styrelsen" — var det eneste
rigtige og sikre. Kolonistatus, det
fhåtte stadig være det eneste rigtige
i Grønland. Grønlænderne, for hvem
koloniforholdet var det selvfølgelige,
havde efter loven stadig landsråd og
kommuneråd med en beskeden ind-
flydelse, og nu fik de tilmed syssels-
rad, hvor de skulle mødes med de dan-
ske tjenestemænd i samarbejde. Men
'let var også stadig styrelsen, der
skulle spørges, og som havde al af-
gørelse af betydning. Og det var vel
endnu rigtigt? — Der var dog nogle
*a> der tvivlede.
Nu bagefter kan man måske nok
synes, at det var en meget langsigtet,
altså for langsigtet, politik, vi havde
anlagt i Grønland, måske også en for
forsigtig politik, men man kan i hvert
fald sige om den, at den var ment al-
y^°rhgt. for mottoet var: „Ikke for hur-
ugt, have grønlænderne med.“ —
„Grønland for grønlænderne" var ikke
noget tomt ord. Men det var en lang-
somt virkende politik. Kontinuitet i
arbejdet — det var slagordet, og det
var naturligvis også et godt princip,
det lod sig forholdsvis let gennem-
øre,.fordi tjenestemændene gennem-
gående blev heroppe hele deres tid ud,
æger og sygeplejersker dog i nogen
altid Grønland
grad undtaget. Heri var der det rig-
tige, at tanken var, at grønlænderne
selv skulle være med, de måtte ikke
tabes bagud af vognen, ved at man
lod denne køre for stærkt. Dette syns-
punkt gjaldt også det politiske, og det
omfattede også spørgsmålet om det
danske sprogs stilling i Grønland.
Ikke hurtigere end grønlænderne vil
Det kunne nok for en ung lærer
synes et for sejt tempo, netop på dette
punkt, hvor det drejede sig om over-
hovedet at indføre dansk som fag i
skolerne. Men det varede nu ikke
længe, før man forstod at hvert skridt
fremad ved dette problems løsning
måtte være velovervejet og solidt, så
det holdt og ikke fremkaldte en reak-
tion, der ville betyde to skridt tilbage.
Det var et af de opmuntrende træk i
kolonitidens Grønland, at mottoet var:
ikke længere og ikke hurtigere end
grønlænderne selv vil. Dette bærer
frugt i dag og hjælper over de van-
skelige punkter, hvor udviklingen må
være udsat for skred og store skridt.
Det var en langsom udvikling den-
gang, men den var rigtig på den måde,
at den modnede mere, end man egent-
lig kunne se i øjeblikket.
Men det var jo på ingen måde en
stilstandstid. Det var i perioden
1925—40, at grønlænderne gennem
lands- syssel- og kommuneråd blev
modnede til senere at kunne tage
sager af større omfang og betydning
op til løsning.
Det var i disse år, fiskeriet tog op-
sving, og hvor man via nujnmerbåde
voksede op til at kunne magte større
motorbåde og kuttere. For mange af
nutidens danske heroppe — jeg havde
nær sagt grønlændere med — står
fiskeriet nok som noget, man næsten
har haft altid. Det kom først rigtig i
gang omkring den tid, jeg kom herop,
altså 1925.
Arbejdstempoet var jævnt i årene
1925—40. Sammenlignet med det tem-
po, der er herskende i dag, var det
vel langsomt, men det ville være en
misforståelse, hvis man tror, at de
enkelte ikke bestilte noget. Vi var jo
ganske få om arbejdet. Men der kunne
— mere end det ville være muligt i
dag af en enkelt — drives, uden at
han af den grund mistede hovedet el-
ler stillingen. Og dog hændte det, at
en eller anden blev hjemsendt eller
hjemkaldt for godt.
Mere tid til at leve
Men trods travlhed var der mere
tid til at leve dengang. Der var de
lange, rolige vintre, hvor læsning og
selskabelighed blev dyrket i den hyg-
geligste og største stil. Et vældigt kar-
neval var som regel højdepunktet i
vinterens løb. Hjemmelivot blomstre-
de, krydret med tranlugt og kakkel-
ovnsrøg. I Nordgrønland havde man
det særlige krydderi på tilværelsen,
som slædekørselen medførte. Man
kunne udmærket godt arrangere det
hele sådan, at man kunne køre til kar-
neval i en anden koloni, for en lille
slædeferie kunne der gerne blive til
alle.
Grønlænderne gik køkkenvejen
Forholdet mellem grønlændere og
danske var som oftest godt. Det var
naturligvis på den tids måde. Det var
køkkendørsprincippet, der trivedes.
Det skulle være en meget fornem eller
frisk og fribåren grønlænder, der gik
ad hoveddøren. Og en køkkendør hav-
de vi alle dengang. — Og det var vel
ikke alene de danskes skyld, at grøn-
lænderne ikke kunne tænke sig at gå
ad nogen anden vej end køkkenvejen.
I visse danske hjem prøvede man at
få dem til det, men har man blot nogle
gange overværet, hvilken rædsel der
maledes i en rigtig udstedsmands an-
sigt, når han i den store forstue stod
over for truende, fjendtlige døre på
alle fire sider, så forstår man hans
forkærlighed for bagdøren. Det var jo
små huse, de kom fra, disse udsteds-
folk, med én eneste dør, der oven i
købet lukkede sig selv efter én, og så
denne forvirring af døre! — Nej, man
forstår godt grønlændernes modvilje
mod den hoveddør. For følte man sig
lille og genert ved at skulle ind at
tale med den store dansker, så blev
man endnu mindre, når man skulle
gennem så mange døre.
Problemet var næppe så stort — set
som forholdet mellem danske og grøn-
lændere — som mange ville gøre det
til. Det var et overgangsfænomen, ikke
■mindst fremkaldt af de forskellige
boligforhold for grønlændere og dan-
ske. Denne boligforskel er i dag ved
at blive udlignet. Køkkendøren er end-
og forsvundet i de helt nye tjeneste-
boliger. Lad os håbe, at alene dette
vil være af betydning for den fuld-
stændige fjernelse af køkkendørs-
problemet — også i anden forstand.
Det var de små penges tid. Det
gjaldt for staten, det gjaldt for os
danske heroppe, og det var naturligvis
i endnu højere grad tilfældet for grøn-
lændernes vedkommende. Bevillinger-
ne var små og få, og i kriseårene om-
kring 1930 kunne anlægsudgifterne for
hele Grønland for et helt år snige sig
op til det, en stor tjenestebolig koster
i dag i opførelse, et par hundrede tu-
sinde kroner. Driftsudgifterne var
nogle ganske få millioner kroner ialt,
handel og søfart iberegnet. Disse pen-
ge kom på det nærrrfeste ind på kryo-
litten, fisken og trannen. Grønland
hvilede i sig selv og skulle gøre det.
Uvenlige tunger ville måske sige, at
det hvilede lidt for meget i sig selv —
og det i mere end én forstand.
En dyd at spare dengang
Og også dette — at Grønland skulle
hvile i sig selv økonomisk — fandt vi
var helt i sin orden og indstillede os
derpå. Vi kan måske sige, at ligesom
det nu er en dyd at skaffe så mange
penge som muligt til Grønland, så var
det dengang en endnu større dyd at
spare så mange som muligt. Og det
er et spørgsmål, om man kan sige, at
det var forkert med denne økonomiske
politik. Man havde jo en bestemt op-
fattelse af det hele: at det skulle gå
langsomt, at det skulle løbe rundt, og
at grønlænderne endelig ikke måtte
forvænnes. Man havde endnu ikke
fundet noget bedre system. Der skulle
verdensomvæltende begivenheder til
for at kalde en anden opfattelse frem.
Det var en lille befolkning, der i
perioden 1925—40 boede i Grønland, i
begyndelsen under halvdelen af be-
folkningen i dag. Og der var i hvert
fald ikke det foruroligende tempo på
med hensyn til tilvækst, som vi ken-
der nu. Børnedødeligheden var stor, og
gamle lægekonsulent dr. Bertelsen
sagde altid, at hans mål var at få en
børnedødelighed i Grønland, som var
det firedobbelte af den i Danmark.
Når man så så spørgende og forbavset
på ham, så svarede han med sit rød-
lige smil: „Ja, for den er nu 8 — eller
var det 16 — gange så stor som i Dan-
mark. Tuberkulosen holdt også folke-
tallet nede. Der var kun en 6—7 læger
ialt i hele landet.
Det store husbygningsfremstød, der
fandt sted, var bl. a. dikteret af kam-
pen mod tuberkulosen. Det var de
selvbyggede træhuses blomstringstid
— et fremskridt dengang, der senere
blev beskyldt for at have været det
modsatte.
Skole og kirke
Det vil være naturligt for mig ikke
at forbigå skolen i den periode, vi be-
finder os i, 1925—40. Som allerede be-
rørt var det måske et af de områder,
hvor der skete mest i de år i Grøn-
land. Med styrelsesloven var bolden
givet op til en begyndende adskillelse
af kirke og skole. Provst Knud Balle,
der havde været heroppe „altid," gav
mig ved Kap Farvel, da vi i 1925 rejste
til Grønland sammen, 3 gode råd. Det
første var tålmodighed, det andet tål-
modighed og det tredje var også tål-
modighed. Det kan vel siges, at jeg
temmelig nøje har fulgt disse gode
råd, i hvert fald med hensyn til for-
bliven i landet.
(Fortsættes på bagsiden).
imial&t miuutimut ualagtartut
igfiat
ivit Kernertut
navgu téraat
KapdlssiArKat
inana sananeKartalerput
MINUT-ØLLEBRØD
RUGBRØD
SKIBSBRØD
SKIBSKIKS
RUGA KNÆKBRØD
Fabrikeres nu af
A/s Mariendals Mølle
j*og Eka Brødfabrik
Roskildevej 37 - København Valby
• • •
• - giv Deres *
.• gode
• lysbilleder
• en god <
5