Atuagagdliutit - 22.12.1960, Blaðsíða 4

En sang af Schuberf
Af Jægermester Plov
Det havde været et forrygende vejr
mellem jul og nytår. Togene sad fast
i hushøje driver, og trafikken på
landevejene var spærret i flere dage.
Ingen, som ikke var nødt til det, vo-
vede sig ud på julebesøg, og jeg havde
opgivet at indfri et gammelt løfte om
at tilbringe nogle dage i julen hos en
gammel ven, der boede på en lidt ro-
mantisk, forfalden herregård i Nord-
jylland. Jeg havde ikke været der
længe. Skønt vi nogle år i vores ung-
dom var uadskillelige, havde livet og
skæbnen skilt vore veje og anbragt os
hver i sin ende af landet, hver med
sin omgangskreds, hver med sine in-
teresser. I årenes løb havde vi nu og
da prøvet at genoptage forbindelsen,
men der var altid kommet noget i
vejen, så det kun blev til tilløb.
Men så hændte det, at denne altid
travle, lidt indesluttede ungkarl gik
hen og giftede sig. Og et varmt lyk-
ønskningsbrev til dem begge fra mig
resulterede i, at forbindelsen blev
knyttet igen, øjensynlig fastere end
nogensinde. Det blev til aftale om
sommerbesøg, som måtte udsættes, og
efterårsbesøg som druknede i travl-
hed. Men så blev det til et julebesøg,
med nytår over, og alt det. Og da skul-
le det være alvor.
Og så blev vejret så grufuldt, at det
så ud til igen at måtte opsættes. Men
tredie juledag klarede det op, og så
ringede telefonen, at de ventede mig
næste dag. Togene kom i gang i løbet
af dagen, og den følgende dag skulle
der nok være forbindelse til den nord-
jydske by, hvor de plejede at hente
deres gæster.
Og sådan blev det. Sneen lå tykt på
parkens gamle linde og fik deres gre-
ne til at dyppe spidserne i voldgra-
vens vildnis af siv og rør. Også den
vejrbidte gamle hovedbygning frem-
bød et festligt skue, som den lå der
med sit snedækte tag glitrende i solen.
Fra skorstenen steg brænderøg op mod
den klare, blå himmel, da kanen svin-
gede op for døren. Hovedtrappen var
dækket med enebærris; og over døren
hang gran med lange grankogler. Her
var det jul. Der kunne ikke være no-
gen tvivl om, at det var jul her. Og
da døren gik op, slog en varm gran-
duft mig i møde, og to glade menne-
sker stod arm i arm og bød mig vel-
kommen.
Og nu var det aften. De tætte gar-
diner var trukket for de høje vin-
duer; og ilden i kaminen puslede stil-
færdigt og fyldte stuen med en duft
af sommerskovet birk. der blandede
sig så sært berusende med duften af
gran.
For nogle er et godt glas vin eller en
god cigar eller en hamburggerryg kogt
i bourgogne vejen til fortrolighed og
åbne hjerter. Men intet af alt det kun-
ne have kaldt al vor ungdoms fælles-
skab i tanke og følelse frem hos os,
sådan som den duft og den stemning
dér i de to store stole foran kaminen
gjorde det nu. Og alle de forgangne
års oplevelser og kampe gled bort, så
vi atter var de to unge venner, hvis
liv og verden var den samme og hvis
drømme fulgte de samme blomstrende
veje. Håret var vel grånet, furerne i
panden blevet lidt dybere, og det til-
lidsfulde træk om munden havde fået
et stænk af overbærende sarkasme;
men sindet var lige ungt og åbnede
sig med samme usvigelige tillid som
for snart tyve år siden.
Og så kom naturligvis det tidspunkt,
da det måtte siges. Alt havde vi den
gang delt med hinanden; og nu ville
vi gøre det igen. Måske har mit blik
nu og da været lidt fjernt, men jeg
håber ikke, at han så det, som vi sad
der i halvmørket. Der var jo det
spørgsmål, som brændte på min læbe:
Hvordan gik det til? Hvordan fandt
han hende? Han som havde levet i en
mærkelig ensom drømmeverden, siden
skæbnen skilte vore veje, hvordan
havde han fundet det vidunderlige
menneske, der syntes som skabt for
ham, som skabt til at fylde pladsen
som frue på dette torneroseslot?
Han sad og talte om den elskelige
gamle professor P. C. V. Hansen og
hans altid skæve slips og hans lidt
hængende underlæbe, der nok var
kommet til at hænge sådan, fordi han
altid brugte den til at tørre kridtet af
sine fingre med. — Og da han et øje-
blik efter gjorde en pavse for at lægge
et nyt stykke brænde på ilden, lød der
nogle akkorder på flygelet fra musik-
stuen; og lidt efter fyldtes stuerne r f
tonerne fra Schuberts Litanei.
Vi sad lidt tavse; men da stykket
var forbi, og tonerne ligesom smuttede
bort bag gardiner og portierer, og der
atter blev stille, så sagde jeg: Hvordan
gik det til?
— Ja, jeg har tænkt så meget på,
om jeg skulle fortælle dig det, for jeg
har lige siden det skete haft en følel-
se af samvittighedsnag overfor dig.
Men nu må jeg fortælle det, fordi jeg
simpelthen ikke kunne udholde at lade
være.
Kan du huske, det var en aften sidst
i maj, at vi engang gik en tur ad
Langeliniemolen? Havnen lå fuld af
tusinde lys, og ovre fra værfterne lød
damphamrenes ustandselige hastige
banken. Vi gik og talte om kvinder —
det var dig, der begyndte — det var
næsten altid dig, der begyndte på det
emne. Og vi var meget unge og meget
naive; og vi talte om, hvordan hun
skulle være; og jeg tror, at vi var tem-
melig enige om det. Du sagde så en
ting, som jeg aldrig har kunnet glem-
me, det var noget, du havde læst hos
Gunner Engberg: „Det er ligemeget,
om hun er smuk, men hun skal være
yndig.“ Og så tilføjede du, i al din
unge verdenserf arenhed: Men hvis
hun er smuk, skal hun ikke selv vide
det.
I alle de år, der er gået siden da, har
de ord ligget gemt i mit sind, og når
jeg mødte unge piger — og jeg har
mødt en god del, kan du nok forstå —
så har jeg brugt de ord til at prøve
dem med. Men jeg fandt ingen, der i
mine øjne var yndige. Og var de det,
var de også smukke — men vidste det
selv. Jeg har ofte spurgt mig selv, om
jeg var fordringsfuld, om jeg krævede
noget, jeg ikke kunne få. Men nu tak-
ker jeg skæbnen for, at jeg havde det
mål at måle med, så jeg ikke tog til
takke, før den rigtige kom.
Du véd, din gamle tante Johanne,
som du boede hos i Ole Suhrsgade ....
— Ork, den gamle Kirsten Gifte-
kniv, er det hende, der har ....
— Næh, historien er nok banal, men
ikke slet så banal, som du nu tror. —
Du kan nok huske, hvor hun var sød
imod mig, når jeg kom og besøgte dig
i de år, vi læste. Jeg boede jo i et
pensionat og havde ingen til at hjælpe
mig med mit tøj og alt sådan noget; og
dér var hun rørende, skønt hun så-
mænd havde nok i dit. Derfor invite-
rede jeg hende herover den første
sommer, efter at jeg havde overtaget
gården, og siden har hun været her
så meget. Og det har altid været så
hyggeligt at have hende.
— Jamen, hvordan har du kunnet
være i fred for hendes giftermålspla-
ner?
— Jo, er det ikke besynderligt, at
mens hun øjensynligt grublede dag og
nat over, hvordan hun skulle få dig
gift, fandt hun det ganske i sin orden,
at jeg skulle være ungkarl. Hun har
tværtimod advaret mig mod kvinder;
og hun syntes slet ikke, at hverken jeg
eller gården trængte til en husmoder.
Når hun var herovre, var hun det jo,
og hvad skulle jeg så med nogen an-
den? — Næh, mig har hun aldrig ge-
neret med det; og jeg har tit tænkt
på, om hun slet ikke mente, at nogen
ung pige kunne overtales til at gifte
sig med mig. Eller måske mente hun,
at da jeg ikke var hendes nevø, måtte
jeg selv klare de sager.
Men så fik jeg lige før jul i fjor
et brev fra hende, hvor hun skrev, at
nu havde hun fundet den rigtige kone
til dig ....
— Til mig?
— Ja, til dig! Hun skrev, at hun
engang havde svoret, at hun skulle
finde den rigtige kone til dig, om hun
så skulle „grave" hende op af jorden.
— Åh, Gud, jeg kan høre hende sige:
„grave" med et meget langt og fladt a.
— Ja, og nu havde hun truffet en
ung pige, som hun på samme måde
ville „grave" en mand op af jorden til
hvis det skulle blive nødvendigt. Og
så beskrev hun den unge pige: hun
var slank og velskabt, livlig, glad ug
spillede og sang som en engel. Hun
lavede de skønneste broderier, vævede
de dejligste tæpper, lavede den mest
pragtfulde mad og forstod at indrette
et hjem med smag og hygge. Hun var
berejst, talte tre fremmede sprog og
forstod sig på litteratur og poesi. Hun
elskede børn og blomster og kunne
give sine sidste sko væk, hvis nogen
stod og manglede dem.
Men mænd sagde, at hun var grim!
Tante selv kunne nu ikke se det, og
syntes, at den unge pige havde char-
me, der fik én til at glemme, at hen-
des ansigt ikke var så regelmæssigt
som almindelige skønhedsbegreber
krævede det; og tante forstod ikke, at
mænd ikke flokkedes om hende. Hun
var i begyndelsen af trediverne, og
hun længtes efter at få et hjem og en
mand, som hun kunne ødsle sine var-
me følelser på. Og tante ville skaffe
hende den mand. Og det skulle være
dig!
Og jeg skulle hjælpe hende med det.
Hun ville gerne have lov at komme
herop i julen og tage den unge pige
med; og så skulle jeg inviterere dig,
uden at sige, hvad der var i gære.
„Julen stemmer sindet så blidt," skrev
hun, „så Vilhelm skal nok give sig
denne gang."
Som du husker, skrev jeg og invite-
rede dig, mere varmt og indtrængende
end nogensinde før. Og tante skrev
også til dig. Og du lovede at komme
2. juledag. Tante og Vibeke kom et
par dage før jul; og tante tog straks
fat på at lave jul. Du kender tante,
når hun tager fat. Det var jeg jo vant
til; men det var som om der var kom-
met noget nyt med. Det var ikke ale-
ne maden og alt det andet Madam
Mangor, der blev lavet; men der var
så mange små ting i stuerne, der blev
rettet og pyntet på — ting som tante
aldrig kune finde på at lægge mærke
til. Det var Vibeke, der ganske stille
gik og pillede ved dit og dat, så en
krog, der før havde været trist og idé-
forladt, pludselig blev så indbydende,
at man fik lyst at sidde i den.
Nu har jeg jo i tidens løb været ude
for adskillige kvinder, der ville prøve
at gøre mit hjem hyggeligere — ug
først og fremmest ved at placere sig
selv i det. Så for at forebygge enhver
misforståelse, sagde jeg allerede den
første aften til tante: Sig mig engang:
véd frøken Wulff, hvad der skal ske
heroppe, og at Vilhelm kommer, med
ægteskab for øje?
— Ja, selvfølgelig, sagde tante; hun
ler ganske vist af det, men hun er gået
ind på spøgen. Og jeg håber ikke, at
du har noget imod, at hun pynter lidt
i stuerne. Det kan hun ikke lade være
med; og Vilhelm kan have rigtig godt
af at se, hvordan et hjem ser ud, når
hun får lov at pynte lidt på det.
— Næh, bevares, sagde jeg og så
gik jeg i seng, mens jeg spekulerede
på, om tante slet ikke tænkte på den
mulighed, at jeg også kunne få øje på,
hvad en kvindes hånd betød. Aldrig
før havde jeg i den grad følt mig som
et neutrum i tantes hånd som i de
dage.
Men Vilhelm, jeg beder dig tro på
mig, når jeg siger, at jeg gjorde alt,
hvad der stod i min magt for at blive
ved at være intetkøn midt i alle ue
forberedelser til din ankomst, alle do
forberedelser, der fra tantes side var
en lang kæde af vel tilrettelagte fæl-
der, omhyggeligt camoufleret og op-
stillet med næsten djævelsk opfind-
somhed. Vibekes del i det — det så
jeg straks — var en smilende legen-
med. Og når hun af og til blev grebet
af eet eller andet, var det så tydeligt,
at det var tingen i sig selv, der havde
fanget hendes interesse, mens tantes
underfundige hensigter var hende
fjerne og ligegyldige. Ofte, når tante
i sin iver alt for åbent lod sine planer
skinne igennem, så Vibeke smilende
over til mig, og jeg følte mig så under-
ligt skamfuld overfor dig, fordi jeg
4