Atuagagdliutit - 22.12.1960, Síða 9

Det var juleaftensdag. Vi stod nogle
stykker ved min disk og sludrede
sammen, før dagens arbejde skulle be-
gynde. Jeg leder legetøjsafdelingen, og
jeg er såmænd den yngste afdelings-
leder i hele magasinet, og jeg er ikke
forlovet med chefens søn, hvis De tror
det, for vores chef, fru Mikkelsen, har
slet ingen børn.
Vi var lidt matte i det. Det er jo
ikke altid lige morsomt at være ekspe-
ditrice de sidste dage før jul.
„Har du set det sidste kapitel af
Kærlighedens offer, Jonna?“ spurgte
frøken Carlsen fra parfumeafdelingen.
„Jeg?“ udbrød jeg. „Hvad er Kær-
lighedens offer? Det lyder som en af
dine parfumer!"
„Jeg troede, du fulgte med i roma-
nen," sagde hun. „Det sidste afsnit er
i avisen for i dag."
„Hvad ender det med?" spurgte fru
Engelberg fra småtingsafdelingen, „fik
Phyllis sin mand eller den unge lord
Darlington?"
„Hun rejste fra manden," sagde frø-
ken Carlsen, „hun og lord Darlington
købte et slot i Venedig — du ved, gon-
dolernes by!“
„Bare det var mig," sukkede frøken
Nielsen fra gulvtæppeafdelingen, „min
forlovede og jeg kan ikke få en to-
værelsers!"
„Men hvad med barnet?" sagde fru
Engelberg. „Jeg holdt nemlig op med
at læse romanen, fordi Phyllis havde
denne yndige datter — så tænkte jeg
selvfølgelig, at hun ville blive hos sin
mand."
„Det var netop det originale ved
det!" sagde frøken Carlsen. „Phyllis’
kærlighed var så mægtig, at den be-
sejrede alt — hun måtte opgive sin
mand, sit hjem og sit barn for at få
den mand, hun elskede — det var der-
for, romanen hed Kærlighedens offer!“
„Sikke noget umoralsk bras!" sagde
fru Hansen.
Det kom så alvorligt, at vi alle så
hen på hende. Vi havde stået og snak-
ket uden at tænke dybere over det.
Fru Hansen rødmede, da der blev så
stille efter hendes ord.
„Jeg mener bare," sagde hun, „at
denne Phyllis kunne tænke sig om, in-
den hun løber fra mand og datter. Hvis
man tænker videre, så vil der komme
en dag, hvor Phyllis har lyst til at se
sit barn og sin mand igen — og så er
det måske bedst for barnet, at hun
bliver borte — at gøre det, er Kær-
lighedens offer — ikke at ligge og
pjaske rundt i Venedigs kanaler med
en løjser!"
Frøken Carlsen lo.
„De skal såmænd ikke tage det så
alvorligt. „Phyllis er jo bare en ro-
manfigur! Hvis nogen af os her fik
fat på en rigtig mand, der ville have
børn, så skulle vi nok blive hos ham
og ikke rejse til Venedig. Vær vis på
det! Men derfor er det jo alligevel
dejligt at forestille sig, at der er en
kærlighed så stor, at den vil bringe de
største ofre."
„Man kommer til at betale for det!"
sagde fru Hansen. Hun begyndte at
trække en mekanisk pjerrot op. Hun
var kun en ekstradame, som var ble-
vet engageret til min afdeling for ju-
lemåneden. Hun var lille og blond, vel
omkring de fyrre. Hun var vældig fiks,
men man kunne godt se, at hun ikke
var så ung som vi andre. Når hun var
blevet anbragt i min afdeling, så var
det vel, fordi inspektøren regnede
med, at man behøvede ikke unge
ekspeditricer til at sælge legetøj op
under jul — det går af sig selv.
Fru Hansen sagde aldrig ret meget
til os andre i afdelingen, men hun var
en dygtig sælger, og især var hun
flink til at komme ud af det med bør-
nene, og det var jo en stor fordel i
min afdeling.
Da jeg kom ned fra frokost, så jeg
hende ekspedere en dame i nutriapels.
Damen hilse på mig og kaldte mig
over til sig med en håndbevægelse. Da
jeg kom derhen, genkendte jeg hende
som fru direktør Maja Tang-Hansen,
der er gift med den Tang-Hansen, der
bygger olieskibe.
„Goddag, fru Tang-Hansen," sagde
jeg, „er der noget, jeg kan være Dem
til tjeneste med?"
„Åh, det var bare denne dampma-
skine," sagde hun, „De ved, Peter er
så begejstret for den ....“
Peter er hendes søn. Han er en kvik
dreng på ni år. Dampmaskinen var
den største, vi nogensinde havde ført i
afdelingen, og vi havde kun det sam-
me eksemplar. Peter havde været inde
flere gange og set på den. Dagen før
havde fru Hansen ekspederet ham, og
de lod til at komme godt ud af det
med hinanden, men Peter havde for-
talt, at hans mor havde sagt, at han
absolut ikke ville få dampmaskinen.
Fru Tang-Hansen smilede til mig.
„Det er forkert af mig," sagde hun,
„men Peter fik mig altså overtalt, og
jeg lovede ham at gå ind og købe
dampmaskinen . ... “
Fru Hansen så hurtigt op på mig.
„Jeg har lige forklaret fru direktø-
ren, at dampmaskinen allerede er
solgt."
„Og nu ville jeg høre Dem, om der
ikke kan gøres noget ved det?" sagde
fru Tang-Hansen. „Peter bliver ulyk-
kelig
Det var på en vis måde rigtigt, at
dampmaskinen var solgt. Efter at
drengen havde været hos os og sagt,
at han ikke skulle have monstrumet,
var fru Hansen, som havde ekspederet
ham, kommet hen til mig og havde
spurgt mig, om hun ikke kunne købe
dampmaskinen med de sædvanlige
procenter. Hun havde en nevø, som
hun gerne ville forære den til. Nu var
dampmaskinen en attraktion i min af-
deling — når den gik og trak smør-
kerner og projektører og alt muligt,
så blev der altid fuldt henne hos os,
så jeg ville nødig af med den før i sid-
ste øjeblik. Jeg sagde til fru Hansen,
at vi godt kunne reservere hende
dampmaskinen, men at hun ikke kun-
ne få den før juleaftensdag, og det
passede hende meget godt, for hun
havde ingen penge, før hun fik sin
gage, når vi lukkede.
Hvad skulle jeg nu gøre? Fru Han-
sen havde været længe nok hos os til
at vide, at fru Tang-Hansen ikke blot
var en stor kunde i magasinet, men
også veninde med direktøren, fru
Mikkelsen, og jeg syntes jo, at det var
lidt underligt, at hun ikke ville give
slip på dampmaskinen, selv om jeg
havde lovet hende den.
„Det er det eneste eksemplar, vi har
på lager," sagde jeg til fru Tang-
Hansen, „men den kunde, som købte
dampmaskinen, har ikke betalt den.
Hun lovede at ringe herind, men så
vidt jeg ved, er det ikke sket, og un-
der disse omstændigheder kan vi nok
sælge Dem dampmaskinen!"
Jeg så fast på fru Hansen. Hun rød-
mede, men gengældte mit blik.
„Den kunde har ringet," sagde hun,
„og kunden vil hente dampmaskinen
til den aftalte tid. Men måske jeg må
have lov at vise fru direktøren noget
andet?"
„Næh, det er kun dampmaskinen,
der har interesse!" sagde fru Tang-
Hansen. „Men den anden kunde har
vel også en dreng, som er lige så iv-
rig efter at få dampmaskinen."
„Muligvis," sagde jeg, „har ekspe-
ditricen misforstået den anden kunde."
Fru Hansen her?" smilede fru Tang-
Hansen. „Nej, det er udelukket. Fru
Hansen og Peter er fine venner, og jeg
tror, at fru Hansen ville gøre alt, for
at Peter skulle få sin dampmaskine."
Hun smilede til fru Hansen. „Peter
fortalte mig, at han og hans nurse
mødte Dem i Frederiksberg Have, og
De spenderede en is på ham. Det er
virkelig for galt!"
Fru Hansen rødmede og så ned. Jeg
var godt gal på hende. Hvad lignede
det at spille en lille Guds engel! Men
jeg fik ikke sagt noget til hende, for
efter at fru Tang-Hansen var gået,
væltede det ind med kunder.
Da jeg ved totiden skulle have mit
kvarters kaffepause, mødte jeg fru
Hansen i garderoben ind til kantinen.
Hun standsede mig og sagde, at hun
gerne ville sig mig noget.
„Jeg ved godt, frøken Fischer," sag-
de hun ydmygt, „at fru Tang-Hansen
er en stor kunde herinde, og at jeg
ingen ret har til at få dampmaskinen
med procenter, når hun vil købe den."
„Nå, det kan De indse!" sagde jeg.
„Ja," sagde hun, „men jeg vil så
forfærdelig gerne have den."
„Har De egentlig råd til det?" sagde
jeg, for jeg var godt gal i hovedet.
„Nej," sagde hun,,, det har jeg ikke;
men det er nemlig til min søn, jeg vil
købe den!"
„Deres søn!? sagde jeg forundret,
„jeg troede, at De var fraskilt."
„Det er jeg også, det har jeg været
i otte år. Kan De huske, vi i morges
talte om en dum roman, Kærlighedens
offer?“
„Ja, De sagde, at Phyllis ikke skulle
være rejst til Venedig med lord Dar-
lington .... “
„Ja! — Ser De, jer er nemlig selv en
Phyllis! Jeg rejste også fra en mand,
et hjem og et barn for en stor kærlig-
heds skyld. Jeg rejste fra alt, hvad en
kvinde ellers sætter højt i denne ver-
den: en mand, der elsker hende, et
barn og rigdom — men den store kær-
lighed ender ikke i en gondol i Vene-
dig. Kort sagt, det varede to år — så
løb min store kærlighed med en anden
— ja, jeg skal ikke trætte Dem, frø-
ken Fischer, men nu er jeg altså her,
og jeg tænkte mig, at dampmaskinen
kunne være en god gave til min
dreng."
„Ja, selvfølgelig!" sagde jeg. „Jeg
kunne jo ikke vide, at det var til Deres
egen søn, De ville købe dampmaski-
nen! Jeg er glad for, at De fortalte mig
det. De glæder Dem vel til at se ham
i aften, når han åbner pakken?"
Hun rystede på hovedet.
„Jeg skal skam ikke være sammen
med ham. Jeg ser ham jo ikke, han er
hos sin far. Jeg undgår med vilje at
opsøge dem. Det er det mindste, jeg
kan gøre for min søn og hans far, så-
dan som jeg har været mod dem. Jeg
vil sende ham dampmaskinen, og han
skal ikke vide, hvor jeg er. Ser De,
Kærlighedens offer, det er ikke at
rejse til Venedig, nej, det er at blive
væk, når man fortryder. Det er prisen!
Og så har jeg da i det mindste den til-
fredsstillelse, at jeg har betalt, hvad
der skal betales!"
„Skal De så være alene i aften, fru
Hansen?" spurgte jeg.
„Ja", sagde hun.
„Jamen, kære fru Hansen! De kan
da komme ud til mig! Jeg har en lille
lejlighed på Amager. Mine forældre
bor i Jylland, og jeg kan ikke nå over
til dem .... Frk. Carlsen fra parfumen
kommer også .... og vi går ud og kø-
ber gåsen, når vi lukker her .... og så
skal vi selv hjem og lave mad ....
hvis De har lyst, er De velkommen
.... på betingelse af, at De også vil
gøre lidt nytte!"
„Om jeg vil! Åh, tusind tak!" Hun
greb min hånd. „Hvor er De sød imod
mig! Jeg vidste, at De ville forstå
mig!"
„Gå De ned," sagde jeg, „og send
dampmaskinen af sted til Deres søn
med det samme, inden der sker flere
ulykker med apparatet! Og så mødes
vi heroppe ved lukketid!"
Jeg gik ind og fik en hurtig kop
kaffe og skyndte mig ned til afdelin-
gen igen. Der var så meget at gøre, at
jeg ikke fik tid til at veksle mange
ord med fru Hansen, men hun fik dog
hvisket til mig mellem to ekspeditio-
ner, at dampmaskinen var sendt af
sted til hendes dreng.
Lige da vi havde lukket, og jeg hav-
de klædt mig om og skulle til at gå,
kom der en piccolo med den besked, at
man ventede mig i direktionskontoret
.... det var chefen selv, som ville tale
med mig.
„De må undskylde, at jeg kalder
Dem herop netop nu," sagde fru Mik-
kelsen, „men det er i en vigtig anled-
ning. De ved, at fru direktør Tang-
Hansen, min veninde, har villet købe
en dampmaskine i Deres afdeling i
dag?"
„Ja,“ sagde jeg.
„Men De ville ikke sælge hende
den?"
„Nej," sagde jeg, „den var solgt. Vi
beholdt den i afdelingen, fordi den
trak kunder."
„Ved De, hvem der har købt den?"
Jeg tøvede et sekund: „Det var ikke
en kunde, som plejer at handle hos
os."
„Var det en dame?"
„Ja."
„Jeg skal sige Dem, hvorfor jeg
spørger. Fru Tang-Hansen og hendes
mand vil meget gerne i forbindelse
med den dame, der købte dampmaski-
nen."
„For at købe den af hende?"
„Nej, slet ikke. Jeg har lige haft fru
Tang-Hansen i telefonen. Hun fortæl-
ler mig, at dampmaskinen er blevet
sendt til hendes søn af denne ube-
kendte dame. Hun er nemlig hr Tang-
Hansens tidligere kone og mor til
drengen. Hun har holdt sig skjult for
dem; men hr. og fru Tang-Hansen vil
gerne i forbindelse med hende. Kan
vi hjælpe dem? Har vi en adresse eller
er beløbet debiteret en konto?"
„Nej! Nej!,, sagde jeg. Nu forstod
jeg jo det hele. „Jeg kan ingen oplys-
ninger give."
„Kunden betalte altså kontant?"
„Ja," sagde jeg, „der er betalt, hvad
der skal betales!“
Kærlighedens offer
Af KELVIN LINDEMANN
9