Atuagagdliutit - 22.12.1960, Page 12

FIND NOGET TIL KUSINE GERTRUD
Jeg vil se kusine Gertrud hængt!
råbte jeg ondskabsfuldt og ophidset i
telefonen. Og jeg mente det, for jeg
indså nemlig aldeles ikke, hvorfor jeg,
der var den, der havde allermest
travlt her i huset, og som skrev på en
afhandling om „Søren Kierkegaards
æstetiske stadium", absolut skulle ja-
ges ud og købe julegave til en lille,
ubetydelig, kedelig fjerntboende, i alle
henseender komplet ligegyldig per-
son som kusine Gertrud, som jeg ikke
engang har set, siden jeg som otte-
årig rykkede hende i håret i en lege-
vogn.
„Simpelt hen hængt!" fortsatte jeg
desperat. Hvad gi’r man i det hele
taget små kusiner, der pludselig er
blevet store og ikke længer kan spises
af med en bamse?
„Hvad man gi’r, hvad man gi’r
skvulpede mit moderlige ophav irrite-
ret, „er det virkelig så svært at finde
på noget til det stakkels pigebarn?
Der er jo tusinde ting .... der er jo
.... der er jo .... ja, herregud, jeg
mener .... kan noget overhovedet
være lettere!" kom det i et pludselig
begejstret udbrud over tilværelsens
lethed, når man selv sidder i den an-
den anden ende af en telefon, „men
hvis du ikke selv kan hitte på noget,
kan du ringe til Sysser, Misser eller
Usser og få dem til at hjælpe dig. Det
er mig komplet ligegyldigt, hvad du
gør, når bare du gør det hurtigt! Pak-
ken skal af sted om en time, inden
posthuset lukker — er du med?"
Røret blev knaldet på, og jeg var
straks fuldkommen klar over, at min
eneste redning bestod i omgående at
appellere til trekløveret Sysser, Mis-
ser og Usser, der også er mine kusiner
om end af en hel anden art end kusine
Gertrud. Resultatet af mit nødskrig
var som frygtet. Den blide Sysser c.g
den fornuftige Misser, til hvis råd jeg
gerne havde lyttet, var som sædvan-
lig så omsværmet, at ingen anede, hvor
de var, hvorimod deres lillesøster —
den 15-årige Usser — til min forfær-
delse udstødte en række begejstrede
indianerhyl og svor, at hun ville læg-
ge et helt stormagasin øde for min
skyld og gøre det omgående! Sødt,
ikke sandt? — hvis man ikke tilfæl-
digvis vidste, at hun var i den alder,
hvor visse skypumpeagtige egenskaber
er dominerende, og at en eftermiddag
sammen med hende er en fortvivlet
kamp for at lade være med at stikke
hende et par på kassen!
Og det kan ikke engang nytte at
forsøge at sætte sig til modværge mod
hvirvelstormen ved f. eks. at skælde
hende ud, for fornærmelser bider til-
syneladende slet ikke på hende. „Jeg
elsker generte rnænd!" erklærede hun
engang på et bal, fordi hun troede, at
det var af generthed, at jeg i stedet
for at inklinere for hende kaldte hen-
de for en lille lyserød maddike!
Hvad under at jeg faktisk var ge-
nert, da jeg 20 minutter senere mødte
hende uden for et af stormagasinernes
svingdøre. Jeg rettede på mine magi-
sterbriller og rømmede mig højtide-
ligt, som om jeg ville til at forklare
hende de principielle hovedlinier i
den martensenske teologi, men det lod
ikke til at anfægte Usser, der var i
topform og nøjagtig lige så forrygende
forfærdelig, som jeg havde ventet.
„Da-u-, Stump! Hvor var det mor-
derlig spy, at du rang!" skingrede hun
gennem den tætpakkede forhal, „jeg
trængte netop til at opleve noget van-
vittig spændende med en ordenlig
sheik, men ve’ du va!“ fortsatte hun
og greb mig ivrigt i frakkeopslagene,
„jeg må vide mere om din skattepige,
før jeg kan hjælpe dig. Jeg må vide
alt! Hvordan ser hun ud. Højt rær el-
ler lavstammet sandpuster? Kalve-
knæet eller hjulbenet? Ligtorne eller
knyster? Brun eller blond ,og frem for
alt må du give mig alle enkeltheder i
hendes psykolofiske portræt!"
Jeg rystede rædselslagen på hovedet.
„Jeg tror slet ikke, hun har noget,"
svarede jeg hjælpeløst og blev først
nu for alvor klar over, hvilket halsløst
foretagende det var at skulle købe
julegave til en pige, når den eneste
rettesnor man har, er at man som
dreng har rykket hende i håret!
„Jamen noget må du dog kunne for-
tælle om hende," trommede Usser vi-
dere med krum hals, „vil du bilde mig
ind, at du heller ikke kender noget til
hendes temperatur?"
„Ikke engang hendes temperament,"
tilstod jeg, „men Usser .... lad mig
betro dig en ting ....“ skyndte jeg
mig at tilføje og besluttede at lægge
kortene på bordet — så godt man nu
kan lægge kort midt i en strøm af
mennesker, „det eneste jeg kan sige
dig, og som jeg med sikkerhed ved,
er, at jeg har været en bølle over for
hende .... en gemen slubbert!"
Jeg kunne udmærket have fortsat
disse piskende selvanklager noget end-
nu, men et instinkt — og et blik på
Usser — fortalte mig, at dette var
fuldt ud tilstrækkeligt. Jeg har aldrig
set et menneske i den grad forstå med
hele sin person! Hendes sorte livsgåde-
øjne formelig dansede af betagelse
over at have fået lejlighed til at „ane"
denne rystende tragedie fra mit inti-
meste privatliv — og selv to ekspe-
dienter, der med levende interesse
havde fulgt situationens udvikling,
syntes med tilfredshed at kunne ak-
ceptere mig i rollen som en gemen
bølle!
„Jeg forstår ....,“ hviskede Usser,
rystet i sin sjæl. „Jeg har vidst det
hele tiden, du er smadder-ulykkelig!
Jeg kunne se det på dig lige med det
samme, at du havde gnaveri i din
sjæl — og nu fortryder du!" fortsatte
hun oplivet af sin psykologiske udred-
ning af tilfældet, „du vil smøre bal-
sam på den ulykkelige unge piges sår,
ikke osse, Georg?"
„Stemmer!"
„Du vil give hende en vidunderlig
dejlig gave som oprejsning for hendes
forsmædelse, ikke sandt?"
„Hørt, hørt! Ja men Usser, du ser
helt religiøs ud,“ sagde jeg og stirrede
betaget på hende, „så sig dog noget!
Hvilke åbenbaringer har du modta-
get?"
„En heauty-hox!" svarede hun strå-
lende, som om hun havde skruet ind i
en for små lyserøde maddiker specielt
reserveret himmel, „en af disse her af
skinbarlig oksehud med 16 forskellige
slags læbestifter, øjenbrynsværte,
kindrødt, pudder, parfume og negle-
lak til 35 kr. — og opad!"
Jeg så lidt betænkelig på hende.
Prisen var rigelig høj, men som vor- i
dende magister på Søren Kierkegaards
æstetiske stadium anså jeg det for un-
der min værdighed at sjakre med en
fregnet teen-ager om prisen på en
pudderkvast, og et øjeblik efter stod
vi i „skønhedsafdelingen", hvor Usser
gik op i sin opgave med en sådan
iver, at det ligefrem gjorde hende
køn. Hun bogstavelig talt sprang ud
for øjnene af mig som en blomst med
10 kronblade, 200 støvdragere og de
nydeligste par små frugtknuder, mens
hun skaltede og valtede med ekspedi-
tricer og afdelingschefen med en sand
verdensdames virtuositet — og hvad
under, at jeg ved min hjemkomst, ef-
ter at Usser endelig havde udvalgt et
pragteksemplar af en „box", der ville $
kunne få kusine Gertrud til at høre
englesang! — blev modtaget med de
festligste ovationer i familiens skød.
„Brillant præstation!" lød det, mens
man larmende klaskede mig på skuld-
rene.
„Vi skal have bøf til middag!" er-
klærede mit moderlige ophav som
højeste anerkendelse af min bedrift,
„det eneste, der nu kunne interessere
mig, er bare at få at vide, .... hvor er
pakken?"
Familien samlede sig interesseret
omkring mig. Jeg dykkede glad og
stolt ned i min frakkelomme og frem-
tog i rask rækkefølge en gadedørs-
nøgle, et omstigningskort samt to gam-
le femører med hul i. Derefter fremtog
jeg fra min mappe tre kollegiehæfter,
et bundt maskinskrevne ark og en
proptrækker — hvorefter jeg vendte
bunden i vejret både på mappen, frak-
ken og mig selv og rystede det hele
voldsomt. Desværre fik disse febrilske
fagter min hidtidige popularitet mærk- i
bart til at vakle. En let kølighed, der
allerede var opstået ved synet af pa-
pirerne — min ufuldendte afhandling
Humoreske af SVEN FRIBERT
i

12