Atuagagdliutit - 22.12.1960, Síða 20

Det var en dejlig sommeraften i Grønland med rødgylden sol og
vindstille. Kiki, en lille, spinkel ung mand, stod i et træskur imel-
lem et virvar af malerpotter, halvtørre pensler, dunke med olie og
terpentin. Dagens møje var endt. Veltilfreds over resultatet af da-
gens slid og den bjergede løn på 75 øre stod han bøjet over et fad
med petroleum og vaskede sit kulsorte hår, der var sammenflittet
med malerklatter i alle regnbuens farver. Kiki var en kostskole-
elev. Han var på ferie for tiden, men tjente ved at arbejde som
maler ved skolen. Han havde netop i dag fået lønforhøjelse. Ikke
så underligt, at han smånynnede. Var livet ikke lutter smil? Det var
jo også hans 17 års fødselsdag.
Som han stod der og rubbede ivrigt i klatterne, blev den falde-
færdige dør til skuret lukket op i et voldsomt skub, og ind trådte
SeredaK, en velvoksen og kraftig bygget ung mand med skarpe
træk og en næse, der ikke stod tilbage for Jimmy Durantes. SeredaK
var en yderst energisk ung mand, trodsig som en lemming på van-
dretur og selvglad som en forhadt kolonibestyrer.
SeredaK var i en ophidset stemning, som når han havde noget
vigtigt for.
— Se så at blive færdig i en fart. Vi skal på en udflugt, brølede
han.
Kiki lod malersager være malersager og sprang ud ad døren,
forfulgt af den utålmodige SeredaK.
— Nej, denne vej! tordnede SeredaK og pegede i retning af hav-
nen.
— Jamen, — jeg har endnu ikke fået noget at spise, fremstam-
mede Kiki undskyldende.
— Bekymr dig ikke om det, hr. fødselar, jeg har allerede sørget
for proviant. Ned til båden!
Nede ved kajen var deltagerne forsamlet, en flok unge mænd i
den grønne ungdoms sorgløse år. De morede sig kosteligt over den
lille Kiki, der iført en yderst dekorativ oweralls og petroleum dryp-
pende af håret løb dem i møde i hælene på SeredaK.
— Alle mand går om bord (kommanderede SeredaK.
Motorpasseren fik travlt. Han var en godmodig, lidt klodset
mand, som til daglig, uvist af hvilken grund, blev kaldt for Umiar-
neK, den skibbrudne. Kammeraterne flokkedes om motorkassen og
diskuterede med fnisen og latter, om UmiarneK fik held til at starte
motoren ved første forsøg.
— Nok er den i slem forfatning, men det er da en trøst, at man
kan sit kram, sagde UmiarneK stolt.
Der lød en sagte brummen, efterfulgt af en forfærdelig hakken.
Til sidst ebbede støjen ud, og svinghjulet standsede brat efter et
par omdrejninger i den forkerte retning.
UmiarneK gloede uforstående på maskinen, kløede sig i nakken,
men mælede ikke et ord.
— Af vejen, din uduelige UmiarneK! skreg SeredaK. Du er degra-
deret.
SeredaK smed jakken og kastede sig over motoren, som han i
løbet af kort tid pillede af og satte sammen igen med forbløffende
fingerfærdighed. Derpå gav han sig til at dreje med svinghjulet, så
hele skuden gyngede. Samtidig småbandede han og beklagede sig,
at det var en ulykke for samfundet, at der ikke fandtes flere af
hans slags. Det var ærgerligt, at han skulle være alle vegne, ellers
var der ingen, der vidste noget om noget.
— Tu-uuf, tu-uf, tuf, tuf, tuff.
Nu gik motoren.
Triumferende rakte SeredaK en vældig, barket og beskidt næve
i vejret og sagde med dyb og ærværdig stemme:
— En hjerne, der kan mere end den lille tabel, er alt, hvad der
behøves!
Her pegede SeredaK på sin pande og gjorde det så eftertrykke-
ligt, at der afsatte sig en grim plet sod på stedet.
Der var ikke så meget som krusning på havet, og båden kløvede
vandspejlet på vej ind i fjorden, forbi frodige skråninger, hvor
kåde lam tumlede og brægede af tilfredshed.
De ombordværende var alle kammerater på skolen, medlemmer
af en klub, der kaldte sig „De forenede kolonibestyrere". Hvorfor
man netop havde valgt det navn, kunne ingen give forklaring på.
Foreningen havde mødelokaler i et loftsrum, hvor der holdtes dra-
belige diskussioner med det formål at opnå færdighed og dybere
indsigt i debattens ædle kunst.
Henne i agter hyggede NiuverteK sig med hovedet slængt til-
bage og en cigaret skødesløst i munden. Han var klassens ubetinget
dygtigste, men flittighed var ikke hans stærke side. Han læste lek-
tier kun i frikvarteret, og når nogen overraskede ham i det, luk-
kede han bogen skyndsomst. Udpræget flegmatisk var han, og hans
slagord var: „Hvilestunden er i vente", hvilket var en udmærket
karakteristik af manden og hans tilbøjeligheder.
På den midterste tofte ved proviantkassen sad KamilinguaK, en
flot lyshåret ung mand. KamilinguaK var madelsker, der var lige-
glad med alting, bare han kunne redde sig noget at spise. Med be-
gærlige øjne rodede han i forskellige konservesdåser.
— Der er hele tre dåser tomatsuppe! udbrød han begejstret. Ikke
dårligt. Søbemad! Han lavede hul i dåsen med sin lommekniv, og
så gav han sig til at slubre suppen i sig, idet han mumlede: Uden
mad og drikke .... hum, hvor herligt!
— Den er fin med dig, KamilinguaK, brød formanden for klubben,
KilaserssuaK, ind. Der skal også gerne være tilovers til andre. Du
ved forresten ligeså godt som jeg, at den, der æder sig ihjel, ikke
bliver salig!
— Det giver jeg pokker i vold, bemærkede KamilinguaK og tog
en ordentlig slurk.
KilaserssuaK var en rundkindet og skævøjet kraftkarl, den eneste
af medlemmerne, SeredaK havde respekt for.
Klemt fast i forstavnen krøb Sulut, der var sekretær i klubben.
Han var spinkel og ubetydelig at se til, men havde et godt hoved.
Søde sager var hans store lidenskab. Hans tænder var i sørgelig
■W#m

r> k V'- (w&hZZ Mmgfe i
Ik i' >311
JEG ER DIN GED
Af JØRGEN FLEISCHER
forfatning, og trods gentagne svære tandlidelser kunne han ikke
styre sin slikmundethed.. Nu suttede han på en stor klump kandis.
Den ene kind var svulmet op, og han savlede, så den klæbrige saft
drev ned ad ham. Nu og da gav han et tilfreds grynt fra sig.
Målet for turen lå en fire-fem timers sejlads inde i fjorden, og
deltagerne fordrev tiden med at dase i solen eller synge flerstem-
migt.
Man havde det så rart, men lediggang stod ikke til SeredaKS hu.
Han foreslog, at man skulle spille kort, og snart var alle mand i
gang med dysten. At spille casino var klubbens yndlingsbeskæfti-
gelse. Det var en tradition, at den, der tabte overfor modstanderen,
skulle gentage disse hårde og forsmædelige ord: Jeg er din goat.
For uindviede sagde det ikke ret meget, men efter medlemmernes
begreber var dette den yderste resignation, man kunne nå til.
„Goat" er engelsk og betyder ged. Man havde på den tid på sko-
len en ged, som om halsen bar en jernkæde, hvis ene ende var fast-
gjort til et stykke tykt tømmer. Når dyret luntede af sted slæ-
bende tømmeret efter sig, så det ynkeligt ud. Og geden havde fået
dette monstrum som straf, fordi den var slem til at bryde ind i de
indhegnede haver og stjæle grøntsager. „Jeg er din goat", betød
sådan noget som: „Jeg er din underdanige slave.
Spillet gik hårdt til. Efter tur måtte deltagerne overfor mester-
spilleren SeredaK erklære sig fallit og indrømme alvorsfuldt, at de
nu var berøvet friheden.
I dagens anledning havde SeredaK iført sig en ternet skjorte i
skrigende farver, en af de såkaldte „General Shirts", som efter
hans opfattelse var beregnet for generaler. I sandhedens interesse
måtte det siges, at det var betegnelsen for en almindelig skjorte.
Men den forklaring ville SeredaK ingenlunde akceptere. Der fand-
tes så mange kedelige dusinvarer, beregnet for den almindelige,
men denne her var en ener, som ethvert fornuftigt tænkende men-
neske ikke kunne undgå at lægge mærke til. Helt galt var det nu
heller ikke, for ternerne på hans skjorte var omtrent så store som
gulvfliser. — Et par grå bukser, som han var meget stolt af, havde
han også på. Om dem plejede han at berette, at de var ægte euro-
pæiske sommerbukser. Men bukserne var nogle numre for store,
og når han havde dem på, lignede han nærmest en løjerlig Storm
P-figur.
Man var nu ved rejsens mål. Ved mundingen af en elv lod man
ankeret gå, og alle vadede i land.
En sødmefyldt duft fra en nyudsprungen elkratskov slog del-
tagerne i møde. Man var i sommerlandet.
SeredaK gik foran gennem elkratskoven langs elven. I hånden
havde han en ørredstang. De andre havde også redskab med på
nær Kiki. Ved fossen begyndte SeredaK at stange midt i hvirv-
lende vandmasser.
En sølvklar fjeldørred sad fast i krogen .og kæmpede desperat
for at slippe fri. Hurtigt og behændigt slyngede SeredaK stangen
bagover og rystede ørreden væk, som blev liggende i en fordyb-
ning mellem store stene. SeredaK stangede som en gal og gjorde
god fangst. Den lille Kiki så misundelig til.
— Kiki, din drivert! Stå ikke der og glo dumt. Gør hellere lidt
nytte. Hold øje med fangsten. Der vanker nok et par ørredhoveder!
råbte SeredaK.
Pludselig gjorde SeredaK en trist opdagelse. Krogen på hans
stang var væk. Kiki var også forsvundet.
— Den mulighed har jeg også regnet med, sagde SeredaK ganske
uimponeret og tyssede på kammeraternes skadefro latter. Han tog
en splinterny krog op af lommen, og inden længe deltog han atter
i fangsten. Kikis forsvinden forekom ham ikke mystisk. Det er jo
en grov åndelig tortur for en mand af ære og fangeræt at være
passiv tilskuer til en så herlig ørredfangst.
Men tabet af krogen og Kikis forsvinden havde helt andre år-
sager, end SeredaK i sin naivitet havde forestillet sig.
Mens Kiki stod og passede på SereraKS fangst, blev han opmærk-
som på en ørred, som langsomt arbejdede sig ned mod elven ad en
glat klippegrund. Dér sad en krog i dens side, og blodet piblede
frem fra en lang flænge i kødet. Øjeblikkelig sprang Kiki til, greb
staklen og endte dens kvaler ved at slå dens hoved mod klippen.
Han tog krogen af, og med sin erhvervede skat knuget fast i sine
hænder styrtede han ned til båden.
Kiki fandt værktøjskassen frem og på rekordtid fæstnede han
krogen til en af bådens rafter, og det varede ikke længe, før han
var tilbage ved fossen.
Klogeligt placerede Kiki sig så langt væk som muligt fra Sere-
daK. Han var så forhippet med at stange los, at han ikke lagde
mærke til Kikis genkomst. Han helmede jo ikke, før han var sikker
på, at dammen var fuldstændig kæmmet for fisk.
Kiki var øvet i brugen af ørredstang, og han halede det ene
flotte eksemplar efter det andet til kammeraternes store beundring.
Og nu opdagede SeredaK, hvad der foregik omkring ham. Han
gjorde store øjne, rynkede panden og råbte:
— Kiki, din svindler! Vil du øjeblikkelig fortælle mig, hvor du
har fået den krog fra.
Det gav et sæt i Kiki. Han stivnede i rædsel, blev ligbleg og stir-
rede måbende på SeredaK, der gjorde en truende holdning.
SeredaK klemte læberne sammen og så på Kiki med gennem-
borende blik. Blodet sted voldsomt op i ham, så han lignede en ny-
fangen rødfisk. Vildskabet lyste ud af hans øjne, og der var fråde
om hans mund.
Den arme, permanent nervøse Kiki begyndte at ryste og klapre
med tænderne som en sølle hvalp, der havde fået en ufrivillig duk-
kert.
— Du, din, din goat, fremstammede SeredaK på dansk. Han ban-
dede altid på dansk, når han var rigtig gal, med den motivering, at
grønlandsk var fattigt på skældsord, og han gjorde det, som han
selv sagde, på et „dannet" sprog.
— Infernalsk, stupide mide! Skal du drive gæk med mig? Har
20
21