Atuagagdliutit - 22.12.1960, Qupperneq 25

Fuglen og håbet
(Fortsat fra side 15)
man egentlig godt kunne tænke sig, at
hun havde været guvernante i kejser-
tiden.
Hansi fik et særligt slemt hostean-
fald, og frau Krenn styrtede hen til
buret. Hun greb sig til hjertet: —
Hansi, mein goldiges Schatzerl, du
mein siisses .... — og hastigt bar hun
den hen til ovnen, hvor blikkruset med
det syrligt dampende urtebryg stod.
Hansi skulle have en inhalation. Den
kæmpede imod, og hun slog over i
russisk for at berolige den, en strøm af
milde vokalrige ord, linde som sød
hostesaft. Hun nynnede og jamrede og
vuggede den i sine varsomme hænder.
— Hansi. Hansi, mein Goldherzl,
mein Goldhansi. —
Lily, Hansis kone, baskede fortviv-
let mod burets stålværk for at komme
sin mage til hjælp. Til sidst var un-
dulaten for træt til at kæmpe imod,
udmattet lod den sig indhylde af de
beske dampe. Et øjeblik standsede
dens hoste. Frau Krenn sukkede, be-
friet som en forløst barselskvinde. Hun
strøg den over de slanke vinger.
— Det ville være et meget dårligt
varsel, hvis Hansi dør fra os, så bli-
ver Lily alene, og så mister vi også
den. Ja, det vil gå ligesom når Gusti
dør fra mig ....
Frau Krenn tog varsler af alt. Kvin-
der gør sig så pokkers besværligt,
tænkte Niels, besværligt er det i for-
vejen, men ikke besværligt nok for
deres herkuleskræfter, for deres over-
skud af følelse.
Når hr. Krenn kom fra arbejde og
havde vasket sig i det iskolde bade-
værelse, måtte også han ind og hilse
på patienterne. Og han var opmun-
trende og velvilligt smilende — med
én mægtig sort tand i undermunden.
Et smukt gebis til Gusti var et af frau
Krenns hedeste ønsker.
— Hvordan kan man tygge med kun
én tand, Nielsl? — spurgte hun.
Så skulle man have aftensmad, og
frau Krenn sagde: — Nielsl, De ved,
at Dorchen fyrer jo slet ikke i sit væ-
relse, jeg forsikrer Dem, der er som
i en iskælder inde hos os med den
utætte balkondør. Var det ikke mere
gemytligt, om vi alle spiste sammen?
Niels var blot glad over, at de ikke
også sov hos ham. Frau Krenn var-
mede dagen lang kedler på hans ovn
til varmedunke. Kul sparede de da i
denne tid.
Hr. Krenn satte sig ved kaminen
med en af de små billige wieneraviser.
„Das kleine Blatt“ eller „Volkszei-
tung“. Hans gustne ansigt blev rosa
i skæret fra ilden. Og han leverede un-
derholdning for varmen, han læste op
og kommenterede og politiserede — og
var slet ikke træt efter dagens slæb,
for i løbet af tolv år skulle han have
sikret Miitterchens fremtid. — Man
gør jo alt for en kvinde — havde han
engang sagt til Niels, men hans smil
var ikke helt så sorgløst som ellers.
Bordet blev dækket. Den tætte,
muskuløse hr. Krenn havde et med-
født talent for tjenerfaget, og frau
Krenn løb fra og til, der var tusind
ting at huske — med to patienter.
Hvis Hansi blot ikke havde været så
syg, kunne det have været ganske
hyggeligt.
— Suppen, Gusti, nu serverer du
suppen for vores patient. —
Og midt i travlheden med potter og
pander — frau Krenn bagte marillen-
palatschinken for at glæde Niels —
fik undulaten et voldsomt hosteanfald,
og serveringen gik i stå.
— En inhalation, — skreg frau
Krenn — det er det eneste, der hjæl-
per, Gusti, jeg kan ikke løbe fra mine
Palatschinken! —
Den fire og tyvende nærmede sig,
og travlheden blev stedse mere feber-
agtig. Breve og pakker var sendt af
sted, men så var der julegaver til
Gusti og bagningen og vasken og
styrgningen. Det var som frau Krenn
gravede pengene op af Servitengasses
hårde asfalt .... eller var det af små
skjulte æsker på bunden af det store
klædeskab i balkonværelset?
For der blev brugt mange penge.
Gusti skulle have et nikkelur med
kæde og knickerbocker og sko og sok-
ker. Frau Krenn var i Mariahilfer-
strasse hver dag og vendte dødtræt
hjem, fordi hun sparede Tramwayen.
At gøre indkøb var for hende et sy-
stem af bekendtskaber, anbefalinger,
procenter og prutteri. I butiker våg-
nede en sej g energi hos hende — og
en tålmodighed, hun ellers ikke kend-
te til.
Når hun kom hjem, bredte hun
triumferende pakkerne ud på Niels’
seng. — Wunderbar, net? — En mor-
gen kom der så et anbefalet brev fra
hender broder i Danzig, det indeholdt
en check på 50 schillinge, og skønt
hun havde kurve fulde af strygetøj,
sad hun hele formiddagen ved Niels’
seng, rødøjet, tåreoverstrømmet ....
ak ja, de herlige barndomsår i Pernau
og den gode trofaste broder .... Ind-
til hun med ét blev grebet af en ny og
rastløs energi, der dog ikke var rettet
mod strygetøjet. Gusti skulle have en
ny habit ,for som han trængte til det,
især nu da han søgte stilling. — I af-
ten må vi til Mariahilf, nu var vi råd
til det —.
Det var første og sidste gang, Niels
hørte det ord i hendes mund. Og for
en kort stund glemte hun endog Hansis
ustandeselige hosten. Ja, hun glemte
tilmed gryderne i sit køkken, Gusti fik
brændt ærtepuré til middag, men han
gjorde ikke vrøvl. — Næh, jeg har en
galant mand, Nielsl — sagde frau '
Krenn senere.
Undulatens bronchitis havde næppe
forværret sig, men den hostede stadig,
en vedvarende tør og sprød lyd, der i
de første dage havde forekommet Niels
uudholdelig. Efterhånden var den ble-
vet en tone blandt dagens mange an-
dre, en tone han i sin lette feberdøs
til sidst overhørte. Hvis den tilstun-
dende højtid ikke havde sat frau
Krenn i en så eksalteret tilstand, ville
det elskelige dyrs lidelser for længst
have udmarvet hendes nerver, men
dette orgie af travlhed, af barnløs
spænding og længsel, af de tusind
minder berusede hende og gjorde hen-
de til tider uimodtagelig for andre
indtryk. Ganske vist var hun utallige I
gange ved buret, trættedes ikke i sin
omsorg, men dagens mange pligter
kaldte hende straks bort igen. Og når
hun pakkebelæsset kom hjem fra sine
indkøbstogter, havde hun så meget at
berette: — Juletræerne, de skønne
herlige juletræer — at De dog ikke får
dem at se, Nielsl, nu står de tændt
overalt, ved Burg, ved operaen og det
allersmukkeste ved Stefanskirche. Og
sikken en menneskemængde på
Kårnthnerstrasse. Der er en elegance
uden lige i butikkerne. —
26