Atuagagdliutit - 19.10.1961, Blaðsíða 18

I
Større mængder saltfisk, men
kvaliteten er ikke så god
Der er i år solgt 5500 tons saltfisk
Direktør Hans C. Christiansen,
KGH, er vendt hjem fra en tur til
Grækenland, Italien og Spanien, hvor
han i alt har solgt 5500 tons saltfisk.
Direktøren regner med, at saltfiskpro-
duktionen i Grønland når op på 8000
tons i år — 1000 tons mere end de to
foregående år. I fjor og i forfjor kom
saltfiskproduktionen op på 7000 tons
mod 5000 tons i tidligere år.
— Det er rekord, hvad mængden an-
går, men ikke hvad kvaliteten angår.
Det er beklageligt. Ellers kunne vi ha-
ve fået bedre priser, udtaler direktø-
ren.
Kvaliteten af saltfisken er meget
dårlig i år. Normalt plejer vi at have
75—80 pct. af produktionen i I. klas-
se og 20—25 pct. i II. klasse; men i år
er kun ca. 60 pct. af produktionen i I.
klasse og ca. 40 pct. i II. klasse. Der-
ved taber vi mange penge.
— Hvad er grunden til den ringere
kvalitet?
— Der er to grunde. Den ene har vi
ingen indflydelse på. Der er for mange
til Grækenland, Italien og Spanien
småfisk. Det er den store 57-årgang,
der dominerer i år, en årgang, som vi
først får glæde af i de kommende år.
I år er der 500 tons af 50 kg.s baller,
hvor der er 80—100 fisk i hver balle
og 1000 tons af 50 kg.s baller med
100—120 „haler". (Når man sælger
saltfisk, snakker man ikke om, hvor
mange fisk der er i hver balle men om,
hvor mange „haler", der er).
— Den anden grund?
— Rent arbejdsmæssigt er der noget,
der svigter hist og her. Det gælder
især påpasseligheden. Desuden har
bundgarnsfiskeriet i de senere år fået
et stort opsving, og fisken fra bund-
barnene giver en dårlig kvalitet.
Når der skal afleveres mange fisk i
løbet af kort tid, går det ud over kva-
liteten. Fiskerne har ikke tid til at
skære halsen over på fisken, så snart
den kommer op af vandet, mens de
røgter deres garn. Man kan måske nå
at skære den store åre ved halsen,
men når man ikke samtidig skærer
årene ved fiskens nakke, får man selv-
døde fisk. I en dårlig afnakket fisk
fjerner man ikke alt blod, og så får
man en II. klasses vare.
Det er lige så vigtigt at tage indvol-
dene ud af fisken med det samme. Der
må ikke gå mere end een time, fra fi-
sken kommer op af vandet, og til man
fjerner indvoldene. Gør man ikke det,
sker der en gæring i fisken, og den
gæring trænger ud til fiskens kød. Så
får man også en II. klasses vare. Det
er de ting, der medvirker til, at vi får
så mange ikke alene II. klasses men
også III. klasses saltfisk.
— Hvor store partier har de tre
lande købt?
— Grækenland har købt 2600 tons
hvidvinget fisk og 1200 tons sortvinget,
Italien 200 tons hvidvinget og 400 tons
sortvinget og Spanien 1100 tons hvid-
vinget. Markedet for hvidvinget salt-
I foråret, i april måned, blev jeg på-
mønstret m/s Morelia som skibstømrer.
Under en forudgående samtale med
skibsrederne blev jeg fortalt, at vi
skulle farte verden rundt, og at turen
ville vare hele 5 måneder.
Turen indledtes den 6. april fra Kø-
benhavn til Finland, hvorfra vi tog til
Sverige, Norge, Holland, Tyskland,
Belgien, Portugal og Spanien. Derfra
sagde vi farvel til Europa og begyndte
den næste etape af turen til Curacau,
en ø ved Vestindiens kyst, hvor vi
skulle tanke.
Turen over Atlanten var herlig, da-
gene blev varmere, og for hver dag
stod solen højere på himlen. Vore
passagerer, i alt 14, havde det også
dejligt.
Lidt over midten af maj måned an-
kom vi til Curacau. Det var smukt
fisk går tilbage i Italien. Der er en del
af kunderne, der — uvist af hvilken
grund —- ikke længere køber den spe-
cielle grønlandske vare. 400 tons går
til Færøerne, hvor saltfisken — efter
at være blevet tørret — bliver solgt til
Brasilien. Tilbage er der næsten 2000
tons af 3. og 4. sortering — og 500 tons
småfisk er heller ikke solgt endnu.
Dem skal vi gerne sælge til Brasilien.
— Og priserne?
— Vi har opnået pæne priser —
4—5 pct. højere for de gode kvaliterter
end sidste år; men prisstigningerne
kan langt fra dække omkostningsstig-
ningerne i Grønland. Grønland er et af
de få steder, hvor produktionsomkost-
ningerne stiger meget hurtigt. Priserne
på II. og III. klassefisk vil også
trække de ellers gode priser ned.
Janus.
vejr, og solen skinnede som aldrig før.
Sikke mange smukke palmer. Da vi
lagde an ved kajen, hørte vi til vor
overraskelse og glæde tonerne af den
danske nationalsang fra en af bygnin-
gerne nær ved kajen. Det viste sig
senere, at det var en norsk sømands-
kirke.
Vi lå i havnen i to dage, idet vi
havde en mindre maskinskade, der
skulle repareres. Vi benyttede natur-
ligvis tiden til at se os om i byen, og
jeg tog adskillige billeder ved denne
lejlighed. Til min forbavselse konsta-
terede jeg, at der i byen kun var få
hvide mennesker, hvorimod der var
mange negre. Der var mange butik-
ker med mange gode varer, og menne-
skene var pænt klædt.
Fra Curacau tog vi i retning af Pa-
namakanalen, og efter to dages sejl-
tur ankom vi til mundingen af kana-
len, en lille by, Gristabal, hvor vi
gjorde ophold for at få ferskvand om
bord. Med fire timers forsinkelse be-
gyndte vi opturen gennem elven, ind-
til vi nåede selve kanalen. Jeg havde
ikke været på disse kanter før, hvor-
for jeg må indrømme, at jeg ikke be-
stilte meget under hele turen gennem
den berømte kanal, fordi jeg måtte se
så meget og beundre dette gigantiske
værk.
Da vi nåede ind til selve begyndel-
sen til kanalen, blev vort skib fortøjet
til et par lokomotiver, som skulle
trække os gennem kanalen. Vi passe-
rede tre sluser. Da vi nåede søen, be-
fandt vi os 3—400 meter højere end
havets overflade. Det var for mig utro-
ligt, at mennesker var i stand til at
udrette så meget. Vort skib var på
10.000 tons, men vi blev løftet og sæn-
ket igen, som om skibet var et stykke
legetøj. Sejlturen på søen varede hele
9 timer, og dette alene var en ople-
velse. Efter at vi havde sejlet i 8 ti-
mer, anløb vi en amerikansk militær-
base. Efter at vi ved hjælp af to slu-
ser igen var kommet ned til vort rette
element, havet, ankom vi til byen
Balbao.
Det blev dog hurtigt mørkt, typisk
for de varme lande. Vi nåede således
ikke at se på byens seværdigheder.
Derfra fortsatte vi rejsen, denne gang
New Zealand som mål. Vi nåede frem
efter 14 dages sejltur.
Sejlturen over„Det stille Ocean var
helt anderledes end sejlturen over At-
lanten. Det var i sandhed et „stille"
hav. Ingen vind og blikstille med store
langsomme dønninger. Mange variatio-
ner af „flyvende" fisk var almindelige.
Da vi kom længere syd på, opdagede
jeg til min store forbavselse, at må-
nen dukkede op i „forkert" stilling.
Jeg har aldrig tidligere hørt, at månen
i den sydligere halvkugle dukkede op
fra „A“-siden og forsvandt i „T“-si-
den. Stjernerne var mig ukendte. So-
len skinnede dagen lang og ikke en
sky dukkede op på himlen.
Men da vi kom nærmere målet, be-
gyndte vejret at forandre sig. Det blæ-
ste op, og velkendte efterårsskyer be-
gyndte at dukke op på himlen. Det var
koldt om natten, og inden jeg vidste af
det, var vi midt i vinterens kulde.
Hvis jeg får lejlighed til det, skal
jeg prøve at fortælle lidt om New Zea-
land næste gang, og hvordan jeg traf
en sød pige, som senere fortalte, at
hendes bedstefar var menneskeæder.
Jokum Klemensen.
- den kysægte
læbestift...
Fås i modens bedste
farver. Fra den
sarteste pastel til
den rødeste røde.
kukingnut tarnutip
Icebestiftivdlo kalipautait
ingmingnut tugdluarkekate-
kdngitsut.

Generalrepræsentant
Torben Løve & Co. A/S
Amaliegade 6 - København K.
Et togt omkring jorden
uvdlut nutåt- umiarssuit nutåt
- Kalipautit nutåt...
Nye tider
Nye skibe
Nye farver
~n717

Hovedparten af de danske træ- og stålkuttere er malet med
HEMPEL's skibstarver, der er baseret på mere end 45 års er-
faring I maling af ståltrawlere og kuttere. Vi sender Dem
med fornøjelse vor malespecifikation, samt et forslag til far-
vesammensætning.
danskit pujortulérarssue Kissungmit sisangmitdlo sanåt amerdlanerpåt HEMPELip u-
miarssuarnut Kalipautigssiainik Kalipatåuput, ukiune 45-ne trawlerinut pujortulérarssu-
arnutdlo sisangnut Kalipautigssanik nioricuieKarsimavugut. Kano« ilivdlune xalipai-
nigssamik angatdlafitdlo Kano« KalipauteKarnigssånik nalunaerssutinik nagsiussivigi-
stnauvavtigit.

18