Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 12

En grønlandsk
kredsdommers
virke
Af
Andreas Lund-Drosvad
Andreas Lund-Drosvad på slædefart som kredsdommer
DA jeg ved den nye retsordens
ikrafttræden blev spurgt, om
jeg ville tage mod udnævnel-
sen til kredsdommer for Uper-
vik distrikt, var jeg mest stemt for at
sige nej, indtil jeg hørte, at man be-
grundede henvendelsen med, at man
anså mig for af de forhåndenværende
emner at være den, som kendte mest
til grønlændernes psyke og tænkemå-
de. Så svarede jeg efter en kort be-
tænkningstid ja, og jeg kom ikke til
at fortryde, at jeg påtog mig dette
hverv, da arbejdet på mange måder
blev interessant.
En af de første sager, der kom til
behandling, drejede sig om en ung
mand, som i beruset tilstand havde
pryglet sin for første gang gravide
kone så ubehersket, at hun af den år-
sag aborterede.
Han nægtede intet, og overbetjen-
ten foreslog som anklager sagen af-
gjort med en bøde og et af holdspålæg
gældende for P/2 år.
Nu kendte jeg tiltalte som en i ædru
tilstand absolut godsindet person og
vidste tillige, at ægteparret havde ta-
get et fremmed barn til sig som deres
eget, fordi de havde været ved at op-
give håbet om selv at få børn. Jeg
talte derfor indtrængende til ham om,
hvor forfærdeligt det egentligt måtte
være for ham, som jo bevisligt var
glad for børn, at have opført sig så-
dan, at han selv ødelagde deres mu-
ligheder for at få deres kæreste ønske
opfyldt.
Han blev efterhånden ligbleg og
svarede med rystende stemme og tårer
i øjnene: Hvor har du ret. Kunne I
mon ikke ændre min dom, så jeg i
stedet for IV2 års fik et livsvarigt af-
holdspålæg?
På mit spørgende blik til den dan-
ske overbetjent, rystede denne på ho-
vedet, hvorfor jeg måtte svare: Nej,
Anders, så alvorlig er din forseelse
alligevel ikke. Men vi må jo håbe, at
når du i IV2 år har holdt dig fra spi-
ritus, så har du oparbejdet en så stor
modstandskraft mod din trang til at
beruse dig, at du da i fremtiden selv
kan beherske den.
Da politimanden efter retsmødet
forundret spurgte om årsagen til den
dømtes adfærd, måtte jeg forklare
ham, at Anders havde villet sikre sig,
at ingen nødte eller drillede ham til at
drikke. Gjorde nogen det, sålænge han
havde et tilhold, ville de jo efter loven
selv kunne sættes under tiltale.
Fire år efter denne retssag var jeg
på en rejse i Diskobugten og blev in-
viteret til kaffe hos Anders, der var
rejst ned blandt nogle sydflyttere og
nu boede i et nyt og velholdt hus. Han
klarede sig godt som fisker, og ægte-
parret viste mig lykkelige deres nu 3
år gamle datter, som i besøgets anled-
ning var iført sit fineste søndagsstads.
Fortiden blev der ikke talt om, men
ord var jo også overflødige.
TO INDBRUD OG EN TAK
TIL DOMMEREN
En anden sag drejede sig om en ung
ugift mand, der gennem en ituslået
rude var trængt ind på et af de of-
fentlige kontorer, hvor han havde
brudt kassererens pengeskuffe op og
tilegnet sig nogle penge.
Det var ikke svært at spore ger-
ningsmanden, der bl. a. havde skåret
sig på glasset, og snart var han sat
under tiltale. Hans bisidder fortalte,
hvad i øvrigt alle vidste, om de triste
forhold drengen var groet op under i
et hjem, hvor begge forældrene var
stærkt drikfældige. Selv var han i
øvrigt Blå Kors-mand, endnu for-
eningens kasserer, og det måtte for-
modes, at det var et her konstateret
underslæb på 300 kr., han ved sit ind-
brud havde villet forsøge at inddække.
Man regnede næppe galt, når man
formodede, at det var hans forældre,
der havde tilegnet sig det manglende
beløb til spiritus, selv om Kristian
kraftigt benægtede dette og søgte at
dække over dem.
Da hans omdømme hidtil havde væ-
ret godt, og hans arbejdsgiver ingen
uhæderlighed havde bemærket hos
ham, slap han med en betinget dom,
og velmenende mennesker ved Uper-
navik skillingede omgående 300 kr.
sammen til Blå Kors-afdelingen, så de
unge mennesker, som den mest bestod
af, ikke blev hæmmede i deres meget
påkrævede arbejde.
Tre måneder efter blev der begået
indbrud i stedets skole, hvor kassen
med penge, indkommet ved salg af
bøger, var tømt. Gerningsmanden
havde oppe på skoleloftet forsynet sig
med egnet værktøj, så han kunne fjer-
ne en rude og sætte den i igen, før
han forsvandt med sit udbytte.
Indbrudet var så godt planlagt og
udført, at ingen straks kunne sættes
under mistanke. Men så viste det sig,
at overkateketen, der forestod bogsal-
get, mod forventning og sædvane hav-
de noteret numrene op på samtlige
pengesedler, der havde været i kassen,
og tillige deres antal og pålydende.
Nævnte fortegnelse blev i al hem-
melighed afleveret til Handelens bu-
tiksbestyrer, og inden længe begyndte
de savnede papirpenge at indløbe. Da
de fleste efterhånden var blevet brugt
til diverse indkøb af Kristians ven-
inde, hans søskende og øvrige familie,
klappede fælden i, og han stod igen
for retten.
Denne gang blev der taget alvorli-
gere fat, og der blev ikke lagt skjul
på, at han selv havde ødelagt de mu-
ligheder, man i første omgang havde
givet ham. Det endte med en dom på
IV2 års tvangsuddannelse hos en due-
lig og velanskrevet storfanger i et
sydligere distrikt.
Da Kristian på overbetjentens føl-
geslæde snart rejste med mod Uma-
nak, traf det sig, at jeg, der også var
ude at køre, mødte hans slæde på isen.
mellem Prøven og Sdr. Upernavik..
Han bad med få ord sin kusk om at •
standse og kom så over og gav mig'
hånden. Tak! sagde han. Det var alt.;
Men hvor ellers i verden hænder det,
mon, at dømte kommer og siger tak til,
deres dommere.
TVANGSFORVISNING
Et år i marts slædede jeg distriktet
igennem sammen med den danske
overbetjent og hans grønlandske be-
tjent og tolk. Undervejs behandlede vi'
de sager, der blev os forelagte af de lo-
kale kommunefogeder. Som sædvanlig
drejede hovedparten sig om faderska-
ber.
Helt oppe ved den nordligste plads,
KuvdlorssuaK fik vi dog forebragt en
tyverisag, som forelå fuldt opklaret.
Det drejede sig om en af stedets unge
piger, der ved at fjerne kitten og en
rude i varedepotet havde skaffet sig
mulighed for at kunne nå nogle ciga-
retter på en hylde. Ydermere havde
hun begået en del småtyverier, hvor
hun kom på besøg i pladsfællernes
huse.
Det drejede sig alt i alt kun om ret
ubetydelige ting, og den danske over-
betjent, der i alle sager optræder som
anklager, havde naturligvis i Dan-
mark været vant til ting af et helt an-
det format, så han var mest stemt for
at frafalde tiltale.
Men nu vidste jeg fra lignende an-
meldelser, hvilket mas der ofte er med
opklaringen og afhøringer med videre,
og det blev også tydeligt påpeget, at
man kun forelagde os sagen, fordi
hverken pigens brødre eller kommu-
nefogeden trods forsøg derpå havde
kunnet styre hende eller påvirke hen-
de til det bedre. Da så kommunefoge-
den, som kunne forstå så meget dansk,
at han fattede meningen bag politi-
mandens ord, tilmed sendte mig et op-
givende men også bønligt blik, måtte
jeg forklare min landsmand, at i en
sådan situation, og hvor man ofte hav-
de set hen til vort komme i måneder,
var det vor uafviselige pligt at støtte
afsidesboende kommunefogeder og at
statuere et eksempel.
Ja, men hvad pokker vil du da have,
vi skal gøre ved pigen? vrissede rets-
håndhæveren opgivende.
Simpelthen idømme hende 3 måne-
ders straf fearbejde ved det nærmeste
udsted. Så tager vi hende straks med
os, da dette er sidste bådlejlighed i år.
Efter straffens udståelse kan hun på
sikker is komme hjem igen. Arbejdets
art bliver, at vi anmoder udstedsbesty-
reren i Kraulshavn om at sætte de-
linkventen til at vaske fadegods, re-
parere sække og lignende. Hvis mit
forslag bekymrer dit gode hjerte, kan
jeg trøste dig med, at denne rejse til
et større sted bliver for hende, hvad
en udflugt fra Løgstør til Aalborg vil-
le være for en nordjydsk skønjomfru.
Og hun får tilmed sin gode mad hver
dag, da det hus, hun skal indlogeres V
vil få sin betaling af de penge, hun
indtjener ved sit arbejde. Muligvis
vil der endda blive lidt til lommepen-
ge, så hun ikke skal fristes til at stjæle
igen, medens hun afsoner.
Pigen stod i politibådens varme sty-
rehus, da vi igen stod sydover. Hun så
nærmest lykkelig ud og vinkede ani-
meret til dem, der blev igen. Men ret-
ten var sket fyldest, et påkrævet eks-
empel statueret, og kommunefogeden
skrævede bredt og sejrssikkert inde
på den isede strand.
FADERSKABSSAGER
Nok om tyverier. Selv om der let
kunne trækkes flere frem, var det dog
paternitetssagerne, der optog mest tid
og størst plads i retsprotokollen.
En fast regel er, at distriktslægen
eller udstedernes jordemødre har
pligt til hos kredsdommeren at an-
melde, når en ugift kvinde er fem må-
neder henne i sin graviditet. Denne
gode rettesnor har som regel til følge,
at barnefaderens bidrag kan ordnes
uden forsinkelse, og at afhøringer kan
foregå så betids, at man har rede på de
sandsynlige avlingstider og de for-
mentlige fødselsdatoer, før nogen bli-
ver interesseret i at huske forkert.
Selv gjorde jeg altid så lidt væsen
som overhovedet muligt af en sådan
afhøring, idet jeg betonede over for de
indkaldte, at her jo ikke var tale om
nogen forbrydelse eller forseelse, men
at sagen væsentligst drejede sig om,
at der måtte være penge til rådighed
under et barns opvækst, og at disse
naturligvis måtte ydes af faderen, hvis
det da ikke var hans hensigt at gifte
sig med pigen. Denne fremstilling
kunne jo ikke med nogen rimelighed
imødegås og blev det da heller aldrig.
Når jeg var blevet enig med en så-
dan udlagt både om hans faderskab og
bidragets rimelige størrelse i forhold
til hans indtægt, satte jeg i regelen på
grønlandsk en erklæring op til under-
skrift, så der ikke siden kunne gøres
indvendinger. Denne metode virkede
upåklageligt men kunne godt give an-
ledning til ualmindelige tildragelser.
Jeg skulle overfor enhver far klar-
gøre, at det ventede barn ingen arve-
ret havde efter ham, og at det heller
ikke måtte døbes med hans efternavn,
hvis han ikke ønskede det. I en fore-
kommende situation, hvor manden
meget gerne ville giftes med pigen og
hun også med ham, men at de ikke
måtte få hinanden for pigens far (før
de havde været udholdende nok til at
avle endnu et par børn!) spurgte den
afhørte mig: Men må jeg da ikke yde
mere til mit barn end det, du nu sidder
her og fastsætter? Og han blev først
tilfreds, da han fik at vide, at han ud
over bidraget, som han skulle udrede,
hellere end gerne måtte hjælpe til med
alt, hvad han kunne og ville.
EN STORFANGERS BARN
En vinterdag kom jeg kørende til en
lille boplads, som kun bestod af en
jordtørvshytte på 2V2 X 2V2 m i flade-
mål. Til trods herfor beboedes den af
en af mine gamle venner og hans kone
samt af deres datter og hendes mand
foruden af en dattersøn på 19 år, som
var den, jeg skulle have fat i, da hans
charme havde haft for stor tiltræk-
ning på en ung jordemoderelev.
For selskabs skyld var jeg i rejse-
selskab med distriktets læge og præst,
men dette kunne også have sin prak-
tiske betydning, hvad enten der så
blev brug for en avlsattest eller en
vielse. Nu var huset i dette tilfælde
altså så lille, at vi absolut ikke alle
kunne være i det på een gang, og vi
blev derfor enige om, at præsten skul-
le holde sin gudstjeneste først og så
køre videre. Imedens gik lægen og jeg
nede på isen til det blev hans tur til
at arbejde. Ved denne ordning blev
jeg den sidste, men det gjorde intet,
da jeg holdt mere af hyggelighed end
af travlhed, og da jeg i øvrigt havde
så gode hunde, at jeg nemt skulle
kunne indhente mine rejsefæller igen.
Der stod dejligt kogt sælkød parat til
mig, og en kedel stærk kaffe hang i
sin krog over spæklampen, for som
konen sagde: Sidst jeg drak kaffe med
dig, var du jo ikke til stede! Det var
nemlig på min fødselsdag, og da jeg til
trods for det var alene hjemme, satte
jeg dit billede foran på bordet, og jeg
drak således kaffe sammen med dig.
Da jeg var færdig med måltidet og
havde sludret med husfaderen om fæl-
les interesser, sagde jeg mest mulig
uhøjtideligt: Du kan vel næsten reg-
ne ud, Karl, at jeg er kommet for at
tale med Aksel, din dattersøn. Vil I
andre gå ud af huset så længe? Eller
foretrækker du, at Aksel og jeg går en
tur? Eller kan vi eventuelt blive her-
inde i varmen allesammen
Det sidste fandt han var den bedste
løsning. Og de vidste jo da endelig
også, hvad jeg var kommet for.
Aksel er ingen sinke, så han for-
søgte bedst muligt at gøre sin part-
nerskes udsagn til løgn og at bibringe
mig en for ham fordelagtig opfattelse.
Omsider tabte hans morfar tålmodig-
heden, og til sidst vrissede han: Lad
nu al den udenomssnak fare, Aksel!
Lyver pigen? Eller lyver du?
Pigen taler sandt, svarede Aksel
eftergivende.
Så var der igen at få fastsat det
størst mulige bidrag på en lige så
diplomatisk måde. Derfor sagde jeg:
Helt til Upernavik er rygtet nået om,
hvor dygtig du er blevet som fanger
trods dine unge år, jeg kan derfor ikke
være andet bekendt end at taksere
dig som storfanger. Også for at hævde
din families anseelse vil det være rig-
tigst, at du sættes til at betale V2 mere
i årligt bidrag end dine jævnaldrende
heroppe.
Aksel slugte uden vrøvl den ind-
sukrede pille og indgik med sin under-
skrift på det foreslåede beløb. Det fik
i øvrigt ringe praktisk betydning, for
da jordemodereleven siden skulle på
videreuddannelse i Danmark og i den
anledning ville forære den søn, hun
fødte, til en veninde, tog samtlige of-
fentlige instanser affære og sørgede i
stedet for, at drengen kom op til Karl,
hvor han gror op i gode kår blandt sin
fædreneslægt.
TORTUR I SKOLEN
Da vi på hjemturen nåede Krauls-
AKTIES
S TOV
BSLAAERI • RANDERS
12