Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 14

Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 14
Da rugbrød var julemad ---------- ——-—-— ------------------— ------------ Daniel Isaksen fra Enalugarssuit fortæller i denne artikel jule- minder fra omkring århundredskiftet, da aviser var den fest- ligste julepynt, og skonrogger smagte vidunderligt, men „får man juleglæden i hjertet, behøver man ikke mere“. LANGT SYDPÅ bag Kap Farvel ligger der store bjergfyldte øer, og på en af disse øers frodigste sted lå der for mange år siden en lille bo- plads med fire jordhytter, stedet blev kaldt af vore forfædre for Anordliuit- sok (det aldrig blæsende sted), som dog kunne være blæsende. Nu er der gået mange år, siden jeg var der, men jeg husker tydeligt ste- dets smukke beliggenhed. Når de sto- re, smukke fjelde spejlede sig på van- det, fyldtes jeg af beundring for na- turens skønhed, og dengang troede jeg, at der ikke kunne findes noget, der var smukkere. Det var lige før århundredskiftet. På den tid fik jeg ikke nogen undervisning, selv om det dengang var skik og brug, at man un- derviste børn, når de var fyldt 5 år. Nu er jeg gammel, og når jeg tæn- ker tilbage på vor barndomsjul, kan jeg se den store forskel på de timeli- ge ting fra dengang og nu. Det er en følge af menneskers eget værk — men julens budskab er noget helt andet og er altid det samme. Derfor kan den glæde og det budskab, som julen bringer, ikke forandres eller reduce- res, men hvert år kommer julen altid som noget nyt, og det er Guds kær- ligheds åbenbaring. Juleaftensdag vågnede vi tidligt om morgenen. Vejret var næsten altid så smukt, at man skulle tro, at en sådan skønhed kun fandtes i drømme. Jeg var lille og havde ikke forstand på ret meget, men mine forældre fortalte mig, at det var Vorherres fødselsdag. Vort hus var oplyst af tre fedtstens- lamper og af en lille lampe, beståen- de af en firkantet flaske, og ved vin- dueskarmen brændte stearinlysene. Vort hus var stort, da det var her, man holdt gudstjenester. Min far var kateket og havde fået sin uddannelse hos de herrnhutiske missionærer i Lichtenau. Vort hus var meget rent — dengang var der mange sydlændinge, der hav- de forståelse for hygiejne, skønt de ikke havde modtaget nogen form for undervisning på dette område. Efter gammel skik vækkede man os gan- ske tidligt om morgenen, og så fik vi vort nye tøj på. Den skik brugtes af alle, både gamle, unge og børn, og det var festligt. SKONROGGER OG MEL Dengang fandtes juletræet ikke i de grønlandske huse, og det første jule- træ så jeg i vort eget hus, da far — antagelig påvirket af missionærerne, som plejede at have juletræ i deres store stue — havde lavet et. Det var et festligt syn at se dette juletræ. Ju- lelys fandtes ikke dengang. Far plej- ede at sætte lys på juletræet på den måde: han satte træpinde i juletræets stamme, og på hver ende af disse træpinde lavede han en hulning, hvor et stearinlys kunne stå, og så skar han stearinlysene midt over og satte dem på pindene. Et sådant med stea- rinlys forsynet juletræ var meget smukt, og da træet yderligere blev pyntet med meget andet, var det en særlig oplevelse for den lille befolk- ning. Vi holdt to gudstjenester juleaftens- dag, og gudstjenester i husene kunne være lige så højtidelige og festlige som i kirkerne. Tidlig om morgenen inviterede man hinanden på julekaffe. Der var ingen kul dengang, men i julen brugte man gerne enebærbuske som brændsel, da den lugtede så godt, men i andre hu- se lavede man kaffe ved hjælp af tranlampen. Der var jo ingen danske varer, og kaffen var det eneste ny- delsesmiddel for de ældre, og det var man tilfreds med. Får man juleglæ- den i hjertet, behøver man ikke mere. Vi børn kunne få skonrogger af mel og rugmel samt svesker, og dengang kendte vi ikke noget til andre varer, og det var kun til jul, vi plejede at få dem, hvorfor de smagte så vidunder- ligt. Vi fik naturligvis grønlandsk proviant. Efter gudstjenesten kom fa- ster, der var enke, med hengemte bær, der fyldte et rødt lerfad til randen. Man gemte bær, i en beholder om ef- teråret, og så dækkede man til med sne. Beholderen åbnedes først lige før jul. Bærrene var saftige og smagte godt. Det var vores fornemste jule- mad. Man var ellers som regel godt forsynet med sælkød, da sælerne var talrige dengang, og vi kom sjældent til at savne grønlandsk proviant. KATEKETLØNNEN 8 KR. OM ÅRET Mor fortalte mig, at min far kun fik løn til jul og påske — 4 kroner hver gang. Disse penge brugte far til at købe kaffe for til de voksne og skon- rogger til børnene. Han brugte aldrig pengene på sig selv, da han kunne tjene lidt penge ved sælfangst. Han var kun glad for, at han på denne måde kunne glæde andre. Først i sine seneste år fik han 24 kroner om året. Jeg husker, at han røgtede sit embe- de med alvor. Foruden undervisning af skolebørn påtog han sig også un- dervisning af fangerne om aftenen. Dengang kunne de fleste fangere på stedet hverken læse eller skrive, men hans undervisning havde båret frugt. Enkelte vinteraftener lærte far kvinder og mænd flerstemmige sange. Da jeg var fem år, døde min far af en ondartet byld på ryggen. Han ef- terlod sig 7 børn, hvoraf 6 var dren- ge, som alle var under konfirmations- alderen, kun vores eneste søster var konfirmeret. Vi flyttede så til Frederiksdal, og der kom vi til at opleve tider, som alle forældreløse kendte så godt. — Heldigvis havde vi flere slægtninge og andre kærlige mennesker, der tog sig af os. Vi husker med taknemme- lighed især præsten Jens Chemnitz og kateket Josva Kleist. Vor præst var dygtig og kærlig over for foræl- dreløse børn. Jeg havde de dejligste juleminder netop fra den tid. Mor havde som regel travlt med at tilbe- I Indstil belysningsmåleren, I og tid/blænder kombina- tionen er samtidig indstillet. I Koblet H målesøger med indbygget lysramme.^H 2,8/45 mm 4 - linset ROKKOR objektiv rede skind og derefter at sy dem, så vi alle fik nyt tøj til jul. Vi ventede altid med spænding, når vi skulle til at lære juleevangeliet udenad. Lige før jul uddelte et medlem af forstanderskabet kaffeportioner til de gamle. Min mor plejede at sende mig for at hente julekosten. Når vi kom ind i medlemmets hus, stod juleko- sten parat forsynet med husherrens navn på et stykke papir. Medlemmet havde målt rationerne ved hjælp af en æske, der var (brugt til fænghæt- ter. Julekosten var i forvejen sendt til medlemmet af udstedsbestyreren i Pamiagdluk. Jeg var glad, når jeg skulle hente julekosten. Det var med til at forøge julestemningen. DET ÅRLIGE BAD Lige før jul lovede vor præst os, at vi skulle danse om juletræet juleaf- tensdag kl. 19, og at vi skulle få suaussat mellem jul og nytår i skolen. Så fyldtes vi med glæde og spæn- ding. Dagen før juleaftensdag uddel- te præsten aviser til samtlige hus- stande, for at de skulle bruge dem til at pynte huset med. Aftenen før juleaftensdag plejede vi at få bad, hvorefter vi blev beor- dret til at gå i seng og sove med det samme, da vor søster skulle sætte aviserne på væggene. Hun begyndte aldrig, før vi faldt i søvn. Vi ville og- så gerne sove med det samme, men hver gang vi hørte lyden af papir, så åbnede vi vore øjne og fik henstil- ling om at sove. Endelig faldt vi i søvn. Det var en vidunderlig oplevelse at vågne op juleaftensdags morgen. Vi skulle straks tage vort nye tøj på, og derefter skulle vi invitere de første kaffegæster. Jeg ejede som regel tre julelys, som jeg havde købt for pen- ge, vi tjente ved at plukke søkonger. Hvor mange julelys mine søskende havde, kan jeg ikke huske, men det var ikke mange. Når kajakmændene som var på indkøb på udstedet, kom, og når vi fik vore julelys, så mente vi, at nu havde vi alt til julen. Når vi var til juletræsfest hos præsten, fik vi hver et julelys. Så havde jeg i alt fire, og så mente jeg, de kunne slå til. Man kendte ikke lygter. Når vi var ude, tog vi julelys med, og så tændte vi dem og beskyttede lyset •med et stykke papir uden om, men da papiret var åbent foroven, slukkedes lyset som regel af vinden, eller der gik ild i papiret. Men hvor var det spændende at gå med tændt lys! PAKKER FRA DANMARK Kl. 13 holdtes der børnegudstjeneste med oplæsning af juleevangeliet, og det hele foregik meget festligt. — Vi syntes, timerne sneglede sig af sted, før vi skulle have vor børnegudstje- neste. Jeg husker, at jeg engang un- der halvdårligt vejr med slud fik vå- de bukser under knæet, og mine ka- mikker var også blevet våde lige før gudstjenesten. Jeg var så bange for, at mor skulle bebrejde mig det, og jeg var flov over at skulle komme ind til gudstjenesten i vådt tøj. Skolens juletræ var stort og smukt. Når vi skulle begynde juletræsfe- sten, sang vi først salmen „Et lidet barn så lysteligt". Og når vi så havde fået noget fra træet, gav præsten os hver en pakke fra Danmark. Det var juletræsfestens højdepunkt. Inde i pakken fandtes forskellige ting, bl. a. små mundharper. Jeg husker, at en af mine brødre engang fik en lille har- monika, som virkelig kunne spille. — Børnene fik ellers legetøj, skrivema- terialer og penalhuse og mange an- dre ting. Gaverne stammede fra Kir- kelig Forening i Danmark. Efter gudstjenesten første juledag fik vi også noget fra præsten. — De voksne fik rugjbrød og til børn ud- deltes små rugbrød. Dengang var rug- brød jo en sjælden vare. Lad mig så slutte mine juleminder her og fortælle lidt om, hvad mor havde fortalt mig om julen i deres tid. Det var dengang, herrnhutterne havde missionsstation i Frederiksdal. Alle udstedsbeboerne i Frederiksdal distrikt blev inviteret til at holde jul i selve Frederiksdal. De folk, der boe- de på afsides liggende steder, måtte tage turen, ofte i hårdt vejr, da vejret i Kap Farvel-området på den tid af året som regel var meget blæsende, og dagene var korte. Somme tider var man flere dage om at nå frem til ste- det. De kom gerne i munter stemning med store uflænsede sortsider, der skulle bruges til festmåltiderne. Lige efter gudstjenesten juleaftens- dag arbejdede missionærerne og deres hustruer febrilsk. Bænkene i skolen var dækket med gaver til udstedsbe- folkningens børn: æbler fra Tyskland og andre ting, såsom muffedisser, halstørklæder og andre strikvarer. De forældreløse fik mest. Missionærernes hustruer hjulpet af grønlænderinder strikkede disse ting før jul. Under af tengudstjenesten, mens menigheden sang salmer, uddeltes julelys til børnene. Mor huskede med glæde denne smukke, betagende skik. Når gudstjenesten var forbi, gik bør- nene ud af kirken med brændende lys i hånden, og man søgte at nå frem til husene uden at slukke dem, og når det lykkedes, jublede man endnu mere. Derefter begyndte festmåltidet på de store sortsider. Første juledags morgen vækkedes menigheden af folk, der spillede jule- salmer på blæseinstrumenter. Salme- sang uden for husene brugtes ikke af de herrnhutiske missionærer, men blæseinstrumenter brugtes meget, og man sagde, at det lød så smukt.. Daniel Isaksen, Eicalugårssuit. Giv Dem selv en pose drops i dag — og husk! — den skal være fra Galle & Jessen ☆ sukuaritanik ilumiulingnik uvdlume pisigit pugssiår- Kamik — erKaimajugdlo! pugssiåraK uvånga pissu- sangmat Galle & Jessen EMIL NIELSEN KRYSTALGADE 3 . KØBENHAVN K. . TELEGRAMADR.: »RADIOEMIL« PHILIPS HOVEDFORHANDLING KOMPONENTER »ØSTFOLD« Transistorradio Kun en gros ARISTONA PHILIGRAM PHILISHAVE E. N. SKIBSRADIO PROTON Båndoptagere Kun en groi 1 A

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.