Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 14

Da rugbrød var julemad
---------- ——-—-— ------------------— ------------
Daniel Isaksen fra Enalugarssuit fortæller i denne artikel jule-
minder fra omkring århundredskiftet, da aviser var den fest-
ligste julepynt, og skonrogger smagte vidunderligt, men „får
man juleglæden i hjertet, behøver man ikke mere“.
LANGT SYDPÅ bag Kap Farvel
ligger der store bjergfyldte øer,
og på en af disse øers frodigste sted
lå der for mange år siden en lille bo-
plads med fire jordhytter, stedet blev
kaldt af vore forfædre for Anordliuit-
sok (det aldrig blæsende sted), som
dog kunne være blæsende.
Nu er der gået mange år, siden jeg
var der, men jeg husker tydeligt ste-
dets smukke beliggenhed. Når de sto-
re, smukke fjelde spejlede sig på van-
det, fyldtes jeg af beundring for na-
turens skønhed, og dengang troede
jeg, at der ikke kunne findes noget,
der var smukkere. Det var lige før
århundredskiftet. På den tid fik jeg
ikke nogen undervisning, selv om det
dengang var skik og brug, at man un-
derviste børn, når de var fyldt 5 år.
Nu er jeg gammel, og når jeg tæn-
ker tilbage på vor barndomsjul, kan
jeg se den store forskel på de timeli-
ge ting fra dengang og nu. Det er en
følge af menneskers eget værk — men
julens budskab er noget helt andet og
er altid det samme. Derfor kan den
glæde og det budskab, som julen
bringer, ikke forandres eller reduce-
res, men hvert år kommer julen altid
som noget nyt, og det er Guds kær-
ligheds åbenbaring.
Juleaftensdag vågnede vi tidligt om
morgenen. Vejret var næsten altid så
smukt, at man skulle tro, at en sådan
skønhed kun fandtes i drømme. Jeg
var lille og havde ikke forstand på ret
meget, men mine forældre fortalte
mig, at det var Vorherres fødselsdag.
Vort hus var oplyst af tre fedtstens-
lamper og af en lille lampe, beståen-
de af en firkantet flaske, og ved vin-
dueskarmen brændte stearinlysene.
Vort hus var stort, da det var her,
man holdt gudstjenester. Min far var
kateket og havde fået sin uddannelse
hos de herrnhutiske missionærer i
Lichtenau.
Vort hus var meget rent — dengang
var der mange sydlændinge, der hav-
de forståelse for hygiejne, skønt de
ikke havde modtaget nogen form for
undervisning på dette område. Efter
gammel skik vækkede man os gan-
ske tidligt om morgenen, og så fik vi
vort nye tøj på. Den skik brugtes af
alle, både gamle, unge og børn, og det
var festligt.
SKONROGGER OG MEL
Dengang fandtes juletræet ikke i de
grønlandske huse, og det første jule-
træ så jeg i vort eget hus, da far —
antagelig påvirket af missionærerne,
som plejede at have juletræ i deres
store stue — havde lavet et. Det var
et festligt syn at se dette juletræ. Ju-
lelys fandtes ikke dengang. Far plej-
ede at sætte lys på juletræet på den
måde: han satte træpinde i juletræets
stamme, og på hver ende af disse
træpinde lavede han en hulning, hvor
et stearinlys kunne stå, og så skar
han stearinlysene midt over og satte
dem på pindene. Et sådant med stea-
rinlys forsynet juletræ var meget
smukt, og da træet yderligere blev
pyntet med meget andet, var det en
særlig oplevelse for den lille befolk-
ning.
Vi holdt to gudstjenester juleaftens-
dag, og gudstjenester i husene kunne
være lige så højtidelige og festlige
som i kirkerne.
Tidlig om morgenen inviterede man
hinanden på julekaffe. Der var ingen
kul dengang, men i julen brugte man
gerne enebærbuske som brændsel, da
den lugtede så godt, men i andre hu-
se lavede man kaffe ved hjælp af
tranlampen. Der var jo ingen danske
varer, og kaffen var det eneste ny-
delsesmiddel for de ældre, og det var
man tilfreds med. Får man juleglæ-
den i hjertet, behøver man ikke mere.
Vi børn kunne få skonrogger af mel
og rugmel samt svesker, og dengang
kendte vi ikke noget til andre varer,
og det var kun til jul, vi plejede at få
dem, hvorfor de smagte så vidunder-
ligt. Vi fik naturligvis grønlandsk
proviant. Efter gudstjenesten kom fa-
ster, der var enke, med hengemte bær,
der fyldte et rødt lerfad til randen.
Man gemte bær, i en beholder om ef-
teråret, og så dækkede man til med
sne. Beholderen åbnedes først lige før
jul. Bærrene var saftige og smagte
godt. Det var vores fornemste jule-
mad. Man var ellers som regel godt
forsynet med sælkød, da sælerne var
talrige dengang, og vi kom sjældent
til at savne grønlandsk proviant.
KATEKETLØNNEN 8 KR.
OM ÅRET
Mor fortalte mig, at min far kun fik
løn til jul og påske — 4 kroner hver
gang. Disse penge brugte far til at
købe kaffe for til de voksne og skon-
rogger til børnene. Han brugte aldrig
pengene på sig selv, da han kunne
tjene lidt penge ved sælfangst. Han
var kun glad for, at han på denne
måde kunne glæde andre. Først i sine
seneste år fik han 24 kroner om året.
Jeg husker, at han røgtede sit embe-
de med alvor. Foruden undervisning
af skolebørn påtog han sig også un-
dervisning af fangerne om aftenen.
Dengang kunne de fleste fangere på
stedet hverken læse eller skrive, men
hans undervisning havde båret frugt.
Enkelte vinteraftener lærte far
kvinder og mænd flerstemmige sange.
Da jeg var fem år, døde min far af
en ondartet byld på ryggen. Han ef-
terlod sig 7 børn, hvoraf 6 var dren-
ge, som alle var under konfirmations-
alderen, kun vores eneste søster var
konfirmeret.
Vi flyttede så til Frederiksdal, og
der kom vi til at opleve tider, som
alle forældreløse kendte så godt. —
Heldigvis havde vi flere slægtninge
og andre kærlige mennesker, der tog
sig af os. Vi husker med taknemme-
lighed især præsten Jens Chemnitz
og kateket Josva Kleist. Vor præst
var dygtig og kærlig over for foræl-
dreløse børn. Jeg havde de dejligste
juleminder netop fra den tid. Mor
havde som regel travlt med at tilbe-
I Indstil belysningsmåleren, I
og tid/blænder kombina-
tionen er samtidig
indstillet.
I Koblet
H målesøger med
indbygget lysramme.^H
2,8/45 mm
4 - linset ROKKOR objektiv
rede skind og derefter at sy dem, så
vi alle fik nyt tøj til jul.
Vi ventede altid med spænding, når
vi skulle til at lære juleevangeliet
udenad.
Lige før jul uddelte et medlem af
forstanderskabet kaffeportioner til de
gamle. Min mor plejede at sende mig
for at hente julekosten. Når vi kom
ind i medlemmets hus, stod juleko-
sten parat forsynet med husherrens
navn på et stykke papir. Medlemmet
havde målt rationerne ved hjælp af
en æske, der var (brugt til fænghæt-
ter. Julekosten var i forvejen sendt
til medlemmet af udstedsbestyreren
i Pamiagdluk. Jeg var glad, når jeg
skulle hente julekosten. Det var med
til at forøge julestemningen.
DET ÅRLIGE BAD
Lige før jul lovede vor præst os, at
vi skulle danse om juletræet juleaf-
tensdag kl. 19, og at vi skulle få
suaussat mellem jul og nytår i skolen.
Så fyldtes vi med glæde og spæn-
ding. Dagen før juleaftensdag uddel-
te præsten aviser til samtlige hus-
stande, for at de skulle bruge dem
til at pynte huset med.
Aftenen før juleaftensdag plejede
vi at få bad, hvorefter vi blev beor-
dret til at gå i seng og sove med det
samme, da vor søster skulle sætte
aviserne på væggene. Hun begyndte
aldrig, før vi faldt i søvn. Vi ville og-
så gerne sove med det samme, men
hver gang vi hørte lyden af papir, så
åbnede vi vore øjne og fik henstil-
ling om at sove. Endelig faldt vi i
søvn.
Det var en vidunderlig oplevelse at
vågne op juleaftensdags morgen. Vi
skulle straks tage vort nye tøj på, og
derefter skulle vi invitere de første
kaffegæster. Jeg ejede som regel tre
julelys, som jeg havde købt for pen-
ge, vi tjente ved at plukke søkonger.
Hvor mange julelys mine søskende
havde, kan jeg ikke huske, men det
var ikke mange. Når kajakmændene
som var på indkøb på udstedet, kom,
og når vi fik vore julelys, så mente
vi, at nu havde vi alt til julen. Når
vi var til juletræsfest hos præsten,
fik vi hver et julelys. Så havde jeg i
alt fire, og så mente jeg, de kunne
slå til. Man kendte ikke lygter. Når vi
var ude, tog vi julelys med, og så
tændte vi dem og beskyttede lyset
•med et stykke papir uden om, men da
papiret var åbent foroven, slukkedes
lyset som regel af vinden, eller der
gik ild i papiret. Men hvor var det
spændende at gå med tændt lys!
PAKKER FRA DANMARK
Kl. 13 holdtes der børnegudstjeneste
med oplæsning af juleevangeliet, og
det hele foregik meget festligt. — Vi
syntes, timerne sneglede sig af sted,
før vi skulle have vor børnegudstje-
neste. Jeg husker, at jeg engang un-
der halvdårligt vejr med slud fik vå-
de bukser under knæet, og mine ka-
mikker var også blevet våde lige før
gudstjenesten. Jeg var så bange for,
at mor skulle bebrejde mig det, og jeg
var flov over at skulle komme ind til
gudstjenesten i vådt tøj.
Skolens juletræ var stort og smukt.
Når vi skulle begynde juletræsfe-
sten, sang vi først salmen „Et lidet
barn så lysteligt". Og når vi så havde
fået noget fra træet, gav præsten os
hver en pakke fra Danmark. Det var
juletræsfestens højdepunkt. Inde i
pakken fandtes forskellige ting, bl. a.
små mundharper. Jeg husker, at en af
mine brødre engang fik en lille har-
monika, som virkelig kunne spille. —
Børnene fik ellers legetøj, skrivema-
terialer og penalhuse og mange an-
dre ting. Gaverne stammede fra Kir-
kelig Forening i Danmark.
Efter gudstjenesten første juledag
fik vi også noget fra præsten. — De
voksne fik rugjbrød og til børn ud-
deltes små rugbrød. Dengang var rug-
brød jo en sjælden vare.
Lad mig så slutte mine juleminder
her og fortælle lidt om, hvad mor
havde fortalt mig om julen i deres
tid. Det var dengang, herrnhutterne
havde missionsstation i Frederiksdal.
Alle udstedsbeboerne i Frederiksdal
distrikt blev inviteret til at holde jul
i selve Frederiksdal. De folk, der boe-
de på afsides liggende steder, måtte
tage turen, ofte i hårdt vejr, da vejret
i Kap Farvel-området på den tid af
året som regel var meget blæsende,
og dagene var korte. Somme tider var
man flere dage om at nå frem til ste-
det. De kom gerne i munter stemning
med store uflænsede sortsider, der
skulle bruges til festmåltiderne.
Lige efter gudstjenesten juleaftens-
dag arbejdede missionærerne og deres
hustruer febrilsk. Bænkene i skolen
var dækket med gaver til udstedsbe-
folkningens børn: æbler fra Tyskland
og andre ting, såsom muffedisser,
halstørklæder og andre strikvarer. De
forældreløse fik mest. Missionærernes
hustruer hjulpet af grønlænderinder
strikkede disse ting før jul.
Under af tengudstjenesten, mens
menigheden sang salmer, uddeltes
julelys til børnene. Mor huskede med
glæde denne smukke, betagende skik.
Når gudstjenesten var forbi, gik bør-
nene ud af kirken med brændende
lys i hånden, og man søgte at nå frem
til husene uden at slukke dem, og
når det lykkedes, jublede man endnu
mere. Derefter begyndte festmåltidet
på de store sortsider.
Første juledags morgen vækkedes
menigheden af folk, der spillede jule-
salmer på blæseinstrumenter. Salme-
sang uden for husene brugtes ikke af
de herrnhutiske missionærer, men
blæseinstrumenter brugtes meget, og
man sagde, at det lød så smukt..
Daniel Isaksen, Eicalugårssuit.
Giv Dem selv en
pose drops i dag —
og husk! —
den skal være fra
Galle & Jessen
☆
sukuaritanik ilumiulingnik
uvdlume pisigit pugssiår-
Kamik — erKaimajugdlo!
pugssiåraK uvånga pissu-
sangmat Galle & Jessen
EMIL NIELSEN
KRYSTALGADE 3 . KØBENHAVN K. . TELEGRAMADR.: »RADIOEMIL«
PHILIPS
HOVEDFORHANDLING KOMPONENTER
»ØSTFOLD«
Transistorradio
Kun en gros
ARISTONA
PHILIGRAM
PHILISHAVE
E. N. SKIBSRADIO
PROTON
Båndoptagere
Kun en groi
1 A