Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 29

DET var en solbeskinnet eftermid-
dag i krigens sidste sommer. —
„Anne Signe" gik mod havneindløbet
over et skumpisket, gråblåt hav.
Om bord på båden gik mændene
underligt akavet omkring hinanden
og så nødigt hinanden i øjnene. Den
rødhårede Niels Olesen søgte nytte-
løst at udrede de indfiltrede garn, der
lå som et lille bjerg agter. Skipperen
stod til rors og passede, at hun løb
lige på havnen, mens han lyttede til
den nye motors mærkeligt falserende
skratten. Men hun løb stærkt — næ-
sten for stærkt i dag, syntes han. Det
hastede ikke med at komme i havn
med det budskab.
Forude bag spillet lå en lille bunke
ubetydelige brædder og plankeir,
mærkværdigt flossede og afbrækkede.
Havarigods. Og uheldigvis med ken-
dingsbogstaver og nummeret på. Han
kendte det nummer så vel, og de an-
dre kendte det. Der var, hvor gerne
man ville, ikke noget at tage fejl af
denne gang. „Rypen" kunne ikke
være savnet endnu, for den ventedes
først hjem i dag. Den ville ikke kom-
me. Og der havde ikke været det
mindste spor af de tre mænd og
drengen, skønt „Anne Signe" i flere
timer havde eftersøgt farvandet, hvor
mineeksplosionen sandsynligvis var
sket.
Den tredie om bord var drengen,
Abel. Han sad midtskibs og stellede
med fisken.
„Tja," sagde skipperen.
„Jo?" spurgte drengen og så angst
hen efter Jens Peter.
„Det er det," sagde skipperen lang-
somt, „at jeg tænker på, om det ikke
blev det nemmeste, om du sagde be-
sked hos Maren."
„Nej," sagde Abel, „nej, det kan det
aldrig være."
„Åh, jeg ved dog ikke. Det er så at
sige på din kant, Abel," sagde skip-
peren.
„Nåe, det. ."
„Ja, meget af vejen kan det vel ikke
være. Men det blev en god tur, om en
anden måtte fra byen helt derud."
Drengen svarede ikke, flænsede
bare vilt i fisken.
„Og gøres må det jo," fortsatte Jens
Peter.
„Der er da præsten," prøvede en
anden som et sidste forsøg på red-
ning.
„Nej, det blev nu for hårdt — Ma-
ren har aldrig kunnet med Henriksen.
Det ved du selv. Så skulle det vel
være lige grumt for begge, om det
blev ham, der kom med det budskab."
„Jo, såmænd," medgav drengen
uden større overbevisning.
„Næ,“ sagde skipperen roligt, „der
bliver nok ingen vej uden om, Abel."
„Men det ville måske være kønnest,
om det var skipperen selv, der kom i
den anledning," påstod drengen.
„Ja, vel så, ja,“ svarede Jens Peter
sindigt. „Men jeg tror nu ikke, det gør
megen forskel. Og så er der også det,
at de tre her i byen må man først til.
Og tage sin tid hvert sted kan det
vel.“
„Ja," sagde drengen. „Går skippe-
ren selv der?"
„En bliver vel nødt til det. Og så er
der myndighederne til og med."
„Jo." Drengen gav op. Når det var
sådan, at skipperen selv gik til de tre
andre, så måtte han vel gå til Maren,
ja. Han havde troet, at skipperen ■ helt
ville undslå sig, men forstod nu, at
den anden blot ikke ville tage mere
på sig end menneskeligt overkomme-
ligt.
SÅ GIK „Anne Signe" gennem
havnemundingen, og kort efter
lå båden sikkert fortøjet, mens folk
stod i en ærbødig halvcirkel uden om
og ventede, tavse og stille.
Det var en af de gamle fiskere i
havnen, der først havde fået øje på
det. De sad, en halv snes mand, op ad
Hansens trætømrede pakhus, hvor
solen stod lige på og varmede deres
gamle, indtørrede lemmer så godt. De
vendte med alvor skråen i munden,
mens de af og til kiggede skråt ud
over vandet. Deres tanker var kun
halvt ved „Anne Signe" — de havde
set så mange kuttere gå ind og ud, og
de opfriskede hellere minder fra
dengang, de selv havde stået om bord
og holdt om ror med barkede næver.
Dengang man kæmpede en hård, men
rimelig kamp mod vind og vejr — og
ikke mod alskens menneskepak og de
djævelskaber, de kunne finde på for
at: berøve slidsomme fiskere livet.
Men pludselig rejste en af de gamle
sig, ivrigt spejdende ud over havet
mod båden. Han var en af de ældste,
blev to og firs i næste måned, men
synet fejlede intet, og han var den
første der så, at „Anne Signe" kom i
havn med flaget på halv.
Så satte de gamle sig i bevægelse
mod den nordre kaj, hvor Jens Peter
havde havneplads, urolige ved tanken
om, hvilke triste tidender, de nu
skulle erfare. Og andre, der så de
gamles procession ud af kajen, blev
klar over, hvad der var på færde og
sluttede sig til dem.
Da drengen kastede trossen op på
kajen, var der hænder nok til at gri-
be den, og på et øjeblik var skibet
fortøjet. Abel stod og så op mod dem.
Han kendte de fleste, men der var
ingen velkomstsmil på deres ansigter
nu. Drengen selv følte noget mærke-
ligt, der ligesom snørede i halsen, og
da skipperen i det samme vendte sig,
for at sige noget til ham, kunne han
ikke mere, men vendte ryggen til og
næsten tumlede ned ad trappen til
motoren.
Jens Peter stod op på rælingen,
mange hænder raktes ned mod ham,
og på et øjeblik stod han på kajen,
ansigt til ansigt med mange vejrbidte
fiskere, støvede havnearbejdere og
nysgerrige dagdrivere. Med en træk-
ning af skulderen vendte han sig og
stod med ryggen til dem og front mod
båden. Han løftede langsomt en hånd
og pegede mod en beskeden bunke
planker, hvidmalede og med brud,
som var det tændstikker en vred
mand havde moret sig med at knæk-
ke.
„Rypen," sagde Jens Peter blot, og
de andre nikkede tavst.
Langsomt åbnede klumpen sig, og
han banede sig vej mellem dem,
mænd med alvorlige og vrede ansig-
ter.
Længere inde på kajen fik han øje
på en lang, tynd mand med gultresset
kasket, der var i fart hen imod oplø-
bet, og ham styrede Jens Peter nu
imod. De to mænd mødtes, stod stille
et øjeblik og talte sammen, og så
vendte de og gik langsomt tilbage
mod land.
Men de andre blev længe stående
på kajen ved båden, skønt de for
længst havde set den smule, der var
at se. Abel vovede sig ikke frem, så
længe de var der, men til sidst drev
de sidste ind mod byen. Også Niels
var gået i land for længe siden, og der
var ikke andet for, Abel måtte gøre
det samme. Men han havde stadig
ikke stor lyst til hjemturen. Han søg-
te efter udflugter for at trække mø-
det med Maren ud så længe som mu-
ligt. Og udflugter er det sjældent
svært at finde.
Først var der ethvert værtshus, han
gik forbi i byen. Lyset, der strømme-
de ud fra de endnu ikke mørklagte
lokaler, trak ham til sig som bord-
lampen møllet. Men når han kom
nærmere, forskrækkede spektaklet
inden for ham så meget, at han alli-
gevel ikke vovede sig ind noget sted.
TIL SIDST løb han imidlertid på
den tykke opkøber fra Sæby, og
så blev der ingen vej uden om. Opkø-
beren trak ham med sig ned i „Hav-
fruen". Al støj i værtshuset forstum-
mede et øjeblik, da de to kom ind
sammen — men i aften var det ikke
den rundhåndede opkøber, derimod
drengen, alles øjne fulgte, mens de
to styrede hen til hjørnebordet, hvor
mændene fra „Lise", „Havørnen, „Ka-
ren III" og flere andre både sad for-
samlede. Det var Abel, alle stirrede
på, og han følte sig skidt ved det. —
Opkøberen maste slig ugenert ned
mellem to fiskere på en stol, han greb
fra et andet bord og skubbede lige-
glad deres øller til side. Tjeneren, der
kendte Sæby-opkøberen, kom farende
til, og den tykke opkøber gjorde ikke
sit ry til skamme, men bestilte øl bor-
det rundt.
„Jeg traf drengen her uden for,"
sagde han betydningsfuldt og så
rundt på de andre.
Og alle i lokalet kiggede endnu en-
gang på Abel. Alligevel viste det sig,
at hans bidrag til underholdningen
kunne indskrænke sig til det mindst
mulige. Alle og enhver vidste om
ulykken i forvejen, og enhver havde
sin version af historien, han ville
fortælle. Det var utroligt, så mange
der havde haft valrsler i de sidste da-
ge. Thomas Nifinger ville endog for-
tælle, at han havde hørt en mineeks-
plosion i nat, skønt Gud og hvermand
vidste, at Thomas aldeles ikke havde
været på søen de sidste fire døgn. Jo,
enhver havde nok i at fortælle sit
eget, og enhver hørte helst sig selv
snakke — og vidste een ikke andet at
sige, var der jo tidligere mineulykker
og forlis, man kunne mindes og beret-
te selvoplevede eller alment kendte
detaljer fra.
Abel sad snart ganske upåagtet. De
andre var mange og havde som sagt
hver sit at berette. Det store flertal af
fiskerne var ellers ikke slemme til at
klatte pengene væk på værtshusbe-
søg trods den øjeblikkelige rigelighed.
De havde i så mange år siddet hårdt i
det, at de endnu så med ærbødighed
på enhver seddel, de fik mellem fing-
rene. Og der var huller nok, der skulle
stoppes. Flere havde årgammel gæld,
som det var om at få betalt ud nu.
Der var reparationer i huse eller på
bådene, som i årevis var udskudt. Og
der var meget andet. Det var kun i
tider, hvor katastrofen ramte dem, at
hver og een mand følte det som en
nødvendighed at komme bort hjemme
fra. De dage, hvor der kom nyheder
om endnu et forlis derude, føltes det,
som var stuerne for små og trange;
og de søgte andre mænds selskab for
at komme bort fra konernes bedrøve-
de eller tryglende ansigter. Men hver
og een snakkede de, når de endelig
havde fundet sammen, alligevel ikke
om andet end det, de ønskede at kom-
me bort fra.
Den lyse Bodil med de brune pige-
arme, som Abel havde drømt om både
i vågne timer og i søvne, rejste sig
og kom over til opkøberen og slynge-
de en arm om hans hals. Men det var
Abel, hendes øjne søgte, som ville
hun i hans blege ansigt læse sig til
mere om ulykken.
Abel mærkede Bodils øjne på sig.
Mange gange havde han fantaseret sig
til, at hun så på ham, og at han selv
var dristig og talte til hende — med
ord der var beåndede og fik hende til
at le. Men hun havde aldrig set til
den side, hvor han var, anede vel
knap nok, han eksisterede — og han
ejede hverken dristigheden eller or-
dene. Men i aften var det anderledes,
og hendes øjne søgte ham hele tiden;
og så kunne han alligevel ikke glæde
sig over det, fordi hans tanker var
helt andre steder.
Han følte sig ubeskrivelig træt og
trist ved det hele, snakken omkring
bordet, øllet, det altsammen, og han
rejste sig og gik ud. Ingen lagde mær-
ke til det uden Bodil.
TUREN TIL Udskov tog ham tem-
melig lang tid den aften. Men
til sidst var han fremme.
Det var så sent, at han sagde til sig
selv, at han ikke kunne gå til Maren
nu, men måtte vente til i morgen tid-
lig. Alligevel drejede han af fra vejen
og fulgte stien ned mod Marens hus
nær klitterne. Han ville lige forvisse
sig om, at der var slukket, så han
rolig kunne gå hjem.
Men der var ikke slukket. Maren
brændte lys i køkkenet. Mange gange
drev han rundt om huset, standsede
gang på gang ved døren, men gik så
videre, til han pludselig opdagede, at
han igen stod foran køkkendøren og
havde banket. Han blev angst og var
allerede på spring ud i mørket. Men
Maren lukkede op i det samme, som
havde hun stået lige inden for og ven-
tet ham. Og på en eller anden måde
kom han da ind og fik anbragt sig
på en stol i køkkenet så langt uden
for petroleumslampens lyskreds som
muligt.
Maren sad over for ham med et
strikketøj i hænderne. En lille, slidt
enke med' et rynket ansigt og en
hærget skikkelse. Et brugt menneske,
mindst ti år ældre end hun var af
alder. Kun øjnene talte deres eget
sprog og fortalte, at Maren ikke var
nogen hel gammelkone.
Maren sagde ikke stort, og Abel
helst slet intet. Maren spurgte til far-
ten og fangsten. Hun spurgte, om han
havde set Simon i byen i aften? Og
Abel sagde nej. Nå ja, Maren ville
da ellers tro, -han måtte være i byen,
men synd og skam var det, han ikke
var kommet hjem, når Abel nu så
inden om. Hun havde ventet drengen
i aften. Abel sagde, tyk i stemmen, at
ja, det var kedeligt, Simon ikke var
hjemme. Og så var der lang tavshed
igen. Maren viste Abel et par støv-
ler, der stod på køkkengulvet. Det var
Simons, hans nyeste, gode støvler,
sagde hun. De havde været hos sko-
mageren for at få en lap i skaftet,
hvor de var revnet, men ellers var det
gode og hele støvler, som det ikke
var til at opdrive mage til i dag.
Abel sad over en time i enkens
køkken og betragtede med bedrøvede
øjne den gamle kone, der ikke et øje-
blik lod strikketøjet hvile, og kun nu
og da stjålent så op på ham over bril-
lernes stålstel.
Til sidst rejste han sig og bød far-
vel uden at have fået det sagt. Maren
bad ham om endelig at komme igen
rigtig ofte, og han nærmest styrtede
ud af huset.
HJEMME VAR DER ingen oppe,
så han kunne gå lige op på lof-
tet og i seng uden at tale med nogen.
Kun moderen vågnede op, som hun
havde for vane og spurgte fra sove-
værelset, om det var ham, beroliget
allerede ved de kendte trin. Han sva-
rede hende og hørte hende sukke ly-
deligt af taknemmelighed, fordi han
endnu en gang var kommet velbehol-
den ind fra havet.
Abel sov ikke stort den nat. Og han
var tidligt vågen. Han slog øjnene op
ved det første morgengry med be-
vidstheden om at have en uløst op-
gave foran sig, og ubehaget holdt ham
vågen, skønt hans krop var blytung
åf træthed.
Ud på morgenen hørte han lyden
af skridt, der kom mod huset, og gre-
bet af onde anelser stod han op og
gik til vinduet. Han så lige det sorte
sjal af en kvinde, der gik ind ad køk-
kendøren. Det sjal var Marens.
En tid lang var der stemmer i køk-
kenet, der talte dæmpet. Så blev der
stille, og han hørte atter trin uden for.
Han kom i tøjet i en fart og gik ned
i køkkenet. Moderen vendte sig fra
komfuret, da hun hørte ham.
„Er det dig, der er oppe allerede?"
surgte hun forundret.
Han følte sig så udmattet, at han
måtte sætte sig.
„Maren har ellers lige været her,"
fortsatte hans mor, „og jeg skulle hil-
se. Det var nok dig, hun ville have
talt med, og jeg skulle sige dig tak for
dit besøg, og at hun så fuldt ud for-
stod, hvad du var kommet for. Og så
sagde hun noget mærkeligt om, at jeg
skulle sige dig, at hun kun var tak-
nemmelig for, at der ingen ting var
blevet sagt. Hun syntes, det var let-
tere sådan. Hvad mente hun med
det?"
Abel rystede på hovedet uden at
svare.
„Og hun sagde også, der stod et par
støvler af Simone, som du kunne
hente, når du ville. De var så gode
som nye, hun mente, du altid kunne
få ibrug for dem. Hvorfor skal du have
Simons nye støvler, Abel?"
„Simon er død," sagde Abel og for-
talte om det.
Bagefter ville hans mor give ham
kaffe. Men han rejste sig og gik ud
af huset og ned til stranden. På en
klit stod han stille og løjede vinden.
Fint fiskevejr, tænkte han rent me-
kanisk. Hun havde vidst det hele ti-
den, Maren. Hun havde ventet på
sønnen dagen igennem, og da hun så
Abel komme i stedet, havde hun
straks forstået alt.
Han var kommet ned på stranden
og vadede gennem sandet helt ud i
strandkanten og stod og så ud over
Ihavet. Ja, det var godt fiskevejr. —
Hans øjne fulgte bølgerne, thvor de
brødes mod revlen, og han spejdede
efter fisk, der måske ville blive
hvirvlet mod overfladen, så bugen
lyste hvidt i solen. Han glemte, at
han og Simon havde leget som børn
netop her på stranden. Havde leget
sammen, skændtes med hinanden,
sloges og grædt sammen år efter år.
Han glemte det altsammen, mens
han stod og så ud over vandet og
tænkte, at havet var godt i dag og vil-
le give sin mand en god fangst. Og de
skulle ikke ud igen før næste uge.
I går havde han blot været dreng
på en skude, i dag var han blevet
voksen, fisker. Han vidste det ikke
selv, men det var sådan, for han
glemte alt andet, da han så havet.
Han havde kun tanke for, at det var
godt fiskevejr og var misundelig på
de, der var ude og ville få god fangst.
tuberkulose akiorniardlugo suliniartut tapersersiikit
Tfr -fr RADIOKUT FESTBLANKITIT ATORDLUGIT
BENYT TELEGRAFENS FESTBLANKETTER ☆ ☆ ☆
derved støtter De tuberkulosebekæmpelsen i Grønland
A. E. SØRENSEN
REDERI
Svendborg
En båd løber
i havn
Af Peer Schaldemose
30