Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 29

Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 29
 DET var en solbeskinnet eftermid- dag i krigens sidste sommer. — „Anne Signe" gik mod havneindløbet over et skumpisket, gråblåt hav. Om bord på båden gik mændene underligt akavet omkring hinanden og så nødigt hinanden i øjnene. Den rødhårede Niels Olesen søgte nytte- løst at udrede de indfiltrede garn, der lå som et lille bjerg agter. Skipperen stod til rors og passede, at hun løb lige på havnen, mens han lyttede til den nye motors mærkeligt falserende skratten. Men hun løb stærkt — næ- sten for stærkt i dag, syntes han. Det hastede ikke med at komme i havn med det budskab. Forude bag spillet lå en lille bunke ubetydelige brædder og plankeir, mærkværdigt flossede og afbrækkede. Havarigods. Og uheldigvis med ken- dingsbogstaver og nummeret på. Han kendte det nummer så vel, og de an- dre kendte det. Der var, hvor gerne man ville, ikke noget at tage fejl af denne gang. „Rypen" kunne ikke være savnet endnu, for den ventedes først hjem i dag. Den ville ikke kom- me. Og der havde ikke været det mindste spor af de tre mænd og drengen, skønt „Anne Signe" i flere timer havde eftersøgt farvandet, hvor mineeksplosionen sandsynligvis var sket. Den tredie om bord var drengen, Abel. Han sad midtskibs og stellede med fisken. „Tja," sagde skipperen. „Jo?" spurgte drengen og så angst hen efter Jens Peter. „Det er det," sagde skipperen lang- somt, „at jeg tænker på, om det ikke blev det nemmeste, om du sagde be- sked hos Maren." „Nej," sagde Abel, „nej, det kan det aldrig være." „Åh, jeg ved dog ikke. Det er så at sige på din kant, Abel," sagde skip- peren. „Nåe, det. ." „Ja, meget af vejen kan det vel ikke være. Men det blev en god tur, om en anden måtte fra byen helt derud." Drengen svarede ikke, flænsede bare vilt i fisken. „Og gøres må det jo," fortsatte Jens Peter. „Der er da præsten," prøvede en anden som et sidste forsøg på red- ning. „Nej, det blev nu for hårdt — Ma- ren har aldrig kunnet med Henriksen. Det ved du selv. Så skulle det vel være lige grumt for begge, om det blev ham, der kom med det budskab." „Jo, såmænd," medgav drengen uden større overbevisning. „Næ,“ sagde skipperen roligt, „der bliver nok ingen vej uden om, Abel." „Men det ville måske være kønnest, om det var skipperen selv, der kom i den anledning," påstod drengen. „Ja, vel så, ja,“ svarede Jens Peter sindigt. „Men jeg tror nu ikke, det gør megen forskel. Og så er der også det, at de tre her i byen må man først til. Og tage sin tid hvert sted kan det vel.“ „Ja," sagde drengen. „Går skippe- ren selv der?" „En bliver vel nødt til det. Og så er der myndighederne til og med." „Jo." Drengen gav op. Når det var sådan, at skipperen selv gik til de tre andre, så måtte han vel gå til Maren, ja. Han havde troet, at skipperen ■ helt ville undslå sig, men forstod nu, at den anden blot ikke ville tage mere på sig end menneskeligt overkomme- ligt. SÅ GIK „Anne Signe" gennem havnemundingen, og kort efter lå båden sikkert fortøjet, mens folk stod i en ærbødig halvcirkel uden om og ventede, tavse og stille. Det var en af de gamle fiskere i havnen, der først havde fået øje på det. De sad, en halv snes mand, op ad Hansens trætømrede pakhus, hvor solen stod lige på og varmede deres gamle, indtørrede lemmer så godt. De vendte med alvor skråen i munden, mens de af og til kiggede skråt ud over vandet. Deres tanker var kun halvt ved „Anne Signe" — de havde set så mange kuttere gå ind og ud, og de opfriskede hellere minder fra dengang, de selv havde stået om bord og holdt om ror med barkede næver. Dengang man kæmpede en hård, men rimelig kamp mod vind og vejr — og ikke mod alskens menneskepak og de djævelskaber, de kunne finde på for at: berøve slidsomme fiskere livet. Men pludselig rejste en af de gamle sig, ivrigt spejdende ud over havet mod båden. Han var en af de ældste, blev to og firs i næste måned, men synet fejlede intet, og han var den første der så, at „Anne Signe" kom i havn med flaget på halv. Så satte de gamle sig i bevægelse mod den nordre kaj, hvor Jens Peter havde havneplads, urolige ved tanken om, hvilke triste tidender, de nu skulle erfare. Og andre, der så de gamles procession ud af kajen, blev klar over, hvad der var på færde og sluttede sig til dem. Da drengen kastede trossen op på kajen, var der hænder nok til at gri- be den, og på et øjeblik var skibet fortøjet. Abel stod og så op mod dem. Han kendte de fleste, men der var ingen velkomstsmil på deres ansigter nu. Drengen selv følte noget mærke- ligt, der ligesom snørede i halsen, og da skipperen i det samme vendte sig, for at sige noget til ham, kunne han ikke mere, men vendte ryggen til og næsten tumlede ned ad trappen til motoren. Jens Peter stod op på rælingen, mange hænder raktes ned mod ham, og på et øjeblik stod han på kajen, ansigt til ansigt med mange vejrbidte fiskere, støvede havnearbejdere og nysgerrige dagdrivere. Med en træk- ning af skulderen vendte han sig og stod med ryggen til dem og front mod båden. Han løftede langsomt en hånd og pegede mod en beskeden bunke planker, hvidmalede og med brud, som var det tændstikker en vred mand havde moret sig med at knæk- ke. „Rypen," sagde Jens Peter blot, og de andre nikkede tavst. Langsomt åbnede klumpen sig, og han banede sig vej mellem dem, mænd med alvorlige og vrede ansig- ter. Længere inde på kajen fik han øje på en lang, tynd mand med gultresset kasket, der var i fart hen imod oplø- bet, og ham styrede Jens Peter nu imod. De to mænd mødtes, stod stille et øjeblik og talte sammen, og så vendte de og gik langsomt tilbage mod land. Men de andre blev længe stående på kajen ved båden, skønt de for længst havde set den smule, der var at se. Abel vovede sig ikke frem, så længe de var der, men til sidst drev de sidste ind mod byen. Også Niels var gået i land for længe siden, og der var ikke andet for, Abel måtte gøre det samme. Men han havde stadig ikke stor lyst til hjemturen. Han søg- te efter udflugter for at trække mø- det med Maren ud så længe som mu- ligt. Og udflugter er det sjældent svært at finde. Først var der ethvert værtshus, han gik forbi i byen. Lyset, der strømme- de ud fra de endnu ikke mørklagte lokaler, trak ham til sig som bord- lampen møllet. Men når han kom nærmere, forskrækkede spektaklet inden for ham så meget, at han alli- gevel ikke vovede sig ind noget sted. TIL SIDST løb han imidlertid på den tykke opkøber fra Sæby, og så blev der ingen vej uden om. Opkø- beren trak ham med sig ned i „Hav- fruen". Al støj i værtshuset forstum- mede et øjeblik, da de to kom ind sammen — men i aften var det ikke den rundhåndede opkøber, derimod drengen, alles øjne fulgte, mens de to styrede hen til hjørnebordet, hvor mændene fra „Lise", „Havørnen, „Ka- ren III" og flere andre både sad for- samlede. Det var Abel, alle stirrede på, og han følte sig skidt ved det. — Opkøberen maste slig ugenert ned mellem to fiskere på en stol, han greb fra et andet bord og skubbede lige- glad deres øller til side. Tjeneren, der kendte Sæby-opkøberen, kom farende til, og den tykke opkøber gjorde ikke sit ry til skamme, men bestilte øl bor- det rundt. „Jeg traf drengen her uden for," sagde han betydningsfuldt og så rundt på de andre. Og alle i lokalet kiggede endnu en- gang på Abel. Alligevel viste det sig, at hans bidrag til underholdningen kunne indskrænke sig til det mindst mulige. Alle og enhver vidste om ulykken i forvejen, og enhver havde sin version af historien, han ville fortælle. Det var utroligt, så mange der havde haft valrsler i de sidste da- ge. Thomas Nifinger ville endog for- tælle, at han havde hørt en mineeks- plosion i nat, skønt Gud og hvermand vidste, at Thomas aldeles ikke havde været på søen de sidste fire døgn. Jo, enhver havde nok i at fortælle sit eget, og enhver hørte helst sig selv snakke — og vidste een ikke andet at sige, var der jo tidligere mineulykker og forlis, man kunne mindes og beret- te selvoplevede eller alment kendte detaljer fra. Abel sad snart ganske upåagtet. De andre var mange og havde som sagt hver sit at berette. Det store flertal af fiskerne var ellers ikke slemme til at klatte pengene væk på værtshusbe- søg trods den øjeblikkelige rigelighed. De havde i så mange år siddet hårdt i det, at de endnu så med ærbødighed på enhver seddel, de fik mellem fing- rene. Og der var huller nok, der skulle stoppes. Flere havde årgammel gæld, som det var om at få betalt ud nu. Der var reparationer i huse eller på bådene, som i årevis var udskudt. Og der var meget andet. Det var kun i tider, hvor katastrofen ramte dem, at hver og een mand følte det som en nødvendighed at komme bort hjemme fra. De dage, hvor der kom nyheder om endnu et forlis derude, føltes det, som var stuerne for små og trange; og de søgte andre mænds selskab for at komme bort fra konernes bedrøve- de eller tryglende ansigter. Men hver og een snakkede de, når de endelig havde fundet sammen, alligevel ikke om andet end det, de ønskede at kom- me bort fra. Den lyse Bodil med de brune pige- arme, som Abel havde drømt om både i vågne timer og i søvne, rejste sig og kom over til opkøberen og slynge- de en arm om hans hals. Men det var Abel, hendes øjne søgte, som ville hun i hans blege ansigt læse sig til mere om ulykken. Abel mærkede Bodils øjne på sig. Mange gange havde han fantaseret sig til, at hun så på ham, og at han selv var dristig og talte til hende — med ord der var beåndede og fik hende til at le. Men hun havde aldrig set til den side, hvor han var, anede vel knap nok, han eksisterede — og han ejede hverken dristigheden eller or- dene. Men i aften var det anderledes, og hendes øjne søgte ham hele tiden; og så kunne han alligevel ikke glæde sig over det, fordi hans tanker var helt andre steder. Han følte sig ubeskrivelig træt og trist ved det hele, snakken omkring bordet, øllet, det altsammen, og han rejste sig og gik ud. Ingen lagde mær- ke til det uden Bodil. TUREN TIL Udskov tog ham tem- melig lang tid den aften. Men til sidst var han fremme. Det var så sent, at han sagde til sig selv, at han ikke kunne gå til Maren nu, men måtte vente til i morgen tid- lig. Alligevel drejede han af fra vejen og fulgte stien ned mod Marens hus nær klitterne. Han ville lige forvisse sig om, at der var slukket, så han rolig kunne gå hjem. Men der var ikke slukket. Maren brændte lys i køkkenet. Mange gange drev han rundt om huset, standsede gang på gang ved døren, men gik så videre, til han pludselig opdagede, at han igen stod foran køkkendøren og havde banket. Han blev angst og var allerede på spring ud i mørket. Men Maren lukkede op i det samme, som havde hun stået lige inden for og ven- tet ham. Og på en eller anden måde kom han da ind og fik anbragt sig på en stol i køkkenet så langt uden for petroleumslampens lyskreds som muligt. Maren sad over for ham med et strikketøj i hænderne. En lille, slidt enke med' et rynket ansigt og en hærget skikkelse. Et brugt menneske, mindst ti år ældre end hun var af alder. Kun øjnene talte deres eget sprog og fortalte, at Maren ikke var nogen hel gammelkone. Maren sagde ikke stort, og Abel helst slet intet. Maren spurgte til far- ten og fangsten. Hun spurgte, om han havde set Simon i byen i aften? Og Abel sagde nej. Nå ja, Maren ville da ellers tro, -han måtte være i byen, men synd og skam var det, han ikke var kommet hjem, når Abel nu så inden om. Hun havde ventet drengen i aften. Abel sagde, tyk i stemmen, at ja, det var kedeligt, Simon ikke var hjemme. Og så var der lang tavshed igen. Maren viste Abel et par støv- ler, der stod på køkkengulvet. Det var Simons, hans nyeste, gode støvler, sagde hun. De havde været hos sko- mageren for at få en lap i skaftet, hvor de var revnet, men ellers var det gode og hele støvler, som det ikke var til at opdrive mage til i dag. Abel sad over en time i enkens køkken og betragtede med bedrøvede øjne den gamle kone, der ikke et øje- blik lod strikketøjet hvile, og kun nu og da stjålent så op på ham over bril- lernes stålstel. Til sidst rejste han sig og bød far- vel uden at have fået det sagt. Maren bad ham om endelig at komme igen rigtig ofte, og han nærmest styrtede ud af huset. HJEMME VAR DER ingen oppe, så han kunne gå lige op på lof- tet og i seng uden at tale med nogen. Kun moderen vågnede op, som hun havde for vane og spurgte fra sove- værelset, om det var ham, beroliget allerede ved de kendte trin. Han sva- rede hende og hørte hende sukke ly- deligt af taknemmelighed, fordi han endnu en gang var kommet velbehol- den ind fra havet. Abel sov ikke stort den nat. Og han var tidligt vågen. Han slog øjnene op ved det første morgengry med be- vidstheden om at have en uløst op- gave foran sig, og ubehaget holdt ham vågen, skønt hans krop var blytung åf træthed. Ud på morgenen hørte han lyden af skridt, der kom mod huset, og gre- bet af onde anelser stod han op og gik til vinduet. Han så lige det sorte sjal af en kvinde, der gik ind ad køk- kendøren. Det sjal var Marens. En tid lang var der stemmer i køk- kenet, der talte dæmpet. Så blev der stille, og han hørte atter trin uden for. Han kom i tøjet i en fart og gik ned i køkkenet. Moderen vendte sig fra komfuret, da hun hørte ham. „Er det dig, der er oppe allerede?" surgte hun forundret. Han følte sig så udmattet, at han måtte sætte sig. „Maren har ellers lige været her," fortsatte hans mor, „og jeg skulle hil- se. Det var nok dig, hun ville have talt med, og jeg skulle sige dig tak for dit besøg, og at hun så fuldt ud for- stod, hvad du var kommet for. Og så sagde hun noget mærkeligt om, at jeg skulle sige dig, at hun kun var tak- nemmelig for, at der ingen ting var blevet sagt. Hun syntes, det var let- tere sådan. Hvad mente hun med det?" Abel rystede på hovedet uden at svare. „Og hun sagde også, der stod et par støvler af Simone, som du kunne hente, når du ville. De var så gode som nye, hun mente, du altid kunne få ibrug for dem. Hvorfor skal du have Simons nye støvler, Abel?" „Simon er død," sagde Abel og for- talte om det. Bagefter ville hans mor give ham kaffe. Men han rejste sig og gik ud af huset og ned til stranden. På en klit stod han stille og løjede vinden. Fint fiskevejr, tænkte han rent me- kanisk. Hun havde vidst det hele ti- den, Maren. Hun havde ventet på sønnen dagen igennem, og da hun så Abel komme i stedet, havde hun straks forstået alt. Han var kommet ned på stranden og vadede gennem sandet helt ud i strandkanten og stod og så ud over Ihavet. Ja, det var godt fiskevejr. — Hans øjne fulgte bølgerne, thvor de brødes mod revlen, og han spejdede efter fisk, der måske ville blive hvirvlet mod overfladen, så bugen lyste hvidt i solen. Han glemte, at han og Simon havde leget som børn netop her på stranden. Havde leget sammen, skændtes med hinanden, sloges og grædt sammen år efter år. Han glemte det altsammen, mens han stod og så ud over vandet og tænkte, at havet var godt i dag og vil- le give sin mand en god fangst. Og de skulle ikke ud igen før næste uge. I går havde han blot været dreng på en skude, i dag var han blevet voksen, fisker. Han vidste det ikke selv, men det var sådan, for han glemte alt andet, da han så havet. Han havde kun tanke for, at det var godt fiskevejr og var misundelig på de, der var ude og ville få god fangst. tuberkulose akiorniardlugo suliniartut tapersersiikit Tfr -fr RADIOKUT FESTBLANKITIT ATORDLUGIT BENYT TELEGRAFENS FESTBLANKETTER ☆ ☆ ☆ derved støtter De tuberkulosebekæmpelsen i Grønland A. E. SØRENSEN REDERI Svendborg En båd løber i havn Af Peer Schaldemose 30

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.