Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 45

atåtaunerpåmik OKalugtuat — Patriarkernes historie
anaguane uvdlåkut Jåkup nerssutautiminit ilait ingmikdrti-
pai Esåve tunissuteKarfigiumavdlugo amerdlasånik. tåssåu-
putdlo savaussat arnavlssat anguteralaitdlo, savat arnavlssat
anguteralaitdlo, Katlgagtåt piaraitdlo, nerssussuit angutera-
lagtaitdlo, tamdkulo ingmikårtitårdlugit kivfaminut påritit-
dlugit ungdrtipai.
Den næste morgen udtog Jakob af alt sit kvæg en stor gave
til Esav. Der var geder og bukke, får og vædre, kamelhop-
per og føl, køer og tyre, hunæsler og æselhingste, og dem
delte han i flere hjorte og overgav dem til sine trælle.
tauva angut tikiupoK, Jåkulo pålerdlutik uvdlångorlartor-
neranut. takornartardlo akiUniarneK sapilerdlune Jåko siv-
fiåtigut agtorpå, navguå pigdlugtitdlugo onardlunilo: „ipe-
rarniånga, måname KdumalerpoK!" Jåkule OKarpoK: „iperd-
sdngilavkit, kisidne pivdluarnugungma".
Da kom der en og brødes med ham lige til den lyse morgen.
Da den fremmede ikke kunne klare sig, gav han Jakob et
slag på hofteskålen, så den gik af led, og han sagde: „Slip
mig, for nu bilver det lyst!" Men Jakob sagde: „Jeg slipper
dig ikke, uden du først velsigner mig."
ma OKarpat ilåisaoK taima oKarKuvai. taimåisimagpatdlo
Esåve sdimarumårsimavoK.
Så sagde han til den første af dem, at når han nu mødte
Esav og denne spurgte, hvem der ejede alt dette, skulle
han sige, at det var en gave fra Jakob til hans bror. „Selv
følger han efter." Og således skulle også alle de andre sige.
Så ville Esav nok blive formildet.
takornartap aperå KanoK ateKarnersoK. Jåkåssordlo tusara-
miuk onarpoK: „månåkumit Israilimik ateKdlisautit!" taima
taineKarnermigut Jåko sapitdlisitauvdlune takornartau ape-
rå KanoK ateKarnersoK, taissivfigineicarnanile; pivdluarKU-
neuarpordle.
Så bad den fremmede om hans navn. Da han hørte, det
var Jakob, sagde han: „Fra nu af skal du hedde Israel!"
Men med navnet havde den fremmede fået magten over
ham, og da Jakob spurgte om den fremmedes navn, fik
han det ikke at vide; han fik blot en velsignelse.
Jåkup Esåve takulerpå angutltane såkuler sugkat 400 ilaga-
lugit tikiutilersoK. Jåkuvdlo silatusårdlune Kitornane nulia-
nilo tugdlerigsiterpai. kivfame mardluk Kitornait sagdlerpå-
ngortipai. Lea Kitornailo tugdlerititdlugit, Rakelile uitornai-
lo tunordlingortitdlugit Josef ilagititdlugo.
Da Jakob så op, fik han øje på Esav, der kom med sine 400
mand som følge. Så delte Jakob klogeligt børnene mellem
sine to hustruer. Sine to trælkvinders børn stillede han for-
rest. Lea med hendes børn længere tilbage og bagerst Rakel
med Josef.
tauvalo nangmineK savssarterpou arfineK mardloriardlunilo
nunamut patdlortardlune. Esåve agsut kivdligtipoK, tuavior-
dlunilo Jåko nåpikiartordlugo, Kungasiagut enitdlugo kunig-
dlugulo, tamarmigdlo Kiåput. tauvalo Esåvip arnat méruat-
dlo takulerpai aperalunilo kia Kitornarinerai.
Så gik han selv frem og kastede sig syv gange mod jorden,
før han nærmede sig sin bror. Esav blev rørt, han løb ham
imøde, omfavnede og kyssede ham, og de græd begge. Da
Esav så kvinderne og børnene spurgte han, hvis disse dog
var.
Esåve aperivoK nerssutit ungdrneKartut sånersut nåpisima-
ssane. „natångutiga såimarKuvdlugo tunissutiginiagduput",
Jåko akivoK. Esåvivdle piumånginarpai: „uvanga nåmagtu-
nik penarpunga, piginarniåkit!"
Nu spurgte Esav, hvad meningen var med hele den lejr,
han havde truffet på. „Det var en gave, der skulle formilde
min broder", svarede Jakob. Men Esav ville naturligvis
ikke vise sin begærlighed; „jeg har selv så rigeligt, behold
det bare selv."
Jåkule taimailiorumångilaK, påsigamiungme någgårniviångi-
nguatsiartoK. „någga, nikagivatdlångikungma manigåtdlunga
tunissutiginiagkåka någgårtariaKångilatit! nalungilarame
angisåssutit, kinatdlo imdipoK sdrdlo Gåtip kinå takugiga".
Men det ville Jakob ikke, og han vidste da også, at afsla-
get ikke var så alvorligt ment. „Nej da, hvis du ikke regner
mig alt for ringe, må du ikke sige nej til min beskedne ga-
ve! Jeg ved jo nok, du er en fornem mand, og dit ansigt
stråler jo til mig som en Guds åsyn,"
Jåkup tunissutiginiagai autdlartitåuput, Jåkule sule najug-
kamine unu eruigkat diarp ok kunguatc ungasingnago. unud-
ngormatdlo nuliane nitornanilo arnanigdlit kUngudkut ikår-
tlpai, taimdtaoK pigissane tamaisa ikårutdlugit. nangminer-
dle kisime unigkatdlarpoK.
Så sendtes gaverne i forvejen, medens Jakob selv blev end-
nu en nat i lejren, der lå i nærheden af en bæk, og ved
midnat førte han sine hustruer og elleve børn over bæk-
ken, og det samme gjorde han med al sin ejendom. Selv
blev han alene tilbage.
tauvalo seuineK nuingmat takornartau periarférupoK. Jåkulo
isumanarpoK GxLte kinarsisimagine inuninilo dnagtikå. ki-
ngornale Jåko tusiagtungorpoK sivfilerdlune. takusså GiLtiu-
nerpa? imalunit kåp gåtiginerpå avKutigalune ikåruussi-
ngitsoK? tdssaunerpalunit Kånåp Gutia ajugauvfigineKar-
toK nunamut apusinångortitdlugo?
Så stod solen op, og den fremmede forsvandt. Jakob mente
selv, han havde skuet Gud ansigt til ansigt og havde frelst
sit liv. Men han haltede på hoften. Var det Gud, han havde
set? Eller var det blot flodguden, der ikke ville lade ham
drage over sig? Eller var det Kanaans Gud, han havde be-
sejret og således vundet sig ret til hans land?
Jåko akivoK mérnat tåuko GxLtip såimåunermigut kivfami-
nut tunissutigisimagai. tauvalo arnat kivfaussut nitornatig-
dlo savssarterput nunamutdlo patdlordlutik. kingornagut
Lea kitornanilo savssarput Esåvilo nunamut patdlorfigalugo.
kingugdliuvdlutik Rakel Josefilo savssarput åmalo nunamut
patdlordlutik.
Jakob svarede, at det var de børn, som Gud i nåde havde
givet hans træl. Så kom de to trælkvinder frem med deres
børn, og de kastde sig til jorden. Derefter kom Lea med
sine børn, og de kastede sig også til jorden for Esav. Til
sidst kom også Rakel og Josef og kastede sig til jorden.
e-s.
„inugsiarnersumik ilagsiniånga. tunissutiginiagkåkalo ilag-
sivdlugit, tåukuninga suerutitingilarma, Gåtip såimaungma-
nga. avdlaningme peuardluarpunga!" tauvalo Esåvip iklngu-
tingnersumik Jåkup tunissutiginiagai ilagsivai, ajoKUtig-
ssiorniarungnaerdlugulo.
„Du tog jo da også venligt imod mig. Sig nu ikke nej til
den gave, der er bragt til dig! Du ruinerer ikke mig med
det, for Gud har virkelig været mig nådig. Jeg har så rige-
ligt igen!" Og så blev Esav nødt til at tage imod venskabs-
gaven, der bevirkede, at han ikke længer kunne gøre Jakob
fortræd.