Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 20

ikke v»
irien si
flrstår j]
g Barnej
søvne tse
Rynkede
En dai
lille omi
den hq®
døren gf
spørgssS
stilledeil
Æslet kom vandrende hen ad vejen
til Bethlehem, ført af Josef. På ryggen
bar det den hellige jomfru; hun tyn
gede kun ganske lidt, for hendes tan-
ker var optaget af den fremtid,
bar i sig.
Oksen kom luntende bagefter,
sig selv. f
Da de vejfarende nåede jpæn, gik
de ind i en forladt stald, og»Josef tog
straks fat på arbejdet. ^
„De mennesker," tænWe oksen, „de
er dog alligevel forbløffende. Se bare,
hvad de kan lave mÆ deres hænder
og deres arme. Det Wc rigtignok også
noget andet end voÆ klove og koder,
Og vores herre har/ikke sin lige,
det gælder at vend« og dreje sig
sagerne bragt i orq
rettet ud og det lid
alt hvad der skal I
blive sur eller gnal
Josef går og kon
med noget halm pi
ken halm — så le^
af sol, så den er e1»he
„Hvad mon det en, 4
ger æslet til sig selv,
det var en lille barnes<5
„Der bliver måske
nat," siger den hellige j|
og æslet.
Dyrene stirrer længe
og prøver på at forstå; si
sig.
Snart vækkes de af en stel
er ganske spæd og dog har bl
vej gennem alle himle.
Oksen rejser sig og konstaterer^
der ligger et lille nøgent barn og sove!
i krybben. Den puster på det og var-
mer det planmæssigt uden at glemme
noget.
Med et blik og et smil takker den
hellige jomfru oksen.
Vingede væsner kommer og går og
lader, som om de ikke ser de mure, de
med så stor lethed passerer.
Josef kommer igen med noget lin«
ned, han har lånt hos en nabokfl
„Det er dog forunderligt," sil
med sin tømrerstemme, der er |
kraftig til lejligheden. „Det er
og dog er det ganske lyst. Og
tre sole i stedet for een. Men de str*
ber efter at forene sig."
Ved daggry rejser oksen sig. Den^
sætter klovene forsigtigt, for den er
bange for at vække barnet, træde på
en himmelsk blomst eller komme til at
gøre en engel fortræd. Hvor er alting
dog blevet dejligt vanskeligt.
Naboerne kommer for at se til Jesus
og den hellige jomfru. Det er fattig-
folk, der ikke har andet at give end
deres glædestrålende ansigt. Så kom-
mer der nogen andre, der har nødder
med og en fløjte.
Oksen og æslet viger lidt til side, så
folk kan komme forbi; de grubler
over, hvad indtryk de mon selv vil
gøre på barnet. Det har ikke set dem
endnu. Det er lige vågnet.
„Vi er da heller ikke utysker," sagde
æslet.
„Nej, men du kan vel nok forstå, at
med det udseende vi har, som er helt
anderledes end hans og hans foræl-
dres, kunne vi komme til at gøre ham
forskrækket."
„Krybben, stalden og taget med
bjælkerne har jo heller ikke hans ud-
seende, og dem er han da ikke blevet
forskrækket for."
Men oksen var ikke overbevist. Den
tænkte på sine horn og tyggede drøv
imens:
„Det er rigtignok meget kedeligt, at
man ikke kan komme hen til dem,
man holder allermest af, uden at se
bøs ud. Jeg må altid passe på for ikke
at gøre nogen fortræd; og dog er det
ikke min natur at angribe nogen uden
alvorlig grund, hverken mennesker el-
ler ting. Der er såmænd ikke een ond
blodsdråbe i mig. Men lige meget hvor
jeg kommer, så er der straks disse
her horn. Jeg vågner med dem, og selv
når jeg lunter af sted i tågen og er
ved at lægge mig af søvnighed, så er
de to spidse og hårde indretninger der,
og de skal nok huske mig. Ja, selv
midt om natten kan jeg mærke dem
helt ind i mine drømme."
Oksen blev grebet af skræk ved
tanken om, at den var gået så tæt hen
til barnet for at varme det. Tænk, om
den i sin klodsethed havde stødt til det
med hornene!
„Du skal ikke gå for nær hen til den
lille," sagde æslet, som havde gættet
sin kammerats tanker. „Det går ikke
engang an at tænke på ham, du kunne
risikere at gøre ham fortræd. Du kun-
ne også risikere at tabe noget af dit
mundvand ned på ham, du kan jo ikke
rigtig holde det tilbage, og det ville
være noget griseri. Hvorfor savler du
for resten sådan, når du er glad? Be-
hold det for dig selv, du behøver ikke
at vise det frem for alle og enhver."
(Oksen siger ingenting).
„Nu vil jeg vise ham mine to ører.
De kan bevæges, forstår du, og det i
alle retninger. Der er ingen ben i dem,
og de er bløde at røre ved. De kan på
een gang gøre bange og berolige. Lige
netop det, der ska1 til for at more et
barn, og så er det så lærerigt."
„Ja, det forstår jeg godt, jeg har
hun
år S .
jo aldrig sagt andet. Jeg er da ikke
dum."
Men nu så æslet virkelig alt for
selvtilfreds ud, og oksen tilføjede der-
for:
„Pas på, du ikke kommer til at skry-
de ham lige ind i ansigtet. Det ville
tage livet af ham."
„Din dumrian!"
Æslet står til venstre for krybben
og oksen til højre. Det var deres plad-
ser i fødselsøjeblikket, og sådan sæt-
Og hvordan s,
gjort os fortier
„Nej, du /nar
fortjent til
jeg har båret
Oksen tæHjsy*'.
„Hvordan tøirø&t ------, ---------
lige jomfru, smuk og så fin,
gik og gemte dé^æv^ejlige drenge-
barn?"
Men måske har den tænkt for højt,
for æslet svarer:
en have
:n glorie?"
:e gjort dig
glemmer, at
jomfru."
selv:
til, at den hel-
det gtraO'ommelige barn. Det var det
første kapel. Disse strå havde oksen
hentet udenfor. Strået i krybben vo-
vede den ikke at røre: da det var spi-
seligt, nærede den en overtroisk ære-
frygt for det.
Oksen og æslet er gået ud for at
græsse, til det bliver mørkt. Mens ste-
nene ellers er så længe om at forstå
noget, var der allerede flere af dem
ude på marken, der vidste besked. De
fandt endog en lille glat sten, der ved
OKSEN OG ÆSLET
VED KRYBBEN
af Jules Supervi elle
ter oksen særlig pris på, at det skal
være, den holder meget på formerne.
Ubevægelige og fulde af ærefrygt bli-
ver de stående der i timevis, som om
de stod model for en eller anden
usynlig maler.
Det lille barn lukker øjnene. Det
vil gerne snart sove igen. Der står en
skinnende hvid engel et par skridt
omme bag søvnen og venter. Måske
vil han fortælle barnet noget eller
spørge det om noget.
Englen kommer lyslevende ud af Je-
subarnets drøm og viser sig i stalden.
Først bøjer han sig dybt for den ny-
fødte, så maler han en vidunderlig
glorie om hovedet på ham. Og en til
den hellige jomfru og også en til Josef.
Så forsvinder han i et blændende sus
af vinger og fjer, der er så hvide og
brusende, at de ligner skummet på
bølgerne.
„Os var der ingen glorie til," fast-
slår oksen. „Englen har nok haft sine
grunde. Vi er for ringe, æslet og jeg.
„Der er ting, som du ikke kan for-
stå."
„Hvorfor siger du altid, at jeg ikke
kan forstå. Jeg har levet længere end
du. Jeg har arbejdet i bjergene, på
sletten og ude ved havet."
„Det er jo slet ikke det, der er tale
om," sagde æslet.
Og lidt efter:
„Der er ikke alene en glorie. Jeg er
sikker på, okse, at du ikke har lagt
mærke til, at det lille barn ligesom er
badet i et underfuldt støv, nej, noget
endnu finere end støv."
„Ja, det er meget finere," sagde ok-
sen. „Det er ligesom et lysskær, en
gylden damp, der udgår fra den lille
krop."
„Ja, men det siger du bare, for at
man skal tro, du havde set det."
„Havde jeg ikke set det, siger du?“
Oksen trækker æslet med hen i en
krog af stalden. Her har den som ud-
tryk for tilbedelse anbragt en kvist,
omgivet af små stumper strå, der ud-
mærket fremstiller strålerne omkring
en fin skiften farve og form viste dem,
at den var klar over det.
Der var også nogle markblomster,
som vidste besked og ikke måtte spi-
ses. Det var meget anstrengende at gå
og græsse rundt omkring uden at begå
helligbrøde. Og bare det at spise syn-
tes oksen mere og mere var ingen
nytte til. Den følte sig helt mæt af
lykke.
Også før den gav sig til at drikke,
spurgte den sig selv: „Dette her vand,
ved det mon noget?"
Når den var i tvivl, foretrak den
helt at lade være med at drikke af det
og gik længere hen til en snavset dam,
der tydeligt nok ingenting vidste end-
nu.
Somme tider kunne den ikke mær-
ke det på andet end en ubeskrivelig
sødme i svælget, just som den drak
vandet.
„Det er for sent," tænkte oksen,
„det burde jeg ikke have drukket af."
Den vovede knap nok at trække
vejret. Luften forekom den at være
et, der var helligt og vidste be-
en var bange for at komme til
en engel.
mede sig over, at den
så ren, som den gerne
t.
ltså til at være mere
anske simpelt. Man
må passe på, hvor
storartet.
d i stalden, og de
den ære at få lov
et.
e måske heller
,“ tænkte oksen,
erklære, at det
«
d at sove, og i
fme tider dybt og
et forsigtigt den
d sin mule, mens
stod henne ved
svare på tusinde
:e vordende kristne
jTa kom tilbage til sin
leget forskrækket; hun
ffpå at søge efter barnets
steder end der, hvor hun
ffe set det.
Fstod hun, hvad der var hændt,
æslet vide, at det ikke gik an
Føre ved barnet. Oksen gav sit bi-
ld til kende ved en tavshed af usæd-
vanlig karakter. Den forstod at være
tavs på en rytmisk måde, med nuan-
cer og frasering. På kolde dage kunne
man let følge dens tankegang ved at
lægge mærke til længden af den
dampsøjle, som stod ud af næsebore-
ne, og derved kunne man let blive klar
over adskilligt.
Oksen mente kun, den havde lov at
gøre barnet indirekte tjenester, for
eksempel ved at lokke fluerne i stal-
den til sig (hver morgen gik den hen
og gnubbede ryggen op ad en rede
med vilde bier) eller også ved at klem-
me insekter ihjel mod muren.
Æslet stod på lur ved døren og lyt-
tede, og når noget forekom det mis-
tænkeligt, stillede det sig på tværs i
døråbningen. Straks anbragte oksen
sig bagved for at agere „masse". De
gjorde sig begge så tunge som muligt:
Så længe faren stod på, var deres
hoveder og mave ligesom fulde af bly
og granit. Men øjnene var mere lys-
vågne og blanke end nogen sinde.
Oksen blev forbløffet ved at se, at
den hellige jomfru havde den evne, at
når hun kom hen til krybben, kunne
hun få barnet til at smile. Også for
den hellige Josef lykkedes det helt
godt, trods hans skæg, enten ved at
han bare stod der eller han spillede
på fløjte. Oksen ville også gerne have
spillet et eller andet. Men når den tog
alt i betragtning, så var der ikke an-
det, den kunne, end at puste.
„Jeg vil ikke sige noget ondt om
husbond, men jeg tror ikke, han kunne
have holdt Jesusbarnet varmt ved at
puste. Og hvad fløjten angår, så be-
høves det kun, at jeg bliver alene med
den lille, så er jeg ikke længer bange
for ham. Så bliver han til et lille væ-
sen, som trænger til beskyttelse. Og en
okse har nu alligevel bevidstheden om
sin styrke.
Når de var på græs sammen ude på
marken, gik oksen tit sin vej fra æs-
let:
„Hvor skal du nu hen?"
„Jeg kommer lige straks."
„Hvor skal du hen," blev æslet ved.
„Jeg vil se efter, om han trænger til
noget. Man kan aldrig vide."
„Nej, lad ham dog være i fred!"
Oksen gik. I stalden var der et lille
vindue — det, som senere, netop af
denne grund, skulle kaldes et koøje —
som oksen kiggede ind igennem.
En dag opdagede oksen, at Maria og
Josef var gået deres vej. På en bænk
fandt den fløjten liggende, akkurat
så dens mule kunne nå den, og hver-
ken for nær eller for langt væk fra
barnet.
„Hvad mon jeg nu skal spille for
ham?" tænkte oksen, der ikke vovede
at nærme sig Jesusbarnets øre uden
ved hjælp af dette musikalske mel-
lemled. „En pløjesang? den lille tapre
tyrs krigssang eller Den fortryllede
kvie?"
En okse lader tit, som om den tyg-
ger drøv, mens den i virkeligheden
synger inderst inde i sit hjerte.
Oksen blæste varsomt i fløjten, og
det er slet ikke sikkert, at det var en
engel, der hjalp den med at få så re-
ne toner frem. Barnet rejste sig lidt op
fra krybben med hovedet og skuldrene
for at se. Fløjtespilleren var dog ikke
tilfreds med resultatet. Men i hvert
fald var den overbevist om, at ingen
udefra havde kunnet høre den. Deri
tog den nu fejl.
Hurtigt skyndte den sig væk af
frygt for, at nogen, især æslet, skulle
komme ind og overraske den for nær
ved den lille fløjte.
„Kom dog og se ham," sagde den
hellige jomfru en dag til oksen; „hvor-
for vover du dig aldrig hen til min
lille dreng, du der forstod så godt at
20