Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 21

varme ham, dengang han endnu var
ganske nøgen?"
Dristigt stillede oksen sig tæt hen til
Jesusbarnet, der tog om dens mule
med begge hænder, for at den skulle
føle sig rigtig tryg. Oksen holdt pusten
tilbage, nu behøvedes den ikke. Jesus-
barnet smilede. Oksen var stum af
glæde. Glæden havde taget akkurat
samme form som dens krop og fyldte
den lige ud til spidsen af hornene.
Barnet så skiftevis på æslet og på
oksen, æslet der var lidt for selvsik-
kert, og oksen der følte sig så mærk-*
værdig gennemsigtig over for dette
lille ansigt, der gennemlystes indefra
af et fint lys, omtrent som når man
gennem lette gardiner ser en lampe
blive båret fra et værelse ind i et an-
det i et ganske lille og fjernt hus.
Da den lille så oksens alvorlige ud-
tryk, gav han sig til at le højt. Oksen
var lidt i vildrede med denne latter
og tænkte ved sig selv, om barnet må-
ske gjorde nar. Burde den nu vise sig
mere reserveret? eller endda gå sin
vej?
Så lo barnet igen med en latter så
skinnende og barnlig, syntes oksen, at
den forstod, at det var godt, den var
blevet.
Den hellige jomfru og hendes søn
så tit på hinanden, ganske nær ved.
Og det var ikke til at se, hvem der
var mest stolt af den anden.
„Man skulle tro, at alt måtte være
lutter glæde", tænkte oksen, „aldrig
har man da set en uskyldigere moder
eller et sødere barn. Men hvor ser de
dog alvorlige ud begge to af og til!"
Oksen og æslet gjorde sig klar til at
vende hjem til stalden. Oksen sagde,
efter at den først havde set nøje efter
for ikke at tage fejl:
„Se bare den stjerne, der bevæger
sig på himlen! Den er meget smuk, jeg
bliver helt varm om hjertet".
„Lad du dit hjerte være i fred, det
har ikke noget at bestille med de store
begivenheder, vi har været med til i
den sidste tid".
„Du kan sige, hvad du vil; jeg me-
ner nu, at den stjerne bevæger sig
hen imod os. Se, hvor den står layt
på himlen. Man skulle tro, den var på
vej til vores stald. Og nedenunder går
der tre mænd belæsset med kostbare
ædelstene".
Nu var dyrene nået hjem til stald-
døren:
„Hvad mener du, okse, at der nu vil
ske?"
„Du spørger om alt for meget, æsel.
Ijeg nøjes med at se, hvad der sker.
Det er allerede ikke så lidt".
„Ja, men jeg tænker nu mit".
„Flyt jer lidt", sagde Josef til dem
og åbnede døren.
„Kan I ikke se, at I står og spærrer
indgangen, så d’herrer her ikke kan
komme frem".
Dyrene gik til side, for at de hellige
konger kunne gå igennem. Der var tre
af dem, og den ene repræsenterede
Afrika, han var fuldstændig sort. Til
at begynde med holdt oksen diskret
øje med ham. Den ville se, om nege-
ren virkelig kun havde de bedste hen-
sigter over for den nyfødte.
Da den sorte, som vist måtte være
Jlidt hærsynet, havde bøjet sig ned for
at se Jesusbarnet tæt ved, genspejlede
Ihan, spejlblank og poleret, barnets
billede, og det med så stor en ære-
frygt og selvforglemmelse, at det gjor-
de helt ondt i hjertet på oksen af bare
(sødme.
„Han må være noget meget fint",
Itænkte den. „Det kunne de to andre
laldrig have gjort".
Og lidt efter:
„Han er jo også den bedste af de
tre".
Oksen havde lige grebet de hvide
konger på fersk gerning i det øjeblik,
da de var ved at pakke et halmstrå
fra krybben ned i deres kuffert. Den
sorte konge havde ikke taget noget.
Kongerne lagde sig til at sove ved
siden af hinanden på en feltseng inde
fra naboens.
„Det er da underligt", tænkte ok-
sen, „sådan at beholde kronen på, me-
dens man sover. Den hårde tingest
må jo genere meget mere end et par
horn. Og med alle de skinnende ædel-
stene på hovedet må man have svært
ved at sove.
De lå pænt og sov, ligesom statuer
på sarkofager. Oven over krybben
stod stjernen og lyste klart.
Lige før daggry stod alle tre konger
op på een gang, med ganske de samme
bevægelser. De havde netop i drømme
set den samme engel, som havde sagt
til dem, at de skulle drage af sted
straks og ikke vende tilbage til Hero-
des, som var skinsyg, og fortælle ham,
at de havde set Jesusbarnet.
Derpå gik de, men stjernen lod de
blive stående og lyse over krybben,
for at alle og enhver kunne vide, at
det var dér.
OKSENS BØN
„Du må ikke dømme mig, lille him-
melbarn, efter mit forstyrrede og
dumme udseende. Jeg kunne vel ikke
en dag blive fri for at ligne et lille
bjerg, der bevæger sig?
Og så de her horn, det kan du lige
så godt få at vide, ikke sandt, de er
jo mere til pynt end til noget andet,
ja, jeg må endda tilstå, at jeg aldrig
har brugt dem. ____
Kære Jesus, lad dit lys skinne ind i
alt det fattige og forvirrede, som er i
mig. Lær mig en lille smule af din fin-
hed, du med de søde små hænder og
fødder, der er anbragt så snildt på din
krop. Kan du sige mig, kære herre,
hvordan det kan være, at jeg en dag
drejede hovedet og alligevel så dig ty-
deligt? Jeg takker dig sådan, fordi jeg
kan knæle her foran dig, vidunderlige
barn, og leve i så nær tilknytning til
engle og stjerner. Undertiden tænker
jeg, om du mon ikke er galt under-
rettet, om det egentlig er mig, der
burde være her; måske har du ikke
lagt mærke til, at jeg har et stort ar
på ryggen, og at jeg mangler hår på
siderne. Det er jo ikke så kønt. Selv
uden at gå uden for min familie kun-
ne man have udpeget min broder eller
mine fætre, som er meget pænere end
jeg. Ville løven eller ørnen ikke også
have været mere på deres plads her?"
„Ti dog stille", sagde æslet, „hvorfor
i alverden sukker du sådan? Kan du
ikke se, at alle dine grublerier for-
hindrer ham i at sove."
„Æslet har ret," tænkte oksen,
„man må forstå at tie stille, når det
er tiden, selv om man føler så stor en
lykke inden i sig, at man ikke ved,
hvor man skal gøre af den."
Men æslet bad også:
„Trækæsler, pakæsler, livet skal nok
blive rart efterhånden, og ude på de
friske græsgange vil æselføllene af-
vente begivenhedernes gang. Takket
være dig, kære unge mand, vil stenene
nu blive liggende på deres plads ved
vejkanten, og vi risikerer ikke, at de
falder ned over os. Så er der noget
andet. Hvorfor er der dog stadig bak-
ker, ja, endog bjerge på vores vej?
Ville fladt land over det hele ikke
passe alle udmærket? Og hvorfor skal
oksen, som er stærkere end jeg, al-
drig gå med nogen på ryggen? Hvor-
for er mine ører så lange, og hvorfor
har jeg ingen hår på halen, og hvor-
for er mine klove så små og min brin-
ge så klejn, og hvorfor lyder min
stemme som et helt uvejr? Men må-
ske er alt det ikke noget definitivt?"
I de følgende nætter var det snart
en, snart en anden stjernes tur til at
holde vagt. Nogen gange var det hele
stjernebilleder. For at holde himlens
løndom skjult hang der altid en sky
på det sted, hvor de fraværende stjer-
ner skulle have siddet. Og det var for-
underligt at se de uendelig fjerne gøre
sig ganske små bitte og stille sig ved
siden af krybben og holde for sig selv
al deres overvældende varme og lys,
deres vældige dimensioner, og kun
udbrede lige det nødvendige for at op-
varme og oplyse stalden og ikke gøre
et barn forskrækket. Det var kristen-
hedens første nætter.. Den hellige
jomfru, Josef, barnet, oksen og æslet
var dengang på en vidunderlig måde
rigtige. Deres lighed med sig selv, som
om dagen i besøgendes nærværelse
flød lidt ud, fik efter solnedgang en
underfuld tryghed og koncentration.
De overnaturlige væsener, oksen
levede midt iblandt, fik den tit til at
tabe pusten. Ligesom de indiske aske-
ter havde den vænnet sig til at kunne
holde vejret, og derved blev den også
synsk, og skønt den ikke befandt sig
så godt i det høje som i det lave, op-
levede den dog virkelige ekstaser. —
Men den havde alligevel betænkelig-
heder, som hindrede den i at forestille
sig engle eller helgener. Den kunne
kun se dem, når de faktisk befandt sig
i nærheden.
„Stakkels mig," tænkte oksen i sin
skræk over disse åbenbaringer, der
forekom den mistænkelige, „stakkels
mig, der bare er et trækdyr eller må-
ske endda den onde. Hvorfor har jeg
horn som han, jeg, der aldrig har gjort
noget ondt? Ja, sæt jeg nu er en
trold!"
Josef kunne ikke undgå at bemærke
oksens uro. Den afmagredes kende-
ligt.
„Gå dog ud og æd noget!" sagde
han. „Du går hele dagen i hælene på
os, der er snart ikke andet end skind
og ben af dig."
Æslet og oksen gik ud.
„Ja, du er rigtignok mager," sagde
æslet. „Dine knogler er blevet så
spidse, at der snart stikker horn ud af
kroppen på dig alle vegne."
„Tal ikke til mig om horn!"
Oksen tænkte ved sig selv:
„Han har ret, man skal jo leve. Tag
nu denne gode tot græs. Og denne her.
Bilder du dig ind, at den er giftig?
Nej, jeg er ikke sulten. Hvor er det
lille barn dog smukt! Og de høje skik-
kelser, der går ud og ind og hele tiden
trækker vejret ved at slå med vin-
gerne. Hele denne fine, himmelske
verden, der kommer ind i vores simp-
le stald uden at snavse sig til." „Nå,
æd nu, okse, og tag dig ikke af det.
Og du skal heller ikke lade dig vække
af lykken, der kommer og trækker dig
i ørerne midt om natten. Og heller
ikke blive liggende så længe ved kryb-
ben på eet knæ, for at det skal gøre
ondt. Din oksehud er helt slidt over
leddene; om lidt vil fluerne komme og
sætte sig der."
En nat var det stjernebilledet Ty-
rens tur at holde vagt oven over kryb-
ben på en stribe mørkeblå himmel.
Aldebarans røde øje lyste flammende
og herligt, ganske nær ved. Og tyrens
horn og flanker var smykket med
masser af ædle stene. Oksen var stolt
over at se barnet så vel vogtet. Alle
sov fredeligt, æslet med hængende
og tillidsfulde ører. Men oksen følte
sig ganske svag, skønt den dog var
styrket af sin ven og slægtning stjer-
nebilledets overnaturlige nærværelse.
Den tænkte på sine små ofre for bar-
nets skyld, på sin unyttige vågen, sine
komiske forsøg på at agere beskytter.
„Mon tyre-stjernebilledet har set
mig?" tænkte den. „Mon dette store
røde stjerneøje, der skinner så fryg-
teligt, ved, at jeg er her? Sådan no-
gen stjerner, de er så højt oppe og så
langt væk, at man ikke engang ved,
til hvad side de ser."
Josef har i nogen tid ligget uroligt
på sit leje, nu rejser han sig op og
rækker armene mod himlen. Han, der
ellers er så behersket i alle bevægel-
ser og ord, han vækker nu dem alle,
selv Jesusbarnet.
„Jeg har set Herren i drømme. Vi
må drage af sted med det samme. Ja,
fordi Herodes vil Jesusbarnet til livs."
Den hellige jomfru tager barnet i
sine arme, som om jødekongen allere-
de stod der i døren med en slagterkniv
i hånden.
Æslet kommer på benene.
„Hvad med den der?" siger Josef til
den hellige jomfru og peger på oksen.
„Jeg tror ikke, den har kræfter til
at følge med os.“
Oksen vil vise, at det ikke passer.
Den gør en vældig anstrengelse for at
EM. Z. SVITZER,
Trælastforretning
Tømmergravsgade 1, Kbh. SV.
Skibsegetræ, fyrretræ, lærk,
bøg m. m.
orpit mångertut umiarssualiorner-
me atugagssat, kanungnerit,
kanungniussat, Kissugssiagssat,
avdlatdlo
rejse sig, men aldrig har den følt sig
mere tynget til jorden. Da ser den
med en bøn om hjælp op på tyrens
stjernebillede. Alt sit håb sætter den
til tyrebilledet, at den dog må få kræf-
ter til at drage med. Men den him-
melske tyr rører sig ikke, øjet er lige
rødt og flammende og ser en anden
vej.
„Nu har den jo ikke spist noget i
flere dage," sagde den hellige jomfru
til Josef.
„Åh, jeg fortsår godt, at de vil lade
mig blive tilbage her," tænkte oksen.
„Det var for smukt, det kunne ikke
vare ved. Jeg ville jo også bare have
været et spøgelsesagtigt skelet, der
sinkede dem. Alle mine ribben har
fået nok af mit skind og vil allerhelst
ud at lufte sig."
Æslet kommer hen til oksen, gnider
sin mule imod dens for at fortælle, at
den hellige jomfru har bedt en nabo-
kone se efter den, så den ikke skal
savne noget, når de er borte. Men ok-
sen lukker øjnene halvt i og ser fuld-
stændig sønderknust ud.
Den hellige jomfru klapper den og
siger:
„Vi rejser da slet ikke vores vej, kan
du nok forstå. Det var bare for at gøre
dig bange!"
„Nej, selvfølgelig, vi kommer lige
straks tilbage," føjer Josef til; „man
tager jo ikke sådan af sted på en lang
rejse midt om natten."
„Natten er meget smuk," siger den
hellige jomfru; „det er udmærket, at
Jesusbarnet kan få lidt frisk luft, han
har været lidt bleg de sidste dage."
„Ja, det er fuldstændig rigtigt," si-
ger den hellige mand.
Det er en from løgn. Oksen forstår,
og da den ikke vil genere dem i rejse-
forberedelserne, lader den, som om
den falder i dyb søvn. Det er nu dens
måde at lyve på.
„Den er faldet i søvn," siger den
hellige jomfru; „lad os lægge lidt af
krybbestrået hen til den, så den ikke
skal mangle noget, når den vågner.
Og så lægger vi fløjten, så den kan nå
den, den kan så godt lide at spille på
den, når den er alene."
De gør sig rede til at gå. Stalddøren
knirker.
„Jeg burde have smurt den," tænkte
Josef, som er bange for at vække ok-
sen. Men oksen lader stadig, som om
den sover. Døren bliver forsigtigt luk-
ket i.
Mens æslet ved krybben lidt efter
lidt bliver æslet fra flugten til Ægyp-
ten, ligger oksen med øjnene stift
hæftet på dette krybbestrå, som Je-
susbarnet lå på for lidt siden.
Den ved godt, at den aldrig vil røre
det og heller ikke røre ved fløjten.
Tyrens stjernebillede springer i et
sæt midt op på himmelhvælvingen, og
med et eneste stød af hornene hager
det sig fast i himlen på det sted, det
siden aldrig mere skulle forlade.
Da nabokonen lidt efter daggry kom
ind, var oksen hørt op med at tygge
drøv.
-dsi eh dek elhik s
kavfe Rich-ilo Kalipautigigdlutigdlo,
kimeicardlutigdlo,
mamardlutigdlo aungnertusårivdluarnarncruput
21