Atuagagdliutit - 04.01.1962, Qupperneq 9

meget spredt. Af disse årsager kan
den grønlandske produktion ikke alene
bære en sådan levestandard hos be-
folkningen, som det både af befolk-
ningen selv, men også af det danske
folk, må anses for ønskeligt.
Derfor må der ske en vis indtægts-
overførsel fra Danmark til Grønland.
Der er ikke principielt noget mærke-
ligt heri, det samme sker også inden-
for Danmark, hvor borgerne i de mest
produktive egne gennem skatterne bi-
drager til at opretholde en højere
standard på alle områder i de mindre
produktive egne.
Det særlige for Grønlands ved-
kommende er Imidlertid, at der for
tiden er tale om en meget stor ind-
tægtsoverførsel fra det sydlige
Danmark, samt at det af mange
grunde må foregå på en anden
måde end i Danmark.
I dag betaler det danske samfund
størstedelen af det offentlige forbrug,
således f. eks. sundhedsvæsenet og
skolevæsenet. Det er et resultat af den
store grønlandskommissions beslut-
ninger i 1949—50. Der er tale om be-
tydelige beløb både i investeringer og
til driften, og der vil også fremover
blive tale om store beløb, før standar-
den er blot nogenlunde tilfredsstillen-
de. Kun det egentlige socialvæsen og
visse mindre offentlige foranstaltnin-
ger klarer det grønlandske samfund
selv, men på disse områder er Grøn-
land også temmelig langt tilbage i for-
hold til det øvrige Danmark.
TILSKUD TIL FORBRUGET
Også med hensyn til det private
forbrug, d.v.s. de varer og tjeneste-
ydelser o.s.v., som står til disposition
for grønlænderne, ydes der i dag ikke
helt ubetydelige tilskud fra det dan-
ske samfund. Hvis de priser, som den
grønlandske befolkning i dag skal give
i deres butikker, og f. eks. for elektri-
citet og vand, fuldt ud skulle dække
de faktiske omkostninger, skulle pri-
serne sættes stærkt i vejret.
Dertil kommer endelig, at den
grønlandske befolkning ikke betaler
direkte skat og altså ikke deltager i
afholdelsen af de danske fællesudgif-
ter.
Størstedelen af den grønlandske
produktion købes af Den kgl. grøn-
landske Handel og eksporteres ud af
Grønland. Det har hidtil været såle-
des, at denne produktion stort set har
kunnet svare sig.
Der er imidlertid nu en stærk stig-
ning i omkostningerne ved produktio-
nen. Stigningen skyldes forskellige
forhold, men en af de store omkost-
ninger ved den grønlandske produk-
tion er jo arbejdslønnen, og som man
vil vide, er denne steget kraftigt både
i Danmark og Grønland. På grund af
den stigende arbejdsløn i Grønland
har man samtidig været nødsaget til
at forhøje indhandlingspriserne, idet
der må være balance mellem disse 2
ting, og det viser sig også som en sti-
gende omkostning ved den grønland-
ske produktion. Da der ikke samtidig
er sket nogen stigning i verdensmar-
kedspriserne for de grønlandske pro-
dukter, er den naturlige følge blevet
at balancen i den grønlandske produk-
tion er kommet i fare, og der har de
sidste par år vist sig underskud i pro-
duktionsregnskabet. Disse har hidtil
kunnet dækkes af tidligere overskud,
som var opsamlet i en konjunkturud-
ligningsfond, men denne fond er nu
opbrugt.
Man må desværre se i øjnene, at
den grønlandske produktion ikke i
den nærmeste fremtid kan skabe
et overskud, og dette forhold med-
fører, at vi — hvis der skal være
nogen relation imellem det grøn-
landske samfunds produktion og
det grønlandske samfunds leve-
standard — ikke vil være i stand
til at hæve levestandarden i det
omfang, det ville være ønskeligt.
ILLOYAL KONKURRENCE
Her er vi ved et af kerneproblemer-
ne. Der er i udvalget almindelig enig-
hed om, at det grønlandske samfunds
levestandard ikke må bringes fuld-
stændig ud af balance med produktio-
nen. Det må ikke være sådan, at det
grønlandske samfund fuldstændig le-
ver på tilskud fra Danmark. Det vil
af mange årsager være den sikre vej
til at forbitre forholdet mellem Grøn-
land og Danmark.
Det er også vigtigt af handelspo-
litiske årsager — ikke mindst hvis
Danmark bliver medlem af fælles-
markedet. De fremmede lande,
hvortil de grønlandske produkter
eksporteres, kan ikke acceptere, at
den grønlandske produktion mod-
tager store direkte tilskud for at
kunne løbe rundt. Det betragtes
som en slags illoyal konkurrence
og kan medføre udelukkelse fra
markedet.
Det gælder også, selv om man kun
hæver lønnen nominelt, idet man ta-
ger forhøjelsen tilbage igen ved højere
priser i butikker eller f. eks. igennem
en skat. Det vil altså sige, at man
næppe for tiden kan nå frem til nogen
væsentlig forhøjelse af lønniveauet og
af de priser, som fiskerne kan få for
deres produkter. Disse to ting hænger
jo nøje sammen, idet man ikke kan
forhøje lønningerne uden samtidig at
forhøje fiskernes indtægter, hvis man
vil undgå en vandring fra fiskernes
over til lønarbejdernes rækker.
DET VIL TAGE TID
Når dette er fastslået, og det er der
som sagt i de store linier enighed om
i udvalget, så vil det være meget van-
skeligt at undgå, at den grønlandske
befolkning har en lavere aflønning
end den danske.
De produktionsmæssige forud-
sætninger for at hæve grønlænder-
nes løn findes ikke i øjeblikket,
uanset at man i det øvrige Dan-
mark har en stigende velstand. En
forbedring i de produktionsmæssi- ^
ge forudsætninger — i produktivi-
teten — kan ske, men det tager tid.
Det kræver investering af mange
penge i fabriksanlæg, det kræver
yderligere koncentration af befolk-
ningen på færre pladser, hvilket
igen kun kan finde sted, når der er
bygget flere boliger. Og det kræver
endelig uddannelse af befolknin-
gen, bedre skoler og erhvervsmæs-
sig uddannelse.
I alle disse henseender er der sket,
og sker der stadig forbedringer. Der
bygges og arbejdes og slides, og jeg
synes, der er sket enorme fremskridt
siden krigen. Men alt tager sin tid, og
i dag kan produktionen altså ikke bæ-
re nogen betydelig forøgelse af ni-
veauet; en sådan kan kun finde sted
ved tilskud udefra.
SPÆNDINGSFORHOLDET
Det er altså meget betydelige pro-
blemer, der skal overvindes. Det er
forståeligt, at når det er nødvendigt til
det kun lidt udviklede Grønland at
udsende en betydelig mængde arbejds-
kraft og mange danske specialister for
at gennemføre nødvendigt oplysnings-
arbejde — arbejdskraft som naturlig-
vis må aflønnes ikke alene lige så godt
som i Danmark, men også bedre for
at få den til at tage til Grønland —
så opstår der spændingsforhold, som
i værste fald kan belaste det ellers
så gode forhold mellem Grønland og
Danmark.
Opgaven er at føre en sådan løn- og
prispolitik, at vi ikke fuldstændig løs-
river den grønlandske økonomi fra det
som landet selv kan bære — og der
er enighed om, at det ville være ulyk-
keligt at gøre det — men samtidig
undgår at støde an mod berettigede
krav om ligeberettigelse og undgår at
skabe stærke økonomiske spændinger
mellem danske og grønlændere og
mellem grønlandske grupper indbyr-
des.
INGEN GRØNLANDSKE FORSLAG
I de møder, vi har haft i den sidste
tid, har der været fremsat forskellige
forslag til løsning af lønningsspørgs-
målene. Disse forslag er fortrinsvis
fremsat af ministeriets embedsmænd,
og de har været drøftet meget omhyg-
geligt i udvalget. Der er derimod end-
nu ikke fremsat forslag fra grøn-
landsk side, og det er en af årsagerne
til, at den grønlandske delegation er
forblevet i Danmark i vinter. De
grønlandske repræsentanter har øn-
sket nøje at granske og studere såvel
redegørelsen som de fremsatte forslag,
således at de på den måde kan nå frem
til deres egne standpunkter. Læserne
må vide, at det for de grønlandske
repræsentanter er meget svære over-
vejelser, der forestår.
I de møder, der har været af-
holdt, synes jeg, det kan nævnes,
at repræsentanten for de grønland-
ske lønarbejdere har redegjort for,
at de står bag ønsket om, at der
skal bevares en vis forbindelse
mellem, hvad den grønlandske
produktion kan bære og lønni-
veauet, men forudsætningen herfor
er, at også de andre grupper i
Grønland accepterer dette.
Disse andre grupper er dels grøn-
landske tjenestemænd og bestillings-
mænd, dels de fra Danmark udsendte.
FOR KVALITETENS SKYLD
— Kivdlertussat tamarmik
årtanik C-vttamineKardluar-
tunik nuniangniutå aicer-
dlortigaussunik Imaicarput
wmmM
■XvXXyX-XXX
Ilii!

De grønlændere, som er udnævnt til
tjenestemænd, og som varetager sam-
me opgaver som tilsvarende tjeneste-
mænd i Danmark, f. eks. som lærere
ved skolevæsenet, som telegrafister
o.s.v., har allerede et lidt højere ni-
veau end lønarbejderne og fiskerne,
og det er navnlig inden for disse
grupper af højere uddannede, at kra-
vet om ligeløn med danske er meget
stærkt.
NÅR MAN HAR SAMME
UDDANNELSE
Det er svært for en grønlandsk læ-
rer eller en grønlandsk telegrafist at
acceptere, at den udsendte lærer eller
den udsendte telegrafist skal have en
meget højere løn, end han selv, og det
er svært for den grønlandske hånd-
værker at acceptere, at den grønland-
ske lærer eller telegrafist skal ligge på
et niveau, der er meget højt over hans
eget. Det er altså modsætninger, som
det er vanskeligt at få til at mødes.
Ikke mindst, fordi det endnu i mange
år fremover vil være nødvendigt at
udsende en del personale herfra til
Grønland.
En løsning, som tilfredsstiller
alle, lader sig vel heller ikke finde.
Man kan næppe forvente mere end
et bredt kompromis, som kan
fjerne de værste spændinger imel-
lem de forskellige grupper, og som
kan bidrage til, at forholdet mellem
Grønland og Danmark stadig kan
hvile på tillid og positivt samar-
bejde.
Det vil altså være nødvendigt, at
man i Grønland gør sig klart, at man
næppe kan forvente væsentlige stig-
ninger i de grønlandske lønninger el-
ler de grønlandske indhandlingspri-
ser. Væsentlige stigninger på disse
områder kan ikke gives samtidig med,
at produktionen kun lige kører rundt
eller endda giver underskud.
BØRNETILSKUD TIL ALLE
På et enkelt punkt, som jeg synes,
jeg vil nævne her, har der været til-
slutning i udvalget. Det er blevet fore-
slået, at der i Grønland indføres et
almindeligt børnetilskud, d.v.s. et til-
skud, som ydes til alle familier med
børn uden hensyn til hvem og hvad
de er, og hvilke indtægter de har. Til-
skuddet ydes med et bestemt beløb pr.
barn. Et sådant tilskud vil naturligvis
blive af stor betydning for mange
grønlandske familier og for hele det
grønlandske leveniveau. Der er —
tror jeg man kan sige — almindelig
enighed i grønlandsudvalget om, at et
sådant tilskud på en eller anden måde
bør iværksættes. Et sådant socialt til-
skud bidrager imidlertid ikke til at
ophæve spændingen imellem de for-
skellige lønmodtagergrupper; et so-
cialt bidrag af den art vil normalt
være noget, som alle skal have.
Der har vist sig nogen utålmodighed
med grønlandsudvalgets arbejde, ikke
alene i Grønland, men også blandt de
grønlandske medlemmer af udvalget.
Ønsket om hurtige og mærkbare re-
sultater deles imidlertid af os alle. —
Men det er særdeles vanskeligt at for-
ene ønsket om hurtig løsning af pro-
blemerne med den kendsgerning, at
opgaven er både bunden og kompli-
ceret.
Bunden i den forstand, at løsnin-
gen skal være holdbar, være udvik-
lende — den skal være bæredygtig.
Det er ikke et spørgsmål om, hvad
det koster — hvor mange millioner
der skal bevilges — men spørgs-
målet om, hvor disse millioner skal
investeres for at skabe et bæredyg-
tigt, samfundsmæssigt grundlag
for det grønlandske folks udvikling
og stigende velstand.
Herom er der i udvalget principiel
enighed, og jeg tror, at vi har fundet
den form for arbejdet, som vil gøre det
muligt i løbet af vinteren at nå frem
til en sådan afklaring, at vi til foråret
vil have mulighed for at løse nogle
af de væsentligste løn- og prisproble-
mer i Grønland.
uvdlut tamalsa kigutitlt Macs a-
tordlugo børstertarniåkit. Macs sa-
UssarpoK.. • lnOmarigslatdlagtitsl-
ssardlune.. kigutitdlo Kaicortitltar-
dlugit. mamakaoK uvdlOK nåvdlu-
go stiniusimassardlune.
Denne sindelagsændring har en
meget afgørende karakter — og man
må regne med, at kun påvirkning af
landets egne — på det lokale sprog,
virkelig formår at trænge igennem
den almindelige konservatisme og på-
virke befolkningen dybere. De natur-
lige til dette arbejde ville være de
unge specialister fra landene selv, som
har gennemgået en eller anden form
for højere uddannelse og derfor kunne
ventes at øve indflydelse på lands-
mændenes tankegang. De er imidlertid
i mange tilfælde selv blevet rodløse og
usikre, er blevet fremmede for deres
gamle milieu, som ikke længere be-
tragter dem som en af deres egne og
derfor ikke møder dem med tillid.
En vanskelighed er det også, at ud-
viklingen er så uoverskuelig. Man kan
ikke starte isolerede let overskuelige
foretagender og på den måde have si-
tuationen under kontrol, uden at de
straks får følger på en hel del andre
områder. I virkeligheden er det hele
samfundet, der må omskabes i alle
sine led, når det nye sættes i gang.
Man kan ikke forbedre folkesundhe-
den uden samtidig at skaffe livsmulig-
heder til det stigende folketal, som
bliver følgen. Man kan ikke skabe tek-
niske anlæg uden samtidig at give folk
en uddannelse, som sætter dem i stand
til at benytte anlæggene. Man kan
ikke lade folk tjene penge uden sam-
tidig at give dem noget fornuftigt at
bruge pengene til. Sådan kan der bli-
ves ved. ☆
et samme forhold spiller også ind,
når man betragter økonomien.
De nye lande har tit en meget sårbar
økonomi, fordi deres produktion er en-
sidigt samlet om ganske enkelte va-
rer og derfor følsom overfor sving-
ningerne i priserne. Desuden mangler
de jo i det hele taget penge, kapital,
for at kunne sætte det nye samfund
i gang — og må tit henvises til at få
denne kapital udefra. Hvis man da
forlanger og forventer, at denne ka-
pital straks skal kunne forrente sig på
normal måde, bliver man let skuffet,
fordi produktionen i mange tilfælde
kan give direkte underskud. Hvis man
da deraf slutter, at den ikke er beret-
tiget, gør man sig skyldig i en fejlta-
gelse. For selv om en fabrik måske
direkte giver underskud, vil den sam-
tidig skabe basis for en meget større
økonomisk og erhvervsmæssig aktivi-
tet, end dens egen virksomhed er ud-
tryk for: Dens arbejdere må have bu-
tikker at købe ind i, frisører til at
sætte håret, værksteder til at repare-
re deres ejendele og meget mere — og
alle disse nye erhverv er skabt af fa-
brikken, som altså trods sit direkte
underskud alligevel kan betyde en
stor økonomisk fordel for samfundet.
En særlig vanskelighed ligger i usik-
kerheden m. h. t., hvad der i virkelig-
heden rent menneskeligt vil være lyk-
keligst for en befolkning — samt hvem
der skal tage stilling hertil. Er det de
nye folk selv, som kan og skal træffe
valget — eller skal andre vælge på
deres vegne? Har nogen lov til på an-
dres vegne at tage stilling til, hvad de
vil være lykkeligst ved?
De her nævnte vanskeligheder sam-
men med flere andre skaber tilsam-
men et stort og vanskeligt gennem-
skueligt kompleks af problemer. Den
forløbne tid har dog allerede givet så
mange erfaringer, at visse retningsli-
nier kan trækkes for, hvordan de let-
test finder deres løsning.
Afgørende er, at det nye skabes i
samarbejde med de nye folk selv —
og ikke blot afleveres til dem som
færdige kendsgerninger. I så høj grad
som overhovedet muligt må det nye
syn være et produkt af deres egne an-
strengelser, deres egne ofre. Får man
de nye folk til selv at løse og magte
en om end lille opgave — da er langt
mere vundet, end om man løser en
stor opgave for dem. For den lille op-
gave de selv løser, vil give selvtillid
og gå-på-mod som vil smitte af på
nye opgaver og således i sig selv ska-
be en udvikling.
Det er også vigtigere, at specialister-
ne, som skal hjælpe, kan vinde tillid
og virke igangsættende på grundlag
af en rent menneskelig tillid — end om
de selv kan udføre en række fine fejl-
fri arbejder indenfor deres felt. Det
pædagogiske må stadig være hovedsa-
gen. tf.
ærlig opmærksomhed må der der-
for også vises hele undervisnings
og uddannelsessystemet. For det før-
ste vil børneskolens undervisning
næppe til fulde kunne lykkes, hvis
ikke forældrene fuldt og helt står bag
den og støtter den. Som alle andre må
derfor også lærerne allerførst vinde
befolkningens tillid og få den med som
medarbejdere.
Hvor der findes lærere, hvis uddan-
nelse er sket under et andet sam-
fundssystem, må man prøve også at
vinde dem for det nye og få dem til at
forstå det ved at give dem kursus,
som sætter dem ind i de nye tanker og
problemer. Ellers kan man ikke for-
vente, at de skal kunne bringe dem
videre til eleverne — så meget mere
som et væsentligt punkt i undervis-
ningen netop må være det kulturelle,
at lære eleverne, hvordan man trods
alt kan bygge det nye på det gamle
og kombinere de to verdener.
Også et vanskeligt problem som bør-
nebegrænsningen løses kun, hvis der
først er tilvejebragt et tillidsforhold
mellem dem, der skal lære og dem,
der skal være lærere.
I alle de små samfund spiller det
psykologiske en meget stor rolle. Det
må være meget væsentligt, at man
undgår tab af ansigt på den ene eller
anden måde. Eksempelvis vil alle in-
dividuelle lån være farlige, især da
hvis de er store, så der let opstår af-
betalingsproblemer. Hvis en mand
først har givet op overfor den korrekte
afvikling af låneforholdet, vil han
i mange tilfælde være tabt som en
loyal og værdifuld medarbejder. Fal-
litten overfor den stillede opgave vil
ødelægge hans forhold til de hjælpen-
de organer og være en frodig jord-
bund for dannelsen af nye komplek-
ser og uheldige reaktioner. Hvor det
overhovedet er muligt, kan man i ste-
det forsøge at etablere lån på kollek-
tiv basis. Det vil, selv hvor tilbagebe-
talingen svigter, hindre, at den enkel-
te taber ansigt og går tabt for opbyg-
ningen.
Dette var nogle af afhandlingens
hovedtanker i meget kort referat. En-
hver med interesse for disse proble-
mer vil med udbytte læse den hele —
og få meget stof til eftertanke. Grøn-
land er kun i forbigående nævnt i
værket, men enhver med kendskab til
grønlandske problemer vil let kunne
trække paralellerne og se mange ting
et nyt lys, og der er derfor god me-
ning i, at netop Min. for Grønland har
medvirket ved offentliggørelsen af
kontorchef Svejstrups tankevækkende
afhandling. Mads Lidegaard.
9