Atuagagdliutit - 10.05.1962, Blaðsíða 12

Ufrivillige
sti er nestunder
Storisen havde svært ved at
blive enig med sig selv om,
hvornår den med al sin kraft skulle
presse sig indover og blive liggende,
således at al sejlads blev umuliggjort,
skønt dens nærhed i lang tid havde
været varslet både af den aftagende
dønning og den lyse himmel.
Det var helt unormalt, at man kun-
ne sejle endnu, skønt kalenderen, der
efterhånden var blevet noget flad-
brystet, viste den attende december
og skønt færdige med de egentlige
togteopgaver blev det til småture i ny
og næ rundt til de nærmeste pladser
og nu sidst til Kulusuk efter julepo-
sten.
Opmuntret af landvandsbæltet, der
skiftede bredde fra det ene højvande
til det næste, blev det besluttet at og-
så Kungmiut skulle have julepost, da
vi alligevel skulle have et parti tør-
fisk til fortæring her i vinterens løb,
hvis det var muligt.
Over radioen blev man derinde i
forvejen gjort bekendt med, at vi
kom, så det hele kunne være klar ved
iskanten, og vi mente den hellige grav
velforvaret, da vi netop som Solen
steg bag den istakkede horisont drog
af sted.
Iskanten lå nu så langt til havs, at
den netop kunne skimtes fra maste-
tønden, og med fuld fart var vi efter
tre timers sejlads i færd med at ind-
tage lasten ved iskanten, mens en
stor del af Kungmiuts befolkning var
valfartet til stedet for på nært hold
at overvære det sene skibsanløb.
Vi havde småtravlt, og efter en lille
times ophold var vi atter på vej hjem
over uvidende om, at der i mellemti-
den derude til havs var sket store
forandringer i isen, som vi traf ud
for Gustav Holms 0, hvor vi på ud-
turen næppe havde truffet nok til en
ordentlig sjus.
Det var en noget ubehagelig overra-
skelse, idet vi havde beregnet at være
hjemme igen inden aften, men her
som altid, hvor der er drivis med i
spillet, opstår der let fejl i regnska-
bet, og der var ikke andet for os at
gøre end at lægge an til at vente ved
iskanten for at se, hvad det kunne
udvikle sig til.
Det kan jo være en svær fristelse
at forsøge at presse sig igennem, når
man kun er nogle sømil hjemmefra,
og det er tæt op under jul, men den
tanke, at man kan komme fast i isen
og af denne blive ført sydover på
denne årstid med de skiftende vejr-
forhold, vejer godt til, når hjertets
ønsker lægges på vægtskålen sammen
med sund fornuft.
Der var måske dem om bord, som
havde den opfattelse, at man burde
tage chancen at forsøge, men næst
efter at bjerge liv og lemmer havde
vi, som hørte skuden til, først og
fremmest den opgave at få denne vel-
beholden hjem eller anbringe os så-
ledes, at vi kunne overvintre andet-
steds.
Det var således heller ikke for vo-
res fornøjelses skyld, at vi stoppede
op, mens nogle af passagererne (i øv-
rigt uden hverken at sige farvel eller
tak) begav sig til fods ind over isen
til land og den lange vej over fjelde-
ne hjem.
Det var jo ikke statsbanerne, hvor
man i vanskelige vintre, når toget
blev holdt tilbage, kunne blive vide-
rebefordret i rutebiler. Så snart de
var ude over skibssiden, foregik re-
sten af deres rejse for egen regning
og risiko, skønt de havde været vel-
komne til at blive og dele den lange
ventetid med os.
Vi måtte jo se at få det bedste ud
af det, og dagene gik med at drive
lidt jagt langs iskanten for at strække
på den svindende proviant, mens vi,
når mørket faldt på og ofte natten
med, tævede løs i skudens eneste spil
kort.
De blev til sidst så lasede og bløde,
at det kneb med at skelne konger fra
knægte, mens ventetiden gjorde deres
aldersforskel mindre for hvert spil.
De hang ud over knoerne og kunne,
hvis belysningen var nogenlunde,
være en lille rettesnor om, hvornår
man skulle stikke eller lade være.
Efterhånden var der snart ikke me-
re, vi kunne lære med hensyn til
hverandres spillevanér eller uvaner
eller om de forskellige måder at tage
sejr og nederlag på, men da der i ste-
det for penge spilledes om æren, var
det jo ret individuelt, hvor stort tabet
føltes for den enkelte.
Efterhånden som tiden gik blev de
tobaksskyer, som ålede sig ud gen-'
nem messens koøjer, godt blandet op
med utålmodighed og fik af mindre
pæne bemærkninger angående isen en
svovlagtig lugt, som rev slemt i hal-
sen på vagtmandskabet, der stod
udenfor, nidkært vågende over, at in-
tet, som havde med tobakslugt at gø-
re, gik til spilde.
Vi var i begyndelsen lidt uvant med
den udsøgte service med hensyn til at
få tømt askebægrene, men efterhån-
den repræsenterede hvert lille skud
eller en udkradsning jo en kostelig
skat, og nikotinhungrende blikke
hang ved ens læber, hver gang man
tog en ordentlig hivert over en hånd-
fuld halvdårlige kort, der så langt fra
svarede til den afgivne melding.
DAGENE SLED sig af sted ikke
ulig barndommens næsten en-
deløse decemberdage, hvor et bekym-
ret moderhjerte ligefrem begyndte at
spekulere på, om man skulle være
blevet virkelig syg, siden man bad om
at komme tidligt i seng blot for i en
fart at komme en dag nærmere jule-
aften.
Stod man så til gengæld sent op,
var de dog til at få has på, mens man
i vinterens grå halvlys af bar kedsom-
hed lavede åndehuller på de tilfrosne
vinduer, der stærblinde vendte ud
imod fjorden, hvor mørke spytklatter
forrådte den retning, i hvilken åle-
stangerne var taget, endnu længe før-
end det blev lyst.
Det frøs en tolv—fjorten grader, og
lidt efter lidt nedfrøs vore håb om at
nå Angmagssalik inden juleaften og
*
Skibsfører Niels L. Underbjerg,
Angmagssalik, måtte holde jul
i isen ved Angmagssalik, en jul
i et styrehus, mens „tankernes
flugt slæber min sjæl til et bad
i mindernes hav på barndoms-
kimmingens ydersfe rand og
indtil denne dag, mens den
jord og tidsbundne hverdag
går til grunde som vraggods på
nuefs kyst".
*
-_________________________l
gav plads for en dyb skuffelse over
vor vanskæbne, så vi så småt begynd-
te at spekulere på, hvad Vorherre
egentlig kunne være blevet fortørnet
over.
Siden første juni havde vi udsejlet
henved 10.000 sømil og tilbragt mere
end 2600 timer i søen, og selv syntes
vi, at der havde været mere mening i,
at den slags overgik skibe og folk, der
enten havde fået sommeren til at gå
med at plaske rundt blot for at vise
flaget eller var så ugudelige, at de fik
både snaps og øl til frokost hver dag.
Heldigvis for andre søfarende var
det jo ikke vores opgave at skulle
dømme i den slags, noget der sikkert
også ville gå slemt ud over havnepen-
geindtægterne rundt omkring, så vi
holdt os til vores og løb lillejuleaftens-
dag ind i en lille bugt, hvor man, hvis
det endelig skulle være, kunne over-
vintre i nogenlunde sikkerhed.
Da det blev aften kunne selv den
mest optimistiske ikke finde på noget
godt at sige om udsigterne til at nå
igennem den næste dag, og over ra-
dioen bestilte vi slæde-transport til
den del af besætningen, vi mente at
kunne undvære julen over.
Næste formiddag drog de af, mens
maskinmesteren og jeg, som var ble-
vet om bord, så dem mase sig op over
fjeldene, hvor de standsede et øjeblik
og betragtede vor lille indespærrede
skude og gav tegn til, at der intet
åbent vand var at se ud over.
Vi gik i gang med juleforberedelser-
ne, og af enebærris lavede vi et ny-
deligt lille juletræ, der blev forsynet
med to lys og en blikstjerne i toppen,
klippet ud af en gammel mælkedåse,
og efter at have fået en klat pudse-
twist hist og her blev det anbragt på
bordet, mens vi lukkede op for ra-
dioen.
Gammelkendte melodier lød næsten
overalt, hvor man drejede på skalaen
sammen med julehilsener og de dertil
hørende suk eller småhulk, som synes
at være en såre skøn oplevelse for de
implicerede parter, både dem der ta-
ler, og dem der lytter.
For en gangs skyld kunne vi min-
sandten også høre Godthåb, noget vi
ikke er forvænte med på denne side
af landet, i hvert fald .ikke i et
sådant omfang, at det på nogen måde
går ud over sproget, som det er til-
fældet hos stammefrænderne på ca-
nadakysten.
Afskåret fra enhver form for ny-
hedstjeneste og efter at nu også vort
lokale blad efter 29 års forløb er gået
ind, grundet manglende kræfter til at
få stoffet oversat, begrundet med
manglende tid, der til syvende og sidst
sikkert bunder i manglende interesse,
er der dog forbedringer at glædes
over.
Ikke mindst den gode postforbindel-
se via Sdr. Strømfjord og Kulusuk og
en nogenlunde regelmæssig udsendel-
se af „Grønlandsposten" og forskellige
blade og aviser hjemmefra, så man
kan være lidt orienteret om, hvor man
nu er kommet op at slås, og hvad der
er steget, siden sidst man fik post.
Klokken nitten har vi julebordet
dækket og sætter os til rette med fire
stegte tejster imellem os. De stikker
benene i vejret som i protest, akkurat
som de hunde, der efter en omgang
tærsk af spandets bas beslutter, at det
alligevel skal vare lidt, førend de vil
lade sig opstille som modkandidater
til den ham betroede stilling.
Uden at skulle tage hensyn til hver-
ken dug eller håndslebne krystalglas,
bider vi skiftevis af brødet og de steg-
te fugle og hæver ind imellem fla-
sken med skibsøl, der ser ud som finsk
tjære og smager noget lignende.
Der bliver skålet for rederi, slægt
og venner, konge og fædreland, og der
lægges lidt mere inderlighed i ordene,
når vi kommer til skålen for en snar-
lig og lykkelig hjemrejse, og længe
varer det ikke, førend det, der i går
var små, lynhurtige søfugle, blot er
en tilfældig stak afgnavede ben på en
tallerken, der bliver sat hen for at
vente på, at kokken skal komme til-
bage fra sin juleferie.
Sødsuppen, der udgør næste ret, er
blevet tillavet i en så stor gryde, at
det skulle forslå til engang hen i det
nye år, men lidt rovdrift efter de mest
udspekulerede fiskerimetoder, renser
vædsken totalt for skibets sidste be-
holdning af svesker og rosiner, men
hvorfor bekymre sig for de kommende
måltider her, hvor hver dag har nok i
sin plage.
Efter maden endnu et slag kasino
for at se, hvem der skal være nattens
mester, og det blev selvfølgelig Ole,
der sad bedre i lyset til at se, hvad
kortstyrke han havde imod sig, og
med sejrens laurbær tørnede han til
køjs, mens jeg overtog den første
vagt.
Det blev en skøn og egenartet ople-
velse, som jeg godt kunne have undt
den far, der siden engang i november
er blevet slæbt fra den ene forretning
til den anden på juleindkøb, og som
nu måske i dette øjeblik sidder for-
spist og ruineret, betragtende unger-
ne, der slås på llivet løs, så fjernsyns-
apparatet står i fare for at forlise,
endnu førend den sidste afbetalings-
rate er udbetalt.
☆
STOR OG RUND kravlede fuld-
månen op over de lave øer der-
ude ved Kap Dan, mens nordlysene
rystende af kulde tager sig en løbe-
tur tværs over den frostklare himmel,
og isen piber og klager under det
vældige pres derude fra Danmarks-
strædet.
I den stjernestrøede nat står jeg
ved det åbne styrehusvindue, mens
tankernes flugt slæber min sjæl til et
bad i mindernes hav fra barndoms-
kimmingens yderste rand og indtil
denne dag, mens den jord- og tids-
bundne hverdag går til grunde som
vraggods på nuets kyst.
Jeg mindes juleforberedelserne i
barndomshjemmet og den afsky, hvor-
med vi betragtede slagteren, når han
kom kørende i sin lille vogn med det
store trækar bagi, som ikke blot var
til at sidde på, men indebar både mord
og tortur for grisen, der foruden en
snes aldersstegne høns udgjorde hjem-
mets samlede besætning.
Til gengæld var vi en søskendeflok
på tolv, madmæssigt set en stor be-
lastning i et fattigt fiskerhjem, hvor
der selvfølgelig ikke blev holdt gris
for sjovs skyld, men derfor var slag-
terens besøg os lige uvelkomment, og,
mens det stod på, den rene jammer.
Mens min far tog på fjorden, fik vi
pludselig så travlt med andre ting, og
nogle naboer måtte træde hjælpende
til, mens dybe grynt, derefter fæle
hyl sammen med dampen trængte ud
gennem den åbne bryggersdør, der for
os på denne dag forekom at være sel-
veste helvedes gab.
Med skarptslebne knive, pølsehorn,
nål og tråd, sad min mor og store sø-
stre sammenkrøbne på køkkenbordet,
med fingrene så langt inde i ørerne,
at de næsten nåede hinanden, parate
til, når slagteren igen var kørt, at gå
i gang med grisen, der næsten blev
regnet for et nummer tretten af søs-
kendeflokken, men som alligevel
smagte dejligt både som steg, røget
skinke, rulle- eller lungepølse, eller
hvad det nu kunne blive til altsam-
men.
Særlig Pilatus (sådan kaldte vi
drenge ham) husker jeg ganske tyde-
ligt, idet han, takket være min fars
forbøn og vores ihærdighed for at
holde ham slant, opnåede at gå et år
over uden dog af den grund at gå glip
af grisenes særbehandling, majsgrut-
ning med skummetmælk i de sidste
uger op imod julen for at få fiskesma-
gen ud af sidesulet.
Grisen havde vi fået foræret af en
bondemand oppe i sognet, som skøn-
nede, at den alligevel ville dø, førend
den blev vænnet fra patten og således
kunne bruges som et slags bevis på
godgørenhed, men til hans store ærg-
relse og takket være en sutteflaske og
en kærlig pleje, overlevede han, og
blev til sidst en vældig karl.
Om sommeren fulgte den os som en
hund, selv når vi svømmede i fjor-
den, hvor den med mellemrum under
tilfredse grynt stak stikkontakten i
vejret, så vandet sprøjtede som fra en
grønlandshval, mens far inde på
stranden i hemmelig glæde så, at det
gik småt fremad med vægten.
Hvad betød vel en juleaften med
fisk på bordet, hvis vi kunne snyde
slagteren, hvilket dog mislykkedes
året efter, hvor vi måtte fjerne dør-
karmen og et lille stykke af muren for
at få den ud a.f det lille hønsehus tJil
det sidste hede bad, hvor trækarret,
om det var aldrig så stort, næsten blev
til en natpotte, og vi frydede os i vor
sjæls inderste over slagterens besvær-
ligheder.
Der var jul, hvor den lange vej til
sognets lille missionshus blev tilbage-
lagt i fuldt firspring, når vi blev sendt
til juletræsfest i to hold, idet tiderne
dengang jo ikke var til, at hvert fa-
miliemedlem kunne have eget garde-
robeskab.
Så snart gaveposerne var uddelt,
tilbagelagde første hold hjemturen på
12