Atuagagdliutit - 10.05.1962, Blaðsíða 13

rerekordtid, og fik næsten førend de
nåede indenfor, stadstøjet flået af
kroppen, og næste hold blev sendt af-
sted, mens det vandkæmmede hår
frøs til en hjelm af is under den vilde
fart.
Der var jul, hvor vi ni brødre, der
alle drev fiskeri fra Esbjerg, kom hjem
og i egne tanker var nogle vældige
karle med blankskyggede kasketter
og blå strikkede trøjer, og hvor vi i
selvlavede snehytter vandt hinandens
småpenge i kortspil, som var en for-
budt beskæftigelse inden for hjem-
mets fire vægge.
Stadig gik turen, men i mere af-
dæmpet tempo, op ad vejen, når der
var juletræsfest i missionshuset, men
med skam at melde gik vi tit dør for-
bi og fortsatte til forsamlingshuset,
hvis julebal ofte foregik selvsamme
aften, og nu var de eftertragtede ga-
veposer blevet af en anden art.
De småtøse med rottehaler og lang
næse, man knapt nok som hjord-
drenge ænsede, eller gav bidende svar
på de evigtdumme spørgsmål om det
gjorde ondt, når man i galop på de
bare fødder havde indbugseret en bis-
sende stud tværs over kløvermarken,
hvor ting som bistik ejheller medvir-
kede til at fremme ens lyst til land-
bruget, havde nu fået vores fulde be-
vågenhed.
Det var en god gammel skik, at hele
familien juledag samlet begav sig i
kirke og var højtidelige, så det kunne
forslå, når man sad her i det rum,
hvor vi alle var blevet døbt og kon-
firmeret, mens lyset gennem de højt-
siddende vinduer faldt på talerstolens
og alterets guldbogstaver og mange
udskæringer.
Med samme ihærdighed, som han
førhen svang spanskrøret i skolen over
vore syndige rygstykker, gik den gam-
le degn op og ned ad kirkegulvet og
sang for på de gamle julesalmer, ofte
en halv linies vej eller mere foran den
øvrige menighed, indtil alle henimod
slutningen så nogenlunde fandt hin-
anden.
Faldt talen lidt for lang, fordrev
man tiden med ud gennem øjenkro-
gene at betragte forsamlingen hist og
her, måske en forhenværende og for-
slidt husbond, forlængst kommet på
aftægt, sammen med een eller flere
af deres sønner, hvis samfundsværd i
det øvrige sogns omdømme ikke kun-
ne opvejes med hverken to eller flere
småmandsknægte.
Når gudstjenesten var forbi, gik tu-
ren gerne om ad familiegravstedet,
hvor vi tavse granskede skriften på de
mosgroede sten og navnene på dem,
der engang, som nu ens egne forældre,
havde været hjemmets og julens midt-
punkt.
☆
ER VAR JUL, hvor man som et
ungt og eventyrlystent menneske
sammen med sine soldaterkammera-
ter, de fleste professionelle og prøvede
krigere, der til daglig brug hverken
frygtede Gud eller fanden, men som
julenat græd som piskede småbørn af
hjemve og rørelse, mens risfuglene i
vældige flokke trak over Gangesdel-
taets mangrovesumpe og juteskove,
hjem til nattens hvilepladser.
Der var jul, hvor man nød kølig-
heden i Himmalayas fodbjerge eller
stønnede af hede på Pakistans sol-
svedne sletter og måske fik lejlighed
til at se pragtfuldt klædte præster
vandre rundt i et tempels virvar af
perler og skygger, mens grinende af-
gudsbilleder i dunkle krypter eller
skumle gallerier stod smykkede med
et utal af skønne blomsterkranse.
Der var jul i Nordafrika, hvor man
efter at have overværet den farverige
katolske julenatsmesse, tog en svøm-
metur i Middelhavets blå bølger eller
holdt nytårsorlov på Malta og spil-
lede badegæst ved den selvsamme
strand, hvor apostlen Paulus i sin tid
forliste med sin skude, da han efter
at have smidt sejlmagerhandsken var
på vej til Rom for at tale et alvorsord
med den mægtige kejser.
Der var en jul, hvor vi tre mand om
bord på en elendig lille pæreskude
var plasket vestover følgende den
gamle logbog og de bestikudregnin-
ger, som den gamle Columbus havde
anvendt fra Rio Tintos mudrede ud-
løb til Haitis junglebeklædte bjerg-
skråninger.
Efter utallige kryds havde vi kæm-
pet os op imod passaten og ud af Tor-
tugastrædet, mens skipperen legede
både Morgan og kaptajn Blod på een
gang, og vi sled med at rebe sejl, gå
over stag eller hang i lænsepumperne,
til armene næsten kunne nå dækket.
Selveste juleaften, i få sømils af-
stand fra Puerto Ricos kyst, var må-
let fuldt, og sammen gik min bror og
jeg agter til den gamle for at forhøre,
hvordan mulighederne for at holde
jul ved land lå.
Da det efter hans mening lå meget
tungt, fik han valget imellem enten at
stå af eller følge med os, hvorefter vi
overtog kommandoen og faldt af for
vinden og skar os ind i en lille bugt,
hvor vi lod ankeret falde ud for en
elendig samling småhytter.
Sammen med et par af øens sorte
sønner fejrede vi juleaften over et par
flasker Aalborg og utalte flasker øl,
mens vii, efter at tungebåndene var
blevet løsnet, i en håndevending ord-
nede verdenssituationen i al alminde-
lighed og forholdet mellem hvid og
farvet i særdeleshed, og den gamle
skummende af raseri fornuftigvis
holdt sig i sit lukaf for ikke at blive
offer for en slaveopstand.
Da festen ebbede ud, skiltes vi uden
misstemning lige bortset fra, at een af
vore gæster, førend han gled under
bordet, havde den frækhed at gribe
for sig for at gøre landingen blid,
hvorved han nær havde væltet en
halv flaske brændevin, men heldigvis
blev katastrofen afværget i tide.
Ikke særlig højtidsstemte og generet
af tropesolen, som skar fælt i øjnene,
afgav vi igen næste morgen komman-
doen til skipperen, der nogen tid se-
nere på Skt. Thomas over for den der-
værende konsul ville have os til at
indrømme, at vi havde krænket søens
hellige lov og var at betragte som myt-
terister.
Det lød ikke så godt, men med den
uskyldigste mine af verden tog vi
skipperen så godt i forsvar, som vi
kunne og forsikrede konsulen, at den
gamle helt igennem var en kernekarl,
og at der ikke var grund til nogen
ængstelse, selv om det af og til skete,
at han så eller hørte ting, som ikke
havde noget med virkeligheden at
gøre.
Til gengæld svor denne, at vi allige-
vel var det værste par forbrydere, han
nogensinde havde sejlet indenbords
med, noget vi betroede ham kunne
have været rettet forlængst, da det jo
ikke var uden fortilfælde, at en mand
sporløst var forsvundet fra et skib på
den risikofyldte tolv—fire vagt.
Da vi ikke mere trivedes så godt i
luften om bord, forlod vi Vestindien
påmønstret en millionæryacht og for-
blev vinteren over i Florida eller sej-
lede småture mellem Cuba og Baha-
maøerne for til sidst hen på somme-
ren af emigrationsmyndighederne i
New York at blive overgivet til ge-
neralkonsulatet dér og hjemsendt som
subslistensløse uønskede indenfor De
forenede Stater.
☆
I O, DER VAR skam minder nok at
** svælge i, når man stod her mut-
tersalene og lod sig bjergtage af den
vældige grønlandske natur, og man
skal da vist være helbrændt ateist for
ikke at blive fanget af en vis andagts-
fuld grebethed her under Algudens
vældige hånd som sikkert styrer vor
lille klode gennem det stjerneprikkede
univers.
Som en velgørende renselse stop-
per man op ved erkendelsen af ens
egen ubetydelighed i det støvgran af
liv, der farer rundt på Jordens størk-
nede skal omkring Solen, en anden-
rangs stjerne i udkanten af det gale-
aksehob, vi til daglig kalder mælke-
vejen.
Herregud, hvor er vi tilbøjelige til
at mene, at vi formår en pokkers
masse, og selv det at trænge ud i rum-
met viger man ikke mere tilbage for,
men alligevel forbliver livsgådens
hemmelighed uløst, og selv de mest
komplicerede elektronhjerner bliver
uanvendelige og må erstattes med de
gamle udefinerlige begreber — uen-
delighed og evighed.
Hvad er vel den urgamle drivkraft,
der bragte os frem fra syndflodsha-
vets amøbestadie til rum- og super-
mænd andet end en slags selvophol-
delsesdrift, som der ingen grund er til
at (bryste sig af, selv om det er ganske
pænt, hvad der er blevet nået, de
ufuldkomne sansers begrænsede syns-
felt taget i betragtning.
I en sådan nat kan man sige til sig
selv, hvad i alverden rager den nye
generaltakst mig eller samarbejdsud-
valg, grønlandsudvalg, eller hvad de
nu skændes om derovre i FN, eller
om man fotograferer Månen på for-
eller bagsiden.
Det tæller jo så lidt altsammen, nu
hvor man for et øjeblik har fået lov
til at holde i tampen af Vorherres
store målebånd, der har en hel anden
streginddeling, og hvor der i stedet for
centimeter og meter står tid og rum.
Der ret fremover stævnen med sit
gyldne sværd ved bæltet står Orion
som den har stået siden dengang, bræ-
erne under bulder og brag brækkede
af inde midt i Jylland, mens vore for-
fædre med hundeskindet om lårene
slæbte deres kvinder i sikkerhed og
gryntede noget om, at det var fandens
besværligt at være familieforsørger.
Lyset fra den blå kæmpestjerne i
Orions knæ, der er 540 år om at nå os,
blinker jo på akkurat samme vis som
dengang, da sabelkatten hvæsede imod
Månen, og gubben Noah endnu ikke
havde strakt kølen til sin vældige ark,
der ikke ville være blevet en uge gam-
mel i isen her udenfor.
At træde lidt tilbage fra nuets alt-
fortærende bål, hvor hverdagens små-
problemer brænder en granithård skal
om ens udødelige sjæl, avler fordra-
gelighed overfor verden og vor tid,
så man isynes, at ens medmennesker
er helt, som man kan forlange, de skal
være, og man får nærmest ondt af
dem, der har det anderledes.
Mens et lysende stjerneskud, måske
en forsinket tåre, som Skt. Laurentius
i sin himmel engang i sommer græd
over vor dårskab, slæber sit lysende
spor over firmamentet, stryger ind-
holdet af et digt af Kaja Jacobsen
gennem erindringens dunkle kamre:
„Det er ikke himlens stjerner, der for-
svinder fra din himmel,
det er dig selv du blide tåbe, der angst
for deres vrimmel
vender ængstelig dit øje imod Jordens
runde kegle,
mens du gemmer dig i fjerlag som en
blind og lyssky ugle.
Slukkes alle stjerner om dig, går din
lille verden under,
husk at hjertet må betale for sine
stjernestunder.
Ude istår det dybe mørke, ingen lyse
stjerner tændes,
vil du varmes, du forfrosne vid, da må
noget brændes.
Brænd dit had, til det bliver aske —
tænd en stille guldglanskærte,
tænd et lys for dine venner på et
alter — i dit hjerte.
Ak ja, ofte har det brændt lidt ri-
geligt på, for at mindernes bål har
kunnet samle gløder, til gengæld har
disse også kunnet afgive en mængde
varme, som man har kunnet hygge sig
ved, mens uret har hugget ens lange
vagt i småstumper.
n ET ER NU BLEVET Oles tur til
at komme på vagt, og det første
han spørger om, så snart han slår øj-
nene op, er, hvorledes det går nu, og
ingen kan være i tvivl om, at det er
isen, det gælder, men jeg må i sand-
hedens interesse erkende, at det har
jeg næsten ikke lagt mærke til, men
siger bare, at det er det samme som.
før.
Nuvel, hyren drejer, og kokken bak-
ker op, som man plejer at sige, men
da hyren her ikke er større, end at
det kan være en noget tvivlsom trøst,
og vi foruden at have sendt kokken
hjem ikke har noget at bakke op af,
må man jo trøste sig med, at kostpen-
gene kan give overskud.
Det er efterhånden snart også det
eneste, der i hverdagen har et skær af
evighed over sig, og jeg tror ikke, at
de er steget væsentligt, siden dengang
Erik den Røde sammen med sine
mænd sled sig over havet og slog sig
på landbruget her.
En skam, han var så langt forud for
sin tid. Hvad kunne det ikke være
blevet til med de priser, der er på
lammekød i dag, men så kunne der
jo være opstået andre ubehagelighe-
der, f. eks. vrøvl med skibstilsynet og
andre ting, som man dengang var for-
skånet for.
Julemorgen ser det endnu mere sort
ud, end vi bryder os om at indrøm-
me overfor os selv, og for at holde den
lille bugt åben, så vi kan slippe ud,
hvis der skulle komme en chance, må
vi hele dagen ligge og sejle frem og
tilbage.
Det fryser jo, så sandormene piber
på bunden, men hen ad formiddagen
bliver vi glædeligt overrasket ved at
få besøg af et par slæder, som er
sendt over med friske forsyninger fra
julebordet derhjemme, og førend de
igen drager af sted, fremsiger de nog-
le trøsterige ord om, at vi har fået os
godt anbragt til bjørnetrækket til for-
året.
Vi er nu mere interesseret i de
mange dejlige sager, som konen har
sendt, og udvalget er ikke blevet rin-
gere af, at man har været både el-
sket og savnet, nu da det er blevet
jul, og manden ligger til havs, mens
vor ældste søn er kommet på kostsko-
le, en familieåreladning, der igen har
bragt den forslidte bamse til ære og
værdighed, når der skal danses om
juletræet, og det kniber med at nå
rundt.
Her er alt muligt: Spegesild, lever-
postej, hjemmelavet sylte, resterne af
den stegte and og fire øl, og min
sandten om der ikke også nederst lig-
ger en halv flaske snaps, og vi savler
af forventninger, mens mundvandet,
snart det eneste der efterhånden er
isfrit, smører ganen og gør klar til
stor indrykning.
En papirsjuledug er også fulgt med,
og da vi får den bredt ud over bordet
ser man billeder af pluskæbede nisse-
mænd, der slæber af sted med jule-
træer, oven li købet med nåle på og en
basunblæsende engel klapper vinger-
ne sammen, da den får en sjat af væ-
den fra spegesildene under vore
travle forberedelser med at få dækket
bord.
Vi lader alle de dejlige sager ve-
derfares retfærdighed, men bliver
enige om at nøjes med en enkelt snaps
for at udbringe endnu en skål for en
snarlig hjemtur og med den bagtanke
at vi måske til nytårsaften ligger
uhjælpelig fast eller at situationen
kan forandre sig så brat, at vi klar-
hjernede er rede til at imødegå den
med øjeblikkelig varsel.
Det sidste blev heldigvis tilfældet,
og endnu mens vi drøfter, hvor godt
det skal gøre med en lur ovenpå ma-
den, kommer nordvestvinden, som
den har for vane, først i små kast, si-
den jævn og med tiltagende styrke,
som var den bestilt til formålet.
Nu bliver der travlhed for alvor og
den kæde af elektriske lys, som vi har
lavet i den lange ventetid, bliver rig-
get op mellem masterne, og inden
mørket falder på, kan vi allerede hist
og her langs land skimte åbninger
i isen, der igen er på vej udover.
Det mål, der blot for få timer si-
den syntes os så uendelig fjernt, bli-
ver nået efter halvanden times sej-
lads, og overiset fra vandlinie til fløj-
knap står vi oplyst som var det sel-
veste „Gribsholm“ ind mod Angmag-
ssalik.
Mens velkomstraketter på kryds og
tværs hvæsende pløjer sig deres vej
mod himlen og forgår, mens signal-
kuglerne driver for vinden, kommer
besætningen over nyisen og glæde-
strålende i møde med mange andre,
som også får den sidste sejltur med,
mens der bliver ønsket glædelig jul
og trykket hænder i en uendelighed.
Frem fra kabelrummet hales de
svære fortøjninger, og vel anbragt i
havnen bliver skuden svinebundet
efter alle kunstens regler, og vi
spadserer i land, hvor byens julesang-
kor har taget opstilling på kajen, og
vi småfrysende overhører endnu et
par salmer med mange vers, ikke li-
gefrem afsunget i lyntempo.
Vi takker varmt for den strålende
velkomst og begiver os hjemover til
julebadet, som man denne igang havde
regnet med kunne skyde et år over,
men mens dette foregår, samles ven-
ner og bekendte om kaffebordet der-
inde i stuen.
Nyvasket og renset på legeme og
sjæl, et større foretagende, der næsten
havde strakt sig over halvandet døgn,
hvis man tager julenattens filosofi-
ske betragtninger med, sætter man
sig til bords.
Der aflægges beretning om turen,
der ikke bliver mindre dramatisk af,
at man nu ved sig skuden sikkert
fortøjet dernede i havnen.
NIELS L. UNDERBJERG.
SEJL UD MED
AMERIKAS FINESTE PÅHÆNGSMOTOR
3Vs hk .... 925,-
T/i hk .... 1.745,-
12-18 hk fra 2.560,-
25 hk elst. 4.360,-
40 hk fra . 3.950,-
80 hk elst. 8.500,-
Stort illustreret West Bend katalog og
nærmere oplysninger fås ved henven-
delse til de handlende.
Repr. for Danmark KETNER MARINE,
København
Amerikame motorit ikutagkat
pitsaunertåt atorniaruk
West Bend katalog åssiliartarasårtOK
påsissutigssatdlo ersserKingnerussut
niorKutilingnut sågfigingnigdlune pine-
Karsinåuput.
Danmarkime sivnissdssOK Ketner
Marine, København
maa man være
De er sikker på iopkvalitet i velbe-
handlet hårdt træ, tømmer, døre,
gulve og isolationsmaterialer, når
De køber hos os.
uvavttne pisiguvit Kularisångilat pit-
sauvdlutnamgsårtunik ptsavdlutit Ki-
ssungnik mångertunik suliarivdluag-
kanik, Kuagssugtunik, matunik, na-
tigssanik OKorsautigssanigdlo.
skal der
.til...
Lager af
TRÆLAST — TØMMER — kalmarfyr — velbehandlet
snedkerifyr.
FINERER, danske og udenlandske.
BANGKOK TEAK, TABASCO MAHOGNI, JAPANSK
EG, PADUAK og andre udenlandske træsorter.
EUROPÆISK LØVTRÆ.
BØG, EG, ASK og andre danske træsorter.
GLATTE DØRE — fionia — vedex.
MØBELPLADER — fionia — ge-ge — Spaandex —
Bison — Rexboard.
KRYDSFINER — birk, bøg, fyr, eg, elm, teak og
mahogni.
BODEX vandfast — GIPSPLADER.
PLASTIKPLADER hervinex — køkkenbordsplader —
neoprenlim.
PANALUX plasticemaillerede vægplader.
TRÆFIBERPLADER — hårde, bløde, perforerede.
JUNCKERS BØGEPARKET — fionia parket.
GLASULD — ROCKWOOL.
AZOBE havnetømmer.
M. H. KRAUSE
Træ- & Finerhandel A/S, Sfrandlodsvej 61, København S
Telefon Sundby 9505* — Telegramadr.r ARYWOOD
Træ i 100 år
13