Atuagagdliutit - 28.02.1963, Síða 13

af spørgsmålene er netop, om det er
muligt at tage sådanne forbehold.
Man har sikkert hævdet, at dette
ikke ville være muligt. Det er jeg nu
ikke så sikker på, men den diskussion
kan vi for øjeblikket jo godt stille i
bero.
Derimod kan det vel stadig være
nyttigt, at vi gør os klart, om vi,
hvis forhandlingerne med Fælles-
markedet skulle tage en ny drej-
ning i retning af Danmarks tilslut-
ning, overhovedet ønsker taget
grønlandske forbehold — og i givet
fald hvilke.
For at tage standpunkt til det, kun-
ne man spørge, hvad en tilslutning til
Fællesmarkedet ville betyde — f. eks.
Økonomisk. Det har vi selvfølgelig la-
vet en del beregninger over. Det told-
beløb, der betales på grønlandske va-
rer i de nuværende Fællesmarkeds-
lande, ligger over en halv million kr.
°g for de ydre 7’s vedkommende dre-
jer det sig om næsten lige så meget,
hvis der i Grækenland skulle betales
told på den grønlandske saltfisk efter
Fællesmarkedets toldsatser, så drejer
det sig om næsten 1 mili. kr. Hvis
man tænker den lidt aparte tanke, at
■Danmark var inden for Fællesmarke-
det og Grønland uden for, og at der
skulle betales told på import af grøn-
landske varer til Danmark, så ville
det med Fællesmarkedets satser dreje
sig om en toldbelastning på ikke så
lidt over 1 miil. kr. — men den tanke
er nok lidt for langt ude.
Et andet spørgsmål, der har været
drøftet, er, om det kan tænkes, at der
Ved import til Grønland af spansk
salt, som vi bruger ved saltfiskpro-
duktionen, skulle betales Fællesmar-
kedstold, hvis Grækenland blev med-
lem af Fællesmarkedet sammen med
Danmark. Det kan i høj grad tænkes.
Det ville dreje sig om en toldbelast-
hing omkring 1 mili. kr. — forudsat
selvfølgelig at det ikke lykkedes at
lave en særordning med fritagelse for
opkrævning af denne told.
Der er altid en hel del økonomi-
ske problemer, hvad enten vi er
med i Fællesmarkedet, eller vi ikke
er med. Stort set tror jeg, man kan
sige, at disse problemer er lige
store, og det vil sige, at de kan gå
lige op mod hinanden.
Det, der tæller nok så meget, er
derimod de af landsrådet omtalte sær-
°rdninger, og frem for alt det, der lig-
ser bag ved dem, nemlig hensynet til
den økonomiske udvikling, frem for
Mt til den grønlandske befolknings
udvikling i de kommende 10—20 år.
Om de såkaldte grønlandske sær-
ordninger vil jeg blot sige så meget,
at vi selvfølgelig ved, at de eksisterer.
De har landsrådets tilslutning, og er
vedtaget af folketinget, og de skal
selvfølgelig administreres af en eller
anden. Ordninger af en hvilken som
helst art kan altid kritiseres, og de
folk, der skal administrere dem, må
vide, at denne kritik nemt kan rettes
Mod dem personligt, men der er in-
gen grund til at fortvivle over det —
°g frem for alt gør kritikken i sig selv
1° ikke ordningerne overflødige.
Man kan godt kalde de grønlandske
særordninger for restriktioner, men at
det skulle være særlig vidtgående,
grimme monopoler og den slags, det
er en gammel skrøne, som længe har
hørt fortiden til. Der findes i realite-
ten i Grønland næppe så mange re-
striktioner på erhvervsområdet som
hernede eller i andre europæiske lan-
de. Derfor foregår der da også en ri-
vende udvikling inden for den priva-
te sektor. Man skal være slået med
blindhed, hvis man ikke kan se, at
der også foregår en særdeles bemær-
kelsesværdig overgang fra den offent-
lige til den private sektor.
I sin politiske iver må man blot
*kke overse, at der er en række gan-
ske naturlige hindringer. F. eks. dette,
at alt for få danske hernede fra kan
faenke sig at knytte deres personlige
fremtid til en tilværelse i Grønland —
eller at det selvfølgelig kræver tid at
uddanne, oplære og skole den grøn-
landske befolkning, som Grønlands
fremtid vel først og fremmest skal
bygges på. Giv grønlænderne et pas-
sende åremål til at vokse ind i den
nye tid, så skal ved fælles hjælp ud-
viklingen nok komme i gang. Farten
er stor nok endda.
Udviklingens fart bestemmes
selvfølgelig ikke af en eller anden
mystisk reaktionær holdning, men
simpelthen af den grønlandske be-
folknings ønsker om ændring af
bestående forhold, dens evne til at
udvikle sig og vokse ind i udvik-
lingen, og selvfølgelig af den til-
slutning og forståelse, som udvik-
lingsprogrammerne møder her ne-
de og i Grønland. Alt tyder på, at
det står såre vel til med alle disse
forhold. Det er derfor, vi kan kon-
statere den kraftige fremgang.
Tilbage til spørgsmålet om mulig-
hederne for at tage særlige grønland-
ske forbehold under eventuelt kom-
mende Fællesmarkedsforhandlinger —
eller rettere, om vi har nogen interesse
i at tage forbehold. Man har også
hævdet, at grønlænderne ikke ønsker,
at der skulle tages forbehold, fordi
man derved kunne komme til at give
udtryk for, at Grønland ikke har fuldt
ligeberettiget status i det danske fæl-
lesskab. Heller ikke dette kan være
rigtigt. Landsrådets vedtagelser siger
det modsatte. Man har — stadig, så-
fremt det er muligt — ønsket frie
hænder til at oprette særordninger,
hvis og såfremt man anser det for
ønskeligt. Dette forekommer at være
en særdeles fornuftig vedtagelse. Om
deh så kan realiseres, det er et andet
og det næste vigtige spørgsmål, og det
må indrømmes, at det er vanskeligt at
afgøre på forhånd — stadig forudsat,
at det overhovedet biiver aktuelt.
Eventuelle forbehold — under kom-
mende Fællesmarkedsforhandlinger
eller måske også under kommende
forhandlinger med „de ydre 7“, der
pludselig kan vågne til dåd —* kan vel
næppe holdes så generelt som lands-
rådets formulering. Skal de på den
anden side præciseres nærmere, så
må man se nøje på erhvervslivets for-
udsætninger, på udviklingsplanerne og
mulighederne for at realisere dem in-
den for rimelig tid, og ikke mindst
vel på befolkningens udviklingsmulig-
heder og dens ønsker.
Vi kan godt begynde med de natur-
lige forudsætninger. Havet ud for
Grønland er en af råstofkilderne til
verdens forsyning med levnedsmidler.
Den stigende levestandard verden
over medfører, at disse råstofkilder
drages med ind i den fællea hushold-
ning. Spørgsmålet er ikke, om disse
råstofkilder skal udnyttes. Enhver kan
se, at de bliver udnyttet, men også af
stadig flere nationers både går ind 1
fiskeriet omkring Grønland.
Fra 1960 til 1961 steg det samlede
internationale fiskeri ud for Grønlands
vestkyst fra 294.000 tons til 414,000
tons. Alene' det tyske trawlfiskeri i
vestgrønlandske farvande er tredoblet
fra 1960 til 1961, nemlig fra 47.000
tons til 142.000 tons, og torskefiskeriet
alene har de på dette ene år forøget
fra 22.000 tons til 83.000 tons. På ét år
har a}tså en enkelt nation forøget sine
fangster ud før grønlund med ft
kvantum, der svarer til det dobbelte
af den grønlandske totalproduktion.
Fiskeriet ud for Grønlands kyst
er altså i voldsom stigning, men
spørgsmålet er, på hvilken måde
den grønlandske befolkning mest
hensigtsmæssigt for den selv og
mest gavnligt for den selv kan dra-
ges ind i denne udvikling.
Vi kender planerne. De er gode
nok, hvad enten man taler om kom-
missionsbetænkningen af 1950 eller
dens forlængelse, som vi har udtrykt
det i industriprogrammet, søm om
meget kørt tid vil få en yderligere
forlængelse med det industriprogram
II, som vi allerede arbejder stærkt på.
På denne baggrund ved vi, at fi-
skeriets udvikling er et grønlandsk
nøgleproblem. Uanset om vi er med
i Fællesmarkedet eller ej, må der
derfor ske visse ting på fiskeriom-
rådet.
Den ene ting er flytning af fiskeri-
grænserne. Den er nær forestående,
men det er jo kun en højst begrænset
sikring, hvis vi går ind i Fællesmar-
kedet. Ganske vist er alle detail-
spørgsmål om Fællesmarkedets fiske-
ripolitik og dets erhvervspolitik i al-
mindelighed endnu ret uafklaret. Det
er jo ikke længe siden, at dansk for-
handlingstaktik så åbenlyst gik ud på,
at komme med til forhandlingsbordet
for at præge beslutningerne, men da
vi nu er sat uden for, kunne det må-
ske være nyttigt nok at afvente en
afklaring af problemerne.
Danmark har efter sagens natur be-
tydelige fiskeriinteresser, men de kan
stilles i skyggen af andre erhverv, —
For Grønland alene derimod er pro-
blemstillingen overordentlig ensidig.
Fiskeriet betyder alt før den grøn-
landske erhvervsudvikling. Derfor må
vi lytte med særlig opmærksomhed,
når fremstående ledere af Fællesmar-
kedsorganisationen udtaler, at de ven-
ter vidtgående frihed for fiskeriet med
indbyrdes fri adgang til fiskeri inden-
for territorialområdet, fri landingsret
og fri etableringsret.
Det kan vel roligt indrømmes, at vi
en lille stund ånder lettet op i denne
Fællesmarkedshastværkets uventede
forhandlingspause. I alt fald er det jo
helt sikkert, at en så dramatisk pro-
blemstilling ikke i overskuelig tid og
slet ikke med så bydende styrke vil
opstå under EFTA — selv om samar-
bejdet under de 7 skulle blive styrket
væsentligt efter den sidste tids begi-
venheder.
Af de piterede udtalelser fremgår
allerede, at det synes svært at skille
fiskerirettigheder ad fra landingsret
og etableringsret. Sådanne rettigheder
er svært reguleret hernede, og det er
tilfældet 1 alle lande. Tilsvarende re-
gulering findes selvfølgelig også i
Grønland.
Vi bekender os til en erhvervspoli-
tik, der skal føre frem til større fri-
hed. Men jeg tror ikke, at man øn-
sker ubetinget frihed kun for princip-
pets skyld, men fordi vi tror, at den
vil gavne grønlænderne.
Også dansk administration har jo
altid gerne villet tage særlige hensyn
til den grønlandske befolkning. Vi
mener, at erhvervslivet j Grønland
ikke bløt skal udvikles til glæde før
hvem søm helst, men at det skal ud-
vikles til glæde øg gavn først Og frem’
mest før den grønlandske befolkning.
ingen kan være i tvivl om, at me-
get vidtgående erhvervsfrihed i det
lange løb kan være gavnligt for alle,
og også for Grønland. Forholdet er
bare det, at vi selvfølgelig skal have
den grønlandske befolkning med, at
vi skal have vort udgangspunkt i'be-
folkningens udvikling og uddannelse
og i tekniske og økonomiske forud-
sætninger, at vi ikke blot skal tænke
på virkningerne ud i en fjern fremtid,
men at vi også må tænke på den nu-
levende generation, på dagen i dag og
dagen i morgen.
Det ligger klart for dagen, at den
grønlandske befolkning udviklings-
mæssigt ikke står stille, men at den
går frem i forbavsende fart, derfor
kan der heller ikke være tvivl om,
at der er én ting, der er brug for
mere end for noget andet, og det
er tid.
Al udvikling, som bygger på men-
neskelig viden, dygtighed og erfaring,
kræver tid. Det ser vi klart af de eu-
ropæiske landes og af andre landes
historie. Men den pædagogiske og
økonomisk-tekniske udvikling i Grøn-
land er kun sket i sneglefart igennem
i alt fald 100 år. Der er kun gået 10—
12 år, siden man brød med total af-
spærring og monopolisering. Der er
nået overordentlig meget på denne
korte tid. Hvert år kan vi konstatere,
at udviklingen går i store spring. Alli-
gevel er der et godt stykke vej tilbage,
inden Grønlands økonomi står nogen-
lunde på linie med de andres.
Tilslutning til Fællesmarkedet
ville derfor kræve en kraftig for-
cering af udviklingstempoet. Dette
kunne teknisk volde besvær, og det
kan med nogen sikkerhed forudses,
at det ville rejse mange menne-
skelige problemer.
Det er derfor, jeg har gjort mig til
talsmand for, at man i al fald burde
gøre et forsøg på at opnå en forlænget
overgangstid, ikke for at bevare no-
get, der bør falde, men for at give
den grønlandske befolkning og den del
af erhvervslivet, som grønlænderne
selv medvirker i, mulighed for den
udvikling og tilpasning, som der uden
tvivl i høj grad er brug for. Det er jo
muligt, at vi nu får denne tilpasnings-
tid.
Ideen er jo ikke ny, eftersom hele
den nyordning, der kom i 1950, byg-
ger på tanker om ændring, overgang
og tilpasning. Vi befinder os derfor
midt i en sådan ændrings- og over-
gangstid, der præges af stadig større
afhængighed af international handel,
men også af efterhånden ganske til-
fredsstillende resultater.
Jeg har allerede nævnt produk-
tionsfremgangen i mængde. Med den-
(Fortsættes næste side).
EINAR STORR
Trikotage en gros
Nørregade 26 — København K.
Alt i trikotage
til damer, herrer, børn og baby
Import — Eksport Telegramadresse: ESTORR
friskhed - renhed
... De mærker det straks -
på MACS rene,
forfriskende smag
... De ser det straks -
på det rene,
friske MACS smilt
Macs
gør gule tænder hvide
Den gode
kaffeduft
breder sig...
-stadig flere nyder ARABA
inuit nuånårsa«atigTgkumavdlutik katerssutarångata kavfe pingitsugagssaussångilak.
ARABA KivdlertQssanut silåinaKångitsunut portugax kavfinit mamarnerpaugmarnit
sanauvoK. ARABA KaerxussaKarångavit kisirmtitdlutitdlume atortarniaruk . . . kissåt-
dlangna«, mamaK inumarigsinaK.
V
Der findes
intet) bedre end
en kop 'ÅRÅBA!
Ar./gr. 4
13