Atuagagdliutit - 22.07.1965, Blaðsíða 20

Kirkens sociale forpligtelse
Interview med biskop Haldor Hald.
Biskop Haldor Hald fra Lolland-Falster Stift opholder sig i denne måned i
Grønland. Formålet med biskop Halds besøg er at afholde kursus for præster
og kateketer. Emnet for disse kursus, der afholdes i Godthåb, Egedesminde og
Julianehåb, er „Kirkens sociale forpligtelse". Biskop Hald har i mange år virket
som chef for Kirkens Korshær, som jo netop — på folkekirkelig grund — øver
et socialt arbejde blandt dem, livet er gået i stykker for: drankere, prostitue-
rede, hjemløse, dem i fængslerne og mange andre.
LIVETS BESTIALSKE SIDER
— Biskop Hald, De har kendt og
kender mange, som virkelig for alvor
har lidt skibbrud og er havnet i druk
eller prostitution. Hvad er det, der
har slået sådanne mennesker omkuld?
— Når De spørger om grunden til,
at et menneske bliver dranker eller
prostitueret eller noget andet, som
ødelægger dets liv, tror jeg, De spør-
ger om mere, end nogen er i stand
til at svare på. To mennesker kan til-
syneladende komme fra samme miljø
og have omtrent ens vilkår, og så går
det den ene godt, mens den anden går
i hundene. Vi kan pege på visse fak-
torer, som kan være medvirkende:
ulykkeligt eller opløst ægteskab, dyb
skuffelse over et eller andet, f. eks. at
man ikke magter sit arbejde, eller en
chokerende oplevelse, som vedkom-
mende ikke har kunnet glemme; men
der er mange, som er ude for det sam-
me — ja, måske det, der er værre —
uden at det ender så ulykkeligt.
Jeg ved mere om, hvordan det føles
at være dranker eller prostitueret ej-
ler narkoman, eller hvad det nu drejer
sig om. Om dem alle gælder det, at de
føler sig under en ond tvingende magt,
der driver dem i en retning, som de
ikke ønsker at gå. De kan godt se, at
kursen er rettet mod en stadig større
ulykke, men de evner ikke at lægge
kursen om.
Og farten nedad bliver stærkere og
stærkere. Hvis de „små piger", som
begynder at flirte lidt med „de farlige
ting", fordi de synes, at de ad den vej
finder mulighed for at opleve musik
og fest, pæne kjoler og en smule for-
loren dyrkelse, eller hvad det nu er,
som småpiger gerne vil opleve — hvis
de vidste, hvor hurtigt det ender i
udbrændthed, i livslede og i et uhyg-
geligt kendskab til livets allermest
bestialske sider, ville de være bange.
Det er ikke morsomt at leve, når man
føler sig under alles foragt, og når
man allermest foragter sig selv. Er
der noget sted, hvor man opdager, at
de ti bud værner om livet og livsglæ-
den, er det i det miljø, hvor livet er
gået i stykker. Og de, der allerstær-
kest prædiker om det, er dem, der
selv har oplevet ulykken.
EN FLOK AF SYNDERE
— Kirkens Korshær, dens mange
faste og frivillige medarbejdere, har
aldrig følt sig for fine til at være
blandt dem, der er helt nede i skidtet?
— En kristen kirke må altid være
på siden af dem, der er i nød. Den
nødstedtes stemme må nå kirken som
Kristi stemme, ellers er der noget galt.
Kirken må hjælpe så langt, som den
formår.
Vi har ikke noget mirakelmiddel,
der kan kurere alkoholisme eller pro-
stitution. Ikke engang antabus er no-
get lægemiddel; det er mere et
skræmmemiddel, som kan være me-
get nyttigt under visse forhold. Det
mest nødvendige for de ulykkelige er,
at der er mennesker, der vil have med
dem at gøre, sådan som de er, menne-
sker, som vil tro på dem og tro for
dem, håbe på dem og håbe for dem.
Her er der en fornem opgave for en
kristen menighed.
Dertil kommer, at kirken må have
en plads til dem i troens fællesskab,
ikke bare en plads, der venter på dem,
når de er blevet forbedret, men som
de er. Drankeren eller skøgen trænger
ikke mere til Guds tilgivelse end den
respektable borger gør det. I behovet
for Guds nåde er vi alle lige. Det hø-
rer med til mine allerfineste præste-
opievelser, at jeg i nogle år fik lov
tu at leve med i en menighed i Set.
Nikolai Kirke, hvor næsten alle lå
under for et eller andet af den om-
talte slags. Jeg synes egentlig aldrig,
at jeg stærkere har oplevet, hvad
kirke er: en flok syndere samlet om
frelsen i Jesus Kristus rakt gennem
ordet og sakramenterne.
KIRKENS KORSHÆR I ORØNLANDI
— De har nu dannet Dem et omend
foreløbigt og måske lidt flygtigt ind-
tryk af forholdene og problemerne i
Grønland, og det ligger nær at spørge,
om De finder det naturligt at for-
søge at overflytte, evt. omplante Kir-
kens Korshærs arbejde til denne
landsdel?
— De har ret i, at mit indtryk er
flygtigt, men svaret må blive i Grøn-
land, som det ville være i det øvrige
Danmark, at et Kirkens Korshærs
arbejde er påkrævet, når man må
konstatere, at der er opstået en grup-
pe i befolkningen, som ligesom er
udenfor og egentlig nedenunder det
normale samfund. Det er i og for sig
ikke nødvendigt, at den er præget af
druk, prostitution, narkomani eller
lignende. Når man kan konstatere, at
en gruppe er sig bevidst som værende
„udenfor", og når man ikke gennem
det sædvanlige kirkelige arbejde kan
nå dette samfundslag, må tiden siges
at være inde til at etablere et særligt
organ til denne opgave, og da har vi
en Korshærs-opgave.
VELFÆRDSSTAT OG DIAKONI
— Jamen, er der plads til — end-
sige brug for — en mere privat-beto-
net, f. eks. kirkelig indsats på det
sociale område i en tid og i et sam-
fund, hvor „det offentlige" — stat el-
ler kommune — jo tager sig af alle
sine borgeres ve og vel?
— Da velfærdstanken for alvor be-
gyndte at slå igennem i Danmark, var
der mange, der mente, at man nu
kunne kvitte al privat og altså især
al kirkeligt socialt arbejde. Det lød
egentlig mærkeligt for os, der stod i
et sådant arbejde, for vi havde sande-
lig begge hænder fulde af arbejde. I
dag er der få, der tænker sådan. Vi
har tværtimod i stigende grad mær-
ket, at det offentlige nu henvender
sig til og går i samarbejde med den
kirkelige diakoni. Det gælder arbejdet
både blandt børn og unge, blandt de
afsporede og ikke mindst blandt de
ældre.
Der kaldes på pionérarbejde af
eksperimenterende art. Man ved, at
nye arbejder i reglen begynder med,
at et enkelt menneske ser et syn og
går i gang med at virkeliggøre det.
Der kaldes på hjælp i de situationer,
hvor den lovbundne, mindre elastiske
Sp, uvdiat tamalsa FOSKA
savlmlneK, kalke, fosforllo pro-
tein, Bi-vifaminitdlo pissaria-
Kagkafit Imaraitl asulume FO-
SKA mamaicalullk!
offentlige hjælp ikke har hjemmel til
at gribe ind, medens den kirkelige
diakoni, som er fri for kravet om lov-
hjemmel, jø kan handle som hjertet
og fornuften byder én. Det betyder
også, at den kirkelige diakoni er i
siand til at tage individuelle hensyn,
som den offentlige hjælp ikke kan
tage — og vi ved dog, at der er megen
forskel på mennesker.
Der er meget samarbejde af den
slags i Danmark i dag.
Men uanset alle ræsonnementer og
alle praktiske dogmer må en kristen
kirke føle kravet om at hjælpe som et
uafviseligt krav; så længe der blot er
ét nødstedt menneske, som ikke bliver
hjulpet, så længe må den kristne give
sit arbejde og sin offergave. Den sag
Kan slet ikke diskuteres.
DIAKONUDDANNELSE
— Kirkens Korshær har en medar-
bejderstab, der omfatter både faste
medarbejdere og frivillige. Hvilken
uddannelse kræver man af den faste
stab?
— Det vigtigste for os er, at de på-
gældende har en uddannelse i for-
vejen. Det kan være en universitets-
uddannelse, en seminarieuddannelse,
en kontormæssig eller håndværks-
mæssig uddannelse. Vi ræsonnerer på
den made, at når en medarbejder har
kunnet gennemføre én uddannelse, vil
vi altid være i stand til at supplere
denne, og så er der det interessante
ved de diakonale opgaver, at de er så
forskeiligartede, at man næsten altid
vil kunne finde et område, hvor det,
som et menneske har i kraft af natur
eller oplæring, vil kunne nyttiggøres.
Jeg skal nævne, at vi med særlig
glæde i de senere år har modtaget
diakoner, som har fået deres uddan-
nelse ved diakonhøjskolen i Aarhus.
Ikke blot har de igennem den uddan-
nelse fået en meget nyttig oplæring,
men vi kan i reglen regne med, at
deres personlige indstilling til arbej-
det er sådan, at man kan glæde sig
over den. For øvrigt er det ikke altid
lige let at få fat på disse medarbejde-
re, idet der er rift om dem. Også det
offentlige har opdaget, at her er der
folk, som kan bruges. Det hjælper os
meget, at forstanderen på diakonhøj-
skolen i ca. 6 år har været knyttet
til Korshærs-arbejdet som præst, og
han har ikke glemt sin gamle kærlig-
hed.
AFHJÆLPNING AF
KATEKETMANGELENI
— Nu er vi i Grønland. Mon ikke
det grønlandske samfund i flere for-
bindelser kunne drage fordel af folk
med en diakonuddannelse?
— Jeg kan næsten ikke tænke mig
andet. Det er ikke folk, der møder
med et krav om bestemt arbejdstid
og en begrænset arbejdsopgave. Min
erfaring er, at de søger at danne sig
et indtryk af den foreliggende opgave,
og så giver, hvad de har at give, i
den. Og mon det da ikke netop er så-
danne folk, Grønland har brug for?
Jeg er næsten sikker på, at forstander
Nørgaard på diakonhøjskolen ville op-
fatte det som en kærkommen og god
opgave at give også grønlændere en
diakonuddannelse. Jeg kan i øvrigt
forstå, at fremtiden tegner sig temme-
lig alvorlig med henblik på supple-
ring af kateketbestanden. Folk med
en diakonuddannelse vil være mænd,
der er nyttige til mange ting. De vil
både kunne prædike og hjælpe, hvor
hjælp gøres behov. Mon de da ikke
vil kunne løse den kirkelige del af
kateketopgaven og muligvis endda
bringe noget nyt ind?
ser.
Tro mod det nedarvede
Grønlands ældste præst, Niels
Lynge, Godthåb, fyldte 85 år den 20.
juli. Disse linjer skrives som en hyl-
dest og en tak til et usædvanligt fød-
selsdagsbarn. Usædvanligt, fordi
pastor Niels Lynge ikke „bare" er
gået hen og blevet en gammel mand,
der nu kan præstere et, især i Grøn-
land, usædvanlig højt åremål. Nej,
Niels Lynge er fremdeles en mand,
hvis sind er både ungt og gammelt,
ungt for så vidt som den gamle mand
stadig virker stærkt på sine omgivel-
ser ved en åndens spændstighed, ved
en sindets åbenhed over for dagens
problemer — og gammel for så vidt
som han altid har forstået betydnin-
gen af at være tro mod det nedarvede
og at øse af et langt livs rige erfarin-
ger og over for de yngre slægtled
frugtbargøre sin dybe indsigt i og
varme kærlighed til sit folks og sin
kirkes svundne dage.
Pastor Lynge er en mand, man sna-
rere lytter til end diskuterer med. Han
er en mand, ved hvis fødder man sid-
der, som en anden gjorde det ved
Gamaliels. I mangfoldige sammen-
hænge aflægger han et „vidnesbyrd",
som man synes skal have lov at stå
for sig selv. Der er visse mennesker,
som man fristes til at misunde for
deres evne til at blive gamle. Man
kalder sådanne gamle „vise". Således
med Niels Lynge. I en periode af
Grønlands historie som den nuvæ-
rende, hvor udviklingens vogn, med
et præg af nødvendighed over sig,
skramler af sted efterladende sig
mange rodløse skæbner, er den gamle
præst eksponent for den overbevis-
ning, at trofasthed med det nedarvede
er en sund ballast i et tidehverv. Uim-
poneret af, men lydhør over for den
moderne tids strømninger; tro mod
sin kirkelige og folkelige arv. I en
sådan balance må det være godt at
blive gammel. Niels Lynges hele livs-
opfattelse er et vidnesbyrd om, at hvis
det grønlandske folk vil eje en fremtid
som folk, må den bygges på fortidens
grundvold. Jeg måtte tænke på fød-
selaren, da jeg forleden traf på føl-
gende ord af en amerikansk antropo-
log: „Det fortidige er en arv, som vi
må lære at værdsætte under vor op-
vækst. Thi for et menneskesamfund,
der ikke er dybt rodfæstet i det, der
engang var, ophører fremtiden at
være til, og nuet bliver en meningsløs
kakofoni."
Salmisten i Gamle Testamente siger
et sted (salme 92), at for de gråhårede
er det som med træer, der er plantet
ved bækken: de påvirkes ikke af
regnfattige tider (f. eks. tider, hvor
meget er i opbrud), fordi de drager
næring fra skjulte kildevæld. „Selv
grånende bærer de frugt, idet de vid-
ner, at Herren er retfærdig, deres
klippe."
I 64 års trofast tjeneste for den
grønlandske menighed — fra 1901 til
1922 som kateket (en periode, hvor
hans banebrydende arbejde fandt sted
inden for den folkeligt-kristelige væk-
kelsesbevægelse penatigingniat) og fra
1922 til i dag som præst, har pastor
Niels Lynge for alle sine landsmænd
og for os andre, som har fået lov at
kalde sig hans ven, forkyndt, hvad det
er for et „skjult kildevæld", han dra-
ger næring af: hans grundfaste tillid
til den himmelske Gud og Fader. 1
denne tillid har han levet og virket
som sin kirkes og sit folks tro tjener.
Menigheden er den gamle præst
megen tak skyldig.
SVEND ERIK RASMUSSEN.
Pastor emeritus Niels Lynge, fotograferet i 1956, da han af landshøvding P. H. Lund-
steen fik overrakt Ridderkorset.
palase soraerneK Niels Lynge 1956-ime landshøvdingimit P. H. Lundsteenimit Ridder-
korsimik sarKarmiulerneKartoK.
CALTEX OLIE
DDK
Automatisk
opfyldning
- i takt med Deres
forbrug leverer vi
CALTEX olie.
10 måneders
brændselskonto.
Skal De have
nyt oliefyr,
kan De fordele
betalingen over
36 måneder.
DET DANSKE KULKOMPAGNI
RÅDHUSPLADSEN 14 • (01)1492 14
pitsaunermit pifsaunen
FORHANDLERE
OVERALT I GRØNLAND
20