Atuagagdliutit - 22.07.1965, Blaðsíða 28

Island i dag (2):
Det islandske samfund afventer
nu sin skæbnetime
Kastes landet ud i krise og generalstrejke, eller lykkes det at føre for-
handlingerne på arbejdsmarkedet til et positivt resultat under de ugun-
stige forhold!
Af ARNFINN JONSSON
ne, fordi fangstudsigterne synes at
blive dårligere. Det er i enkelte til-
fælde kommet så vidt, at man har
måttet sælge både til udlandet. Fiske-
riet efter sommersild — vårsild — er
netop begyndt, noget tidligere end
man egentlig havde turdet håbe på
grund af det kolde forår og den van-
skelige issituation ved nordkysten,
Reykjavik i juni (RB-special).
Det islandske samfund venter på en skæbnesvanger afgørelse: Kan der sikres
fortsat fred på arbejdsmarkedet ved en omfattende rammeaftale, eller opstår
der en konflikt, som vil få karakter af generalstrejke og måske bryde den ene-
stående velstandsudvikling, landet har gennemgået i de sidste år?
Der er mange vandfald i Island. Mange af dem er som dette, der ikke kan udnyttes.
Islandime ervngit nåkartorpagssuaKarpoK, amerdlakissut umatut iluakutigineKarsi-
naunatik.
Den 5. juni udløb den etårige aftale,
som blev indgået i fjor. Det var en
helhedsløsning af helt ny karakter, og
den indebar muligheden for en helt
ny holdning til overenskomstproble-
merne og den økonomiske politik. Men
forud for denne aftale havde man
haft uoverensstemmelser og strejker
af alvorlig karakter. Der er ingen
tvivl om, at modsætningerne også nu
er store samtidig med, at politiske
og økonomiske faktorer komplicerer
situationen.
INFLATIONSPRES
En af de vigtigste økonomiske kom-
plikationer er det stærke inflations-
pres, som har drevet priserne og de
faktiske lønindtægter stærkt op, dels
som følge af en kraftig lønglidning,
dels som følge af udstrakt overtids-
arbejde. Dette er konsekvenserne også
af en udpræget mangel på arbejds-
kraft og af en betydelig overekspan-
sion i næringslivet og navnlig af
boligmarkedet.
Den højkonjunktur, som Island
har oplevet siden 1960 som følge
af stadig øgede fiskefangster og
samtidig forbedrede afsætnings-
muligheder og stigende priser, ser
ud til at kunne være slut. Det er
nemlig uvist i hvor høj grad de
øgede fangster skyldes rigeligere
fiskeforekomster eller den betyde-
lige udbygning af fiskerflåden og
forbedring af fangstmetoderne.
Sidste efterår slog sildefiskeriet del-
vist fejl, og trods øget indsats gik
vinterfiskeriet efter torsk dårligere.
Det er særlig gået ud over trawler-
flåden, som ikke må fiske inden for
12-mile grænsen. Det er blevet van-
skeligt at hyre mandskab til trawler-
men endnu ved man kun lidt om re-
sultatet. Så godt som alle industrier
i Island rammes, hvis fiskeriet slår
fejl. Fiskeriprodukter udgør mere end
90 pct. af eksporten.
BRISTEPUNKTET NÅET
Islands økonomiske ekspansion i
efterkrigsårene er bl. a. betalt med en
kun delvis kontrolleret inflation. Kro-
nen er blevet nedskrevet flere gange.
Den sidste store nedskrivning fandt
sted i 1960 og blev året efter fulgt af
en 10 pct.s korrigering. Kronekursen
er nu nede i ca. 15 danske øre. De
gode tidert som fulgte det økonomiske
og politiske systemskifte i 1960 har
forhindret, at de inflatoriske kræfter
er blevet for stærke, men alle er klare
over, at ballonen på ny har nået
bristepunktet.
De mange tilløb til strejker, som
for det meste har politisk baggrund
eller politisk betydning, er udtryk for,
at trykket stiger.
En anden faktor, som komplicerer
forhandlingssituationen i høj grad, er
den partipolitiske situation i Island.
Siden 1960 har landet haft en koali-
tionsregering bestående af landets
største parti, Selvstændighedspartiet,
liberalt-konservativt med 24 mand i
Altinget, og det mindste, socialdemo-
kraterne, med 8 mand på tinge. Social-
demokratiet er stærkt svækket efter
flere tab til kommunisterne, som i sig
selv er en politisk trefoldighed af det
egentlige kommunistparti (Det forene-
de folkesocialistiske Parti), Socialist-
partiet, som er udbrydere fra social-
demokratiets venstre fløj, og et lille
nationalistparti, som kalder sig Det
nationale Forsvarsparti. Det består af
yderligtgående elementer, som har
søgt tilknytning til kommunisterne på
grund af den fælles modstand mod
NATO og Keflavik-basen. Kommuni-
sterne dominerer desuden landsorga-
nisationen, hvis formand er den
ekskluderede socialdemokrat Hanni-
bal Valdimarsson. Kommunisterne har
9 mand i Altinget.
Det største oppositionsparti er
Framstegspartiet med 19 mand i Al-
tinget, som ofte på grund af sit navn
betegnes som liberalt, men som fører
en underlig splittet politik. I visse
henseender står det klart til højre for
Selvstændighedspartiet, i andre
spørgsmål opererer det åbenlyst på
regeringens venstre flanke. Dets ind-
stilling til NATO og navnlig til Kefla-
vik-aftalen har været temmelig ulden,
alt efter om partiet har befundet sig
i eller uden for regeringen.
RYGTER OG USIKKERHED
I den aktuelle overenskomstsitua-
tion optræder kommunisterne som
lønmodtagernes ivrigste og mest ufor-
sonlige forkæmpere. Framstegspartiet
er det store politiske spørgsmålstegn
i denne situation. Dels frygter man
for overbud fra dette partis side, dels
går der vedholdende rygter om hem-
melige forhandlinger om, at partiet
skal træde ind i regeringen — rygter,
som hverken har kunnet bekræftes
eller afkræftes, og som måske bare er
et udslag af den usikkerhed, man på
alle hold føler over for dets holdning.
Den grundliggende svaghed ved
Islands økonomi er, dels at den
ensidig er afhængig af noget så
lunefuldt som fiskeriet, dels at lan-
det har en skrigende mangel på
arbejdskraft, samtidig med, at man
prøver at ordne mest muligt på
én gang. De gode ydre forhold har
tilladt, at alt har kunnet ordnes
forholdsvist glat i de seneste år,
men dersom man nu står ved et
vendepunkt, således som fremtræ-
dende økonomer mener, kan den
jævne udvikling let blive brudt.
Der peges på, at statens egen kredit-
politik ikke er mindre inflationsdri-
vende end løn- og prisudviklingen.
Der lånes hvert år betydelige sum-
mer til investering i næringsliv og
boligbyggeri for lave renter. Alle, som
låner penge er interesserede i, at de
kan betale tilbage med kroner, der er
billigere end dem, de lånte. Man har
taget skridt til at rette på denne
skævhed ved indeksbundne lån. Og
der peges på, at om man kan føre
indeksbindingen af lånene videre og
samtidig ændre lånevilkårene noget,
vil man kunne bygge en inflations-
spærring på kreditsiden, som vil få
vidtrækkende virkning.
EN INFLATIONSBREMSE
Det enorme boligbyggeri er den
jævne mands inflationssikring. Om-
kring 80 pct. af alle familier i Island
ejer — i det mindste formelt — deres
bolig.
En effektiv inflationsbremse på kre-
ditsiden vil reducere risikoen ved, si
man i fjor genindførte indeksklausu-
len i tarifaftalerne, efter at den var
afskaffet ved lov i 1960, fordi den
havde fremmet en stadig inflation i
årene efter krigen. En prisstigning
sidste efterår måtte staten absorbere,
i overensstemmelse med aftalen, gen-
nem en forøgelse af subsidierne, som
skar 6 points af pristallet, men som
blev finansieret ved en forøgelse af
omsætningsafgiften fra 5,5 til 7,5
point. Indeksklausulen udløste også en
3 pct.s lønregulering den 1. marts i år.
Handelsminister dr. Gylfi Gislason
understreger i en samtale situationens
alvor, som regeringen er fuldt op-
mærksom på. Han fremhæver, at
rammeaftalen fra i fjor har bedret
mulighederne for årets opgør og hæv-
der, at det er overordentlig vigtigt, at
man nu fortsætter den samme linje.
Først og fremmest bør man tage sigte
på at forkorte den faktiske arbejdstid
gennem rationalisering og nye afløn-
ningsformer. Hvis man kan øge pro-
duktiviteten, garantere lønmodtager-
ne samme indtægt og gennemfører en
faktisk reduktion af arbejdstiden, vil
det betyde meget og virke stabilise-
rende. Den politiske atmosfære i Al-
tinget var usædvanlig fredelig ved af-
slutningen i midten af maj i modsæt-
ning til tidligere på foråret. Regerin-
gen har taget hensyn til såvel lands-
organisationens som oppositionens øn-
sker ved udformningen af de nye
skattelove i håb om at lette de kom-
mende forhandlinger, siger handels-
minister Gislason.
KLAR TIL KAMP
Landsorganisationens formand har
forsikret regeringen om, at man vil
gøre, hvad man kan, for at få en af-
tale i stand, men samtidig har man
gjort det klart, at man er klar til
kamp. Lønmodtagernes kår må bed-
res. Det er et uafvigeligt krav. Også
fra arbejdsgiverside har man gjort det
klart, at man ikke giver sig uden
videre. Pålidelige iagttagere bedøm-
mer situationen noget forskelligt, men
alle understreger dens alvor. Frem-
trædende økonomiske sagkyndige reg-
ner med, at man står over for et ven-
depunkt, og at fremgangen i fiskeriet
formentlig er slut. Måske kommer en
ny nedgangsperiode, som den man op-
levede fra 1945 til 1959. I en sådan
situation bliver en magtkamp på ar-
bejdsmarkedet, som mange frygter vil
blive langvarig, skæbnesvanger for
udviklingen. Måske er viljen til ®t
rimeligt kompromis større end for-
sikringerne om ubændig kampvilje
kan tyde på. Der er, som det fremgår,
flere forhold, som maner til forsigtig-
hed. Men de uberegnelige politiske
faktorer gør det så vanskeligt at spå,
at næppe nogen vover at sige noget
bestemt om udsigterne for en fredelig
løsning. Bl. a. af hensyn til sin man-
øvreringsfrihed er der mange af de
ansvarlige forhandlere, som heller
ikke gør deres endelige standpunkt op
før i allersidste øjeblik.
god KAFFE
gennem
generationer
ukiorparu-
jugssuarne
kavfimik
pitsaussui-
narmik
niorKuteKar-
tarsimavugut!
silarssuarme
pitsaunerpåK
beø
e

tåssalume inumarigsi-
nångitsusanane
28