Atuagagdliutit - 10.10.1968, Blaðsíða 20

Jeg ville jo bare ha’ en kop te
Robert af Klinteberg, 32 år og fra Stockholm, er fortvivlet over al den blæst,
der er omkring hans færd tværs over den grønlandske indlandsis. Her for-
tæller han om sagens virkelige sammenhæng, der i hans mund lyder som
en sandfærdig og fornuftig forklaring.
Han er ikke videre karsk af udseende. En lang spinkel fyr med baby-face og
uskyldige øjne. En rigtig lemmedasker, men ingen provo, usædvanlig kultiveret,
høflig og dannet. Lids smådoven at se til. Det blonde uldhår i urede. På fødderne
har han et par uformelige laplandske sko. Skibukser, strikketrøje og hverdags-
jakke. Hans lange dvældende skridt ser ud, som skulle de føre ham til verdens
ende. Han kan ikke fordrage al den blæst omkring ham, men hans generte høflig-
hed tvinger ham til endog på en forekommende måde at skildre de sidste måne-
ders begivenheder. Det kan måske rette lidt op på alle de tåbelige skriverier,
al den forvrængede sandhed, der har været at læse i bladene, siden han 24. sep-
tember ankom til Sdr. Strømfjord som den første og måske sidste, der alene er
gået tværs over den grønlandske indlandsis. Men hans ord er mumlende, som om
der ikke er noget særligt at fortælle.
Det er Robert af Klinteberg, i den
senere tid almindeligvis omtalt som
svensk eventyrer og bjergbestiger. 32
år, men med en enorm erfaring som
alpinist, ikke bare som medlem af en
„alpeverein", men som aktiv udøver af
sporten gennem adskillige år. Han er
ikke nogen vovehals, men en fyr, der
kan tage vare på sig selv — endog
efter et uheld, der tvinger ham til at
søge tværs over indlandsisen, ene
mand, for første gang i historien.
Men i øjeblikket er han fortvivlet,
dels fordi han har været årsag til en
omfattende, farlig og kostbar red-
ningsaktion, dels fordi han ikke fik
lov til at gå de sidste godt 100 kilo-
meter for at gennemføre turen, og dels
fordi hans fotografiapparat, hans dag-
bog og en del af hans minder ligger
efterladt på isen tre timers traktor-
kørsel øst for Dye 2.
KORREKTION
Klinteberg forstår ikke, at det var
nødvendigt at sætte en eftersøgning i
gang.
Han mener ikke, at den principielle
debat omkring baggrunden for hans
færd over indlandsisen har været ført
på et tilstrækkelig sagligt grundlag.
— Det synes, som om ingen kender
forholdene på iskanten i Østgrønland,
ingen af dem, der har deltaget i dis-
kussionen, siger Klinteberg og indle-
der sin fortælling om begivenhederne:
— Vanskelighederne begyndte ved
ankomsten til Angmagssalik, hvor jeg
blev modtaget af en politimand og en
kellner (det viste sig senere, at jeg
havde hørt forkert, og at han var det,
man på dansk kalder „kæmner"). De
spurgte mig, om jeg havde tænkt mig
at gå over indlandsisen, og jeg sva-
rede, at det havde jeg endnu ikke ta-
get noget beslutning om. Nå, men det
kunne også være ligemeget, sagde de.
I hvert fald skulle jeg skrive under på
en erklæring, hvor jeg højtideligt lo-
vede, at jeg ikke ville forsøge mig
tværs over indlandsisen. Jeg væg-
rede mig, for endnu vidste jeg ikke,
hvad den kommende tid ville byde på.
Men der blev ikke mere at tale om,
idet man — hvis jeg ikke ville skrive
under — ville konfiskere hele min ud-
rustning. Det var „kniven på struben",
og det ville være dumt at stritte imod.
— Skrev De under på, at De ikke
ville bevæge Dem op på isen?
— Nej, det stod der intet om.
INGEN VEJ TILBAGE
— Videre?
— Jeg kunne jo altid gå i fjeldet,
men efter et par dage i Angmagssalik,
hvor jeg supplerede min udrustning,
tog jeg til TiniteKilåK i håb om at
kunne bestige Mont Forel 100 kilome-
ter mod nord. For et par år siden var
jeg jo med en norsk/svensk ekspedi-
tion i Grønland for at gøre netop dette
forsøg. Det mislykkedes.
For ikke at gå i detaljer kan vi
springe frem til uheldet. Jeg var på
det tidspunkt alene. Mine meget ven-
lige grønlandske kammerater var gået
tilbage til TiniteKilåK. De havde hjul-
pet mig over Sermilik-fjorden og op
på isen. Vi havde et par dages dårligt
vejr. Nogen tid efter, at jeg var fort-
sat alene, var det, at uheldet indtraf.
Slæden blev beskadiget, og jeg skulle
træffe en alvorlig beslutning.
Det er her, jeg tvivler på de disku-
terende parters viden om forholdene
på isen i Østgrønland. Min beskadigede
slæde, som jeg kun kunne reparere på
grønlandsk vis med et reb og en sur-
ring, var slet ikke i stand til at klare
turen tilbage gennem det stærkt for-
revne terræn. Ingen, som ikke har væ-
ret der, kan med nogen ret udtale sig
om forstandigheden i min beslutning.
Der var — og det vil jeg understrege
som det aller vigtigste i denne sag —
ingen vej tilbage. Den ville være
uoverskuelige risikabel, og det turde
jeg ikke binde an med. Stående på
isen i denne voldsomme stilhed var
der kun ét at gøre: at vælge vejen
tværs over Grønland. Jeg var i god
kondition, havde rigeligt med proviant
og mente, at min psyke også kunne
stå mål med de prøvelser, den blev
udsat for.
FREMAD
Altså fremad — som den eneste sikre
mulighed for at overleve.
Strabadserne, prøvelserne, o. s. v.
var som ventet. Jeg stødte ikke på
særlige vanskeligheder ud over, at jeg
med et par stykker ad gangen mistede
mine hunde, dels rømte de, dels om-
kom de i det ofte hårde vejr. Jeg blev
nødt til at bygge en interimistisk slæde
af mine reserveski og måtte efterlade
en stor del af min udrustning. Men
stadig havde jeg nok til at klare mig.
På den første del af turen satte jeg
kurs mod Diskobugten, idet det var det
område, jeg havde bedst kendskab til.
Da jeg imidlertid længere inde på isen
stødte på et flag, blev jeg opmærksom
på, at det sandsynligvis var en rute,
der var afmærket af en tidligere ek-
spedition. Jeg tog retning efter det
næste flag, som jeg stødte på efter to
kilometer. Jeg havde intet kendskab
til Dye 2’s beliggenhed, og det var
altså ikke min hensigt at nå den, før
jeg efter to måneder fik øje på den.
BLOT EN KOP TE
For at forstå det følgende, må man
prøve at sætte sig ind i min meget til-
spidsede situation. Inden mine grøn-
landske kammerater forlod mig på
Østkysten, havde vi som nævnt haft
flere dage med dårligt vejr. I en så-
dan situation får voksne mænd tiden
til at gå med snak og te, og det var
netop, hvad vi gjorde. Altså blev be-
holdningen brugt op langt tidligere
end beregnet, og dag efter dag alene
på isen med te og tobak i tankerne
bliver til en fiks idé. Da jeg fik øje
på Dye 2, blev det en indlysende tanke,
at jeg lige kunne smutte ind og få en
kop te.
Måske blev min hensigt misforstået.
Jeg ved det ikke. Men i hvert fald
havnede jeg i en formaliteternes ver-
den, hvor de berettede om den stor-
stilede eftersøgning, der var igangsat.
Den oplysning gjorde mig meget for-
tvivlet, og da man yderligere nægtede
mig at fortsætte og endog at hente
det grej, jeg havde efterladt, et par
dage tidligere, da jeg fik øje på sta-
tionen, var jeg synderknust — alt hvad
jeg ejede, hvad jeg havde fotograferet
og noteret, hele det studie, turen var
blevet til.
— Det brev, man har kendskab til,
at de sendte til en kammerat med op-
lysningen om, at de ville gå over ind-
landsisen og være fremme i Sdr.
Strømfjord i week-end’en 21.—22. sep-
tember. Hvad med det?
Klinteberg ryster en smule på ho-
vedet og siger: — Det var kun et af
flere breve med forskellige oplysnin-
ger for at man ikke skulle kunne spore
mig og dermed ikke være i stand til at
iværksætte en unødvendig eftersøg-
ning. Og det var jeg selv overbevist
om, at den ville være. Derfor sendte
jeg det brev til en kammerat. Til an-
dre har jeg sendt breve med oplysnin-
ger om, at jeg ville bestige Mont Forel,
hvilket altså virkelig blev planen, til
andre, at jeg blot ville „gå i fjeldet",
o. s. v. Det var ikke fordi, jeg på det
tidspunkt havde planer om at gå over
indlandsisen.
HVERKEN FREM ELLER TILBAGE
Robert af Klinteberg tilbragte 65
døgn alene på indlandsisen, undertiden
i en storm så hård, at han ikke kunne
gøre andet end at ligge ned i flere
døgn med en temperatur på minus
45—50 grader C, hvor solsmeltede og
atter frosne isnåle føg hen over ørke-
nen i et inferno af ondt vejr. Der er
ikke noget at sige til, at Klinteberg
gerne ville have en kop te. Men den
blev skæbnesvanger for hans forsæt.
Efter ankomsten til Dye 2, var der
hverken nogen vej frem eller tilbage,
og han måtte finde sig i at blive hentet
til Sdr. Strømfjord i et stort ameri-
kansk transportfly.
Så tæt på at nå over, og så bliver
det hele ødelagt.
Men det var der heller ikke noget
at sige til, for sådan som begivenhe-
derne havde udviklet sig, var det en
logisk konsekvens.
Men Klinteberg har oplevet det, som
mange drømmer om. To måneder i
absolut uendelig ensomhed og i en
oftest ligeså uendelig stilhed. Hvis man
spørger ham, om ikke indlandsisen er
farlig, svarer han:
— Den er præcis så farlig at gå på,
som en 600 meter dyb bundfrossen sø.
Der er ingen revner, kun på kanten.
Den er fuldstændig glat og blank, og
så er den meget, meget stille.
Robert af Klinteberg er forelsket i
Grønland — og ikke blot det: Han næ-
rer en dyb kærlighed til landet, til dets
is og fjelde, dets folk og kultur, histo-
rie og etnografi.
Om han kommer tilbage? Jo, jo, hvis
det bliver muligt. For enhver, der har
set det, vil til alle tider nære et bræn-
dende ønske om at se det igen.
—den.
Grønlandske frimærker
købes til højeste dagspriser — send hvad De har (frimærkerne må gerne
sidde på breve) vi afregner omgående.
Grønlands Frimærkehandel — Box 49 — 3900 Godthåb.
Kalåtdlit-nunåne frimærkit
pisiariumaneKarput uvdlormut akit angnerpårtånik akilerdlugit — pi-
gissaKaruvit nagsiutikit (frimærkit agdlagkane nipingåinarsinåuput) er-
ngerdluta akigssait nautsorssordlugit isumangnåisavavut.
Grønlands Frimærkehandel — Box 49 — 3900 Godthåb.
Autoriseret lagerførende forhandler af HONDA'generatorer
og stationære motorer
TAGE SCHJØTT . Rækkehuset 5 . Narssazc
20