Atuagagdliutit - 06.12.1968, Blaðsíða 15

Der er brug for kateketer
Behovet for kateketer er ikke blevet
mindre i de senere år. Der er mangel
på kateketer, der kan virke som præ-
dikanter ved siden af lærergerningen.
— Hvorfor er der flugt fra kateketger-
ningen? Er der ingen, der ønsker at
være kateket mere? Der findes mange
svar på disse spørgsmål. Et af dem er
lønspørgsmålet. Lønmæssig forskelsbe-
handling opretholdes også inden for
kateketfaget. Arbejdet er det samme,
men ikke uddannelsen. Derfor for-
skelsbehandlingen.
Der var rift om stillingen som kate-
ket i gamle dage, og mange kateketer
har gjort et godt stykke arbejde på de
små steder i årenes løb. Men nu om
dage er det en sjældenhed at møde
unge mennesker, der vil gå kateket-
vejen. De unge vil ikke være prædi-
kanter. De vil helst være lærere. Si-
den 1950 er der uddannet ganske få ka-
teketer i ordets egentlige betydning,
d. v. s. prædikanter, der samtidig vir-
ker som lærere ved børneskolen. Der-
for er der stor mangel på kateketer i
bygder og på bopladser.
Kateketer med bedre uddannelse
bryder sig ikke om at arbejde på de
små steder. Byerne med deres moderne
huse og mange bekvemmeligheder dra-
ger. Desuden er der større indtjenings-
muligheder for en kateket i en by.
Kateketer med bedre uddannelse bli-
ver derfor i byerne, skønt der er større
brug for dem på de små steder. Men
det er der ikke noget at sige til. Se-
minarieuddannede kateketer foretræk-
ker de bedre skoler i byerne. Arbejds-
vilkårene på de små steder er ikke
de allerbedste heller ikke for kateke-
ter. Men nogen skal jo virke på de små
steder, og det bliver kateketer med
mindre uddannelse.
Men der er ulemper ved den ten-
dens. Kateketer med kateketskoleud-
dannelse har ingen muligheder for at
udvide deres horisont udover de kur-
ser, der bliver arrangeret for dem en-
gang imellem. Kurser af seks ugers
varighed er ikke ret meget for en ka-
teket, der i adskillige år har boet på
de små steder med den såkaldte til-
bagestående befolkning. Kateketer med
kateketskoleuddannelse har heller in-
En statsautoriseret sygdom
Under denne overskrift skriver
Inge Grymer i Egesminde avis
„Ausiak“:
Grønlandsminister Norman har ta-
get imod en indbydelse til KGHs sty-
relsesrådsmøde i november med den
motivering, at han er interesseret i at
få kendskab til Handelens fremtidige
målsætning.
Vi ved fra udtalelser og betænknin-
ger både fra Folketing og Landsråd,
at KGH hidtil — som led i den danske
grønlandspolitik — har arbejdet med
på at udvikle landet og samtidig søge
at bevare befolkningens egen livsform
og kultur. Opfyldt af disse idealistiske
tanker går vi en tur i „Butikken" for
at se, hvad den kan tilbyde den be-
folkning, som gennem årtusinder og
indtil vor tid har levet med en sikker
sans for kvalitet, en udviklet farve-
glæde samt en selvfølgelig sans for
tingenes funktionelle værdier.
Et besøg i SBs afdeling for isenkram
og glas var forstemmende. Måske
havde man udsolgt de pæne glaspro-
dukter fra f. eks. Holmegård og Ka-
strup? „Nej, dem kendte man ikke".
Hvorfor disse misfostre af glas der?
„Jo, dem var folk heroppe så glade for.
Dem sælger vi mange af". Nå, videre,
det er vel småting.
I Møbelafdelingen stod et sofaarran-
gement og prøvede at holde på vær-
digheden. Det var svært for det var et
orgie i overpolstring og palisander.
Angående navnelighed
For at beskytte mit navn mod efter-
ligninger vil jeg herved bebrejde an-
dre af samme navn for deres albuen
sig frem. Det ville være på sin plads at
meddele, hvad man er, som jeg plejer
at gøre. På den måde ville man undgå,
at telegrammer og sendingsgods, som
er bestemt til dem, ikke bliver bragt
til mig, og at jeg bliver gjort ansvar-
lig for deres skriverier. Sidst det skete
en sådan misforståelse var i A/G nr.
23 i Ina Jensens artikel. Jeg har hidtil
ikke udtalt mig offentligt angående
spiritusmisbruget.
Hans Lynge,
forfatter.
Gulvtæpperne og plasticlamperne
gjorde det ikke nemmere. Rødmende
iaf skam sendte vi en tanke til Dan-
mark, som ellers er så ivrig for at be-
fæste sit navn som landet med den
ædle tekstil- og møbeltradition.
Tekstiler — tøj? det må være trist
for den kvindelige del af befolkningen
at se på det gode og festlige tøj, som
damebladene viser, man kan få syd-
på! „Nu ikke så negativ, der findes
da flere søde .... „Ja, men når man
nu ved, at hele verden står på hovedet
for forbrugerne, hvorfor skal folk her-
oppe så nøjes med blot nogle få gode
ting blandt det, der ligner resterne af
Daells Varehus’ brandskadeudsalg. —
Det er for dårligt!
Man får det indtryk, at grønlænder-
ne åndelig talt har fået slået kamik-
kerne væk under fødderne af sig og
er blevet jaget ud på de smagsmæssigt
vilde vover, hvor nutidens materialer
som orlon, nylon, plastik og forkromet
blik er anvendt på den mest udspeku-
lerede måde.
Det ville være interessant at hilse
på de ansvarlige folk i KGHs indkøbs-
afdeling, høre på deres altruistiske
synspunkter, navnlig når de skal gøre
rede for dem over for grønlandsmini-
ster Normann. Måske skulle man sende
dem den laksefarvede, batteridrevne
legetøjshund i nylonplyds med metal-
fødder, som kan vippe, når man hiver
den i snoren, den koster kun 32 kr.
Måske vareudbuddets ringe størrelse
og kvalitet er en af grundene til, at der
heroppe ryges og drikkes for 67 miil.
kr. om året!
„Det er nøjagtig det samme som sæl-
ges i Danmark", vil man måske sige?
Sandt nok, men i Danmark kan man
gå hen i anden gade og købe noget, der
både er bedre og billigere, hvis man er
„vanskelig". Hvilke alternativer har
beboerne i Grønland? Var det ikke os,
der skulle udvikle og vejlede? Af de
4,2 milliarder kr., som i disse år skal
anvendes på Grønland, udgør de her
nævnte ting kun en brøkdel. Der er
alvorligere problemer her nordpå end
legetøj og kjolepjat! Ja, måske baga-
teller. Orme og baciller er også baga-
teller, men hvis de får lov til at trives
og ikke bliver bekæmpet, kan de snige
sig ind i en organisme og ødelægge
den totalt.
BESKYT DEM —
Brug kun
ABIS kondomer.
I hver pakke indlagt
vejledning på dansk og
grønlandsk.
Danmarks bedste.
Forlang blot 3 stk.
grøn eller guld
med isbjørnen.
Grønlands-
pakning
fine tynd«
uden r«s«rvolr
lllngnul uvgQtlgsslor-
navérsårnlarit —
ABISip pdjutai kislsa
atortåkit.
pdrtat tamarmik Kav
dlunåtut kalåtdlisutdlo
ilitsersutitaKarput.
Danmarkime pitsauner-
påt.
pisiniarångavit oicdinar-
tåsautit „nanortalingnik
pingasunik —
Korsungnik imalunit
sungårtunik
gen mulighed for at opnå en højere
løn. Der er kun een løngrad for de små
kateketer, og det er der ikke noget at
gøre ved.
Sådanne kateketer bliver placeret
på steder med temmelig mange børn og
de får langt flere timer om ugen end
kateketer i byerne. De har ingen fri-
dage. Søndag er også arbejdsdag. De
skal desuden passe aftenskolen, men
de får en langt ringere løn end deres
kolleger i byerne.
Derfor mener jeg, at skolemyndig-
hederne ikke længere bør se igennem
fingrene med disse forhold. Der må
være en udvej for at aflaste kateke-
terne på de små steder. Også vi har
ret til at kræve bedre skoler med mere
end eet klasseværelse og med rigtige
lærere.
Desuden synes jeg, at der bør åbnes
mulighed for, at kateketskoleuddan-
nede kateketer kan stige i løngraderne,
i stedet for at blive låst inde i en og
samme lønsats som nu.
David Gabrielsen,
Uvkusigssat.
Ligeløn på Grønland?
Der tales i dagens Grønland meget
om ligeløn og især GAS er meget iv-
rige til at råbe op, men hvorfor er der
forskelsbehandling inden for GAS’
egne rammer?
En faglært håndværker med en
smule selvrespekt tjener ikke under
18.000 om året, fra det år han er ud-
lært, hvorimod handels- og kontorassi-
stenter kan begynde med kr. 12.000, og
først efter 15 års slid og slæb tjener de
også kr. 18.000.
Disse tal er ifølge overenskomsten,
men i praksis er der meget større mu-
lighed for at tjene lidt ekstra som
håndværker end som handels- og kon-
torassistenter, så forskellen er endnu
større end anført. Da det er fhv. hånd-
værkere, der forhandler for alle GAS
medlemmer, så er der vel ikke store
chancer for at indføre ligeløn indenfor
GAS.
Derfor handels- og kontorfolk „Vågn
op“ og se at få jeres egne folk til for-
handlingsbordet, I får ingen støtte fra
de nuværende. Hvorfor danner I ikke
jeres egen forening og ikke som i Dan-
mark, hvor HK dikteres af LO.
Kontormanden.
•De har
altid
brag
foren
Jotter
PARKER
Kvalitetskuglepennen
der er god
at ha’ ved hånden .
Fabriksdrift
I Grønlandsposten nr. 22 kommente-
rer hr. Johs. Lund, Godthåb, en række
forhold ved driften af KGHs fabrikker
i almindelighed og fabrikken i Chri-
stianshåb i særdeleshed. Hr. Lunds
artikel kunne give anledning til en
længere debat, men jeg vil nøjes med
at kommentere to af de spørgsmål,
som hr. Lund er inde på.
Hr. Lund skriver, at den største ud-
gift ved fabrikkerne, såvidt han har
forstået, går til KGHs medarbejdere,
der får en vis procentdel af salget af
produkter. Det er rigtigt, at KGH tid-
ligere har haft en vederlagsordning,
efter hvilken en række tjenestemænd
i Grønland fik et vederlag, som til-
sammen kunne udgøre op til 1 °/o af
produktionens salgsværdi. Denne ve-
derlagsordning blev imidlertid afskaf-
fet 1. april 1966, og siden da har ingen
af de nævnte medarbejdere fået ve-
derlag, som er afhængig af salget af
produkterne.
Det andet spørgsmål, jeg vil komme
ind på, om som i øvrigt også er nævnt
i lederen i samme nummer af Grøn-
landsposten, er spørgsmålet om den
lokale fabriksledelses kompetence, som
man åbenbart finder er for lille.
Jeg vil her gerne slå fast, at vi i
adskillige år i KGH har arbejdet ud
fra decentraliseringstanken, d. v. s.
at vi har søgt at lægge kompetencen så
langt ud i rækkerne som muligt. Nu
er KGH jo imidlertid en stor virksom-
hed med mange produktionssteder, og
skal vi sikre en nogenlunde ensartet
behandling af væsentlige spørgsmål
overalt i Grønland, er det nødvendigt,
at hovedretningslinieme for priser,
lønninger og en lang række andre for-
hold gives af den centrale ledelse. Når
det er sådan, er det ikke, fordi KGH er
en statsvirksomhed, men simpelthen
i Grønland
en følge af virksomhedens størrelse, og
man vil da også se, at tilsvarende for-
hold gør sig gældende for alle andre
store virksomheder med mange ens-
artede filialer.
Et andet forhold, som begrænser
den lokale ledelses kompetence, er, at
en række funktioner bedst kan vare-
tages centralt i København. Dette gæl-
der funktioner som f. eks. salg, pro-
duktudvikling, indkøb, personalean-
sættelse og projektering.
Ikke mindst salget, som i disse år
på grund af de svingende konjunkturer
er helt afgørende for de økonomiske
resultater, er væsentlig i denne for-
bindelse. Man er nok i almindelighed i
Grønland tilbøjelig til at undervurdere
salgsarbejdets omfang og betydning,
vel fordi man aldrig har haft det på
nært hold. Jeg vil derfor gerne slå fast,
at det er lige så vigtigt, at de grøn-
landske varer sælges og sælges rigtigt,
som det er at de produceres og produ-
ceres rigtigt. Salgsarbejdet kræver
daglig kontakt med kunderne ved
breve, telegrammer, telefonsamtaler og
gensidige besøg og kan derfor ikke
varetages fra Grønland. Det ses da
også, at alle de private producenter i
Grønland enten selv har salgsafdelin-
ger i Danmark eller har kontrakt med
firmaer her, som udfører salgsarbejdet
for dem.
Bortset fra de her nævnte begræns-
ninger er vi helt enige i, at den lokale
ledelse skal have så frie hænder som
muligt til at gennemføre produktionen
på den bedste måde og tilpasset de
lokale forhold ved det enkelte pro-
duktionssted.
Hans C. Christiansen.
København, den 13. november 1968.
Den sensationelle el-
radiator med indbygget
stuetermostat og trin-
regulering!
Termostaten påvirkes ikke af ovnens
varme, men reagerer udelukkende på
STUENS temperatur.
De behøver ikke selv tænke på at re-
gulere varmen — ADAX glemmer al-
drig, den tænder og slukker automa-
tisk efter den temperatur, De har valgt
og sparer derved strøm!
haiwniaiiiis
E E ■ MATE K I E l E X - G HOS
a/s aage havemanns eftf. mosedalvej 11 valby

tangneruvoK
mamarneruvdlunilo
-akisunerungilaK
nnnx
15