Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 06.12.1968, Blaðsíða 20

Atuagagdliutit - 06.12.1968, Blaðsíða 20
Andemanerlærlingens værktøj Igen er en kort men herlig østgrøn- landsk sommer på retur og alt derude i naturen, forbereder sig på den lange vinter, som er undervejs. Påny synker vor pol og klodehalvdel imod uendelighedens stjerneprikkede dyb, mens det bliver andres tur til, for en tid, at være på solsiden. I hast fløj de afsted, disse soldrukne døgn, med travlhed og nye oplevelser og med flere beskrevne blade i tilvæ- relsens dyrebare mindebog. Andre steder langs det vældige lands isslebne kyster har man besværet sig over et vanskeligt isår, men her er sejladsen gået glat. Til gengæld har en vedholdende tåge Er Manne en cigar eller en cerut? Prøv at sammenligne Manne med deres yndlingscigar: Samme fine duft - samme fyldige smag! Hvad er forskellen? Det er først og fremmest formen. Vi kunne sagtens gøre Manne spids i den ene ende og kalde den en cigar. Men Manne er den bedste cerut - og den skal ikke laves om! J. P. SCHMIDT JUN. været plagsom, så snart man fjernede sig fra kysten. Men indover lå de nøgne nunatakker og blåglitrende bræer under en sommersols nåde. Vi har været på vores sidste langtur nordover med fangerfamilier, som skulle overvintre i Skrækkens Bugt, et sted, hvor man ikke er forvænt med gode isforhold. I reglen koster det besvær at komme dertil og ofte må man ligge i centrum af en hvid storcirkel i dagevis og op- øve tålmodigheden, mens øjet van- drer langs en istakket horisont. Det er med en blanding af både ve- mod og lettelse, at der nu siges far- vel til en tid, hvor døgnets timer flød Manne cigåjuva cerutiuvalumt? Manne cigåmut mamari vdluagkangnut sanigdliutdlugo misiliguk: åssigingmik tipigeKatigigput - assigingmik mamaicatigigput! sunale åssigTngissutigåt? assigTngissutiginerpauvåt ilusertik. Manne isuatigut atautslkut ingigsungortitdluarsi - nauvarput cigåmigdlo taivdlugo. Mannele tassauvoK cerute pitsaunerpåK - avdlangor - tlneKasangilardlo! ud i et, mens solen som en matrød skive stod bag frosttågens kolde ånde- pust. Atter må man i en stor del af døg- nets timer tage sig til takke med nat- huslampens spæde lys og radarskær- mens urolige mønster på det hvide styrehusloft. Til sammenligning kan det være hyggeligt at tænke på det mønster, som sommerens mange be- givenheder og oplevelser har efterladt i erindringen. Det bliver altid en smule anderledes end forrige års mønster, med nye an- sigter, som kom og gik og nye indtryk, der efterlod nye minder og tanker. Som alt andet undergivet en evig forandrings lov væltede Danmarks- strædet sine dønninger grå og tunge, som smeltet bly, ind over skæret, der skumkranset stak op fra dybet som en dårlig kindtand. Slubrende hev det søen i sig, gennem en dyb kløft på bag- siden, når vandmasserne trak sig til- bage. Brungrønne tangplanter klyngede sig med indædt stædighed og livsvilje til deres urolige grosted, tynget af savn over drivisbæltets beskyttende dækmole. Udenfor næsset trak en flok for- travlede grønlandssæler deres plovfu- rer gennem havfladen, mens de gre- bet af kådhed sprang næsten ud af vandet. Her syntes dyre- og fuglevildt endnu ikke at have opgivet håbet om, at der kan oprettes et tillidsforhold imellem dyr og mennesker. Et par edderfugle, der vidste for lidt om denne verdens forkrænkelighed, døde i en byge af hagl, men med den fattige trumf i baghånden, at de smagte som levertran. Hen over os trak en flok havterner forbi, som et snaksomt rejseselskab, og den lange rejse der lå forude, syntes ikke at anfægte deres humør. Uden rigtig at ville anerkende årstiderne drog de igen sydover så langt, at et begreb som nat kun var noget, de kendte fra gennemrejsen. På fire favne vand svingede vi rundt for ankergrejet og lidt efter var ud- losningen i fuld gang, mens de søsatte motorbåde lagde sig til rette på van- det som sovende kæmpefugle. Når man stiger i land på dødemands- pynten kan man straks af de mange stengrave og ruinrester af de store fælleshuse se, at stedet engang har væ- ret beboet af et større samfund. Hvornår og under hvilke forhold, samfundet har måttet give op i deres kamp for tilværelsen, er man vel næp- pe helt klar over. Et mere trøstesløst landskab end her, hvor en øde kyst mødes med et ubæn- digt hav, skal man vist lede længe efter, og tågen har ligesom kørt vega- tionen træt. Overalt lå der afblegede knogle- rester både af fortidens beboer og de havdyr hvoraf hele deres fattige eksi- stens afhang. Kun omkring de gamle hustomter kæmpede en sparsom plantevækst sig gennem deres korte tilværelse, mens farvestrålende lavarter tog sig til takke med de nøgne sten. Op af den klamme jordbund, hvor de gamle huse havde ligget, stak stum- per af redskaber og husgeråd, altsam- men enten af drivtræ, ben eller sten. Her lå gamle slædemeder skoet med narhvaltand, sodede stenlamper og stumper af smukt forarbejdede fedt- stensgryder, grønne som dagen, set igennem en bølge. For hvert trin man tog bevægede man sig tilbage i en fjern fortid, hvor den, der ejede en metalsynål eller en stump jernbånd regnedes for umådelig rig. Hvad ville en fagmand med erfaring og evner til at kunne læse indenad af fortidens falmede bog ikke kunne få ud af et besøg på disse kanter. Vi andre overser sikkert størstepar- ten under vore lynvisitter og kender ejheller baggrunden eller hensigten med disse frønnede efterladenskaber. De har vel om ikke, som alt andet efter gammel eskimoisk opfattelse, en sjæl så dog en historie at fortælle den, der forstår deres tavse sprog. Det blev aften før vi igen roede ud, og endnu mens solen slængede et af- skedskys på en fjern fjeldtop, tændte mulmet rummets første stjernelys. Snart blev de til mange, og gyldne si- vede de ud mellem maskerne som små- fisk, mens natten trak sit vod ind over den gamle boplads. Det havde været en begivenhedsrig dag og højdepunktet var vel erhver- velsen af en aflang stenflise og et stykke næsten kuglerundt kvarts lidt større end en voksen mands knyttede hånd. Stenflisen havde i midten en dyb hulning og kvartskuglen var tilsva- rende slidt på undersiden og bar ty- delige spor af flittig brug. Deroppe ved gravene havde tingene ligget ubrugt siden bopladsens folk uddøde, og så meget er der sket siden, at de har mistet deres oprindelige be- tydning. En mariehøne krøb i sortprikket kjole svimmel langs stenflisens kant og kikkede ned. En edderkop havde for- rygende travlt med at udspænde sit fangstredskab. Da gik begges verden under i et jordskælv, da stenflisen blev fjernet. _____ Så længe havde værktøjet ligget, at det igen var blevet en del af en for- blæst natur, hvad det for såvidt altid havde været. Mennesket har jo alle dage haft en fornemmelse af, at der i denne tilvæ- relse fandtes ting som ikke lod sig for- klare med de almindelige sanser. Denne fornemmelse har også været grunden til at de to tunge sten, ånde- manerlærlingens simple værktøj, lå efterladt her. Med ryggen imod graven havde han slidt dem gennem utallige angst- og spændingsfyldte timer, indtil en uprø- vet sjæl bagved begav sig på rejse til en forestillingsverdens fremmede egne. Læretiden var op imod en halv snes år og begyndte allerede i tolvårsalde- ren i dybeste hemmelighed, og det var ikke enhver beskåret at blive ånde- maner. Om man havde disse skjulte evner, kunne man først vide det, når man havde gnedet disse sten så længe imod hinanden, at sult og udmattelse kaldte en dødningesjæl frem. Senere, hvis man var i stand til at komme i forbindelse med åndeverde- nen, kunne man ved hjælpeåndens bi- stand skaffe fangst, helbrede sygdom- me og straffe fjender. Under disse seancer, der foregik i en tilstand af ekstase, fik man gennem åbenbarin- ger og hallucinationer lejlighed til at berejse fantasiens umådelige stræk- ninger. Disse åndemanere var en slags sjælesørgere og ofte også deres bo- pladsfællers verslige og åndelige over- hoveder. De havde hver især deres særligt udvalgte hjælpeånder og selv overvå- gede de, at deres religions forskrifter og taburegler blev nøje overholdt. At give en enkel difinition af ordet religion, der er udledt af det latinske (religio), er umulig, men indholdet si- ger det samme som det polynesiske tabu, nemlig retningslinier for hvad „man må eller ikke må“. Som de fleste er også den eskimoiske religion avlet gennem en følelse af angst og hjælpeløshed, men rummer tillige både poesi og skønhed. I den tillægges alt en udødelig sjæl, der gør den mindre egoistisk præget end mange andre og højt over alt rå- der sila, en upersonlig magisk magt, der gennemsyrer hele tilværelsen. Imap ukuå (Havets Moder) der boede i underverdenen gav stammen føden og Månemanden overvågede, at ingen forbrød sig imod tabureglerne. Hjælpeåndernes flok var stor og de- res medvirken nødvendig, når enten Havets Moder skulle formildes til at rede fangst ud af håret, eller når en tur til månemanden forestod. Alle hav- de de deres særpræg og f. eks. hed det om mælkebøttens ånd, at den sang smukt og om klokkeslyngens, at den talte som en, der havde halsbetæn- delse. Farverig og smuk som den natur, hvori den var opstået, var den livs- filosofi, der afspejlede hele skalaen af de menneskelige følelser. Den var ikke blot resultatet af na- turmenneskets frygt for ukendte kræf- ter, men en række slutninger bygget på slægtsleds erfaringer, hvormed man forsøgte, at nærme sig de uløste gåders kildespring. Udenfor en virkelig verden forsøgte man, som andre religionsretninger før og siden, at finde en mening og et mål med den menneskelige tilværelse. Når det er ærlige forsøg kan mid- lerne for så vidt være underordnede hvadenten det nu som her var ånde- manerens værktøj, totempælen eller et alter. Homo sapiens (det tænkende menne- ske) har aldrig kunnet forlige sig med den tanke, at der forude på dets vej lå noget, som ikke kunne forklares. Denne utålmodige famlen hen imod en dybere erkendelse har været en driv- kraft, som har placeret os højt over vore medskabninger. Den har ikke alene skabt en materiel udvikling, der går over hjulets opfin- delse til vore dages rumskibe, men også en åndelig udvikling der er kolos- sal og imponerende. Den har avlet religioner såvel som vor moderne naturvidenskab og har søgt at fravriste verdensaltet dets dy- beste hemmeligheder. Disse ting har igen været medvir- kende til ateismens opståen på den måde at naturvidenskaben trak mens religionerne skubbede. Dog synes denne livsindstilling at stride imod noget, der er dybt ned- fældet i den menneskelige natur og den tankegang, at vi ejer en udødelig sjæl. Hvadenten man vil kalde det ønske- tænkning eller ej, eksisterer denne udødelighedsdrift og skaber en verden udenfor vore mangelfulde sansers ræk- kevidde. For en nøgtern tilskuer er åndema- nen, syner, åbenbaringer, tungetaleri, m. m., måske en form for vanvid, men derudover har man ingen forklaringer. Det er dog ting, som altid har været kendt ikke alene indenfor det eski- moiske åndemanen, men også i den allerførste kristne menighed. Derfor må man vist nøjes med at sige, at det er en uforklarlig magt af samme art, som fik fortidens martyrer til at synge lovsange på bålet — og nu- tidens til med sindsro at gå gennem gaskammerets porte. Det er en anen eller — om man vil — en tro på alt i denne verden er underlagt en højere magt, som over- våger og styrer vor tilværelse. Ikke formålsløst imod glemsel og udslettelse, men imod et mål som vi ikke kender eller kan få noget at vide om ved at løbe til fornuften med er- kendelsens tiggerskål. Ad granskningens og den frie tænk- nings vej er vi nået langt foran alle VERDENS STØRSTE FABRIK FOR BÅNDOPTAGERE silarssuarme fabrikit imiussissutiliorfit angnerssåt TK 120 Moderne båndoptager i attraktivt formgivet kabinet - 2 spor 9,5 cm/sek. - Mono - SELEKTOMAT een knaps betjening - Alle til- slutninger. TK 120 — Imiusslssut nutfiliaussoK kajumingnartumik iluserigsumigdlo karser- talik - mardlungnik Imitissivigssalik 9,5 cm/sek. - mono - SELEKTOMAT åta- taussamik atauslnarmik nikftautiIik — tamanut atåssuserneKarsInaussoK. ► TK 145 Elegant båndoptager i moderne kabinet - 4 spor 9,5 cm/sek. - Mono - SELEKTOMAT een knaps betjening - Alle tilslutninger - Båndtæller - Særlig egnet til trickindspilninger. - Desuden med GRUNDIGS verdensberømte automatik, der sikrer en ensartet ind- spilningskvalitet. TK 145 - Imitisslssut kussanartoK nutåliaussumik karaortalik - tisamanik ImiOssivig- ssalik 9,5 cm/sek. - mono — SELEKTOMAT åtataussamik atauslnarmik nikltautilik - tamanut atåssuserneKarsInaussoK — Imiussap taklssusianut nalunaerssOtilik — åssi- gingitsunik periusøKardlune fmiussfssutigssarKigsoK. ktsalo GRUNDIG-ip silar- ssuarme tamarme tusAmassaussumik automatlkianik pilik, t&ussumalo åssi- gtngnerussumik Imiussinigssamik erKanaerutlsavåtit. V. H. PRINS . SYDVESTVEJ 129 . GLOSTRUF KØBENHAVN. TELF. (01) 96 88 44 TELEGRAMADR.: »NORDCOMMERCE« 20

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.