Atuagagdliutit - 06.12.1968, Side 20

Andemanerlærlingens værktøj
Igen er en kort men herlig østgrøn-
landsk sommer på retur og alt derude
i naturen, forbereder sig på den lange
vinter, som er undervejs.
Påny synker vor pol og klodehalvdel
imod uendelighedens stjerneprikkede
dyb, mens det bliver andres tur til,
for en tid, at være på solsiden.
I hast fløj de afsted, disse soldrukne
døgn, med travlhed og nye oplevelser
og med flere beskrevne blade i tilvæ-
relsens dyrebare mindebog.
Andre steder langs det vældige lands
isslebne kyster har man besværet sig
over et vanskeligt isår, men her er
sejladsen gået glat.
Til gengæld har en vedholdende tåge
Er Manne en cigar
eller en cerut?
Prøv at sammenligne Manne
med deres yndlingscigar:
Samme fine duft -
samme fyldige smag!
Hvad er forskellen?
Det er først og fremmest formen.
Vi kunne sagtens gøre Manne
spids i den ene ende
og kalde den en cigar.
Men Manne er den bedste cerut
- og den skal ikke laves om!
J. P. SCHMIDT JUN.
været plagsom, så snart man fjernede
sig fra kysten. Men indover lå de
nøgne nunatakker og blåglitrende
bræer under en sommersols nåde.
Vi har været på vores sidste langtur
nordover med fangerfamilier, som
skulle overvintre i Skrækkens Bugt, et
sted, hvor man ikke er forvænt med
gode isforhold.
I reglen koster det besvær at komme
dertil og ofte må man ligge i centrum
af en hvid storcirkel i dagevis og op-
øve tålmodigheden, mens øjet van-
drer langs en istakket horisont.
Det er med en blanding af både ve-
mod og lettelse, at der nu siges far-
vel til en tid, hvor døgnets timer flød
Manne cigåjuva
cerutiuvalumt?
Manne cigåmut
mamari vdluagkangnut
sanigdliutdlugo misiliguk:
åssigingmik tipigeKatigigput -
assigingmik mamaicatigigput!
sunale åssigTngissutigåt?
assigTngissutiginerpauvåt ilusertik.
Manne isuatigut atautslkut
ingigsungortitdluarsi -
nauvarput cigåmigdlo taivdlugo.
Mannele tassauvoK cerute
pitsaunerpåK - avdlangor -
tlneKasangilardlo!
ud i et, mens solen som en matrød
skive stod bag frosttågens kolde ånde-
pust.
Atter må man i en stor del af døg-
nets timer tage sig til takke med nat-
huslampens spæde lys og radarskær-
mens urolige mønster på det hvide
styrehusloft. Til sammenligning kan
det være hyggeligt at tænke på det
mønster, som sommerens mange be-
givenheder og oplevelser har efterladt
i erindringen.
Det bliver altid en smule anderledes
end forrige års mønster, med nye an-
sigter, som kom og gik og nye indtryk,
der efterlod nye minder og tanker.
Som alt andet undergivet en evig
forandrings lov væltede Danmarks-
strædet sine dønninger grå og tunge,
som smeltet bly, ind over skæret, der
skumkranset stak op fra dybet som
en dårlig kindtand. Slubrende hev det
søen i sig, gennem en dyb kløft på bag-
siden, når vandmasserne trak sig til-
bage.
Brungrønne tangplanter klyngede
sig med indædt stædighed og livsvilje
til deres urolige grosted, tynget af
savn over drivisbæltets beskyttende
dækmole.
Udenfor næsset trak en flok for-
travlede grønlandssæler deres plovfu-
rer gennem havfladen, mens de gre-
bet af kådhed sprang næsten ud af
vandet.
Her syntes dyre- og fuglevildt endnu
ikke at have opgivet håbet om, at der
kan oprettes et tillidsforhold imellem
dyr og mennesker.
Et par edderfugle, der vidste for lidt
om denne verdens forkrænkelighed,
døde i en byge af hagl, men med den
fattige trumf i baghånden, at de
smagte som levertran.
Hen over os trak en flok havterner
forbi, som et snaksomt rejseselskab, og
den lange rejse der lå forude, syntes
ikke at anfægte deres humør. Uden
rigtig at ville anerkende årstiderne
drog de igen sydover så langt, at et
begreb som nat kun var noget, de
kendte fra gennemrejsen.
På fire favne vand svingede vi rundt
for ankergrejet og lidt efter var ud-
losningen i fuld gang, mens de søsatte
motorbåde lagde sig til rette på van-
det som sovende kæmpefugle.
Når man stiger i land på dødemands-
pynten kan man straks af de mange
stengrave og ruinrester af de store
fælleshuse se, at stedet engang har væ-
ret beboet af et større samfund.
Hvornår og under hvilke forhold,
samfundet har måttet give op i deres
kamp for tilværelsen, er man vel næp-
pe helt klar over.
Et mere trøstesløst landskab end her,
hvor en øde kyst mødes med et ubæn-
digt hav, skal man vist lede længe
efter, og tågen har ligesom kørt vega-
tionen træt.
Overalt lå der afblegede knogle-
rester både af fortidens beboer og de
havdyr hvoraf hele deres fattige eksi-
stens afhang.
Kun omkring de gamle hustomter
kæmpede en sparsom plantevækst sig
gennem deres korte tilværelse, mens
farvestrålende lavarter tog sig til
takke med de nøgne sten.
Op af den klamme jordbund, hvor
de gamle huse havde ligget, stak stum-
per af redskaber og husgeråd, altsam-
men enten af drivtræ, ben eller sten.
Her lå gamle slædemeder skoet med
narhvaltand, sodede stenlamper og
stumper af smukt forarbejdede fedt-
stensgryder, grønne som dagen, set
igennem en bølge.
For hvert trin man tog bevægede
man sig tilbage i en fjern fortid, hvor
den, der ejede en metalsynål eller en
stump jernbånd regnedes for umådelig
rig.
Hvad ville en fagmand med erfaring
og evner til at kunne læse indenad af
fortidens falmede bog ikke kunne få
ud af et besøg på disse kanter.
Vi andre overser sikkert størstepar-
ten under vore lynvisitter og kender
ejheller baggrunden eller hensigten
med disse frønnede efterladenskaber.
De har vel om ikke, som alt andet
efter gammel eskimoisk opfattelse, en
sjæl så dog en historie at fortælle den,
der forstår deres tavse sprog.
Det blev aften før vi igen roede ud,
og endnu mens solen slængede et af-
skedskys på en fjern fjeldtop, tændte
mulmet rummets første stjernelys.
Snart blev de til mange, og gyldne si-
vede de ud mellem maskerne som små-
fisk, mens natten trak sit vod ind over
den gamle boplads.
Det havde været en begivenhedsrig
dag og højdepunktet var vel erhver-
velsen af en aflang stenflise og et
stykke næsten kuglerundt kvarts lidt
større end en voksen mands knyttede
hånd.
Stenflisen havde i midten en dyb
hulning og kvartskuglen var tilsva-
rende slidt på undersiden og bar ty-
delige spor af flittig brug.
Deroppe ved gravene havde tingene
ligget ubrugt siden bopladsens folk
uddøde, og så meget er der sket siden,
at de har mistet deres oprindelige be-
tydning.
En mariehøne krøb i sortprikket
kjole svimmel langs stenflisens kant og
kikkede ned. En edderkop havde for-
rygende travlt med at udspænde sit
fangstredskab. Da gik begges verden
under i et jordskælv, da stenflisen
blev fjernet. _____
Så længe havde værktøjet ligget, at
det igen var blevet en del af en for-
blæst natur, hvad det for såvidt altid
havde været.
Mennesket har jo alle dage haft en
fornemmelse af, at der i denne tilvæ-
relse fandtes ting som ikke lod sig for-
klare med de almindelige sanser.
Denne fornemmelse har også været
grunden til at de to tunge sten, ånde-
manerlærlingens simple værktøj, lå
efterladt her.
Med ryggen imod graven havde han
slidt dem gennem utallige angst- og
spændingsfyldte timer, indtil en uprø-
vet sjæl bagved begav sig på rejse til
en forestillingsverdens fremmede egne.
Læretiden var op imod en halv snes
år og begyndte allerede i tolvårsalde-
ren i dybeste hemmelighed, og det var
ikke enhver beskåret at blive ånde-
maner.
Om man havde disse skjulte evner,
kunne man først vide det, når man
havde gnedet disse sten så længe imod
hinanden, at sult og udmattelse kaldte
en dødningesjæl frem.
Senere, hvis man var i stand til at
komme i forbindelse med åndeverde-
nen, kunne man ved hjælpeåndens bi-
stand skaffe fangst, helbrede sygdom-
me og straffe fjender. Under disse
seancer, der foregik i en tilstand af
ekstase, fik man gennem åbenbarin-
ger og hallucinationer lejlighed til at
berejse fantasiens umådelige stræk-
ninger. Disse åndemanere var en slags
sjælesørgere og ofte også deres bo-
pladsfællers verslige og åndelige over-
hoveder.
De havde hver især deres særligt
udvalgte hjælpeånder og selv overvå-
gede de, at deres religions forskrifter
og taburegler blev nøje overholdt.
At give en enkel difinition af ordet
religion, der er udledt af det latinske
(religio), er umulig, men indholdet si-
ger det samme som det polynesiske
tabu, nemlig retningslinier for hvad
„man må eller ikke må“.
Som de fleste er også den eskimoiske
religion avlet gennem en følelse af
angst og hjælpeløshed, men rummer
tillige både poesi og skønhed.
I den tillægges alt en udødelig sjæl,
der gør den mindre egoistisk præget
end mange andre og højt over alt rå-
der sila, en upersonlig magisk magt,
der gennemsyrer hele tilværelsen.
Imap ukuå (Havets Moder) der boede
i underverdenen gav stammen føden
og Månemanden overvågede, at ingen
forbrød sig imod tabureglerne.
Hjælpeåndernes flok var stor og de-
res medvirken nødvendig, når enten
Havets Moder skulle formildes til at
rede fangst ud af håret, eller når en
tur til månemanden forestod. Alle hav-
de de deres særpræg og f. eks. hed det
om mælkebøttens ånd, at den sang
smukt og om klokkeslyngens, at den
talte som en, der havde halsbetæn-
delse.
Farverig og smuk som den natur,
hvori den var opstået, var den livs-
filosofi, der afspejlede hele skalaen af
de menneskelige følelser.
Den var ikke blot resultatet af na-
turmenneskets frygt for ukendte kræf-
ter, men en række slutninger bygget
på slægtsleds erfaringer, hvormed
man forsøgte, at nærme sig de uløste
gåders kildespring.
Udenfor en virkelig verden forsøgte
man, som andre religionsretninger før
og siden, at finde en mening og et mål
med den menneskelige tilværelse.
Når det er ærlige forsøg kan mid-
lerne for så vidt være underordnede
hvadenten det nu som her var ånde-
manerens værktøj, totempælen eller
et alter.
Homo sapiens (det tænkende menne-
ske) har aldrig kunnet forlige sig med
den tanke, at der forude på dets vej
lå noget, som ikke kunne forklares.
Denne utålmodige famlen hen imod en
dybere erkendelse har været en driv-
kraft, som har placeret os højt over
vore medskabninger.
Den har ikke alene skabt en materiel
udvikling, der går over hjulets opfin-
delse til vore dages rumskibe, men
også en åndelig udvikling der er kolos-
sal og imponerende.
Den har avlet religioner såvel som
vor moderne naturvidenskab og har
søgt at fravriste verdensaltet dets dy-
beste hemmeligheder.
Disse ting har igen været medvir-
kende til ateismens opståen på den
måde at naturvidenskaben trak mens
religionerne skubbede.
Dog synes denne livsindstilling at
stride imod noget, der er dybt ned-
fældet i den menneskelige natur og
den tankegang, at vi ejer en udødelig
sjæl.
Hvadenten man vil kalde det ønske-
tænkning eller ej, eksisterer denne
udødelighedsdrift og skaber en verden
udenfor vore mangelfulde sansers ræk-
kevidde.
For en nøgtern tilskuer er åndema-
nen, syner, åbenbaringer, tungetaleri,
m. m., måske en form for vanvid, men
derudover har man ingen forklaringer.
Det er dog ting, som altid har været
kendt ikke alene indenfor det eski-
moiske åndemanen, men også i den
allerførste kristne menighed.
Derfor må man vist nøjes med at
sige, at det er en uforklarlig magt af
samme art, som fik fortidens martyrer
til at synge lovsange på bålet — og nu-
tidens til med sindsro at gå gennem
gaskammerets porte.
Det er en anen eller — om man vil
— en tro på alt i denne verden er
underlagt en højere magt, som over-
våger og styrer vor tilværelse.
Ikke formålsløst imod glemsel og
udslettelse, men imod et mål som vi
ikke kender eller kan få noget at vide
om ved at løbe til fornuften med er-
kendelsens tiggerskål.
Ad granskningens og den frie tænk-
nings vej er vi nået langt foran alle
VERDENS
STØRSTE
FABRIK
FOR
BÅNDOPTAGERE
silarssuarme fabrikit
imiussissutiliorfit
angnerssåt
TK 120
Moderne båndoptager i attraktivt formgivet kabinet - 2 spor 9,5
cm/sek. - Mono - SELEKTOMAT een knaps betjening - Alle til-
slutninger.
TK 120 — Imiusslssut nutfiliaussoK kajumingnartumik iluserigsumigdlo karser-
talik - mardlungnik Imitissivigssalik 9,5 cm/sek. - mono - SELEKTOMAT åta-
taussamik atauslnarmik nikftautiIik — tamanut atåssuserneKarsInaussoK.
►
TK 145
Elegant båndoptager i moderne kabinet - 4 spor 9,5 cm/sek. -
Mono - SELEKTOMAT een knaps betjening - Alle tilslutninger
- Båndtæller - Særlig egnet til trickindspilninger. - Desuden med
GRUNDIGS verdensberømte automatik, der sikrer en ensartet ind-
spilningskvalitet.
TK 145 - Imitisslssut kussanartoK nutåliaussumik karaortalik - tisamanik ImiOssivig-
ssalik 9,5 cm/sek. - mono — SELEKTOMAT åtataussamik atauslnarmik nikltautilik -
tamanut atåssuserneKarsInaussoK — Imiussap taklssusianut nalunaerssOtilik — åssi-
gingitsunik periusøKardlune fmiussfssutigssarKigsoK. ktsalo GRUNDIG-ip silar-
ssuarme tamarme tusAmassaussumik automatlkianik pilik, t&ussumalo åssi-
gtngnerussumik Imiussinigssamik erKanaerutlsavåtit.
V. H. PRINS . SYDVESTVEJ 129 . GLOSTRUF
KØBENHAVN. TELF. (01) 96 88 44
TELEGRAMADR.: »NORDCOMMERCE«
20