Atuagagdliutit - 21.05.1969, Blaðsíða 6

Ligestilling er underordnet
Vi må fra grønlandsk side holde op med at kræve ligestilling med danskeren
for enhver pris. Målet for grønlandspolitikken må være, at så mange grøn-
lændere som muligt bliver tilfredse borgere og føler sig fortrolige med deres
samfund
Af stud. scient, pol. Jakob Janussen
Det er hidtil ikke rigtig lykkedes at
danne et levedygtigt politisk parti i
Grønland. Der kan være flere grunde
hertil. Helt generelt kan man vist godt
sige, at vi i Grønland endnu har et
stykke vej at tilbagelægge, før befolk-
ningen kan betegnes som politisk be-
vidst. En sådan bevidsthed kommer,
efterhånden som befolkningen får en
bedre uddannelse, efterhånden som
kommunikationsforholdene i landet
bliver bedre, osv.
Desuden har grønlænderne hidtil
været vant til at stemme på personer.
Der har således ikke været tradition
for at stemme på partier. Det skal dog
vel være muligt at vænne befolknin-
gen til at stemme på partier, hvis
man samtidig tilbyder dem en aner-
kendt og politisk „veletableret" mand
som parti-repræsentant. En sådan
mulighed synes at være til stede i for-
bindelse med det parti, folketings-
mand Knud Hertling er ved at starte
i Grønland dette forår. Det er ingen
hemmelighed, at undertegnede har
hjulpet K. H. i hans forarbejde med
partiet.
Jeg skal i det følgende prøve på at
analysere den nuværende sociale —
i betydningen: samfundsmæssige —
situation i Grønland. Samtidig vil jeg
dog gøre opmærksom på, at det kun
er visse sider af den nuværende si-
tuation, jeg agter at beskæftige mig
med. For mig at se står og falder det
kommende partis muligheder for at
eksisteret og udvikle sig med, at vi gør
os klart, hvad det er for et samfund,
vi har med at gøre, hvilke problemer
det har, og hvilke løsninger vi har på
problemerne. Endvidere vil jeg for-
søge at beskrive partiets målsætning,
så vag som den endnu må være, fordi
den af indlysende grunde først vil bli-
ve konkretiseret i Grønland og med
tiden. Jeg vil med det samme under-
strege, at betragtningerne er mine og
ikke noget, som er konfirmeret af
partiets stifter — Knud Hertling.
Enhver, der har fulgt debatten om
Grønland i de senere år, ved, at Grøn-
land befinder sig i en overgangssitua-
tion. En overgang fra et næsten sta-
tisk fangersamfund til et dynamisk
industrisamfund. Det er endvidere
kendt, at man har prøvet på — og for
så vidt stadigvæk prøver på — at gøre
den overgang så kort som mulig. Si-
den den såkaldte nyordnings start i
begyndelsen af halvtredserne har den
danske indsats i Grønland været me-
get omfattende. Ikke alene infrastruk-
turen — det skelet, der skal til for at
få et samfund til at fungere — men
også produktionsanlæggene er stort
set blevet skabt eller er ved at blive
skabt af danske håndværkere, dansk
materiale og efter dansk fremgangs-
måde.
Det er et væld af faktorer, der har
betinget, at udviklingen har haft det
forløb og den karakter, den rent fak-
tisk har haft. For det første har øn-
sket eller kravet om ligestilling figu-
reret i enhver grønlandsk politikers
ønskeliste. Dette krav har tilskyndet
skabelsen af „danske tilstande" i
Grønland. For det andet har danske-
rens sociale samvittighed trukket i
samme retning. For det tredje har det
førnævnte ønske om at gøre overgan-
gen så kort som muligt fremmet den
selvsamme udvikling.
Endnu en fjerde faktor bør nævnes:
Den grønlandske befolknings udvik-
lingsstade har gjort, at der ligesom
ikke rigtig har været nogen til at re-
præsentere grønlændernes interesser
i planlægnings- og udvikligsarbejdet.
Dette har ført til, at udviklingen har
været planlagt af danskere med dansk
opdragelse, dansk uddannelse, dansk
tradition, osv., osv. De nævnte fak-
torer har bevirket, at udviklingen har
været helt fantastisk stærk, og at den
stort set har været efterligning af
danske forhold, d. v. s. en set fra
dansk synspunkt nem udvej.
Der er grund til at dvæle lidt ved
de nævnte faktorer. For ikke at blive
misforstået må jeg lige understrege,
at jeg er helt overbevist om, at mo-
tiverne bag den førte grønlandspolitik
har været de allerbedste, at man har
gjort det så godt, man kunne, men at
man blot har været uvidende om vis-
se grundliggende ting, fordi opgaven
har været uvant. — Jeg tror, at grøn-
lændere, der har ønsket ligestilling
med danskerne, simpelt hen ikke har
vist nok om, hvordan danskerne har
nået det stade, de har nu. Der har alt
i alt i Grønland været og er alt for
mange vrangforestillinger om danske
forhold.
I den forbindelse er det nærliggen-
de at citere Svend Thorsen, når han
i „Folkets veje" side 154 skriver om
den politiske udvikling i Danmark
fra 1849 og fremover:
„En franskmand, en mand fra Ro-
bespierres, Marats og Dantons land,
som sammenholder Danmark af 1849
med det nuværende, et helt nyt —
og ikke blot som følge af den almin-
delige europæiske udvikling, men til-
lige et viljeskabt — han vil respekt-
fuldt udbede sig årstallene for vore
revolutioner og interesseret spørge,
hvor guillotinen stod, om på Rådhus-
pladsen eller GI. Torv. Man måtte så
med nogen undseelse forklare ham,
at Danmark er de jævne politiske
overganges land, og at det eneste re-
volutionsmonument, der hidtil er rejst
i hovedstaden, står foran Christians-
borg og gælder en trivelig konge, som
i 1848 — medens Louis Philippe flyg-
tede fra Paris og barrikader rejstes
både i Berlin og Wien — erklærede,
at han stadig følte sig styrket ved sit
folks kærlighed, og derefter gav en
fri forfatning.
Vort folkestyres arbejdsform har
været den ikke meget galliske: „End-
nu et bitte nyk!" Dog, også dermed
kommer man langt. Mellemstadierne
på vejen er jævnlig mange, de enkelte
resultater kan synes små og grå, men
følger man linjen til ende, opstår der
ofte en overranskende perspektivud-
videlse, en bred lysning i skoven, som
giver mening også bagud."
☆
Selv når vi ser bort fra vrangfore-
stillingerne, synes jeg, at det er en
falliterklæring stort set blot at ville
efterligne danske forhold, når man
vil udvikle Grønland. Rent geografisk
er Danmark og Grønland to vidt for-
skellige lande. Danskere og grønlæn-
dere har en vidt forskellig kulturel
baggrund. De har hver deres histori-
ske baggrund og befinder sig på et
forskelligt udviklingsstade.
For at overbevise os selv om, at
danskerens sociale samvittighed har
været en virksom faktor, behøver
man blot at tænke på de offentlige
reaktioner, der rejste sig efter aviser-
nes skriveri om Grønland i slutningen
af fyrrerne og efter Christian Krygers
ellers udmærkede TV-reportager. Det
skal indrømmes, at det kan være me-
get forfriskende at se, hvorledes
„udenforstående" ser på tingene, og
at de kan være med til at få os til at
se på tingene på en anden måde, end
vi er vant til daglig, men man kan
nu ikke engang forstå de grønland-
ske problemer tilnærmelsesvis fuldt
ud, når man ikke ser dem i deres
grønlandske sammenhæng og ikke
bruger den grønlandske målestok. Vi
må i Grønland bruge den grønland-
ske alen, som min gode ven Knud
Hertling plejer at udtrykke det.
Det skal indrømmes, at det vil væ-
re svært for danske planlæggere at
sætte sig ind i grønlændernes forud-
sætninger. Hvis man skal kunne gøre
det fuldt ud, vil det kræve en meget
stor intellektuel præstation. Det er
svært men det kan lade sig gøre. Be-
gyndelsen er gjort med Bech Nygårds
sidste Grønlands-roman „Solen står
lavt", Mads Lidegaards „Det gælder
Grønland" og Palle Kochs „Der skal
være så smukt i Grønland ...“
Den udvikling, grønlænderne står
midt i, savner næsten et sidestykke
overalt i verden. Danmarks udvikling
er hidtil gået så tilpas langsomt, at
danskeren har kunnet vænne sig til
og indstille sig på de ændrede tekni-
ske, økonomiske og sociale vilkår.
Derfor har den danske politiske debat
hovedsageligt været koncentreret om
politisk-taktiske og økonomiske fak-
torer. Politikerne har stort set været
vant til at sætte rammer, som menne-
skene så kunne udfylde. — Endvidere
har det offentliges indsats på det al-
men-menneskelige område indtil de
allersidste årtier været begrænset til
at rette menneskelige skader op, når
de er sket. Først i de sidste par årtier
er man for alvor begyndt at inter-
essere sig for forebyggende foranstalt-
ninger.
☆
Med det tempo, den teknisk-økono-
miske udvikling i Grønland har haft
de sidste tyve år, har den jævne
grønlænder haft svært ved at følge
med. Det er ikke nogen overdrivelse
at hævde, at der er opstået store men-
neskelige problemer, hvoraf det me-
get omtalte spiritus-problem blot er
symptomet for hele problemkomplek-
set. Utilsigtet — idet jeg atter under-
streger, at jeg er overbevidst om, at
motiverne bag grønlandspolitikken
altid har været og er de allerbedste
— har man placeret den jævne grøn-
lænder (og det vil sige: den allerstør-
ste del af den grønlandske befolkning)
i den mest ydmygende situation, no-
get menneske overhovedet kan be-
finde sig i: følelsen af at være over-
flødig i sit eget land.
Hvad skal vi så gøre? Skal vi fort-
sætte den nuværende skæve rytme
uforandret, fordi den nuvævende ud-
vikling er i gang (sådan som en an-
melder af Lidegaards sidste bog skrev
i Holsteinsborgs lokale blad)? — Mit
svar er afgjort nej. Vi må sætte ud-
viklingstempoet ned. Vi må give men-
nesket lejlighed til at kunne følge
med, for menneskelige skader er svæ-
re og dyre al reparere, når de først
er sket.
— Vi må fra grønlandsk hold holde
op med at kræve ligestiling med dan-
skeren for enhver pris. Målet for den
politik, vi skal føre, må være, at sa
mange grønlændere som muligt kom-
mer til at føle, at samfundet kommer
dem ved, at så mange grønlændere
som muligt bliver tilfredse borgere i
og føler sig fortrolige med deres sam-
fund. Kravet om ligestilling må være
underordnet den nævnte målsætning-
En ting er jo også sikker: Vi opnår
ikke ligestilling med danskere, ikke
fordi danskerne nægter os ligestilling,
men fordi danskernes og vore forud-
sætninger er for forskellige.
Hidtil har vi i Grønland diskuteret
ligestilling uden at gøre os klart, hvad
begrebet indebar. Efterhånden som
den er blevet konkretiseret, er det
blevet mere og mere klart, hvor svær
den er at opnå. Vi kan tage føde-
stedskriteriet som eksempel. Føde-
stedskriteriet er det mest kontante og
konkrete udtryk for, at ligestilling
ikke er mulig. Det må vi se i øjnene,
hvor bittert det måtte være at kon-
statere, men det betyder ikke nød-
vendigvis, at jeg accepterer kriteriet
i dets nuværende udformning, men
jeg ser det som en umulighed at ind-
føre fuldstændig ligeløn i Grønland
og i Danmark. Dertil er de grundlig-
gende økonomiske faktorer alt for
forskellige.
Vi må forlange, at danskere, der
skal til Grønland for at medvirke i
landets opbygning, får en meget me-
re indgående oplysning om og under-
visning i grønlandske forhold — også
sproget. Det kan lade sig gøre. Man
har blot aldrig forsøgt at tage fat på
en systematisk måde. Hvad gør man
ikke for danske ulandsfrivillige?
☆
Betyder alt dette, at det kommende
parti ønsker eller blot har løsrivelse
fra Danmark i tankerne? — NEJ! Vi
kan i Grønland slet ikke undvære den
Disse 3 ARENA
radiostereofoni-modeller
er internationalt berømte
på grund af
den avancerede teknik
T 2400 - 2x15 watt stereoforstærker med FM radio,
preomat forvalg af 5 stationer og elektronisk stations-
søger. Fuldt stereofærdig. Kr. 1395,-
T2500 F - 2x15 watt stereoradio med fuldt AM/FM
område - preomat forvalg til FM. Alle tilslutningsmu-
ligheder. Fuldt stereofærdig. Kr. 1425,-

» ♦> »ijilfifi « • I
rrrrr-n r '
T2500H - 2x15 watt stereoradio med AM/FM om-
råder. Preomat forvalg og indbyggede trykkammerhøjt-
talere. Fuldt stereofærdig. Kr. 1580,-
3 højt-avancerede, internationalt berømte Hi-Fi-radio-
modeller står til disposition for det danske marked - fuldt
stereofærdige - ingen merpris - prisbelønnet design.
Ved sin fremkomst vakte
ARENAs modulsystem furore
i radiokredse og er siden for-
søgt kopieret.
oven-bkøbet...
ARENA
KVALITET
Jern- og metalaffald
er penge værd...
Vi er køber til alle arter jern- og metalaffald til
højeste dagspriser.
NORDISK JERN & METAL
Hvissingvej 116, Glostrup, Danmark.
6