Atuagagdliutit - 02.12.1969, Qupperneq 8

Fra
LÆSERNE
Endnu engang Geråe
I A/G den 30/10-1969 har hr.
Jørgen Søholt Christensen stillet
spørgsmålstegn ved, om det er
korrekt, når jeg tidligere i sagen
har oplyst, at malermester Amos
Geråe blev grundigt orienteret
om de gældende regler, længe
inden han solgte sit hus.
Det nævnes, at hr. Geråes ad-
vokat „uimodsagt af Boligstøtte-
udvalget" har oplyst, at skødat i
forbindelse med hushandelen in-
deholdt en passus om, at begge
parter var forberedt på, at sta-
ten kunne gøre krav på andel af
salgssummen. Det oplyses endvi-
dere, at det var 'tilføjet i skødet,
at „efter oplysning fra Boligstøt-
teudvalget" ville statens andel
blive ca. 25.000 kr., medens den
faktisk blev godt 50.000 kr.
Disse udtalelser må vel opfat-
tes derhen, at hr. Jørgen Søholt
Christensen mener, at Boligstøtte-
udvalget ikke har vejledet hr.
Amos Geråe tilstrækkeligt inden
handelen, idet det anføres, at han
ikke ville have solgt huset, hvis
han vidste, hvad statens andel
ville blive.
Denne anklage må jeg på det
bestemteste afvise. For det første
fremgår det klart af Boligstøtte-
udvalgets sag, at hr. Amos Geråe
under en samtale med landshøv-
dingen og en fuldmægtig på bo-
ligstøttekontoret i november 1968
udførligt er blevet vejledet om
de gældende regler.
På en forespørgsel om, hvor
stor statens andel ville blive, hvis
han solgte til trediemand, blev
der svaret, at dette ville afhænge
af, 'til hvilken pris huset blev
solgt.
Det blev meddelt ham, at hvis
han kom med en vurdering, ville
man gerne som vejledning for
ham under de videre salgsover-
vejelser udregne statens og hans
andel af konjunkturgevinsten.
Da hr. Amos Geråe derefter
kom med en sådan vurdering, fo-
retaget af Grønlands tekniske Or-
ganisation, bad man kæmneren
(boligkontoret), som er i besid-
delse af de nyeste tal vedrørende
restgæld m. v., om at udfærdige
en sådan opgørelse på basis af
vurderingen.
Kæmneren har bekræftet, at
man for hr. Geråe udfærdigede
en opgørelse pr. 1/12 1968 på
grundlag af GTO’s vurdering på
101.500 kr. Efter denne opgørelse
udgjorde statens andel ca. 25.000
kr., og det må være denne som
hr. Geråes advokat har nævnt i
skødet med bemærkning om, at
beløbet kunne reguleres. Det må
endvidere være klart, at beløbet
måtte blive større, når salgssum-
men blev væsentlig større end
vurderingen.
Det skal i denne forbindelse
bemærkes, at skødet er udfærdi-
get og underskrevet af parterne
uden boligstøtteudvalgets eller
kæmnerens medvirken, og at Bo-
ligstøtteudvalget og kæmneren
først blev bekendt med handelen,
efter at denne var afsluttet.
Jeg nærer ikke tvivl om, at hr.
Geråe også er blevet vejledet af
sin advokat under forhandlinger-
ne. Alle forespørgsler, som advo-
katen har rettet til kæmneren om
sagen, er straks blevet besvaret.
For så vidt angår spørgsmålet
om hr. Geråes afdrag i de ni år,
han har haft huset, bemærkes, at
tallet 2.300 kroner er korrekt.
Efter bekendtgørelsens § 11 er
det hans investering i huset, alt-
så afdragene og eventuelle „god-
kendte forbedringer, der skyldes
ham", der er afgørende for hans
andel. At han ikke også skulle
have betalt renter af restgælden
og forsikring har jeg ikke sagt.
Det er blot ikke investering.
Angående de rejste spørgsmål,
om bekendtgørelsen har fornøden
hjemmel, og om retsgrundlaget
for en fordeling af konjunktur-
gevinsten derfor er i orden, be-
mærkes, at dette kun kan besva-
res af domstolene.
Hvis hr. Søholt Christensen øn-
sker min private mening, kan jeg
sige, at det må anses for meget
usandsynligt, at en bestemmelse,
der uanfægtet er blevet prakti-
seret i så mange år, ville blive
tilsidesat. Princippet i opgørelses-
bestemmelsen går tilbage til den
første boligstøttebekendtgørelse
af 29. juni 1953.
I denne forbindelse bør ikke
mindst fremhæves spørgsmålet
om fordelingen af en eventuel
konjunkturgevinst indgår som et
lånevilkår, idet debitor, inden han
får lånet, ved sin underskrift på
pantebrevet erklærer sig indfor-
stået med bekendtgørelsens vil-
kår, herunder en fordeling ved
et senere salg.
Det må stå fast, at en privat
långiver, der f. eks. giver et gun-
stigt lån, kan betinge sig andel
i en gevinst ved et senere salg.
En sådan aftale vil være gyldig,
medmindre den strider mod af-
talelovens § 31 om udnyttelse af
en andens nød, letsind, enfoldig-
hed m. m.
Godit nok er staten ikke så frit
stillet som private, når der er
tale om at stille vilkår, men det
må dog anses for usandsynligt,
at en betingelse om, at en kon-
junkturgevinst ved et senere salg
skal fordeles i et rimeligt forhold
mellem begge parter, vil blive
tilsidesat, når der er tale om lån-
givning på så usædvanligt gun-
stige vilkår, som boligstøttebe-
kekendtgørelsens kapitel II’s.
Det skal bemærkes, at man i
skrivelse af 6/5 1969, hvori man
besvarede nogle forespørgsler fra
hr. Geråe, udtrykkelig gjorde
denne og hans advokat opmærk-
som på, at boligstøttebekendtgø-
relsens § 11, stk. 5 bestemmer, at
en tvist om opgørelsen kan ind-
bringes for Grønlands landsret.
Advokaten har ikke fundet an-
ledning til at anbefale hr. Geråe
dette.
Til slut vil jeg blot tilføje, at
det jeg her har sagt ikke må op-
fattes som et indlæg for, at den
gældende boligstøttebekendtgø-
relse, der skal behandles i Udval-
get vedr. boligforholdene i Grøn-
Man har fra mange sider gennem
de seneste år skrevet og sagt, at
uddannelse af fastboende i Grøn-
land er en forudsætning for, at
folk, født i Grønland, kan over-
tage funktioner, der nu bestrides
af udsendte, og en forudsætning
for en sundere samfundsudvik-
ling. Når dette er sagt — og vel
nok med en vis ret må der en
motivering for at ofre uddannel-
sessituationen i øjeblikkets Grøn-
land en vis opmærksomhed.
Den unge, der uddannes i Dan-
mark, skal ikke omtales her. Lad
os derimod kikke lidt nærmere
på vilkårene vedr. uddannelse i
Grønland.
I den sydlige del af landet har
det for ikke så mange år siden
været svært for folk uden midler
at få en tilfredsstillende uddan-
nelse. Denne mangel er i høj grad
afbødet, bl. a. gennem „Ungdom-
mens Uddannelsesfond1^ oprettel-
se. En del udsendte i Grønland
er vistnok af den opfattelse, at
ingen unge i Grønland bremses
rent uddannelsesmæssigt af for
ringe økonomiske omstændighe-
der. Samme opfattelse kommer
fra tid til anden til udtryk i Dan-
mark. Det kan være lidt farligt
at „lulle sig ind" i en forestilling
om, at alt er såre godt. Specielt,
hvis denne indstilling er usand.
Jeg har efterhånden set en del
unge, der ikke kan få den ønskede
uddannelse, for det meste p. g. a.
manglende danskkundskaber,
men også grundet manglende øko-
nomiske muligheder og vil føl-
gelig gerne være med til at sætte
et spørgsmålstegn ved evt. på-
stande om, at forholdene er gode
nok. Ligeledes vil jeg gerne være
med til at nedbryde en fornem-
melse af, at der gøres nok.
Uddannelse i Grønland er en
samfundsopgave. Ansvaret for
respektive mangler må da på-
hvile samfundet. Hermed være
dog ikke sagt, at instanser i Grøn-
land helt kan melde „hus forbi",
idet dat må være de folk, der
dagligt føler manglerne som no-
get generende, der bringer pro-
blemet under debat.
For at komme til sagen: Hvor-
ledes skal en elev, der får ca. 300
land, er så god, at den ikke bØr
ændres. Tværtimod, den trænger
til en revision på en række punk-
ter, hvilket der ikke er noget
mærkeligt i, da forholdene hurtigt
ændres i Grønland. Om man vil
opretholde en bestemmelse som
den gældende bekendtgørelses §
11, er et rent politisk spørgsmål-
Det er ikke vor opgave i Bolig'
støtteudvalget at tage stilling her-
til, men blot at administrere de
gældende regler.
Med venlig hilsen
J. A. Nolsøe
Kontorchef ved landshøvdinge-
embedet.
kr. pr. måned, kunne eksistere-
Kan man i en by i Grønland be-
tale kost, logi og personlige for-
nødenheder med de 300 kr.? De
forældre, der modtager 120 kr-
pr. måned i aldersrente, kan vi j°
nok udelukke som en hjælpende
faktor rent økonomisk i alle til-
fælde.
Boligsituationen i Grønland g°r
ikke problemet mindre. Boligmar"
kedet rummer ikke muligheder
for udleje af rum, der prismus-
sigt og kvalitetsmæssigt opfylder
de mest elementære krav. Jeg er
såmænd ikke sikker på, at man
f. eks. i Julianehåb kunne finde
et godt værelse, selvom man var
villig til at lægge alle 300 kr. Pa
bordet hver måned, men hvis til'
fældet var, ville ethvert problem
med at indkøbe føde da være løS
grundet pengemangel. Leje af en
lejlighed med ét værelse, kan 1°
nok udelukkes, taget i betragt'
ning, at dette med lys, varme °g
gas let kommer til at koste 50
kr. pr. måned.
Hvorledes klarer man sig da-
Mange steder er der jo lærlinge'
hjem eller muligheder for at bo
under uddannelsesstedets tag. Det
løser et stort problem, men sagen
stiller sig anderledes, når eleven
overlades til sig selv med de be'
skedne midler. Nogle vælger da
at bo hos tilfældige bekendte med
al den larm, det rod og flytter!,
det kan indebære.
Pigen finder almindeligvis ret
let en kæreste med eget rum. De.
løser da problemet med hensyn ti
tag over hovedet, men jeg er ikk®
h-elt sikker på, at vi er komme
frem til den ideelle løsning,
en løsning, der er et menneske-
respekterende system værdig-
er heller ikke helt sikker på, a
man kan forvente stabil arbejds-
kraft og en sund og positiv ind-
stilling hos den, som flakker mel-
lem tilfældige muligheder. Hvis
jeg sad som institutionsleder, va-
retog -en af samfundets uddannel-
sesfunktioner, ville jeg vist spe'
kulere lidt over, om den elev, der
lige har skrevet kontrakt, har
praktisk grundlag for at gennem-
føre en uddannelse på tilfreds-
stillende vis.
Det er ikke uddannelsesstedets
værdi som skole, jeg betvivler-
Det er manglende ansvarsfølelse
og realitetssans, der efterlyses-
Opret kontrakter, det er i orden,
men sørg for grundlaget for f°r”
løbet. Blot lukke øjnene, kryds0
fingre og så i øvrigt håbe de
bedste kan være interessant n°K'
Det skaber da et spændingsmo-
ment. Hermed være dog ikke
sagt, at alle problemer vedrø'
rende uddannelse i Grønland eT
løste.
Lærer E. Sommer,
Frederikshåb-
med ægte PUNCH eller COGNAC
Reichardt Pokalit Punch-ivingnik Cognacivingnigdlo imagdlit
GULDKARAMELLER
De eneste rigtige karameller er Toms Guld Karameller H
karamellet erKortutuat tåssåuput Toms Guld Karameller
Prostitueres unge
under uddannelse?
8