Atuagagdliutit - 15.12.1970, Blaðsíða 31

Siciliens mafia
er ikke udryddet
Italien har konstant koldbrand i sin bestøvlede fod: Sicilien — antimafia-
kommissionens arbejde har været hæmmet af forbrydersyndikatets trusler.
Af HENRIK DØCKER
København (RB-special)
Gennem flere år har der været nogenlunde stille omkring den sicilian-
ske mafia, og mange troede den vel næsten død. I dette efterår har
forbryderorganisationen imidlertid atter vist sit hæslige ansigt gen-
nem en række forfærdende terror-handlinger: Bortførelse af en frem-
trædende journalist, og læge-udklædte gangsteres mord på en patient
på et Palermo-sygehus. Mafia’en lever i bedste velgående, og er til-
syneladende ikke blevet svækket af, at en regeringskommission nu i
flere år har søgt at kulegrave dens eksistensgrundlag.
Det er hele syv år siden, at an-
ti-mafia-kommissionen blev ned-
sat — det skete lige efter at syv
politifolk under undersøgelsen af
en forladt bil blev sprængt i
stumper og stykker.
Bilen var oprindelig tiltænkt en
rivaliserende bande, men blev
uheldigvis i stedet fundet af po-
litiet. Anti-mafia-kommissionen
vil i dette efterår offentliggøre
sin anden rapport, der ifølge kom-
missionsformanden, den 39-årige
Genua-advokat, Francesco Catta-
nei, vil byde på „eksplosivt stof",
som vil ryste offentligheden. Hans
løfte om at mafia’en vil være
knust inden jul er der dog ikke
mange, der tror på.
Mafiaens oprindelse er til dels
skjult i historiens tåger, men den
kan først og fremmest tilskrive
sin eksistent, at Sicilien på det
nærmeste blev glemt, da den ita-
lienske samlings mænd efter Ga-
ribaldis frihedskrige mod bour-
bon’erne for 100 år siden sme-
dede den nye stat. Siciliens lod
i omkring 2000 år har været at
underkaste sig fremmede herrer:
Fønikierne, grækerne, romerne,
spanierne. De aristokratiske gods-
ejere fylkedes om hoffet i Pa-
lermo og begav sig ugerne på
vanskelige og farlige rejser til
øens fjernere egne. I slutningen
af forrige århundrede engagerede
de da private politikorps for at
beskytte jorderne og til at holde
øje med deres fæstebønder.
TAVSHEDENS LOV . . .
Sidenhen sluttede disse lands-
knægte sig sammen, bemægtigede
sig mange plantager og tvang
jordejerne til at ansætte de folk,
de selv udpegede, bestemte selv
hvad de ville have i løn og fast-
satte priserne på land og afgrø-
der. Hvis en plantageejer ikke
rettede sig efter disse krav, blev
hans landejendom raseret. En or-
ganisation groede frem og kon-
soliderede kun sin magt, da Gari-
baldi sveg et løfte om at udstykke
jorden til småbønderne. Selv en
skånselsløs offensiv mod mafia’en
under Benito Mussolinis diktatur
1922-45 magtede ikke at fjerne
den fra jordens overflade.
Siden 1945 har forskellige ma-
fiabander ifølge politiets oplys-
ninger begået over 2000 mord, de
fleste af dem er forblevet uop-
klarede. Det skyldes ikke alene
korruption, men måske endnu
mere sicilianerens frygt for at
udtale sig til myndighederne.
Omert/eller tavshedens lov, —
dette at ingen har set eller hørt
noget som helst, når politiet fore-
tager afhøringer er udtryk for
sicilianerens århundredgamle af-
sky for myndigheder og samtidig
hans frygt for rivaliserende ban-
ders terror. Men mafia’en går
ikke af vejen for at hjælpe den
lille mand, f. eks. til en kommu-
nal ansættelse — mod passende
modydelse. Det særlige ved det
sicilianske forbrydersyndikat, er
nemlig, at det favner alskens lov-
stridig virksomhed — lige fra
kvægtyverier til narkotikahan-
del eller fra pengeafpresning til
mordtrusler på højeste plan.
Denne kriminalitet i folklori-
stisk iscenesættelse, som ma-
fia’ens virksomhed er blevet kaldt,
terroriserer som en evighedsma-
skine, fordi mafia’en ikke i egent-
ligste forstand er en organisation,
men udtryk for loyalitet over for
bestemte sociale grupper eller fa-
milier. Skulle en person fra en
af disse kravle højere op på sam-
fundets rangstige, bevarer han
forbindelsen og tager f. eks. som
læge sin mafia-loyalitet med på
sygehuset, som politipræfekt i po-
litiledelsen osv.
I 1965 forsynede den italienske
socialreformator Danilo Dolci an-
timafiakommissionen med et så
overvældende materiale, at alle
skulle tro at Siciliens koldbrand
omsider ville blive kureret. Han
havde indsamlet 50 skriftlige
yderst kompromitterende erklæ-
ringer fra vælgere i den tidligere
italienske udenrigshandelsmini-
ster Bernado Matarella’s valg-
kreds. Alle var de blevet udsat
for trusler og anden form for
pression fra mafia’en for at tvinge
dem til at stemme på Matarella.
Også mod en anden minister,
Calogero Volpe, fremlagdes stærkt
belastende materiale. Retten ville
imidlertid ikke tage sig af sagen,
og det eneste der kom ud af den,
trods ihærdige forsøg på at gen-
nemtvinge en proces fra Dolcis
side, var at Matarella vandt et
injuriesøgsmål mod denne.
Dolci bor selv i den lille sicili-
anske landsby Partinico og har i
en lang årrække forsøgt at rette
op på Siciliens sociale morads
gennem beskæftigelses- og under-
visningsaktiviteter og har som så-
dan erfaret hvorledes gansterne
saborterer alle fremskridt. Hans
virksomhed har ikke nyt nogen
statslig bevågenhed til trods for
at det er myndighederne bekendt,
at mafia’en har tappet den of-
fentlige udviklingshjælp til den
underudviklede ø for formidable
beløb — enten i form af beskyt-
telsespenge eller ved ren og skær
korruption.
BYG BRO OVER MESSINA-
STRÆDET
Det undrede derfor ikke offent-
ligheden, da anti-mafia-kommis-
sionen efter fem års arbejde i
dybeste hemmelighed barslede
med en rapport på blot syv ma-
skinskrevne sider med færre op-
lysninger end en hvilken som
helst nogenlunde velfunderet
avisartikel blandt de talrige, der
er skrevet såvel i Italien som i
udlandet. Det eneste resultat,
kommissionen efter årelange ud-
redninger var nået frem til var:
Byg en bro over Messina-stræ-
det, så „øens indbyggere føler sig
åndeligt og socialt forenede med
deres brødre på halvøen”. Kom-
missionens formand, den kriste-
ligt demokratiske senator Donato
Parfundi, havde dertil nægtet at
udlevere dokumenter til dom-
stole i Palermo og Cantanzaro (i
Calabrien), hvilket betød, at næ-
sten samtlige anklagede i to pro-
cesser mod flere hundrede for-
modene „mafiosi”, blev frikendt.
Myndighedernes magtesløshed
over for mafia’en, som i nyere tid
har dannet forgreninger helt til
Rom, illustreres mageløst i tilfæl-
det Luciano Liggio, „manden
uden ansigt”, der i en årrække
var ubestridt mafia-høvding i
byen Coleone, en fattig siciliansk
by, der har den højeste drabs-
procent i Italien: 103 på 16. år. I
1964 blev han — efter at have
været eftersøgt i 16 år — anholdt
i sin hjemby. Fem år brugte an-
klagemyndigheden til at forbe-
rede sagen mod Liggio og 63 med-
anklagede. Tiltalen mod ham lød
på ni mord og talrige andre for-
brydelser. Han og to andre kræ-
vedes idømt livsvarigt fængsel.
Luften var ladet med spænding,
da retsformanden for nævninge-
domstolen i Bari, ligbleg, oplæste
dommen i juni 1969: Alle ankla-
gede er frifundne. — Det viste
sig, at samtlige dommere i sagen
havde modtaget trusselbreve,
hvori det hed, at de, såvel som
deres pårørende, „ville blive
sprængt i luften, hvis blot deres
mand fra Corleone blev dom-
fældet”.
SKANDALERNE RULLER . . .
Liggio, der lider af en alvorlig
knoglesygdom, begiver sig så til
en klinik i Tarent, men under
pres fra den offentlige mening
udsteder retten en forvisnings-
kendelse, som påbyder ham at
tage ophold i Corleone. Liggio ta-
ger dog ikke dette så nøje, han
rejser til Rom for at underkaste
sig en blæreoperation. Nyt rama-
skrig i offentligheden, hvorpå der
udstedes anholdelsesbeslutning
imod ham. Men politiet er ikke
meget for at bevogte ham. Som
en politirapport udtrykker det:
„Det er lidt pinligt for betjentene
at opholde sig på klinikken, hvor
de hele tiden vækker opsigt blandt
personalet og de besøgende”.
Det bestemmes, at „Kongen af
Coleone” skal udskrives den 21.
november. Allerede den 18. er
han imidlertid borte. Skandalen
er fuldkommen, og pressen er
ikke sen til at beskylde den be-
handlede læge, professor Bracci,
for at have spillet sammen med
mafia’en.
Palermos politipræfekt Zampa-
relli bliver kaldt til formanden
for anti-mafia-kommissionen. Jo,
han har godt nok modtaget en
anholdelsesbeslutning mod Liggio,
men denne var udtrykkelig be-
grænset til kun at vedrøre rets-
kredsens område, dvs. at den først
blev gyldig, når Liggio atter tog
ophold i Corleone. Såvel statsad-
vokaten som den dommer, der
har udfærdiget dokumentet, be-
strider kobberrøde i hovederne,
at den nogensinde skulle have
begrænset arrestordren. Noget
sådant er simpelthen ikke muligt
i Italien. Sandheden var, at bre-
vet fra Rom i månedsvis havde
ligget i politipræsidiets skuffer.
Hvad enten det så var slendrian
eller bevidst undertrykkelse af
justits væsenets funktioner . . .
nalunaeKutanik iluarsaineK pitsaunerpåK.
pilertornerpåmik tuniussissartoK. iluarsagkat tamarmik
KularnaverKusigkat.
TIK-TAK . Kirkegade 18 . 6700 Esbjerg Danmark..
Husk
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTENs
julenummer.
De kan endnu nå at bestille årsabonnement 1971.
Annonceekspedition:
Bladforlagene, Dronningens Tværgade 30, København K.
Telefon Minerva 8666.
Redaktion, abonnement og lokale annoncer: Postbox 39, 3900 Godthåb.
ATbAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
31