Atuagagdliutit - 04.09.1980, Blaðsíða 24

AG
gene revet, fortovet fejet. Der er
nogle, der siger, at dette skyldes
ejendomsrettens indflydelse — de
små væsener dernede besidder jo
hver deres lille indhegnede områ-
de, som de vogter lige så nidkært
som snespurven sit territorium.
Hos os, derimod, hvor ingen ejer
så meget som en kvadratmeter
jord — er der ingen glæde ved at
hæge omkring husene.
Sikkert er det i hvert fald, at
hvadenten vi bor på den ene eller
den anden side af Atlanterhavet,
så er det af stor betydning, at vi i
det daglige omgiver os med smuk-
ke ting og vænner os til at holde
den del af verden, vi har indflydel-
se på, i en sådan orden, at vi kan
glæde os over den og ikke ustand-
selig skal slå øjnene ned.
Før vort store byggeri af leje-
kaserner på Store Slette indled-
tes, blev projektet diskuteret. Al-
le var enige om, at boligblokkene
uvægerligt ville skabe det miljø,
men betegner ved ordet slum.
Men ingen greb ind, ingen ændre-
de det. Selv chefen for det hele,
den daværende grønlandsmini-
ster, der var til stede, og som jeg
talte med ved den lejlighed, stod
magtesløs overfor udviklingen,
skønt han ikke var blind for, hvor
det bar hen.
Og da betonkarreerne kom op
at stå, flyttede tusinder af godt-
håbere ind i disse præfabrikerede
masseboliger, der ikke fortjener
benævnelsen »huse« og kun kan
skelnes fra hinanden ved hjælp af
sindrige nummeringssystemer.
(Da det ene skal passe tU det an-
det, indførtes samtidig nummere-
ring af menneskene). Vi mener
godt nok allesammen, at tremme-
kalve og burhøns bør forbydes
som værende menneskeuværdige,
men.. .
Således anbragt i bykoncentra-
tioner, der lukker alt håb ude om
mandagen (fordi der ikke vises
fjernsyn), er vort behov for at
kunne færdes i ubesudlede omgi-
velser endnu større end nogensin-
de.
Konklusionen er, at vi befinder
os på et af de områder, hvor vore
embedsmænd og folkevalgte slet
ikke lever op tU vore rimeligste
forventninger.
Alfred »Nungmio« Toft.
Natur- og kulturforurening
»Grønland er et af de smukkeste
lande i verden. Vi har ikke ret til
at tilsmudse vort land. Derfor:
Vær god ved Grønlands natur!
Således lyder konklusionen i
A/G’s lederartikel i sidste uge.
Denne velskrevne artikel har sat
tanker — og forhåbentlig også
handling — i gang overalt på vo-
res store ø. Det er ikke første
gang, emnet har været bragt på
bane her i avisen, men det fortje-
ner at tages op igen og igen.
Før koloniseringen levede vort
lands eskimoiske forfædre i en
kultur, der indså og respekterede
den sammenhæng, der eksisterer
mellem levende væsener og natur-
forholdene. Ved at udnytte deres
økologiske viden, var de i stand
til at leve en ret sorgløs tilværel-
se, både fysisk og psykisk. Euro-
pæere, der vendte hjem fra rejser
til Grønland, berettede, at beboer-
ne var stærke og sunde menne-
sker, der tilsyneladende ikke be-
stilte andet end at synge og danse
dagen lang.
For eskimoerne var naturen
»hellig«, og dens ligevægt måtte
ikke forstyrres. Den rovdrift, vi i
dag udøver, fandtes ikke. Man
dræbte kun det antal dyr, der var
nødvendigt for livets opretholdel-
se, og man undgik at gribe ind
ved anlæg af veje, havneanlæg og
deslige. Al mad blev fortæret, og
man anskaffede sig kun nye red-
skaber, når de forhåndenværende
ikke kunne repareres eller var
slidt op.
Ejendomsretten blev respekte-
ret i en sådan grad, at man endog
gav afdøde deres ejendele med i
graven.
Hollandske hvalfangere lærte
eskimoerne at handle, og efter
Egedes ankomst blev handelen
organiseret på en sådan måde, at
den efterhånden blev en væsent-
lig del af det grønlandske livs-
mønster. Samtidig holdt kristen-
dommen sit indtog, og det viste
sig, at også på dette område var
grønlænderne særdeles imøde-
kommende og lærenemme. Netop
fordi eskimokulturen befandt sig
på et så højt stade, havde man let
ved at forstå og tilegne sig nye
livsmønstre.
Forureningsproblemer var ikke
ukendte i 1700-tallet. Da man vid-
ste, at pest og andre frygtede syg-
domme bredte sig gennem drikke-
vandet, blev der ikke bare i Dan-
mark, men også her i Godthåb
næsten udelukkende drukket øl
(iøvrigt af sammen styrke som de
nu så populære »hjemmestyrebaj-
ere«). I 1800-tallet klagede H.J.
Rink over den uæstetiske og
sundhedsfarlige forurening forår-
saget af flåede, rådnende sælka-
davere og andre affaldsprodukter
fra indhandlingen, der flød over-
alt på de tidligere så propre og
smilende bopladser.
Og i begyndelsen af vort eget
århundrede var forureningen her i
Godthåb af et sådant omfang, at
læger, der berejste landet, vendte
hjem med »chokrapporter« opi de
forfærdelige sundhedstilstande.
Dette resulterede naturligvis i en
forbedret oplysning blandt be-
folkningen om disse forhold.
De utallige hjælpemidler, vi i
dag råder over på det sanitære
område, er almindeligt kendte.
De grønlandske forfædre var
henrykte, når de i havstokken
fandt et stykke nyttigt drivtøm-
mer.
For nogle år siden (efter at A/G
også da havde bragt en tanke-
vækkende artikel om det omsig-
gribende forureningsproblem) var
vi nogle godthåbere, der sejlede
rundt til øerne i skærgården og
samlede og afbrændte det iland-
drevne affald, der så træffende er
beskrevet i den aktuelle leder. Det
var et sandt danaidearbejde, men
dog et arbejde af den slags, der
»bærer lønnen i sig selv«.
Folk, der færdes ved vor nye
lystbådehavn, kan ikke undgå at
lægge mærke til, at havneområ-
det — selv om det kun ligger et
par minutters gang fra den kom-
munale dump — er blevet hen-
kastningsplads for alskens affald
og uhumskheder.
Det ser derfor i historisk per-
spektiv ikke ud til, at formanin-
ger og appeller har nogen som
helst indflydelse på offentlighe-
den. Problemet vokser støt.
Forurening er slet ikke noget
specielt for os her i Grønland. I
labrador har jeg set problemet
tacklet på den måde, at man lader
skolebørnene dekorere et stort an-
tal kasserede olietønder med fest-
lige farverige dekorationer og slo-
gans, hvorefter disse opstilles
rundt omkring i landsbyen, så
folk har et sted at kaste deres af-
fald.
Dette system fungerer udmær-
ket, men ikke så effektivt, som
det, man har i provinsen Quebec,
hvor politiet simpelthen afkræver
enhver person, der henkaster bare
så meget som et cigaretskod på
offentligt område, en bøde på 100
dollars. Bøden falder kontant,
uden diskussion, idet det jo drejer
sig om en sag, hvorom alle er eni-
ge.
I New York gælder en endnu
strengere lov, og derfor ser man
f.eks. at hundeejere altid med-
bringer redskaber og beholdere,
så de er parat til omgående at gø-
re rent efter hunden, når den for-
retter et nødvendigt ærinde. _
Det er klart, at det kræver en
ny tænkemåde hos vore regeren-
de myndigheder, hvis vi skal kom-
me forureningen tillivs.
Danmark er et yndigt land, og
når man — som vi, der kommer
flyvende fra Grønland — ser det
sådan lidt fra oven, ligner det en
stor velsoigneret have med små
pæne hus, blomstrende marker og
haver, græsplænen klippet, gan-
PÅHÆNGSMOTORER
GODTHÅB
AUTO-SERVICE
v. Ib Rasmussen. Postbox 300.3900 Godthåb
Tlf. 212 63. Telex 90 636
Grønlandsposten ønsker at bringe et
stort antal læserbreve hver uge. Derfor
beder vi om, at indsenderne skriver
meget kort. Hvis læserbrevene er mere
end 200 ord, er redaktionen i regelen
nødt til at forkorte dem. Vi offentlig-
gør ikke anonyme indlæg, men hvis
særlige grunde taler for det, kan vi
bringe et læserbrev under mærke
istedet for navn. Send dit indlæg til:
Grønlandsposten, postbox 39, 3900
Godthåb.
Manufaktur en gros
Strømper — tricotage — strik-
varer småting, o.s.v.
Kontakt os når De er hernede i
Danmark.
Fa. VIGGO TRUSTRUP
Håndværkervænget 9,
3400 Hillerød,
Tlf. (03)26 20 44.
24