Atuagagdliutit - 01.02.1984, Blaðsíða 36

Dagbogsblade fra en fangstplads
Fangstpladsliv
på Østkysten
Menneskets forestilling om paradis
på jord er en øde ø med hvide sand-
strande og palmer, der svajer i var-
me, ækvatoriale vinde. Hvor det
spiselige gives i form af selvplukke-
de mangofrugter, bananer og ko-
kosnødder, og hvad man ellers kun-
ne tænke sig at leve af under de syd-
lige himmelstrøg, hvor denne øde ø
skulle befinde sig, og hvor menne-
skets værste fjende — kulde og sult
— er ukendte begreber.
Vi fandt vort paradis på den
nordlige halvkugle i is og sne, under
arktiske nætters nordlys, i tempera-
turer, der svinger mellem 30 mi-
nusgrader og 30 plusgrader, på slæ-
detnrene i de dybe isbelagte fjorde,
på sejlturene mellem langsomt driv-
ende isfjelde, på sommerens telttu-
re, hvis vi camperede ved ruiner af
farne slægters stenhuse eller teltrin-
ge fra eskimoiske sommerpladser, i
»pitaaraq« og hylende snestorm,
ved petroleumslampens skær i vor
lille hytte på en øde ø i en fjord, 500
kilometer syd forTasiilaq. Nærme-
ste naboer er tre fangerfamilier, der
overvintrer i Tingmiarmiut, 140 ki-
lometer sydpå. Hvis øjne var stær-
ke nok, ville man derude mod øst
(Kup. suj. nangitan)
tap neqaa Polenimiutut siataq
Koblenzimilu Rhinenimiittumi..
eqqaamanerlunngikkuma Tyskit
viinniliaat.
Tunumut lakornariartartorpas-
suit pinngortitap takorannissuser-
suanik takutiinnarnagit aammalu
qillertuusarmiunik nerisassanillu
allanik allaniit tikisitanik soorlu
farmerbøffinik, engelske bøffinik,
puulukit kotellettiinik jordbærinil-
lu kinertulianik nerisiinnarnagit
aammali tamaanimiut nerisassaa-
viinik assigiinngitsorpassuarnik
ooqattaarsitinneqartalersinnaaga-
lu annginnerlutik.
Immaqa tamanna tamaani naju-
gaqartunut suliffissaqalersitsiinna-
rani aammali tikeraanut allasunnit-
sorsiviusassagaluarpoq inunnik i-
nuillu nunaannik ilinniutaalluni.
Nunaqqatigisatta, ilaqutariit
marluk Kuummiuneersut eskimuut
kulturiannik inuusaasiannillu paa-
sisaqartissimaqaatigut. Ileqqutoq-
qat kusanartut ilagaat tunisineq,
uagullu ilaanni puisinik ilivitsunik
imaluunniit tamatigorluinnaq pisat
ilaannik tunisittaratta aammattaaq
akisilluta taamaaliortarpugut.
Qanga Kalaallit Nunaanni anne-
runiartoqartanngilaq imminnulli
suunngitinniartutut oqaluttuari-
sarput — immaqa imminnut suun-
ngitinniarpallaarlutik — uangaasiit
piniartupalaajunermit eqiasuttuul-
lungalu pinerrarluttuugama — nu-
naqqatitsinnit pajunneqartanngik-
kaluarutta perlimoorsimaqqajaru-
naraluarpugut.
Skjoldungen, 28. juli 1983
Roland Thomsen
kunne skimte Island med sine var-
me kilder, og nærmeste nabo mod
vest er indlandsisen — 30 kilometer
herfra, som erindrer os om sin eksi-
stens, når vinden blæser fra den
kant.
Vi befinder os på 63° nord og 42°
vest.
I 1938 skete der en udflytning
hertil fraTasiilaq. Det var i de dage,
da Ejnar Mikkelsen var inspektør
for Østgrønland, og der var perio-
der — den gang som nu — med mis-
fangst. Nogle familier levede i ar-
mod, og da udflytningen blev en re-
alitet, sejlede 120 mennesker sydpå
i konebåde en julidag i 1938, omgiv-
et af fangere i kajak.
I 50-erne blev Tsaqisigu-
vik/Skjoldungen ophøjet til udsted
med butik, »rigtige« huse, kateket
og årligt besøg fra sygehuset i Tasii-
laq. Ogi 15 år herefter fungerede
dette bygdesamfund vel, som byg-
desamfund skal fungere. I 1965
blev udstedet nedlagt. Var det på
grund af 60-ernes centraliserings-
politik, eller var der andre årsager?
Jeg ved det ikke. Men siden har
bygden med sine 20 huse stået tom.
Kun i nogle vintre beboet af fanger-
familier, der gjorde stedet til
fangstplads og tog et års ophold,
som vi har gjort. Fra august det ene
år til august det følgende.
Hvordan man i 1965 har kunnet
forlade en bygd med mindst 20 go-
de, intakte menneskeboliger, ton-
svis af rafter og stabler af brugbart
tømmer, som nu efter 18 års som-
mer og vinter er blevet lidt halvråd-
ne, kan jeg ikke give svar på. Men
det fortæller da noget om en vis rig-
dom, der må have hersket i de dage
midt i 60-erne. Da KGH lukkede
butikken, da man flyttede befolk-
ningen tilbage til Tasiilaq igen. Og
ikke flyttede husene og byggemate-
rialerne samtidig.
Kommunalpolitikerne i Tasiilaq
taler nu igen — i henhold til borg-
mester Ole Mathiassen — om at
iværksætte en ny udflytning. Efter
1 års ophold på stedet kan jeg med
en anelse af fagkundskab anbefale,
at kommunen er nogle fangerfami-
lier behjælpelig med at flytte hertil.
Og jeg tror ikke, det vil blive svært
at finde interesserede. For små mid-
ler kan det stadig nås at gøre otte til
ti huse til menneskeværdige boli-
ger.
Da jeg skulle realisere mit studie-
år udi det grønlandske sprog og
samfund ved et års ophold på en
østgrønlandsk fangstplads fra au-
gust 1982, talte jeg med en del men-
nesker i Tasiilaq, som har boet her.
Ja, flere, som oven i købet er født
her i 50-erne og 60-erne. Man kunne
fortælle om naturens rigdomme i
form af mandshøje og tommetykke
kvaner, sortebær så store som
bordtennisbolde, fugleflokke, der
formørkede himlen og så mange
sæler i sunde og fjorde, at man ikke
kunne sejle i fred for dem. Barn-
domserindringer kunne også beret-
te om evigt solskin.
Det, som har gjort stedet til vort
paradis, er, bortset fra friheden,
skønheden og stilheden, den rig-
dom af spiseligt, der findes i natu-
ren. Og stedet — eller distriktet —
er nok der, hvor man kommer nær-
mest til den ideelle livstilstand, hvor
man kan leve udelukkende af selv-
erhvervede, naturlige produkter.
Hvor man, udover sukker, mel,
the, kaffe, mælkepulver og gær
(kun til bagning), selv henter det
spiselige i naturen.
Fra maj, hvor de første rødgrøn-
ne kvaneskud dukker op, og de før
ste, lysegrønne rosenrods-planter
strækker hals, kan man ind til ok’f
ber rigeligt erhverve hele årets vha
minbehov, hvis man samtidig bf
nytter de mere sjældne syrer og f
enorme sortebærtæpper, der dæk-
ker fjeldsiderne, eller mellem huse-
ne i bygden og i nærmeste omeg’]
samler de mælkebøtter, som nie
deres gule blomst kalder på °P'
mærksomhed.
Sortebærgrød i sæsonen, sorte-
bærsaft og sortebærmarmelade ti
hele året — transyltede sortebær’
mælkebøtter og kvaner. Kvane
(fortsættes næste side)
Store vogne

»21818«
Døgnvagt
minitransport
amitson kussanarloK
10, 20åma 50-ingordlugo
portUgQK.
Mini Golf
Så mild at
hver cerut
smager lige så
godt som
dagens første
Mini Golf
pikunaingårame
avåkatdlåuneK
ajornartOK
36 NR. 5 1984
ATU AG AG D LIUT1T