Atuagagdliutit - 11.12.1985, Side 11

NR. 50 1985
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
II
Vi tror
men vi
Af Karl Isaksen, Doro
Det er med vilje, at jeg tager ud-
gangspunkt i en stor åndemaners
tale, når jeg prøver at beskrive vore
forfædres tro. Åndemaneren var
fra Iglulik og i sin forklaring til
Knud Rasmussen betonede han
stærkt, at vor forædre ikke troede
på noget, men at de frygtede ting,
som i deres daglige liv kunne forår-
sage lidelser og andet ondt. Auva
betonede, at mennesket var omgi-
vet af skjulte kræfter, som man
måtte være varsom på og behandle
dem med oprigtighed. Det var vigti-
gere at være tro mod forfædrenes
arv, da disse jo vidste, hvad man
måtte frygte. Åuva selv var en stor
åndemaner.
Han vidste alt om, hvad der be-
vægede sig blandt sine fæller, men
så sagde han, at de i deres daglige liv
frygtede mere på forteeiser, der
kunne ødelægge menneskers liv,
end hvad guddomme kunne gøre
for menneskene.
ikke på noget
frygter noget
Angakkuersaarneq titartarneqarsimasoq Kaaralimit. Serfap sului angak-
kup tunuanut qilerunneqarsimapput qilaallu aamma putuguanut.
Åndemanerscene, tegnet af Karale Andreassen. Angakokken har tejstevin-
ger på og trommen er fæstnet i snor til hans storetå.
Hvad frygtede man
Hos vore forfædre var mennesket
udsat for farer på grund af omgivel-
serne. Vi kunne se omgivelserne, vi
brugte dem i vores daglige liv og for
at kunne leve, måtte vi mange gange
dræbe dem. Men omgivelserne var i
besiddelse af skjulte kræfter, som
vi, for at kunne live, måtte behand-
le med oprigtighed. Det var farligt
for vores daglige tilværelse, hvis vi
behandlede dem med ligegyldig-
hed, da de også var i besiddelse af
kræfter, som menneskene gjorde
brug af. Hvis mennesket skulle leve
uden frygt måtte det være påpasse-
lig hele tiden, passe sine ord og
handlinger, da der fandtes mange,
der kunne blive misfornøjet af ens
handlinger. Da ordets kraft er mag-
tesfyldt, måtte vi bruge ordene med
besindighed for ikke at misfornøje
kræfterne omkring os. De dyr, som
vi måtte fange for at kunne leve,
måtte vi behandle med varsomhed,
da de også havde en sjæl som os
mennesker, og da ligegyldighed
over for dem kunne forårsage mis-
fangst.
Gamle skikke og sæder, som hav-
de deres udgangspunkt i vore for-
fædres livserfaring og viden, måtte
vi behandle med oprigtighed, hvis
vi ønskede et liv uden frygt for os
selv og vore omgivelser.
Mere om frygt
Hos vore forfædre var livet på jor-
den og afhængigheden af det jordi-
ske liv det centrale i tilværelsen.
Livet udgik fra det land, man var
født i, og det hav, hvor man hente-
de sin føde. Der var naturligvis et liv
udenfor det jordiske, sjælen var ud-
ødelig, men livet på jorden var vig-
tigere og måtte beskyttes, også hvis
ens efterkommere fortsat skulle live
på jorden. Det frygtindgydende
som fortsat omgav os, som kunne
ødelægge liv og som indfandt sig
uden varsel, måtte vi beskytte os
imod. Og dette var vigtigere end
troen på guddomme. Da guddom-
mene samtidig kun var fåtallige, var
det vigtige at overholde livsreglerne
og iøvrigt overholde regler, der for-
tsat betinger tilstedeværelsen af
fangstdyr.
Det krævedes, at man overholdt
livsbetingede regler, men iøvrigt
fandt man det ikke nødvendigt at
have en øvrighed til det, da man
fortsat blev mindet om det gennem
ord handlinger hele opdragelsen
igennem. Men da man ikke kunne
undgå, at menneskene undlod at
overholde regler, havde man perso-
ner, der kunne finde frem til synde-
re, og disse personer var bl.a. ånde-
manere, folk, der var i besiddelse af
specielle indsigt o.s.v..
Disse personer kunne man hen-
vende sig til og bede om hjælp. Ån-
demaneren Auva vidste alt om disse
ting og sagde at han mere end gud-
domme frygtede, at menneskene ik-
ke overholdt regler. For dette betød
mere for menneskene.
Rensdyr hævner sig
Da ordet var ånden i den menneske-
lige magt, måtte man bruge ordet
med varsomhed. Ordet i sig selv
havde en kraft og blev brugt for at
beskytte sig eller skade andre. Ser-
ratit (bøn) fremsagde man, uden at
andre kunne høredet. Man var ban-
ge for, at serratit kunne bruges af
Ilisiitsut (hekse) for at skade andre,
derfor var man meget bange for at
bruge ord, sådan uden videre.
Da fangstdyrenes sjæle kunne
blive fornærmede, var det pålagt
akileraaqqusineq (ønske om gen-
gjældelse), og gik ud på, at gav-
mildhed mod andre vil blive ge-
ngjældt ved forøget held ved jag-
ten. Rensdyrene kunne hævne sig
på dem, der dræber mange unge
dyr, ved at volde jægernes børn
død. Fugle kunne hævne sig af sam-
Angakkunik toornisunik assilisat siullerpaat ilaat, Akilinenni Aavilimmi assilisaq ukioq 1880-ip missaani.
Et af de ældste kendte billeder af en åndemaner i aktion. Det er taget i Aavilik i Nordcanada omkring 1880.
me grund. Sæler kunne hævne sig,
når der dræbtes for mange af dem
på et enkelt sted. De hentede da et
stykke drivis, benyttede det som en
båd, og overfaldt menneskene ved
nattetid. De kaldtes Umiarissat og
var frygtede overalt.
Små næser og røde øjne
Innersuit eller alliarutsit havde de-
res boliger under jorden i klipperne
langs strandbredden. De var to
slags, de øvre, som beskyttede ka-
jakmanden med hvid hudfarve,
ganske små næser og røde øjne, og
de nedre, som hverken havde hår el-
ler næse, og som stjal kajakmænd,
især de bedste. Ligesom ved en
usynlig magt droges kajakmænd
bag efter dem og gennem brændin-
gen til deres opholdssteder, hvor
man straks sønderrev deres redska-
ber, skar deres næse af og holder
dem i pinlig fangenskab.
Der var kajarissat med kæmpe-
store fartøjer og fangstdyr i lignen-
de størrelse. De tog gerne kajak-
mænd, der havde vovet sig for langt
ud.
Der var Tunerit som beboede
indlandet, hvor kystfolk plejer at
komme engang imellem på rensdyr-
jagt. De har huse, hvis indgang man
ikke kunne se, og de var fjender af
kystfolket. De var dobbelt eller fle-
re gange så store som menneskene
De kunne dog optræde som besky,
tere af folk, der var flyttet fra kyst-
boerne. De var meget troldkyndige
og jager de dyr på havet, som men-
neskene plejede at fange. De havde
ingen båd men bruger tågen som
fartøj, eller som det hedder »haven-
de tågen til kajak.«
Der kan således nævnes uendelig
mange af disse væsener, som men-
neskene frygtede. Blandt menne-
skene selv var der også mange, man
måtte frygte f.eks. Perlerortut, Ki-
laamasut, kilitsissiat, mennesker
med speciel evne til at kunne sige og
opdage, hvad andre skjuler for de-
res mennesker.
Der er mange ting, som man kan
nævne i forbindelse med vore for-
fædres tro eller ikke tro. Det er for-
ståeligt, at åndemaneren Auva
frygtede mere end han troede. Fulg-
te man ikke reglerne, var vejen kort
til omgivelsernes mulige hævn.
Maannakkut paasilluarsin-
naanerulerpara sooq inuit AG
atuarusunneruneraat, radiua-
viisip tusarnaarnissaanut
taarsiullugu.
A/u forstår jeg bedre, at folk
hellere vil have AG end radio-
avisen...
UNA PLAKAT-I TASSA ILLIT PIIT
Nuna Bank-imi Konto 18-eqaruit
AANIARIUK!
DENNE FLOTTE PLAKAT ER DIN
hvis du har en Konto 18 i Nuna Bank
KOM OG HENT DEN!
Nuna Bank a/s