Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 11.12.1985, Blaðsíða 56

Atuagagdliutit - 11.12.1985, Blaðsíða 56
56 ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN NR. 50 1985 Bj ørnej ægerne Med bjørnejægere fra Savigsivik på slæderejse i Baffin Bugten. Sådan er hverdagen også i vort land. En spændende og tankevækkende reportage af mesterfotografen Ivar Silis. Tekst og foto: Ivar Silis Qorfinnipersersoq: — Nannup tumaajuku sumut pisut? Snefygning i Qorfiit: — Hvor blev bjørnesporet af? Ingen af de gamle i Savigsivik kun- ne huske mage til elendighed. Dag efter dag, i uger, jamrede stormen mellem husene og tvang folk til at holde sig idendøre. — Den vinter blev kødstativerne skrabet for gam- mel spæk. Først natten til den 17’ende marts kom omslaget. Stilheden vækkede mig. Gennem rudens isblomster så jeg solen stå op over en genfødt bygd, velsignet med blikstille vejr og klinger frost. —Nanann! Hvilket rejsevejr! mente Angutivdluarsuk på 63. og dermed var vor afrejse bestemt. — I dag skulle det være. To hæsblæsende timer senere var forberedelserne overstået. Tre højt læssede slæder ventede. Angutiv- dluarsuks søn Qaerngaq på 43 og hans jævnaldrende svoger Jere ville slå følge. Qaengaqs hundespand på 16 kraftige bæster havde for længst lu- ret at en langtur efter storvildt fore- stod. De sparkede fyrigt i sneen, knurrede og viste rovtænder store som krumknive. Qaerngaq gav konen et hastigt farvelknus, kastede sig op på slæ- den-jeg bag ham — og afsted fløj vi med jægerens børn blafrende i opstænderne. Men ungerne måtte snart give slip. De trimlede om i sneen og lo og vinkede til en far, som ingen vidste hvornår de skulle gense. Rejsen kunne lige så godt va- re tre døgn som tre uger. Alene vej- ret, isen, jagtlykken og fangernes iver ville bestemme varigheden. Men så godt kendte jeg den tætte skikkelse foran mig på slæden. Qaerngaq hader at vende tomhæn- det hjem. Drivisen i Baffin Bay Udenfor bygdens synsvidde slog hundene over i et jævnt trav, og langsomt flød bjergene bag os sam- men til en blånende silhuet. Kursen var stik syd. Målet drivisen om- kring isfjeldsbanken langt ude i Baffin Bay. Polareskimoernes sag- nomspundne Qorfiit »Vandlad- ningsstedet«. Em lumsk is men med de største bjørne. Allerede på første dagen sprang hundene over en smal revne, som dannede grænsen mellem fastisen og pakisen. På anden dagen sank landet fuld- stændigt under horisonten bag os. Herefter var sol og snefaner jæger- nes sekstant og kompas. Jo nærme- re vi kom Qorfiit desto tættere stod skrueisens volde. Samtidigt krydse- de vi flere og flere rævespor. — Godetegn, mumlede Qaer- ngaq fra pelshættens dyb, — den lille jæger plejer at rende efter bjør- nens levninger. På tredie dagen blev isen for al- vor ond. Hushøje skruninger veks- lede med brede render og våger.. Sort frostrøg formørkede solen, og mere end én gang tænkte jeg: Hvor- dan skal vi nogensinde finde tilbage til lille Savigsivik? Først om aftenen i teltet blev jeg så nogenlunde beroliget. Angutiv- dluarsuk fortalte: Husk på. Marts er vor koldeste måned. Og da vi snart får halvmåne vil havstrømmene aftage, vindene falde til ro og renderne fryse til. Om ikke til i morgen, så til i overmor- gen. Ja, forudsat en storm ikke bry- der løs. Så kan det komme til at trække længere ud. Og det er da sket at jægere under misfangst har måttet koge egne hunde over bål af slædetræ. Om formiddagen på vor fjerde dag i isen stødte vi på to bjørnespor oven i hinanden. En svær han, en forelsket »itorssuaq«, i hælene på en hun i løbetid. Ajor! Det var en skam! Samme dag henimod midnat lå pa- kisen badet i blegt måneskin. Isvol- dene kastede lange skygger. Hist og her funklede isens brudfalder som kæmpesafirer. Mellem sammenfrosne øjenvip- per kunne jeg lige skimte Qaer- ngaqs hunde i en frostsky af hidsig ånde. Snuderne pløjede mellem mægtige poteaftryk, der stod som sorte huller i den dybe sne. Qaer- ngaq og styrtløb side om side med armen i hver sin opstænder. Rim havde forvandlet hans ansigt til en hvid åndemaske. Øjnene skinnede. Tørre læber hvislede uafbrudt: — tsi, tsi, tsii! — næsten som en slan- ge. Et opildnende signal som i hun- deører betyder; sporet er frisk, kamp og varmt kød venter! — og lydløst strøg koblet af ulvehunde op og ned ad halsbrækkende isrygge. Vi halede ind på tampen. Ingen tvivl om det. Glemt er dagens hårde slid og skuffelser, frostvabler og nervepirrende kørsel på tyndis. Mindst fire par bukseskind travede et sted forude i mørket. Bedst som jeg troede: nu har vi ham! standsede hundene brat. Slæ- den kurede endnu nogle meter, puf- fede to hunde ud i åbent vand og stoppede med hornene ud over en iskant. Qaerngaq og jeg styrtede frem. — Bjørnesporet sluttede i en blank, sort flade. Med næverne knyttede stirrede vi afmægtige i renden. Og op fra dybet steg skæl- vende stjerner os i møde. — Ajor! Det var en skam! Her skulle så den nats lejrplads QASIGIANNGUIT KOMMUUNEAT Qasigiannguit kommuniat, AG- mit marloriaammik utoqqaane- rusoq, matumuuna pilluaqqusi- voq. Qasigiannguit Avannaani niuer- toqarfiit siullersaraat, nunatsinni niuertoqarfiit siullersaata tulleralugu. Qasigiannguit eqqaat aasaane- rani kialluartartuugami silagikka- juttuullunilu naggorissorujus- suuvoq. Alianaatsormiuusugut, ukiullu 4.000-it matuma siornatigut Saqqaq-kultur-imeersut najuga- qarfigisimasaanni najugaqartuu- sugut qamannga pisumik pil- luaqqusivugut. Qanortoq inger- lanissinni ajunngitsunik naam- mattuugaqartarisi. Qasigiannguani kommunalbestyrelsi Qasigiannguit, der er dobbelt så gammel som AG, ønsker her- med hjerteligt til lykke. Qasigiannguit er den første ko- loni i Nordgrønland og den næststørste i landet. Byen er berømt for sit gode vejr, og luf- ten betegnes som Grønlands bedste. I denne del af landet er Qasigiannguit-området rigest på vegetation på grund af sommer- varmen og vejrets stabilitet. Vi sender fra denne smukke egn, hvor også Saqqaq-folket holdt til for 4.000 år siden ifølge vore sidste fund, de varmeste tanker. Må I også opleve varme og stabilitet samt rig vækst. Kommunalbestyrelsen i Qasigiannguit
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.