Atuagagdliutit - 11.12.1985, Blaðsíða 77

NR. 50 1985
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
77
Aron fra Kangeq
Det kaldte han sig selv, den store illustrator ved
Atuagagdliutits start. Han havde ingen efternavn, fordi
han tilhørte brødremenigheden.
TassaKangeq Aalup nunaqarfia nammineq qalipagaa, Aalukkut illuatpu-
joorluni.
Aron havde foreviget sin byd Kangeq i denne akvarel. Huset med skor-
stensrøg er Arons hjem.
Af Emil Rosing
Aron blev født i Kangeq i 1822. Fa-
deren Kristian Hendrik fungerede
som stedets kateket. Efter traditio-
nen var Aron opdraget til fanger.
Hurtigt fik han lært distriktet at
kende ved sine rejser siden drenge-
årene. Nordover nåede han op til
Søndre Strømfjord, langt ind i fjor-
den og indlandet. I flere af hans be-
rømte akvareller møder man moti-
ver fra den egn f. eks. sagnet fra Ta-
sersiaq, er søen og de omkringlig-
gende fjelde letkendige, næsten
som fotografiske gengivelser. Hans
blyantstegning af Kangaamiut hø-
rer sandsynligvis til en af første ar-
bejder. Den sendte han til Samuel
Kleinschmidt i 1858.
Fremskridtets tid
Netop i disse år skete der flere be-
tydningsfulde fremskridt. Bogtryk-
keriet startedes i 1858 og i foråret
samme år sendte inspektør H.J.
Hink en opfordring til at sende ned-
skrevne sagn og beretninger til tryk-
ning. Vinteren 1861 tilbragte grøn-
lænderen Lars Møller i Danmark
for at uddanne sig som bogtrykker.
Da han året efter vendte tilbage,
havde trykkeriet fået sin egen byg-
ning, og det betød, at nyheder, un-
derholdning, sagn og fortællinger
kunne trykkes i landets første avis
Atuagagdliutit, og at beretninger
fra Forstanderskaberne kunne sen-
des rundt.
Netop i Arons tid var man be-
gyndt at blive vågen overfor vigtig-
heden af, at grønlænderne delagtig-
gøres i vigtige beslutninger vedø-
rende deres egne anliggender. Med
dette mål for øje blev forstander-
skaberne etableret.
Medlem af Forstanderskaberne
Aron var medlem af Forstander-
skaberne — valgt af sine boplads-
fæller. 7-10. oktober 1862 var han i
Nuuk til Forstanderskabsmødet.
På dette tidspunkt var han allerede
berørt af tuberkulosen. Vi ved, at
han i sit brev i 1858 til Samuel Klei-
schmidt sluttede således:« ..Jeg har
det bedre end i vinter, selv om jeg
stadig ikke kan sidde oprejst..«
2. maj 1864 da Forstanderska-
berne holdt møde var Aron ikke
længere medlem, sandsynligvis på
grund af sygdom. Under mødet ud-
delte man de såkaldte »belønnin-
ger«. I alt skulle man fordele 143
rigsdaler for hele Sydgrønland.
Aron fik tildelt 6 rigsdaler og 24
skilling, og dette skete i 1865. Aron
boede da sammen med sin kone
Persita og hendes to plejebørn. Be-
lønninger uddeltes til personer, der
havde og havde haft betydning for
det grønlandske samfund.
Talentfuld og fantasirig
Den fra sin barndom vidtberejste
og oplevelsesrige Aron var nu bæn-
ket til briksen. I sådan en situation
ville de fleste opgive alt. Men Aron
var blevet meget interesseret i H.J.
Rinks »Indbydelse«.
I begyndelsen var han stærkt op-
taget af at skære træsnit og betrag-
tede dette arbejde som den pligt,
han skyldte inspektøren. Forfædre-
nes skikke, deres fortællinger og
egne oplevelser gjorde han tilgæn-
gelige for andre ved hjælp af sine
mesterlige træsnit.
1860 startede han at male akva-
reller. Hans oplevelser blev levende
igen, mens han nærmest var »naglet
fast til briksen«. Det lyser ud af
hans billeder, og ligesom andre dyg-
tige fangere viste han ærefrygt for
den omgivne natur. Det fineste vejr
kunne han gengive i sarte farver, li-
gesom han gengav de voldsomme
storme i dystre farver.
At Aron var en yderst talentfuld
og fantasirig billedkunstner viser
hans akvarel om sagnet Avarun-
nguaq, der overvintrede sammen
med 3 bjørne i menneskeskikkelse,
uden at være klar over det. På bille-
det, hvor to af »bjørnene« slæber
to hvidhvaler hjem til bopladsen,
kan man ligefrem fornemme biden-
de kulde, som rammer een i ansig-
tet, og man er ikke i tvivl om, at
Aron har set masser af hvidhvaler
før.
Stærk i sjælen
Efter 1858 var der flere perioder,
hvor han slet ikke beskæftigede sig
med billedkunst. Nogle år før 1867
har han slet ikke malet. Sandsynlig-
vis var han blevet så rask, at han var
begyndt at virke som fanger igen. 1
hans samtid var det ikke naturligt at
beskæftige sig udelukkende med
tegning og skrivning. Familien kun-
ne jo ikke eksistere af det. Daglig-
livet var afhængigt af fangstdyre-
ne.
Mellem 1858 og sin død 12. marts
1869 havde han tegnet i de perioder,
hvor han ikke kunne gå på fangst,
sandsynligvig for at beskæftige sig
selv og samtidigt for at aflede sine
bekymringer.
Følgende kan nævnes af hans ar-
bejder:
Ca. 40 træsnit. I dag kender vi
308 tegninger og akvareller. 56 sagn
har han nedskrevet på 250 håndsk-
revne folio ark.
Første gang, man i Grønland
hørte om disse akvareller var, da
Eigil Knuth skrev om dem i Atua-
gagdliutits jubilæumsnummer i
1961, hvori han delte Signe Rinks
begejstring for »En af de mær-
kværdigste Billedsamlinger i Ver-
den«.
August 1982 vil blive husket i
Grønland, da 160 af Arons ak varel-
ier kom til Grønland og vi fik nogle
af vore kulturklenodier tilbage.
Hvordan Aron så ud, kan vi kun
fantasere om. Hans arbejder bevid-
ner, at mennesket Aron har været
stærk i sjælen og var i besiddelse af
en grænsesløs tålmodighed.
Arons værdifulde arbejder, som
nu er tilbage i Grønland, opbevares
forsvarligt på Landsmuseet. Denne
samling vil erindre os om vor kul-
turarv, som vi skal bygge videre på
i fremtiden,
MANIITSUP KOMMUNEA
Aalisartut illoqarfiata Maniit-
sup kommuniata ATUA-
GAGDLIUTIT ukiunk 125-lii-
neranni qutsavigai kalaallit
kulturiannik sulissussilluarsi-
mammata. Kommunip aam-
mattaaq neriuutigaa aviisip
suleqataasullu aamma ukiu-
ni tulliuttuni 125-ini sulissu-
tigilluarumaaraat kalaallit
kulturiata sernissugaanissaa
imarisamigullu naleqqussu-
sia. Kommunip aviisi, pisor-
taasut aammalu suleqataa-
sut tamaasa qamannga pi-
sumik ullorsiorneranni pil-
luaqquai.
Aalisartut illoqarfiata
Grønlands fiskericenter
Maniitsup Kommunea tak-
ker Atuagagdliutit/Grøn-
landsposten for 125 års ar-
bejde for den grønlandske
kultur. Kommunen skal
samtidig udtrykke håbet
om, at avisen og dens med-
arbejdere også i de næste
125 år vil fortsætte arbejdet
med at værne om den grøn-
landske kultur og de værdi-
er, som den indeholder.
Kommunen ønsker avisen,
dens bestyrelse og alle
medarbejderne hjertelig til
lykke med dagen.