Atuagagdliutit - 11.12.1985, Blaðsíða 27

NR. 50 1985
ATU AG AGDLIUTIT/GRØN LANDSPOSTEN
27
Fangerne standsede isbryderen
piniartut aserorterut unigtikåt
1975-imi juunip aallartilaarnerani A G-ip saqqaanit. Isumaqatigiinniarne-
rit »Sigyn«-ip initaani aallarteruttortut una assilisaavoq taamani Uum-
mannami politiimit Oluf Ostermannimit.
Fra AG ’s forside i begyndelsen afjuni 1975. Oluf Ostermann, dengang fra
politiet i Uummannaq, tog dette billede, da forhandlingerne var i gang om-
bord på »Sigyn«.
Drama ved iskanten
i Uummannaq-fjorden
Den usædvanlige aktion mod en isbryder for ti år siden overbeviste mineselskaberne
om, at man ikke kunne komme udenom fangerne. Denne artikel er bygget på en
beretning af lederen ved aktionen
Af Svend Møller
Det var den 21. maj 1975 om mor-
genen. Ved iskanten nordvest for
bygden Niaqornat i Uummannaq-
fjorden sov fangerne endnu inde i
teltet, der var slået op på sammen-
kædede slæder. Det blæste nord-
fra, så løse isflager var skruet sam-
men mod kanten af den faste is. Det
småsneede, og udsigten var diset.
Fanger Johannes Tobiassen var
den første om at komme ud af teltet
for at forrette et nødvendigt ærin-
de. -
Da dette var gjort, begyndte han
vanemæssigt at spejde ud mod ha-
vet og derved fik øje på noget, der
kunne ligne et skib. Da morgensløv-
heden var væk fra øjnene og da ob-
jektet synede rigtigt frem fra diset,
var han nu overbevist om, at at det
var et skib, der nærmede sig mod
fangernes lejr.
Et skib så tidligt?
»Et skib nærmer sig!«, råbte Jo-
hannes Tobiassen. De øvrige fange-
re, der endnu lå inde i teltet, svare-
de, at han var fuld af løgn. Et skib
så tidligt? Isen på Uummannaq-
fjorden var jo meget fast endnu.
»Jeg vil æde min gamle hat på, at
det er en isbryder«, råbte Johannes
Tobiassen igen. Fangerne skyndte
sig nu ud af teltet og kiggede ud. Jo,
det var -minsandten »Sigyn«, som
de tidligere havde set.
Fangerne fra Niaqornat var nu
klar over, at »Sigyn« ville bryde
isen. Skibet styrede lige ind i den
gamle iskant — med kurs mod
(mente fangerne) Marmorilik, hvor
zink- og bly-minevirksomheden var
i fuld gang.
Nu kom fangerne noget i vildre-
de. Isen varjoendnu sågod, og høj-
sæsonen for sælfangst på isen var
endnu langt fra at være overstået —
for Niaqornat-fangerne selv og .for
fangere fra andre bygder. Og så
skulle det ødelægges uden videre!
Det skulle ikke ske
Der gik dog ikke mange minutter
før fangerne vidste, hvad de ville.
Den gode is skulle ikke brydes. De
ville stoppe »Sigyn«, mens tid var!
I forvejen var fangerne godt kla-
re over, hvorhen »Sigyn« ville sejle.
Men det måtte kaptajnen selv og
med egne ord fortælle fangerne — i
det mindste.
Nu stillede fangerne sig foran is-
bryderen. Skibet sagtnede farten og
stoppede.
Johannes Tobiassen var da for-
mand for fangerforeningen, og han
blev således et naturligt midtpunkt i
den usædvanlige aktion, der nu var
i gang.
»Nogen af os kunne ikke snakke
dansk, så det var vanskeligt at føre
en ordentlig samtale med skibets
besætning«, fortæller Johannes
Tobiassen. »Men vi forstod, at vi
ærgrede dem meget. Af tegnsprog
med knytnæver forstod vi, at vi
skulle væk af vejen. Heldigvis kom
en fanger, der kunne dansk. Og
med ham som tolk fik vi at vide, at
kaptajnen havde i sinde at bryde
isen i direkte linie mod Marmorilik
for at bane vejen for et stort fra-
gtskib. Så sagde vi til kaptajnen, at
det var sandelig noget, som vi først
skulle lige høre nærmere om — fra
både kommunen i Uummannaq og
fra Marmoriliks ledelse. Vi bad om
at låne skibets radio.«
Advarsel
Fangerne fik så radioen stillet til rå-
dighed. De kaldte telestationen i
Uummannaq op og bad om en sam-
tale med den daværende borgme-
ster Edvard Zeeb.
Johannes Tobiassen gqv besked
gennem radioen om, at de faktisk
havde besat »Sigyn«, således at det
ikke kunne sejle videre, og i korte
træk gjorde han rede for baggrun-
den for aktionen.
Fra Uummannaq kom der en
svarmelding om, at der i morges ved
ni-tiden var udsendt et advarselste-
legram til alle bygder med besked
om, at isbryderen kom til Uum-
mannaq-fjorden.
— Det bliver man ikke klogere
af, sagde fangerne og blev endnu
mere utilfredse. De havde jo i flere
dage befundet sig ved iskanten og
havde derfor ikke en jordisk chance
for at opfange indholdet af et tele-
gram, der i morges var !at sendt til
bygden mange kilometer væk fra
fangernes tilholdsted.
»Bliv derude, vi chartrer Marmo-
riliks helikopter og kommer til jer«,
lød det i radioen.
Og »Sigyn«s kaptajn fik besked
om ikke at fortsætte sin sejlads, før
helikopteren havde været der.
Fangerne gik så fra borde for at
vente »forhandlingsdelegationens«
ankomst.
Dramatik
Mens fangerne sad på deres slæder
og ventede på helikopterens an-
komst, kom situationen en over-
gang til at udvikle sig i en noget dra-
matisk retning.
Johannes Tobiassen fortæller:
»Mens vi ventede, begav »Sigyn«
sig til at sejle langsomt nordefter
langs iskanten. På vores hundeslæ-
der fulgte vi ligeså langsomt med,
men kom efterhånden lidt foran.
Og bedst som vi kørte der og fulgte
med, gav »Sigyn« voldsom gas på
motoren. Jeg vendte om og så, at
skibet allerede havde stukket sin
stævne ind i isen.
Jeg råbte til den yngste fanger,
der kørte bagest i rækken, at han
straks skulle køre tilbage og stille
sig foran skibet for at standse det.
Det gjorde han så.
»Sigyn« bakkede for derefter at
buldre sig frem igen. Den unge blev
bange og skyndte sig væk af vejen.
Og i det samme ramte skibet det
sted, hvor den unge netop havde be-
fundet sig. Isen revnede da langt
ind.
»Det kan da ikke være menin-
gen«, sagde jeg. Folk fra kommu-
nen havde jo bedt os allesammen
om at vente. Jeg kørte selv tilbage
og stillede min slæde på tværs, tre-
fire meter fra det sted, skibets stæv-
ne sidst havde skåret sig ind i.
Kaptajnen svovlede og råbte, at
jeg skulle væk.
Men idet jeg var overbevist om,
at han alligevel ikke havde i sinde at
mase mig ned, vendte jeg mit hoved
bort fra skibet, mens jeg hvilede mi-
ne albuer på slædens opstander!
Dette ligesom afvæbnede kaptaj-
nen totalt, og skibet bremsede så
det rystede over hele skroget.«
En uacceptabel rute
Fangerne samledes igen foran ski-
bet, der nu opgav forsøgene.
Det varede ikke længe, før lyden
af helikopteren lod sig høre.
Helikopteren landede på isen og
passagererne kom ud: Kommunens
repræsentanter, en politimand og
lederen af Marmorilik.
»Isbryderens besætning trak nu
smilet frem og gav os håndtryk,
som om de lige før ikke havde de'
bedste ord at sige om os«, bemær-
ker Johannes Tobiassen med et
glimt i øjet.
Ombord på »Sigyn« begyndte
forhandlingerne.
Fangerne meddelte, at de hver-
ken ville eller kunne acceptere den
rute, isbryderen lagde op til — nem-
lig en direkte kurs fra nordspidsen
af Nuussuaq-halvøen ind mod
Marmorilik.
Fangere fra andre bygder som
Qaarsut befandt sig jo også nordli-
gere ved iskanten. Og såfremt isen
blev brudt i den kurs, risikerede
fangerne hurtigt at blive drevet væk
ud mod det åbne hav i tilfælde af
dårligt vejr.
Ikke mindst bestod fangernes
modargumenter tillige af den
kendsgerning, at de slet ikke vidste
besked om isbrydningsplanerne før
de netop havde set isbryderen.
Læg ruten om eller sejl tilbage!
Johannes Tobiassen og de andre
fangere ønskede i grunden, at »Si-
gyn« simpelthen sejlede væk fra
fjorden og kom ikke tilbage før na-
turen selv havde gjort fangst på isen
umulig.
Men fra den anden side af for-
handlingsbordet blev det anført,
hvor mange tusinde kroner, det ko-
ster dagligt at hyre »Sigyn« til is-
brydning. løvrigt var det store fra-
gtskib, som isbryderen nu ville bane
vejen for, allerede kommet til de
grønlandske farvande — det dreje-
de sig om det svenske »Bella Coola«
på 28.000 tons.
Kommunens folk forstod den si-
tuation, fangerne befandt sig i, men
på den anden side hæftede de sig
ved Marmoriliks betydning for
samfundets økonomi.
Det forstod fangerne også. Men
så krævede de, at isbryderens og
fragtskibets rute lægges om. De
skulle sejle udenom hele iskants-
området, hvor der befandt sig fan-
gere — først mod nord tæt til Illor-
suit-øen, og derefter i en buet rute
mod øst i retning af Marmorilik.
»Sigyn«s kaptajn ville umiddel-
bart ikke sige ja, men foretrak den
oprindelige kurs.
Fangerne låste sig fast i deres
krav. Der blev snakket frem og til-
bage over forhandlingsbordet. Men
så bøjede man sig for fangernes
krav. »Sigyn« skulle nu lægge ruten
om!
Resultatet
Politiet blev nu bedt om med heli-
kopteren at komme rundt til fan-
gerne nordpå og fortælle dem om,
hvad der nu ville ske og hvad man
var blevet enige om.
En ubehagelig overraskelse var
det jo for fangerne at være vidne til
isbryderens ankomst, bedst som de
uforstyrret koncentrerede sig om
sælerne på isen.
Nogle fangere var endnu ikke
kommet over ophidselsen, da »Si-
gyn« sejlede dem forbi på vej mod
nord. Hvad med at beskyde skibets
radioantenner, så det ikke længere
kunne komme i forbindelse med
omverdenen?
Det blev dog ved tanken. Et så-
dant skridt var ikke nødvendigt.
Takket være Johannes Tobiassen &
Co.’s hurtige og elegante greb om
sagen, blev der opnået en løsning,
som begge parter kunne være til-
fredse med.
Aktionen ved iskanten ud for
Niaqornat den 21. maj 1975 fik til
følge, at der for eftertiden informe-
res belejligt om skibstrafik til Mar-
morilik. Det første skib måtte nu
først komme ind i fjorden omkring
den 10. juni. Årets sidste skib skulle
forlade Marmorilik i slutningen af
november.
Fangerne stillede krav om penge
til godtgørelse for den overrasken-
de indgreb i deres erhvervsliv. Og
Marmorilik pungede ud med
250.000 kroner, som blev fordelt til
de ramte fangere.
VI ØNSKER
GLÆDELIG JUL
til alle, der i årets løb har købt
PIONEER hi-fi
gennem vore forhandlere i Grønland
RADIOGROS A/S - Klarup
- EN GROS FOR GRØNLAND -