Atuagagdliutit - 11.12.1985, Blaðsíða 56

56
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 50 1985
Bj ørnej ægerne
Med bjørnejægere fra Savigsivik på slæderejse i Baffin
Bugten. Sådan er hverdagen også i vort land. En
spændende og tankevækkende reportage af
mesterfotografen Ivar Silis. Tekst og foto: Ivar Silis
Qorfinnipersersoq: — Nannup tumaajuku sumut pisut?
Snefygning i Qorfiit: — Hvor blev bjørnesporet af?
Ingen af de gamle i Savigsivik kun-
ne huske mage til elendighed. Dag
efter dag, i uger, jamrede stormen
mellem husene og tvang folk til at
holde sig idendøre. — Den vinter
blev kødstativerne skrabet for gam-
mel spæk.
Først natten til den 17’ende marts
kom omslaget. Stilheden vækkede
mig. Gennem rudens isblomster så
jeg solen stå op over en genfødt
bygd, velsignet med blikstille vejr
og klinger frost.
—Nanann! Hvilket rejsevejr!
mente Angutivdluarsuk på 63. og
dermed var vor afrejse bestemt. — I
dag skulle det være.
To hæsblæsende timer senere var
forberedelserne overstået. Tre højt
læssede slæder ventede. Angutiv-
dluarsuks søn Qaerngaq på 43 og
hans jævnaldrende svoger Jere ville
slå følge.
Qaengaqs hundespand på 16
kraftige bæster havde for længst lu-
ret at en langtur efter storvildt fore-
stod. De sparkede fyrigt i sneen,
knurrede og viste rovtænder store
som krumknive.
Qaerngaq gav konen et hastigt
farvelknus, kastede sig op på slæ-
den-jeg bag ham — og afsted fløj
vi med jægerens børn blafrende i
opstænderne. Men ungerne måtte
snart give slip. De trimlede om i
sneen og lo og vinkede til en far,
som ingen vidste hvornår de skulle
gense. Rejsen kunne lige så godt va-
re tre døgn som tre uger. Alene vej-
ret, isen, jagtlykken og fangernes
iver ville bestemme varigheden.
Men så godt kendte jeg den tætte
skikkelse foran mig på slæden.
Qaerngaq hader at vende tomhæn-
det hjem.
Drivisen i Baffin Bay
Udenfor bygdens synsvidde slog
hundene over i et jævnt trav, og
langsomt flød bjergene bag os sam-
men til en blånende silhuet. Kursen
var stik syd. Målet drivisen om-
kring isfjeldsbanken langt ude i
Baffin Bay. Polareskimoernes sag-
nomspundne Qorfiit »Vandlad-
ningsstedet«. Em lumsk is men med
de største bjørne.
Allerede på første dagen sprang
hundene over en smal revne, som
dannede grænsen mellem fastisen
og pakisen.
På anden dagen sank landet fuld-
stændigt under horisonten bag os.
Herefter var sol og snefaner jæger-
nes sekstant og kompas. Jo nærme-
re vi kom Qorfiit desto tættere stod
skrueisens volde. Samtidigt krydse-
de vi flere og flere rævespor.
— Godetegn, mumlede Qaer-
ngaq fra pelshættens dyb, — den
lille jæger plejer at rende efter bjør-
nens levninger.
På tredie dagen blev isen for al-
vor ond. Hushøje skruninger veks-
lede med brede render og våger..
Sort frostrøg formørkede solen, og
mere end én gang tænkte jeg: Hvor-
dan skal vi nogensinde finde tilbage
til lille Savigsivik?
Først om aftenen i teltet blev jeg
så nogenlunde beroliget. Angutiv-
dluarsuk fortalte:
Husk på. Marts er vor koldeste
måned. Og da vi snart får halvmåne
vil havstrømmene aftage, vindene
falde til ro og renderne fryse til. Om
ikke til i morgen, så til i overmor-
gen. Ja, forudsat en storm ikke bry-
der løs. Så kan det komme til at
trække længere ud. Og det er da
sket at jægere under misfangst har
måttet koge egne hunde over bål af
slædetræ.
Om formiddagen på vor fjerde
dag i isen stødte vi på to bjørnespor
oven i hinanden. En svær han, en
forelsket »itorssuaq«, i hælene på
en hun i løbetid.
Ajor! Det var en skam!
Samme dag henimod midnat lå pa-
kisen badet i blegt måneskin. Isvol-
dene kastede lange skygger. Hist og
her funklede isens brudfalder som
kæmpesafirer.
Mellem sammenfrosne øjenvip-
per kunne jeg lige skimte Qaer-
ngaqs hunde i en frostsky af hidsig
ånde. Snuderne pløjede mellem
mægtige poteaftryk, der stod som
sorte huller i den dybe sne. Qaer-
ngaq og styrtløb side om side med
armen i hver sin opstænder. Rim
havde forvandlet hans ansigt til en
hvid åndemaske. Øjnene skinnede.
Tørre læber hvislede uafbrudt: —
tsi, tsi, tsii! — næsten som en slan-
ge. Et opildnende signal som i hun-
deører betyder; sporet er frisk,
kamp og varmt kød venter! — og
lydløst strøg koblet af ulvehunde op
og ned ad halsbrækkende isrygge.
Vi halede ind på tampen. Ingen
tvivl om det. Glemt er dagens hårde
slid og skuffelser, frostvabler og
nervepirrende kørsel på tyndis.
Mindst fire par bukseskind travede
et sted forude i mørket.
Bedst som jeg troede: nu har vi
ham! standsede hundene brat. Slæ-
den kurede endnu nogle meter, puf-
fede to hunde ud i åbent vand og
stoppede med hornene ud over en
iskant. Qaerngaq og jeg styrtede
frem. — Bjørnesporet sluttede i en
blank, sort flade. Med næverne
knyttede stirrede vi afmægtige i
renden. Og op fra dybet steg skæl-
vende stjerner os i møde.
— Ajor! Det var en skam!
Her skulle så den nats lejrplads
QASIGIANNGUIT KOMMUUNEAT
Qasigiannguit kommuniat, AG-
mit marloriaammik utoqqaane-
rusoq, matumuuna pilluaqqusi-
voq.
Qasigiannguit Avannaani niuer-
toqarfiit siullersaraat, nunatsinni
niuertoqarfiit siullersaata
tulleralugu.
Qasigiannguit eqqaat aasaane-
rani kialluartartuugami silagikka-
juttuullunilu naggorissorujus-
suuvoq.
Alianaatsormiuusugut, ukiullu
4.000-it matuma siornatigut
Saqqaq-kultur-imeersut najuga-
qarfigisimasaanni najugaqartuu-
sugut qamannga pisumik pil-
luaqqusivugut. Qanortoq inger-
lanissinni ajunngitsunik naam-
mattuugaqartarisi.
Qasigiannguani
kommunalbestyrelsi
Qasigiannguit, der er dobbelt så
gammel som AG, ønsker her-
med hjerteligt til lykke.
Qasigiannguit er den første ko-
loni i Nordgrønland og den
næststørste i landet. Byen er
berømt for sit gode vejr, og luf-
ten betegnes som Grønlands
bedste.
I denne del af landet er
Qasigiannguit-området rigest på
vegetation på grund af sommer-
varmen og vejrets stabilitet.
Vi sender fra denne smukke
egn, hvor også Saqqaq-folket
holdt til for 4.000 år siden ifølge
vore sidste fund, de varmeste
tanker. Må I også opleve varme
og stabilitet samt rig vækst.
Kommunalbestyrelsen i
Qasigiannguit