Atuagagdliutit - 09.12.1997, Blaðsíða 12

12
Nr. 95 • 1997

GRØNLANDSPOSTEN
Eskimoernes historie i Rusland
er en sand rædselsberetning
Debataften om et folks kamp for overlevelse i Chukotka-området i Sibirien
Af Chr. Schultz-Lorentzen
- Man skal ikke give en sulten
mand en fisk. Man skal give
ham en fiskestang.
Enkelt og alligevel måske
uopnåeligt. Men sådan lød det
symbolske nødråb fra vice-
præsident i ICC Rusland,
Tatiana Archigina, da hun
sammen med tre andre sibiri-
ske eskimoer fra Yupik-folket
i det østlige Sibirien gæstede
Grønlændernes Hus i Køben-
havn, der i tre uger har sat
fokus på eksimoernes forfær-
delige livsvilkår i Chukotka-
området.
Ved en debataften fortalte
de fire eskimoer om de dystre
udsigter for deres folks over-
levelse. Om mange års under-
trykkelse af deres etniske kul-
tur. En beretning, der må have
stået i skærende kontrast til
den materielle overflod i de
julepyntede butiksvinduer,
som de sibiriske eskimoer
kort forinden havde passeret
forbi i det indre København.
For eksimoeme i Chukot-
ka-området er det nemlig et
spørgsmål om, de overhove-
det kan overleve som et folk
med fælles historie og kultur.
Deres flere tusinde år gamle
livsform er på få generationer
ved at smuldre. Efter kommu-
nismens indtog blev 70 bo-
pladser langs kysten nedlagt,
og efter omfattende tvangs-
forflytninger er hovedparten
af eskimoerne i dag samlet i
tre større byer, hvor deres
etniske særpræg langsomt er
ved at gå i opløsning.
Undergangskurs
Årsagerne til eskimoernes
undergangs-kurs er mange.
Det gælder alt fra en mang-
lende radiovirksomhed, som
kan bibringe befolkningen i
de tre byer fornemmelsen af
fælles, national samhørighed
- til de elendige økonomiske
vilkår, der undergraver mu-
lighederne for at etablere en
effektiv hjælp til selvhjælp.
Ved mødet i Grønlænder-
nes Hus var blot 15 tilhørere
mødt frem for at høre om de
sibiriske stammefrænders si-
tuation, mens der til gengæld
var fuldt hus til støttefesten et
par dage efter, hvor Yupik-
eskimoeme endelig fik gang i
salget af deres medbragte
kunsthåndværk.
- Under Sovjet-tiden blev
mange af vore folk flyttet fra
deres oprindelige steder til tre
hovedbyer, og stammekultu-
ren gik til grunde, fortalte Tati-
ana Archigina og fortsatte:
- Masseforflytningen skete
for så vidt i de bedste hensig-
ter, men betød at mange at
vore træk forsvandt. Det var
en tragedie, fordi der skete en
opløsning af de etniske grup-
per.
- I en periode forbød man
vores oprindelige religion.
Det var ikke tilladt at tale
vores eget sprog. Og i 1940-
og 1950-erne brændte man
vores bøger. Der skete også
en kollektivisering af rensdyr-
holderne. Det udløste i 1949
en opstand, men kun otte af
de 24 rensdyrholdere, der del-
tog i opstanden, fik lov til at
fortsætte.
- Den store koncentration
af eskimoer i de tre byer be-
virkede at mange børn miste-
de deres eskimoiske sprog.
De blev fjernet fra deres tradi-
tioner. Det var mord på en
etniskhed, mener Tatiana
Archigina.
Nye strømninger
Efter kommunismens falliter-
klæring kom nye strømninger
til. Nu skulle markedsøkono-
mien i højsædet. Men genop-
retningsarbejdet var og er
enormt.
- Mindst to generationer
mistede deres identitet under
kommunismen. Vi vil nok
overleve fysisk, men vil vi
overleve som en etnisk grup-
pe med en national bevidst-
hed, spurgte Tatiana Archigi-
na ud i lokalet og forsøgte
selv at give svaret.
- Efter kommunismens fald
fik vi i det mindste lejlighed
til at tale om, hvad vi havde
tilbage, og hvad vi skulle
gøre. Det førte til oprettelsen
af en forening for oprindelige
folk i nord og øst. Vi fik orga-
niseret os med læger, rensdy-
rholdere og andre. Hovedtan-
ken var, at vi ved en demo-
kratiseringsproces ville sikre,
at arbejdsredskaber skulle til-
høre de folk, der brugte dem.
- Desværre førte de ikke
helt gennemtænkte planer til
en økonomisk krise. En krise,
der blev yderligere forstærket
af de generelle, økonomiske
problemer i Rusland.
Intet i stedet
-1 dag savner vi blandt andet
en lovgivning, der giver sær-
lig støtte til erhverv i vort om-
råde. Her har vi i forvejen sto-
re problemer med transport
og energi, som er blevet me-
get dyrt. Alle skal have penge
på forskud. Men der er
næsten ingen penge. Selv fly-
ene står stille. Infrastrukturen
er i vid udstrækning ødelagt
Der er ingen stabilisering af
den økonomiske krise, og det
har især ramt de små folk, der
helt uforberedt blev kastet ud
i den frie markedsøkonomi.
- Jeg hørte selv til dem, der
ville nedlægge statsbrugene,
men det skete for hurtigt og
uden tilstrækkelig mulighed
for omstilling. De første pri-
vate landbrug og kooperativer
overlevede ikke. Man kunne
ikke organisere transporten af
varerne. Bl.a. kunne vi ikke få
solgt vores rensdyrkød, selv
om vi kunne se, at rensdyrkød
i mange storbyer blev betrag-
tet som en delikatesse.
- Bedre bliver situationen
ikke af, at vi ikke selv er i
stand til at bearbejde varerne i
vore områder. Vi mangler den
nødvendige teknik. I hvert
fald i vores otte distriktsområ-
der.
Ingen løn
Den økonomiske situation i
Chukotka-området har ifølge
Tatiana Archigina, der også
arbejder som journalist, ud-
løst en katastrofal social situ-
ation blandt eskimoerne. I
kooperativerne har medarbej-
derne ikke fået en reel løn
siden 1994.
- De får en lille sum, så de
lige akkurart kan overleve.
Reelt arbejder de som slaver,
fortalte Taiana Archigina.
- Men der er ikke kun pro-
blemer med at skaffe penge til
mad. Vi mangler også penge
til tøj, medicin og til besøg af
slægtninge. Der er heller ikke
en rigtig apoteker i området
længere. Vi mangler læger og
lærere. Dødeligheden er høj
både i bygder og byer - især
blandt børn. Der er et vold-
somt alkoholmisbrug, hvilket
er skyld i mange selvmord.
Samtidig er vi meget tole-
rante. Vi vil leve i fred og har-
moni. Vi er ikke interesseret i
konflikter med magthaverne.
Men vores tolerance misbru-
ges, og resultatet er, at de
unge og veluddannede vælger
at rejse. Dermed forlader de
deres historiske rødder og
nationale gruppe.
Inuit i Chukotka
forsvinder
- Der indgåes også mange
blandede ægteskaber. Sidste
år blev der kun født 16 børn
ud af en eskimobefolkning på
1200. Når de bliver voksne
kan de næppe fører mange
generationer videre, og derfor
vil eskimoerne i Chukotka-
området formentlig forsvinde,
hvis der ikke gøres noget nu,
fortalte Taiana Archigina,
som dog også kunne berette
om tiltag, der kunne ligne
små lyspunkter.
I 1992 fik beboerne i Chu-
kotka-området mulighed for
at stå i direkte kontakt" med
Moskva, så man ikke længere
skulle forhandle gennem en
regional administration.
Regeringen har også givet
eskimoerne en kvote for hval-
fangst, hvilket forhåbentlig
kan bidrage til finansieringen
af en forbedring af den elen-
dige boligstandard. Man har
fra Moskva også vedtaget et
statsprogram for de oprindeli-
ge folk i Rusland, men
spørgsmålet er om de lovede
penge også følger med. Ved
et tidligere hjælpeprogram,
blev kun 25 procent af de
lovede penge udbetalt. Derfor
Eskimuut Chukotkamiut sisamat. Talerpilliup tulleraa Tatiana Archigina, ICC Ruslandimi siulittaasup tullerisaa.
De fire eskimoer fra Chukotka. Som nummer to fra højre ses Tatiana Archigina, der også er vicepræsident i ICC Rusland.
er der en vis skepsis til pro-
jektets bæredygtighed, selv
om pengene denne gang
udbetales direkte til eskimo-
erne og ikke som tidligere til
de regionale myndigheder.
Ingen rettigheder
Dertil kommer, at eksimoeme
i Chukotka-området stadig
mangler et formelt juridisk
grundlag, der giver dem ret
og indflydelse på de aktivite-
ter, der iværksættes i deres
område. Igennem årene har
eskimoerne allerede betalt en
skræmmende høj pris, når det
gælder miljøforureninger.
- Beskyttelsen af vores na-
tur har en stor plads i vores
sjæl, sagde Tatiana Archigina.
- Men vi har bl.a. et atom-
kraftværk i området, som
jævnligt udleder radioaktivt
kølevand i vandløbene. I
mange år holdt myndigheder-
ne forureningen hemmelig.
Først da et hold udenlandske
videnskabsmænd besøgte
området, kom det frem at sto-
re dele af grundvandet er radi-
oaktivt forurenet. Men det er
vanskeligt at gøre noget ved
problemerne. For staten er
først og fremmest interesseret
i den hurtigst mulige profit.
- Der sker også en konstant
forurening af vort hav fra de
militære anlæg. Den er så
alvorlig, at fiskere har fanget
sæler uden pels, mens oliefor-
ureninger har slået mange
tusind fisk og fugle ihjel. Så
sent som i juli fandt der et
stort olieudslip sted. Men først
i oktober informerede myn-
dighederne befolkningen.
- De steder, hvor der er ble-
vet gravet efter guld i tundra-
en, ligger landskabet tilbage
med store åbne sår. Og nu
taler man om, at man vil til at
bore efter olie. Hvis det bliver
tilfældet, bør eskimoerne
høres. Vi skal værne om
vores natur. I Alaska har jeg
set, hvordan der blev holdt
rener lige ved siden af oliebo-
retåme. Det kan lade sig gøre,
at udnytte naturen på en for-
svarlig måde. Og det skal vi
også gøre i Chukotka.
Vi må udvikle
os som nation
- Men hvis vi skal tages alvor-
ligt, må vi først og fremmest
have udviklet den individuel-
le national-bevidsthed. Og det
er svært nu. Vi har f.eks. ikke
råd til at samle folk fra kyst-
områderne til fest og konfe-
rencer. Vi har ikke en gang en
radio, der kan nå ud til alle.
- Men følger de lovede pen-
ge med hjælpeprogrammet,
vil vi investere dem i vores
børn, en udvikling af landbru-
get og havfiskeriet samt et
bedre sundhedsvæsen. Men
allerede nu går finansieringen
ikke som den skal, sagde
Tatiana Archigina, som dog
så positivt på muligheden for
øget selvbestemmelse.
- Bygerne og byerne har
allerede en slags selvstyre,
men vi mangler en national
selvforvaltning, som er etnisk
bestemt. Det prøver vi at få,
og noget tyder på, at det kan
lade sig gøre. Men det giver
også et kæmpe ansvar. I gam-
le dage havde vi et Ældreråd.
Nu skal vi til at finde et nyt
hjemmestyre, sagde Tatiana
Archigina.