Atuagagdliutit - 15.01.1998, Blaðsíða 16

16
Nr. 4-1998
GRØNLANDSPOSTEN
Ikuo Oosima nannunnik aallaanninnissi nuannarinngilaa, Uumasoq taanna immikkut ataqqivaa, aarrilli ilangertarnissaat ajomartorsiutiginngilaa.
Ikuo Oosima bryder sig ikke om at skyde isbjørne. Han har en særlig respekt for det dyr, men hvalrosser har han ingen problemer med.
HVER DAG ER EN EKSPEDITION
Japaneren Ikuo Oosima kom til Grønland i 1972 for at træne til en Nordpolsekspedition.
Nu har han boet i Siorapaluk i 24 år og ernærer sig som fanger
For den i dag 50-årige Ikuo
Oosima er hver fangstdag en
ekspedition. Det er spænding,
udfordring, naturoplevelse,
uforudsigelighed - og frihed.
Så med 24 år i Siorapaluk er
det selvsagt blevet til mange
ekspeditioner. Så mange, at
den ekspedition, der for man-
ge af os, lyder som den største.
Nemlig den til Nordpolen, kun
er en af mange.
Ja, Ikuo er såmænd ikke
helt sikker på, hvornår det var,
at han var på Nordpolen med
hundeslæde. Sidst i 70’eme,
måske i 1978, siger han efter-
tænksomt.
22 år gammel kom den da-
værende ingeniørstuderende
til Grønland for første gang.
Dengang var det stejle bjerg-
vægge, der havde hans inte-
resse. Hans mål var at bestige
nogle af de lodrette nordvend-
te vægge i det allemordligste
Grønland og på Ellesmere Is-
land.
Men først skulle han lære at
leve med kulden. Den træning
foregik i Siorapaluk hos
landsmanden Naomi Vemula,
som i Grønland er mest kendt
for at have kørt Grønland på
langs på hundeslæde - det er
ham der er mindet med en sten
overfor lufthavnen i Narsar-
suaq. Ikuo Oosima skulle bo
hos Naomi i et halvt år.
I 1972 mødte Ikuo Oosma
også Anna. Anna som han
blev gift med i 1974 og har
fem bøm sammen med i alde-
ren 10-22 år, og som han snart
kan fejre sølvbryllup med.
Kulturchok
- Det var et kæmpe kulturchok
for mig at komme til Grøn-
land. Alt var så anderledes.
Jeg oplevede fangerlivet. Jeg
syntes, at det var fantastisk.
Langt mere fantastisk end me-
kanik.
Det var det jeg ville. Være
fanger.
I dag er det et kulturchok
for Ikuo at komme til Japan.
Han har kun været der tre gan-
ge i de forløbne 24 år. Sidste
gang var i 1990:- Jeg kunne
slet ikke kende landet igen.
Det svarede ikke til min erin-
dring. Alt var blevet ander-
ledes. Selv sproget. Jeg kunne
ikke forstå bøger, skrevet af
unge mennesker.
At Ikuo som ung i Japan
valgte at blive ingeniør, var
lidt af en tilfældighed:
- Herregud, 18 år gammel
bliver man bedt om at vælge
resten af sit liv. Det må jo bli-
ve en tilfældighed, hvad man
vælger.
Heldigvis fik jeg mulighed
for at vælge om.
I Japan havde Ikuo Oosima
aldrig gået på jagt, men han er
opvokset på landet og har til-
bragt en del af sin barndom
med samle forråd, samle nød-
der, plukke bær og så videre,
så livsstilen var ham ikke hel
fjern. - Det var ikke let at lære,
siger Ikuo Oosima og bliver
for en kort stund fjern i blik-
ket, hvorefter han bryder ud i
et skævt grin og siger: - Jeg er
faldet i vandet mange, mange
gange. Både om sommeren og
om vinteren. Og hundeslæde-
kørsel, det var så svært at lære.
Jeg har tilbragt mange, mange
timer derude i mørket med
hundene. Uden at have styr på
noget som helst.
Det er meget lettere nu,
konstaterer han.
Fangst er levevejen
Ikuo Oosima har fået det lært.
I hver tilfælde er det fangst,
der er hans og Annas levevej.
Han fanger dyrene, og hun er
dygtig med skind, nål og tråd:
- Et par gange om året får
jeg også penge for at køre med
folk på hundeslæde, men det
bryder jeg mig ikke så meget
om. Jeg kan lide at være fan-
ger. Jeg kan lide den frihed,
der forbundet med fangerer-
hvervet. Ikuo fanger næsten
alt. Men helst ikke isbjørne.
De er så store, lyder det re-
spektfuldt fra den lille japaner.
Kun een bjørn er det blevet til
i de 24 år i Grønland:
Jeg kunne ikke undslå mig,
griner han. Vi var tre slæder
på vej til Savissivik, og der var
tre bjørne, så var jeg nødt til
det. Isbjørneskind mangler
han dog ikke, for han er tit
med på bjømejagt, hvor andre
skyder, og så får han anpart.
Grønlænder eller
japaner. Efter et halvt
liv i Grønland kon-
staterer Ikuo Oosima,
at han vel er begge
dele. Thulesproget har
han lært, japansk
bliver sværere og
sværere.
Den langt større hvalros har
Ikuo tilgengæld ingen proble-
mer med. Den bliver i vandet,
forklarer han. I modsætning til
bjørnen.
Garver skindene
Et af Ikuos specialer er ræve-
fangst, som han fanger i
fælder. Det er jo ikke store
fangstdyr, men han har udvik-
let en måde at strække og gar-
ve skindene på, så der er rift
om Ikuos ræveskind. Her 3.
juledag, hvor AG er på besøg
var der fire ræve i fælderne på
fjeldet bag Siorapaluk. Ud-
over ræveskind garver Ikuo
også hareskind, sælskind,
hundeskind, isbjømeskind og
så videre. Bare ikke i år, for
Ikuo Oosima nappartap
amernik qitulisaavimi
saavani. Tunuaniippoq
teriannissap amia aqilluin-
nartoq kusannarissoq.
Ikuo Oosima foran tromlen,
hvori han garver skind.
Det er en blød, lækker
polarræv, der ses bag ham.
kemikalierne til garvningspro-
cessen er forsvundet under
transporten til Siorapaluk, og
her til kommer der som
bekendt kun skib to gange om
året. I august og i august. Og
kemikalier til garvning er for
farlige til at måtte sendes med
fly.
Ikuo garver sine skind for at
de skal blive bløde og flotte.
Behandlingen gør også, at
produkterne fint kan klare sig
i for eksempel Danmark, men
nok ikke Afrika, siger Ikuo, så
skal der bruges flere kemikali-
er. Ikuo forklarer den lange
garvningsbehandling af skin-
dene. Efter de første tre fire
gange vask samt lige så man-
ge kemikaliebade, er den
ellers så opmærksomme lytter
faldet fra. Jeg kan ikke følge
med. Men jeg har fået fat i
essensen; det er et kæmpe
arbejde. Jeg kan kun skæve til
vandbeholderen i hjørnet af
køkkenet og erindre slæden
udenfor med isskosseme. Alt
det vand, der skal bruges til de
mange garvebade. Slæber han
det virkelig hjem i fast fonn
på en hundeslæde?
Ja, han gør.
Ikuo Oosima illumi eqqaani quimi. Ammit qitulisakkani pilerigineqarluartut tassaniitittarpai.
Ikuo Oosima i et skur ved siden af huset. Her hænger hans mange garvede skind, der er højt i
kurs.
ASS./ FOTO: LONE MADSEN ASS./ FOTO: LONE MADSEN