Atuagagdliutit - 06.07.1999, Blaðsíða 12

12 • TIRSDAG 6. JULI 1999
ATUAGAGDLIUTIT
trækkes med, nu overført til
de hjemmestyreejede selska-
ber, i øvrigt i samme Lars
Emil Johansens landsstyre-
formandsperiode i
1990’eme.
Dén historie har Henrik
Skydsbjerg godt fat i og får
fortalt sagligt og overbevi-
sende. Det er således specielt
på det økonomiske område,
at Henrik Skydsbjergs bog
står stærkt.
Bogen er som nævnt sva-
gest i analysen af de politiske
forhold i Grønland, hvorfor
det også kun registreres, at
Lars Emil Johansen i 1991
for åben tv-skærm begik
»kongemord« ved at opstille
mod sit eget partis kandidat
til landsstyreformandsposten
Jonathan Motzfeldt. Et
opgør, der som bekendt end-
te med, at Lars Emil Johan-
sen blev landsstyreformand
med én stemmes flertal i Siu-
muts hovedbestyrelse.
Da Henrik Skydsbjerg på
intet tidspunkt har analyseret
den interne magtkamp og
brydninger i Siumut, frem-
træder begivenheden som et
lyn fra en klar himmel. Vi
skal blandt andet allerede til-
bage til 1978, hvor Jonathan
Motzfeldt i en kort periode
var afsat som partiformand
på grund af nogle EF-venlige
udtalelser og igen i 1987,
hvor Jonathan Motzfeldt var
en hårsbredde fra at miste
landsstyreformandsposten.
Økonomisk historie
Beskrivelsen af overtagelsen
af de store områder som
KGH og GTO og den senere
omstrukturering af disse
Forsigtig samtidshistorie
En anmeldelse afAqqaluk
Petersen, København
»De der ikke husker deres
fortid er dømte til at gennem-
leve den igen«
statslige mastodonter, er til
gengæld spændende læsning,
hvori det klart fornemmes, at
her ligger Henrik Skyds-
bjergs egentlige interesse og
følges helt op til i dag med
dannelsen af de hjemmesty-
reejede aktieselskaber og
tankerne om privatisering af
udvalgte områder.
Vi er meget langt væk fra
erhvervsdirektoratets sociali-
stisk inspirerede erhvervsud-
viklingsplan fra begyndelsen
af 1980’eme.
Vi har savnet en samtids-
historie om hjemmestyrets
første 20 år, blandt andet for
at kunne se udviklingen i et
lidt længere perspektiv og
drage vores erfaringer på et
lidt mere solidt grundlag.
Men da analysedelen af
Henrik Skydsbjergs bog ikke
er særligt fremtrædende og
dynamikken i udviklingen
ikke trækkes mere frem, er
man som læser til en vis grad
ladt i stikken til at nøjes med
Henrik Skydsbjerg righoldi-
ge tabelmateriale.
Henrik Skydsbjerg har
med andre ord registreret
udviklingen, men bortset fra
specielt det økonomiske
område, er der rum for en
mere anlyserende og konklu-
derende samtidshistorie. Den
mangler vi stadig, for med
den første grønlandske hjem-
mestyredirektør Aqissiaq
Møllers ord at kunne spørge:
»Den evige undren
spørgen.
Barnets før og nu
det evige spørgsmål.
Hvad laver I
Er I lykkelige
Hvor langt er I kommet«
Santayana
I år er det som bekendt 20 år
siden, hjemmestyret blev
indført og i den anledning
har Henrik Skydsbjerg skre-
vet en samtidshistorie, udgi-
vet på det lille uafhængige
forlag Atuagkat.
Historien
Henrik Skydsbjerg har valgt
en kronologisk tilgang til de
første 20 år med hjemmesty-
ret, hvor han relevant nok star-
ter med et (måske for kort)
historisk afsnit.
Blandt andet har Bo Lidega-
ards disputatsarbejde om den
danske diplomat Henrik Kau-
fmann tydeligt vist, at den
danske interesse for nyordnin-
gen i Grønland efter 2. ver-
denskrig primært, for ikke at
sige næsten udelukkende, var
motiveret af danske sikker-
hedspolitiske interesser i for-
hold til USA og NATO.
Den danske suverænitets-
håndhævelse over Grønland
kunne bedst varetages ved at
gøre Grønland til en regelret
del af Danmark og dermed
sikre det grønlandske kort
overfor USA. Disse forhold
berøres slet ikke i Henrik
Skydsbjergs bog, hvorimod
Grønlands kolonistatus og
krav fra FN om rapportering
nævnes. Det har måske nok
også spillet en rolle, men var
helt underordnede de sikker-
hedspolitiske interesser.
Hjemmestyret på vej
Til gengæld behandles for-
løbet op til dannelsen af
hjemmestyret indgående,
først med nedsættelsen af
hjemmestyre-udvalget, der-
næst hjemmestyrekommissi-
onen.
Grønlands forhold til EF,
senere EU, spillede en cen-
tral rolle, både før og umid-
delbart efter hjemmestyrets
indførelse. Ved afstemnin-
gen i 1972 havde over 70
procent stemt nej til Grøn-
lands optagelse i EF, men på
grund af ja-flertallet i Dan-
mark, blev Grønland altså
trukket med ind.
Det forstærkede kravet om
en revision af forholdet mel-
lem Grønland og Danmark,
først ved det rent grønland-
ske hjemmestyreudvalg, der-
næst ved den egentlige
dansk-grønlandske hjemme-
styrekommission.
Da forholdet til Danmark
var det altafgørende politiske
spørgsmål i disse år, var det
kun naturligt, at partidannel-
serne tog udgangspunkt i
dette spørgsmål.
Således Siumut, hvis tre
fremtrædende politikere
Jonathan Motzfeldt, Lars
Emil Johansen og Moses
Olsen må betragtes som
hjemmestyrets egentlige
fædre, som pressede på for
en revision af forholdet mel-
lem Danmark og Grønland.
Atassut var derimod, som
navnet antyder, indstillet på i
langt højere grad at bekende
tilhørsforholdet til Danmark.
Inuit Ataqatigiit tog derimod
udgangspunkt i anti-imperia-
listiske og socialistiske
strømninger i omverdenen,
til at kræve en langt højere
grad af selvstændighed. Det
anbefalede som det eneste
parti at stemme mod hjem-
mestyreordningen ved folke-
afstemningen i januar 1979,
da man mente at forslaget
ikke var vidtgående nok.
Disse partidannelser, hvor
spørgsmålet om forholdet til
Danmark var afgørende, er jo
den dag i dag de vigtigste
politiske partier i Grønland.
Henrik Skydsbjerg registre-
rer kun, at der senere kom
andre partidannelser som
Issittut Partiaat, Akulliit
Partiaat og nu Kandidatfor-
bundet, men en egentlig ana-
lyse af disse partidannelser
mangler.
Efter nogle år med hjemme-
styret er fokus i grønlandsk
politik jo flyttet fra forholdet
til Danmark, til mere alminde-
lige indenrigspolitiske forhold
som uddannelser, økonomi,
boliger og sundhed.
Det har åbenbart løbende
medført et behov for partidan-
nelser, hvor spørgsmålet om
forholdet til Danmark ikke er
det afgørende. Samtidig har de
etablerede partier til en vis
grad formået at omstille sig,
således at de har fulgt med
tiden og koncentrerer sig pri-
mært om indenrigspolitiske
forhold i Grønland.
Man savner her, men også
i andre kapitler af bogen, en
dynamisk tilgang til emnet,
hvor man foruden at registre-
re som en god bogholder,
også forsøger at analysere
begivenhederne og fortælle
historien bag historien. Der-
for kan bogen stedvist frem-
træde relativt blodfattig og
støvet, med tabel på tabel,
der alligevel ikke rigtig bru-
ges til at fortælle historien.
Det levende hjemmestyre
På trods af startvanskelighe-
der og økonomiske proble-
mer i slutningen af
1980’eme, er der ingen tvivl
om, at hjemmestyret har
været en succeshistorie, spe-
cielt fordi fejltagelserne nu
er vore egne fejltagelser.
Blandt andet den meget
ambitiøse erhvervsudvik-
lingsplan af socialistisk til-
snit i begyndelsen og midten
af 1980’erne, primært
udtænkt i Lars Emil Johan-
sens daværende landssty-
reområde, der i 1987 medfør-
te en de facto bankerot af
landskassen.
Likviditetskrisen blev først
løst året efter med optagelse
af langfristede lån på det
internationale lånemarked.
Lån vi i dag til en vis grad