Det Nye Nord - 09.04.1919, Blaðsíða 6

Side 6
DET NYE NORD
9. April 1919
Medvirkende til Offentlighedens overfladiske og
falske Opfattelser af Bolshevismen er tillige alle de
apokryfe Beretninger, Overdrivelser og dundrende
Løgne om Bolshevismen og dens Rædselgærninger, som
strømmer ind fra Rusland saavel som fra Tyskland.
Om Rusland er der altid blevet løjet: under Czarismen
af Bolsheviker og fordrevne Revolutionære, som levede
af at nedrakke deres Fædreland i Udlandets Øjne; nu
under Bolshevikstyret derimod af nogle iblandt
l’ancien regimes russiske Emigranter, der revancherer
sig ved at behandle Bolshevikerne paa samme Maade,
som om det kun var en Hoben Galf randse og Banditter.
Det er naturligvis heller ikke vor Sag at forsvare vir-
kelig stedfundne Rædselsgærninger, som er foregaaet
under Bolshevismen, men dels er næppe en Tiendedel
af Beretningerne herom sande, dels har disse Pøbel-
grusomheder og Uroligheder ikke noget direkte med
Bolshevismen at skaffe. I hvilken Grad der nu og-
saa lyves om Bolshevikerne i et saa nærliggende Land
som Tyskland med dets forholdsvis letoverskuelige Til-
stande, viser den tyske Krigsminister, Socialisten N o-
s k e s berygtede Dekret af 11. Marts om, at enhver Spar-
takist o. s. v., der blev truffet med Vaaben i Haand,
skulde skydes efter Standret paa Stedet. Denne dra-
koniske Bestemmelse var foraarsaget af en officiel
(flertalssocialistisk) Rapport, hvorefter Spartakisterne
i Kvarteret Lichterfelde (Berlin) skulde have slagtet
150 Politibetjente, der var sendt ud imod dem, men saa
forsvandt. I Løbet af nogle Dage indfandt samtlige
Politibetjente sig igen spillevende paa tre nær — det
hele var fri Fantasi, skabt under Ophidselsen mellem
Tysklands to rivaliserende socialistiske Partier. Den
kostede som Følge af Noskes Dekret adskillige ret uskyl-
dige Spartakister Livet, inden han oplyst om Sagens
rette Sammenhæng trak sit Dekret tilbage. Men saa
godt som hele den europæiske Presse er daglig fyldt
med den Art Beretninger, der vel opfylder deres Be-
stemmelse: at ophidse en Del af Folket imod Bolshe-
vismen, men dog helt forfejler Maalet, for saa vidt som
Folk samtidig med Rette siger, at den Art Galimathias
dog ingen Fremtid har og derfor rolig kan overlades
til sig selv.
Men Bolshevismen er ikke Galimathias i d e n For-
stand, Bolshevismen har en Fremtid, saa sandt den vil
komme til at afløse den nuværende Socialisme i alle
europæiske Lande, og den kan derfor ikke overlades til
sig selv.
II.
Bolshevismen har sit teoretiske Udspring i den rene
tyske Marxisme, den paa KarlMarx’ Hovedværk »Das
Kapital« i sidste Fjerdedel af det 19ende Aarhundrede
udviklede Lære, som vi ikke her kan komme nærmere
ind paa. Den har inden Krigen i sit Hjemland kun
spillet en ringere praktisk Rolle, idet den Bernsteinske
Revisionisme snart bemægtigede sig eller dog bestemte
Socialdemokratiets praktiske Politik i Tyskland, efter-
haanden som Socialisterne blev nogenlunde talstærke
i den tyske Rigsdag. Derimod omplantedes og dyrkedes
Læren paa russisk Grund af den russiske Nihilismes
Efterfølgere, og navnlig fastholdt disse Kommunis-
men baade for Arbejdere og Bønder, samt de koncentre-
rede Kæmpebedrifters ubetingede Overgang i
Samfundseje gennem de faa Kapitalisters Ekspropriering
ved Arbejderklassen. Som Midler hertil anbefaler Bolshe-
vikerne især hensynsløs Klassekamp, Generalstrejke uden
Varsel, og Oprør; derimod ikke Deltagelse i Parlamen-
tarismen. At Marxismen lettere kunde fastholdes i sin
rene Form i Rusland finder let sin Forklaring i, at
Kommunismen jo for Jordens Vedkommende allerede
eksisterede i Ruslands Bondejords-Fællesskab under
Mir’en (Landsbyraadet), samt at den moderne Industri-
alisering i Rusland hovedsagelig er gennemført fra oven,
ofte paa Czarismens Initiativ og med Statens vældige
Støtte, der har fremelsket Kæmpebedrifter, hvor Ar-
bejdermasserne er sammendyngede i Titusindvis, og
hvor altsaa Bedrifts-Koncentrationen er foregaaet i et
voldsommere Tempo end selv i Tyskland, medens Indu-
strialiseringen paa den anden Side samtidig har ladet de
ældre, primitive Fabriks- og Haandværksformer bestaa
i vid Udstrækning. Den industrielle Struktur i Rusland
præges saaledes af de krasse Overgange, medens den
i Centraleuropa er langt jævnere, mere »egaliseret«,
trods tydelig Udvikling i Retning af Kæmpebedriften.
Industrialiseringen i Tyskland udviklede sig derfor —
trods sit generelt større Omfang — langt mere organisk
og derfor til en vis Grad harmonisk, saaledes at Bebel
Gang paa Gang paa de socialistiske Kongresser maatte
døje Revisionisternes spodske Spørgsmaal om, hvor-
n a a r det store sociale Krak dog kom, som ifølge Marx
skulde vælte Samfundspyramiden og bringe de under-
ste, brede Lag øverst til Overtagelse af al økonomisk og
politisk Magt. Og Industrialiseringen i Tyskland kom-
penseredes til en vis Grad af en kraftig, selvejende
Bondestand, der baade politisk og socialt kunde hævde
sig overfor mulige revolutionære Indgreb i det gamle
Samfunds Ejendomsbegreb. I Rusland derimod fand-
tes indtil 1905 ingen saadan Bondestand, ingen folke-
lig Magt, der kunde danne en Modvægt mod Byprole-
tariatets eventuelle økonomiske og politiske Magtbegær.
Da kom de Stolypin-Krivoshen-Koe-
f oed ske Agrarlove af 1906 og 1911. Deres vidt-
rækkende landbrugstekniske og sociale Betydning
kan ikke skildres her,1) hvor det kun kommer
an paa at fremhæve deres politisk-økonomiske Bi-
hensigt, som var netop den at skabe en selvejende,
velhavende Bondestand, der kunde blive politisk
Basis for den samtidig indledede konstitutionelle For-
fatning i Rusland, og danne økonomis k-social Mod-
vægt mod Byproletariatet og dets overdrevne revolu-
l) Wieth-Knudsen: »Bauernfrage und Agrarreform in Russiand«.
Duncker u. Humblot. Munchen .und Leipzig 1913.