Det Nye Nord - 09.04.1919, Blaðsíða 8

Side 8
DET NYE NORD
9. April 1919
DANMARK OG SØNDERJYLLAND.
et er i et lykkeligt Øjeblik, »Det nye Nord« træder
ud i Livet, i det Øjeblik nemlig, da det nordiske
Grænseled, der i mange Aarhundreder har været af Lave,
endelig vil blive sat i 'Stand igen. Danmarks og hele
Nordens Grænse Syd paa vil igen blive rettet ud, vel
næppe helt ned til den gamle historiske Grænsevold, til
Danevirke, men dog utvivlsomt saa langt ned som
dansk Sprog og dansk Tankegang rækker. Det tabte,
omstridte Sønderjylland — i alt Fald den danske Del
af det — vil atter blive dansk — og forhaabentligt for
aldrig mere at tabes.
Paa mangfoldige Punkter, baade paa godt og ondt,
vil den store Verdenskrig sætte sine Spor i Nordens Hi-
storie, endda intet af de nordiske Folk direkte har væ-
ret indblandet i den. Den har ikke blot voldet os sørge-
lige Tab af Menneskeliv ved den folkeretsstridige Un-
dervandskrig, skabt Dyrtid og Savn ved den lange,
haardhændede Blokade og rejst nye økonomiske og po-
litiske Spørgsmaal, som det vil blive vanskeligt at løse,
selvom Krigen tillige har ledet uanede Guldstrømme ind
i Landet. Men den har ogsaa bragt Norden Fordele,
næsten som om vi selv havde været med og sejret i
Krigen. Sverige og Norge er bievne befriede for en far-
lig Stormagt ved deres Nord-Grænse, og selvom en ny
maaske endnu større Fare truer fra det ny Rusland,
Bolsjevismen, er det befriede Finland nu blevet lagt
som et bredt Læbælte, som et Markgrevskab til Værn
mod Faren fra Øst. Men ogsaa Syd paa vil Danmarks
og dermed Nordens Grænse altsaa nu blive lagt dér,
hvor den bør ligge. Og forhaabentlig saaledes i Over-
ensstemmelse med Nationaliteternes Krav, at selv det
nye Tyskland, naar det engang vil søge at tilbagevinde
sih tabte Stormagts-Plads blandt Folkene, vil forstaa,
at denne Grænse ikke igen kan flyttes.
Over hele Norden vil denne Tilbagevinding af dansk
Land og Folk utvivlsomt blive hilst med Glæde og Sam-
følelse, og den endelige Forsoning, som forhaabentlig
derved vil indtræde mellem Danmark og dets store Nabo
mod Syd, vil give tryggere Kaar for en øget Tilnær-
melse mellem alle de nordiske Folk. Men størst og mest
levende vil Glæden naturligvis være i Danmark over at
se vort største nationale Haab gaa i Opfyldelse paa et
Tidspunkt, da altfor mange blandt den af Nederlaget i
1864 mærkede Slægt allerede var begyndt at betragte
det som et naivt og forfængeligt Haab, der ingen Ud-
sigt var til at se opfyldt.
Men efter Glædens kommer Arbejdets Tid. Thi det
er ikke gjort med festligt at byde Sønderjyderne vel-
kommen hjem til Danmark og rejse Mindekirker og
hejse Dannebrog rundt i Slesvig. Alvorligt Arbejde skal
gøres. Ofre skal bringes og Enighed skal vises, naar
Maalet skal naas: at rejse Slesvig igen efter Krigens
Saar og faa det helt forenet med det øvrige Rige, saa
at det selv aldrig mere igen kan skilles fra dette. Thi
dette, der næsten lige fra Middelalderen, lige fra Knud
Lavards Tid, var vor Histories Ulykke, at Slesvig var
en Stat i Staten, halvt tysk og halvt dansk, et Land for
sig selv med egne Love og egen Historie, bør ikke gen-
tages mere. Sønderjylland bør igen blive helt dansk,
ligesaa dansk Land som Nørrejylland, selvom vi bør
fare varligt frem og ikke øve Vold mod det tyske Sprog.
Men helt let vil det ikke blive at gennemføre. Hvor-
ledes Grænsen end drages, vil det ikke kunne undgaas,
at samlede tyske Minoriteter vil komme med, og naar
de tyske Slesvigere ikke opterer for Tyskland, maa vi
tage imod dem og behandle dem som danske Statsbor-
gere, selvom deres Hjerte maaske endnu er tysk. Og
straks vil vi ikke kunne indføre dansk Lov og Ret i
Landet. Der maa blive en Overgangstid, i hvilken Sles-
vig endnu fremdeles maa styres i det væsentlige efter
den dér gældende tyske Ret, og tidligere tyske Embeds-
mænds Bistand hertil vil ikke godt kunne undværes.
Der maa gives Overgangsbestemmelser paa mange
Punkter, før dansk Administration og dansk Lov og
Ret kan indføres i Landet, og det vil maaske først
kunne ske lidt efter lidt. Ogsaa vor egen danske Lovgiv-
ning maa underkastes visse Ændringer, saaledes Valg-
loven til Rigsdagen, ja maaske selve Grundloven, hvis
man ikke, hvad der ikke synes Udsigt til, kan nøjes
med en Omlægning af Valgkredsene. Der maa gives
særlige Love til Ordning af de vanskelige Sprogforhold,
og der maa rejses Penge til Afviklingen af de peku-
niære Byrder, Danmark maa overtage véd Generhver-
velsen, til Lindring af Nøden i Slesvig og sidst og ikke
mindst til at bringe det økonomiske Liv i Landet paa
Fode igen.
Alt dette vil kræve Penge, Mænd og Arbejde. Men
først og fremmest vil det kræve national Samling og
Enighed uden partipolitiske Bagtanker. Skal det i sig
selv tilstrækkeligt vanskelige Maal naas med Tiden at
faa gjort Slesvig helt dansk, saa at Genforeningen ikke
skal blive Udgangspunktet til ny nationale Rivninger
og Kampe, maa den indre Splid, som den sidste bekla-
gelige Ministerkrise bar Vidne om, ikke føre til det
værste af alt: en oprivende Grundlovskamp med det
sønderjydske Spørgsmaal som Skalkeskjul for Partier-
nes Kamp om Magten.
Let, maaske altfor let er Danmark denne Gang naaet
til den Sikring af sin rette Landegrænse, som det i
1848—50 og i 1864 blødte for: det er nu fremmede Na-
tioner, der har udgydt Strømme af Blod for at kunne
skænke Danmark dets tabte Land igen som Løn fordi
det sidste Gang maatte kæmpe alene. Det staar da nu
til Danmark at vise sig denne Skæbnens Gunst og de
danske Slesvigeres Trofasthed og Udholdenhed værdig
véd paa bedste Maade og i national Endrægtighed at
løse de mange store og vanskelige Opgaver, som Sies
vigs Generhvervelse stiller det danske Folk.