Det Nye Nord - 09.04.1919, Blaðsíða 33

9. April 1919
DET NYE NORD
Side 33
tion før Krigen, og opstille Spørgsmaalet om, hvorvidt
Verdensdelen kan vente efter Krigen at byde sin Be-
folkning de samme Vilkaar og Muligheder som før.
Europa har før Krigen eksporteret Varer til et Be-
løb af over 44 Milliarder Mk. til Lande udenfor Euro-
p a. For at Europas Befolkning skulde kunne op-
retholde sin Levefod, har det altsaa været nødvendigt
at producere for 44 Milliarder Mk. Varer til Afsætning
i Markedet udenfor Europa. Hvad dette betyder
som Maalestok for Levefoden, faar man nogen For-
staaelse af ved Sammenligning med en anden Verdens-
dels Eksport. Asien har med sine henimod 900 Mil-
lioner Mennesker omtrent den dobbelte Befolkning af
Europa. Men til Lande udenfor Asien har Kon-
tinentet før Krigen kun eksporteret Varer for ca. 10 Mil-
liarder Mk., altsaa ikke mere end Tyskland alene.
Og herved er endda at bemærke, at medens Hoved-
massen af Europas Eksport er Industrivarer, er Ho-
vedmassen af Asiens Raavarer. Hvad dette For-
hold betyder med Hensyn til Befolkningens Beskæfti-
gelse, ses bedst af den store Villighed, Ententens Lande
f. T. viser til at frigive Industrivarer til Eksport og Raa-
varer til Import, og dens Langsomhed for ikke at sige
ligefremme Modvillie mod at frigive Eksporten af Raa-
varer til de neutrale Lande. Netop dette, at eksportere
industrielt behandlede Varer og at importere Raastof-
fer, har gjennem mange Aarhundreder været den ube-
stridte Maxime i Englands Handelspolitik. For-
uden til Kjendsgjerningerne gjennem Aarhundreder
kan man henvise til Georg I.s Trontale i 1721, hvor
det hedder: »Det er indlysende, at intet i den Grad
hæver den almindelige Velstand, som Udførsel af Fa-
brikater og Indførsel af Raastoffer«. (Fortsættes.)
NORDISKE SAMVIRKEBESTRÆBELSER
PAA TOLDPOLIT1KENS OMRAADE.
Overskuer man Forholdet mellem de tre skandina-
viske Riger i det sidst forløbne Hundredaar, er det ikke
de smaa Tilløb nu og da til politisk, økonomisk og kul-
turelt Samvirke, som kan virke imponerende eller over-
raskende. Snarere undres man over, at disse Tilløb i
stort seet næsten altid er ebbet ud, at det i saa stor Ud-
strækning er blevet med Ønsker, Planer, akademiske
Diskussioner, medens det har været smaat med den
dybe Solidaritetsfølelse, den gjensidige Sympati og den
grundfæstede Overbevisning om fælles Interesser, som
giver sig Udslag i praktisk Samvirke af større Omfang.
Man kunde paa Forhaand formode, at dette havde stil-
let sig anderledes, naar man tænker paa de tre Landes
og Folks ethnografiske, geografiske og historiske Stil-
ling til hverandre. Vi er Nabofolk intimt knyttet sam-
men, med fælles Oprindelse, fælles Historie, fælles
KuRur. fælles Religion, væsentlig fælles Sprog, fælles
Opgaver og fælles Maal. Vi deler ogsaa den Svagheds-
følelse, som flyder af, at vi hører til de mindste Folk
i Europa, et Forhold som man skulde vente vilde styr-
ke Solidaritetsfølelsen og Behovet for Samhold i Nor-
den. Og alligevel har næslen altid, naar det kom til
Stykket, de centrifugale, de spredende Kræfter holdt
de centripetale, de samlende Stangen og praktisk talt
og i stort seet holdt de tre Lande i en Isolationsstil-
ling ligeoverfor hinanden. Det vilde føre for vidt her
at søge at paavise Grundene til dette merkelige For-
hold. Det kan alene antydes, at de statsretlige Forbin-
delser, som i Historiens Løb har været knyttet mellem
to eller alle tre af disse Folk, i det store og hele, saa
langt fra har virket til Gavn for et skandinavisk Sam-
virke, at de vel heller maa siges at have hindret eller
sinket et saadant. Særlig kan det vel ikke negtes, at
den en-parde-Stilling og Emancipationskamp, som
for Norges Vedkommende voksede frem af Forenin-
gerne med Danmark og med Sverige, ikke kunde afgive
nogen god Jordbund for de nordiske Samvirkebestræ-
belser.
Alligevel maa det erkjendes, at det uden Sammenlig-
ning praktisk vigtigste Tiltag paa det nordiske økono-
miske Samvirkes Omraade, som vi overhovedet kjen-
der — den svensk-norske Mellemrigsord-
n i n g1) — hang nøie sammen med den politiske For-
ening mellem de to Riger og neppe nogensinde var
kommet istand uden den. Allerede i 1815 var man be-
gyndt med ved Hjælp af Toldlempninger at lette Vare-
byttet, og da i 1874 Mellemrigsordningen blev fuldt
gjennemført, kunde man stort seet betragte Toldmuren
mellem de to Lande som nedbrudt for al norsk og
svensk Tilvirknings Vedkommende.
Naar denne Herlighed bare varede et Snes Aar, og
Forsøget med en varig Toldsammenslutning mellem de
to Lande, dels af almindelige politiske Grunde, dels
under den fremstormende Protektionismes Tryk i 1897,
helt strandede, viser dog Handelsstatistiken, at Ordnin-
gen i høj Grad havde formaaet at udvide Markedet og
Afsætningsmulighederne for begge Landes Tilvirkning,
og at Ordningen altsaa ikke faldt, fordi den havde væ-
ret nytteløs eller ikke svaret til Forventningerne. Det
fremgaar nemlig af Statistiken, at Varebyttet mellem
de to Lande steg stærkt under Mellemrigslovens Herre-
dømme, ikke blot absolut, men ogsaa i Forhold til Lan-
denes samlede udenlandske Handelsomsætning for saa
pludselig at gaa betydelig ned ved Mellemrigslovens
Ophævelse. Og Indtrykket heraf styrkes i høi Grad,
om vi holder os til Industriartikler. Hele ~h af den nor-
ske Industri-Eksport — Træmasse og Cellulose fra-
’) Mellemrigsloven af 1874 bestemte, at alle Varer af norsk
eller svensk Avl eller Tilvirkning — en Betegnelse som se-
nere blev Genstand for stor Strid — med enkelte Undta-
gelser skulde kunne indføres toldfrit fra det ene Rige til
det andet baade ad Land- og Søvejen. 1890 blev Lovens
Omraade indskrænket betydeligt. 1897 bortfaldt den.
Red.