Det Nye Nord - 09.04.1919, Blaðsíða 25

9. April 1919
DET NYE NORD
Side 25
verker og alle vet litt om hans liv. Denne fingerte
proiessor spilles av Genlralteutrets ypperste skuespil-
ler li o i s t Jensen paa en maate som hæver iar-
cen og gir forestillingen værdi. Hans midler er stil-
færdige, ganske sinau, men præcist rammende. Ofte
ligger hele virkningen i et litel smil, en ilten betoning,
et hurtig blik. Det dæmpede, næsten lydløse i dette
farcespli bringer al figurens og al situationens komik
til u ver flåten og lur den lyse med mange smaa muntre
blink.
Den ene av de to forfattere, Helge Krog har
sin virkelige og værdifulde debut som dramatisk for-
fatter med den komedie »Det store Vie som Nutional-
lealret for tiden med held opforer. Det er en avis-
komedie og har som alle norske aviskomedier sil ut-
spring av boktrykker Aslalesens replik i »De unges
forbund«: »Jeg kan ikke leve av et godt blad.« Det gir
i sit milieu billedet av et av disse lurvede redaktions-
kontorer, hvor medarbeiderne ikke faar sin Ion og kre-
ditorerne ikke sin betaling. En farlig og altfor god ar-
tikel rettet mot forretningssianden skræmmer abon-
nenter og averterende med den følge at avisen holder
paa at gaa ind, men reddes i sidste oieblik av en ba-
vian fra folket, som kjøber avisen for at gjøre den til
et skandalbiad.
Onginalet i utformningen er heller ikke dette skue-
spils styrke. Det er slerkl paavirket af Gunnar Hei-
bergs kunst, flere akter er i sit ydre for lige, i tegnin-
gen av bipersonerne og utnyttelse av situationerne byg-
get over et par akter i iieibergs »Harald Svansmor«.
Men ogsaa ellers, i replikkernes form, i den erotiske
følemaate merkes iieibergs indflydelse.
Men skuespillet har alligevel sin selvstændige værdi.
I første akt reises med kraft og indignation et socialt
spørsmaal: utnytlningen av butikbetjeningen i de store
modeforretninger. Med en vrede, som er forfriskende,
men kunstnerisk behersket og en djærv virkelighets-
sans angripes de forretninger, som ansætter unge
piker med en løn som forudsætter et bestemt bierhverv,
i de senere akter viser det sig, at det er ikke saa meget
disse forhold, som har opiat Krogs sind; det er ham
mere om at gjøre at vise hvor umulig det er i el ka-
pitalbundet dagblads spalter at opta en kamp mot slike
forbrydelser. Men vreden fra første akt dirrer gjen-
nem hele skuespillet, gir det liv og dramatisk fart. Ho-
vedpersonen, journalisten Egil Holst, er en ny og nyt
set ungdom paa scenen. Han er hurtig opblussende,
i fuld flamme saalænge det gjælder kampen, uten hen-
syn, ulen evne til at overse følgerne av sine handlin-
ger, helt ung. Naar ekstasen gaar av ham og fortryl-
lelsen er borte, gjælder han kanske ikke saa meget i
hverdagen, fordi hverdagen betyr saa litet for hans
ungdom. Mot ham staar en ung ekspeditrice, Jenny,
ikke saa tydelig utført, mere et fint og levende rids av
en sky og ensom og stolt li ten pike.
Opførelsen viser, at skuespillet har mange gode og
livfulde sceneegenskaper. Det biir kanske litt mere
lystspil end det egentlig er ment at være, men det er
underholdende med sin naturlige og slagfærdige re-
plik og sine mange morsomme indfald. National-
teatrets kunstnere gir skuespillet sin bedste støtte.
Stub Wiberg skapte av forfatterens lidt løst teg-
nede redaktør et levende menneske, en godtroende,
men ungt følende mand, litt svak av forstand, men
ren av hjertet. August Odvar ga den unge jour-
nalist al sin begeislring, al sin evne til al kunne flam-
me op, al sin bøilidebge talemaate ogsaa, her klang
den egte, ungt og følt. Gerda li i n g spille den unge
pike fint og sjælfuldt, men lidt bundet. Publikums
største glæde vakte en del belkomiske figurer, en gam-
mel og ulslidt koreklurlæser, som Hauk A a fo e 1 om-
skapte til en henrivende lystspiifigur, en elegant og
dreven journalist, som Ingolf Schancke gjorde
let og vittig, og tilslut hin mand av folket, som kjøper
avisen, og som Gustav Thomassen spilte meget
karakteristisk, men med fortrolige henvendelser til
galleriet.
Det tredje norske skuespil er llanka Knudsens
»Arne Vangen«, som Dét norske treatret opfører. Det
skildrer sammenstøtet mellem bj folks og bønders ver-
den, skrevet ut fra sympati med bymennesket. En svak
og feig unggut fra en ensom fjelddal gifter sig med en
ideelt ulrustet kvindelig journalist og tar hende med
sig hjem til iædrenegaarden. Men den selvgode bonde-
slegt, som er sig selv nok, møter hende med mistro
og uvilje og driver hende tilslut til at flygte tilbage til
byen igjen.
Skuespillet har mange svakheter og trætter ved sine
gjentagelser. Men skildringen av det gamle bondehjem
og dets uvilje mot alt fremmed er git med sandfærdig
og betydelig styrke. Og skuespillet fik paa mange maa-
ter en god opførelse. Eugen Schønberg spiller
Arne Vangens rolle tungt og ubehjælpelig, men med
oprigtig lidenskap, Johanne Bruhn var meget
sympatetisk som den kvindelige journalist, og H e n n y
Schønberg ga et sikkert, stærkt og indtrængende
billede av den gamle mor.
Kristian EIster.
PERSEUS OCH VIDUNDRET.
Den 21 februari gaf Dramatiska teatern i Stock-
holm premiår på Tor Hedbergs skådespel »Perseus
och vidundrel«. Redan efter några aftnar mårkte man
hos publiken en kånnbar brist på inlresse for slycket,
och når delta låses, år det vål for långe sedan
nedlagt.
Skådespelets egen natur bår skulden till att det
icke kunde goras mera njulbart på scenen. Ty de
yllre håndeiser, som framstållas, åga icke den enket,
som teatern kråfver. De utgora elt intermezzo, sam-
manflåtadt af foljderna till en bragd og orsakerna till