Det Nye Nord - 09.04.1919, Blaðsíða 9

9. April 1919
DET NYE NORD
Side 9
Det skal være en af »Det nye Nord«’s Opgaver at
følge dette Spørgsmaals Løsning med aarvaagen Inter-
esse.
KVINDELIGE EMBEDSMÆND.
Næst Norge og Finland er Danmark det Land i Eu-
ropa, hvor Kvinderne først er naaéde til politisk Lige-
stilling med Mænd. I 1908 fik de kommunal Valgret og
Valgbarhed; ved Grundloven af 1915 fulgte Valgretten
og Valgbarheden til Rigsdagen efter.
Naar disse afgørende Skridt først er tagne, maa og-
saa de sidste Rester af statsborgerlig Ulighed mellem
Kønnene før eller senere falde, thi paa Halvvejen kan
der ikke let standses. Er Kvinder først i Principet ble-
vet anerkendt for politisk myndige lige med Mænd,
saa at de baade kan vælge til Rigsdagen og selv blive
Rigsdagsmænd, ja endog Ministre, kan man ikke ved-
blivende paa andre Omraader behandle dem som stats-
borgerligt umyndige Personer. Og paa den anden Side:
skal de have lige Ret, maa de ogsaa have statsborger-
lig lige Pligt.
Paa to Omraader nyder Kvinder endnu ikke stats-
borgerlig lige Ret. Det ene er med Hensyn til selve
Statsborgerrettens (Indfødsrettens) Erhvervelse og For-
tabelse, idet gifte Kvinder her endnu for saa vidt be-
handles lige med umyndige Børn, som deres Nationa-
litet retter sig efter Ægtemandens paa samme Maade
som de umyndige Børns retter sig efter Forældrenes
(d. v. s. for ægte Børns Vedkommende Faderens) Na-
tionalitet. En dansk Kvinde taber derfor sin danske
Indfødsret og dermed sin Valgret til Kommune og til
Rigsdag, ja eventuelt sin Stilling som Rigsdagsmand
eller Embedsmand, ved at gifte sig med en Udlænding,
selv om hun ogsaa efter Ægteskabet bliver boende her
i Landet. Og omvendt, hvad der heller ikke er rime-
ligt, faar en udenlandsk Kvinde straks Valgret til Rigs-
dagen ved at gifte sig med en dansk Mand, medens
udenlandske Mænd først efter adskillige Aars Forløb
kan faa dansk Indfødsret ved Lov, selvom de gifter sig
med danske Kvinder.
Særligt synes det dog ulogisk og urimeligt, naar
Kvinder kan blive Rigsdagsmænd ogderigennem ledende
Ministre, at de dog ikke i Almindelighed skal have lige
Adgang med Mænd til Ansættelse i Statsembeder, naar
de opfylder de samme Betingelser med Hensyn til Eks-
aminer og praktisk Uddannelse som Mænd. Alligevel
kan de efter gældende dansk Ret ikke antages at have
Adgang til andre Statsembeder end saadanne, som Lo-
ven positivt har aabnet for dem, og den ny Retspleje-
lov af 1916 har endog udtrykkeligt udelukket alle
Kvinder fra at blive Dommere, Statsanklagere og an-
dre faste Statsembedsmænd i Retsplejens Tjeneste.
Kvinder kan vel blive Nævninger — de Lægdommere,
der faktisk afgør Sigtedes Skyld eller Ikke-Skyld i de
største Straffesager — og de kan ogsaa blive Forsva-
rere selv ved Højesteret, men de kan ikke blive Dom-
mere i en kollegial Ret, Justitssekretær eller engang
Anklager ved Underretten, ja maaske ikke engang Rets-
vidne. Dette er en aabenbar Retsanomali. der kun kan
forklares ved, at de ellers saa aarvaagne Kvindesags-
Kvinder maa have taget sig et lille Blund ved Retspleje-
lovens Gennemførelse.
Det maa derfor utvivlsomt billiges, at der i Aar paa
Rigsdagen er forelagt et Lovforslag om Kvinders Ad-
gang til Tjenestestillinger og Hverv. Det lyder i al sin
Korthed saaledes: »Kvinder har under samme Betin-
gelser som Mænd Adgang til alle ved Lov bestemte Tje-
nestestillinger og Hverv under Stat og Kommune, mili-
tære ene undtagne, hvorhos Kvinder lige med Mænd
skal være pligtige til at overtage alle borgerlige Om-
bud«. Det er kort og ser ganske simpelt ud. Men alli-
gevel viser selve Lovforslagets Formulering, at slet saa
let som Fod i Hose lader Kvinders fulde statsborgerlige
Ligestilling sig dog ikke realisere.
Det er saaledes for det første alligevel ikke alle Em-
beder og Hverv, Kvinder skal have lige Adgang til. Det
gælder kun de ved Lov, d. v. s. simpel Lov bestemte
Tjenestestillinger. En Kvinde vil derfor fremdeles —
modsat i England og Holland — ikke kunne blive
Konge, men højst Rigsforstander. Vigtigere er det dog,
at visse lovbestemte Embeder udtrykkeligt er undtagne,
nemlig alle militære. Thi herved røres der ved et saart
Punkt: til Kvindernes lige politiske Ret svarer endnu
ikke nogen lige politisk Pligt, ingen militær Værne-
pligt. Og naar alt kommer til alt, er det dog ikke Stem-
mesedlen, der kan redde Staten mod ydre Indfald og
mod bolsjevikiske Angreb inde fra, men kun Borger-
nes Opbud med Vaaben i Haand.
Allerede her gør Naturens Forskel mellem de to Køn
sig gældende trods alt formelt-juridisk Ligemageri:
naturam furca pelles ex — hun kommer dog igen den
Hex. Og denne Forskel understreges kun véd, at For-
slaget dog vil paalægge Kvinder alle borgerlige Ombud,
selv saadanne, der er Udtryk for en »kommunal Vær-
nepligt«, f. Eks. Pligten til paa Landet personligt at
deltage i Snekastning og Hjælp i Udebrandstilfælde.
Men naar Kvinder af rent naturlige Grunde kan være
udelukkede fra visse Hverv som de militære, saa kan
det heller ikke paa Forhaand være udelukket, at og-
saa visse andre Hverv af naturlige Grunde ikke egner
sig til at beklædes af Kvinder. I saa Henseende har man
jo allerede peget paa Embedet som Præst i Folkekir-
ken. Og Spørgsmaalet kan altsaa i hvert Fald ikke
uden videre afvises.
Men dernæst bør Kvinders lige Ret med Mænd ikke
føre til en fortrinligere Ret for Kvinder fremfor Mænd.
Den mandlige Embedsmand skal sikre sin eventuelle
Enke en ofte meget dyr Overlevelsesrente; skal den
kvindelige da ikke ogsaa gøre det samme til Fordel
for sin Enkemand? Fremdeles sikrer Staten Embeds-
mandens Enke en livsvarig Pension. En saadan vil den