Det Nye Nord - 09.04.1919, Blaðsíða 37

9. April 1919
DET NYE NORD
Side 37
Gudbenaadet er den Del af Menneskeslægten, der
har oplevet og overlevet Verdenskrigen, gammel
nok til at fatte dens altomspændende Følger, ung
nok til ikke at lade sig opsluge af den Afgrund, der
aabnede sig under det, som før var fast Grund.
Den er sluppet for at betale Blodskyld for Fædrenes
Synder. Den bærer til Gengæld Ansvaret for det tunge-
ste Arbejde siden Skabelsen. Atmosfæren er mættet
med Problemer, sociale, økonomiske og kulturelle, der
alle kræver deres Løsning og alle vil løses først. De
vil krumme Ryggen paa denne Slægt, de vil slide
dette Slægtled og det næste op. Hverken vi eller vore
Børn skal opleve den nye Verden, men vi aner den
og vi vil skimte den stedse tydeligere i det fjerne
som Aarene gaar.
Derfor er denne Arbejdshær gudbenaadet, fordi den
faar Lov til at slide sig ihjel for en Verden, der bliver
værd at leve i — baade for smaa og store i Folkenes
Samfund og den enkelte Nation.
Men Ansvaret følger den Betroede i Hælene. Be-
læsset med hele Værdien af Verdenskrigens dyrtkøbte
Erfaringer gaar han ind til sit Livs Arbejdsdag. Ham
er skænket en Chance, som aldrig vender tilbage.
Efterslægtens Forbandelse vil ramme ham, om han
ikke gør sin Pligt.
* , *
*
Den første Foraars dag i 1918 var Sig-
nalet til en Kamp, der holdt Verden i aandeløs
Spænding, indtil den et halvt Aar senere endte
med Tysklands hastige Sammenbrud. Den 21. Marts
1919 bemægtigede Bolshevikerne sig Budapest, og der
spredtes samtidig alarmerende Rygter om de kommu-
nistiske Tendenser i de nyopstaaede slaviske Stater i
Rumænien og Tysk-Østrig. Er det den længe bebu-
dede røde Offensiv, der paa den første Foraarsdag i
1919 aabnes mod det svækkede Centraleuropa for der
efter at føres videre til de kapitalistiske Ententelande?
Betyder Omvæltningen i Ungarn og de utilslørede Trus-
ler fra Wien og Berlin, at Verden virkelig skal under-
kastes den Proletariatets Revolution, som Lenin har
profeteret?
Eller staar man kun overfor et nyt Eksempel paa de
Rødes psykologiske Kampmetode, Bluffet som Propa-
gandamiddel?
Visse Røster indenfor Ententepressen har hævdet,
at Komedien i Budapest var for tyk til at kunne skræm-
me, og at det kun var Tyskland, der brugte Revolu-
tionsspøgelset som sidste Trumf i Spillet mod Vestmag-
terne.
Men hvad skal man da sige om Spartakusoprørerne,
der to Gange har maattet slaas ned i blodige Kampe,
hvad om Ukraines Erobring og de Allierede Troppers
Tilbagedragning ved Archangelsk og Odessa? Skal de
tyske eller bolshevikiske Beretninger afklædes deres
Propagandastof, inaa man til Gengæld ikke lukke Øj
nene for de Realiteter, som udgør Kernen i dem. Bol-
shevismen er mere grundfæstet i Rusland end nogen-
sinde. Det er muligt, at et Sammenbrud pludseligt
kan indtræffe, men Sandsynligheden er foreløbig saa
lille, at man ikke kan regne med den. De Allierede har
selv i Praksis erkendt, at Indflydelsen paa de russiske
Forhold er gledet dem ud af Hænderne. Lloyd George
har i Underhuset udtalt, at ingen fornuftig Mand vilde
tænke paa en Intervention i Rusland efter at have hørt
de Krav, som stilledes af de militære Raadgivere. Han
drog samtidig en Parallel med den franske Revolution,
hvor en Intervention havde ført til en Krig, som varede
i 22 Aar.
Det er midigt, at en Intervention endnu kunde være
gennemført umiddelbart efter Centralmagternes Sam-
menbrud med det ønskede Resultat: Ordenen i og For-
bundet med Rusland genoprettet. Men det er sikkert, at
det psykologiske Øjeblik er gaaet tabt, og at Stemnin
gen i det russiske Folk nu er en saadan, at en Interven
tion kun vil drive Størstedelen af Nationen over paa
den nuværende Regerings Side.
Anderledes stiller Forholdet sig naturligvis, naar det
er de Røde, der aabner Krigen med det Formaal at paa-
tvinge den øvrige Verden en Samfundsordning, som kun
et forsvindende Mindretal dér ønsker. Overfor en saa-
dan rød Offensiv vil de allierede Demokratier antage-
lig hurtig kunne blive enige om at anvende Vægten af
deres militære Magtmidler. Spørgsmaalet er imidlertid,
naar Øjeblikket er inde. »Le Temps« udtaler om den
ungarske Omvæltning, at dette er Krigen igen. Ja, hvis
denne Revolution betyder de Rødes første Kup i Offen-
siven mod Centraleuropa, saa er det Krigen igen, men
saa staar de Allierede atter i Forsvarernes moralsk
stærke Stilling, hvor de kan vente at have deres Folk
med sig.
Opgaven kan endda blive vanskelig nok. Vestmag-
terne maa gøre sig klart, at en Verdensfred (Rusland
undtagen) kun kan sluttes, saafremt ordnede Tilstande
sikres i Centraleuropa, og det turde være et Spørgsmaal,
om man ikke allerede for længe har holdt sig passivt
ligegyldig overfor den voksende Opløsning og Arbejds
ulyst i Produktionen. I saa Fald kommer de Allierede
til at nøjes med deres egne Underskrifter paa Fredstrak-
taten indtil Kommunismen har antaget stabile Former
eller er brændt ud.
Men hvad saa end Begivenhederne i Budapest maatte
vise sig at betyde, de har bragt Liv i Fredskonfe-
rencen, og man har Følelsen af, at derved ingen
Skade er sket.
Pariserkonferencen har arbejdet trægt. Den aabne-
des for halvtredje Maaned siden, og der synes endnu en